Maja til familietræf

_V4A0623

Skonnerten Maja sejler fra Hvide Sande til Lemvig, når træskibe fra hele landet samles til Pinsestævne.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Morten Fauerby og Keld Østergaard

Langt tilbage i 1900-tallet var Lemvig Havn en af landets største fiskerihavne. Sidenhen er fiskerflåden rykket fra Limfjorden og ud til vestkysthavnene, men i pinsen bliver der en unik mulighed for at opleve det havne- og søfartsliv, som der i sin tid var i en havn fyldt med træskibe.

Den 22.-24. maj holder Træskibs Sammenslutningen nemlig sit traditionsrige pinsestævne, hvor den sejlende kulturarv i år samles i Lemvig Havn. Det er på nuværende tidspunkt uklart, hvor mange træskibe, der sætter kursen mod Lem Vig, men det er sikkert, at landets eneste bramsejlskonnert, Maja fra Hvide Sande, kommer med til træskibenes familiefest.

Maja er landets største charterskib og har den højeste mast: 28 meter. Skonnerten med en længde på 43 meter er det fjerdestørste sejlskib i Danmark.

Det store skib er en næsten 100 år gammel dame, der stammer fra et værft ved Rhinen i Tyskland, men ellers har haft de fleste af sine år på Vesterhavet, Østersøen og de indre danske farvande. Først med sildefiskeri på Vesterhavet og siden som fragtbåd i Hamburg og til granitsejlads mellem Bornholm og København. Den sidste fragttur var i 1999 med netop en lastfuld bornholmsk granit.

I dag fungerer Maja med udgangspunkt i Hvide Sande Havn som tur- og charterbåd. I 2012 sejlede hun således til OL i London med en landing dansk bacon fra slagteriet Danish Crown, og to uger efter pinse-visitet i Lemvig sejler Maja til Bornholm med vestjyske deltagere til Folkemødet.

I forbindelse med Pinsestævnet i Lemvig er endnu ledige pladser på den otte timer lange tur langs vestkysten fra Hvide Sande fredag og igen søndag, når hun sejler retur fra Lemvig.


IMG_1024

Søsætning pinselørdag

Her sejler Maja også tre kortere ture lørdag. Blandt andet i forbindelse med præsentationssejladsen kl. 13-15, hvor alle deltagende træskibe viser sig fra deres bedste sider. Den store skonnert er desuden blandt de fartøjer, der holder åbent skib i forbindelse med både fredagens Open by night i Lemvig og hele lørdagen, hvor der også er lang lørdag i butikkerne.

Her kan man i øvrigt i udstillingsvinduerne se en billedudstilling fra Træskibs Sammenslutningen, som også vises i lokale pengeinstitutter i ugerne op til stævnet.

Det åbnes officielt lørdag formiddag, hvor et højdepunkt vil være søsætningen af Colin Archer Laugets nybyggede båd Anne Thrysøe, som Magasinet omtalte i forrige udgave.

Havnen i Lemvig vil hele weekenden summe af aktivitet. Pinselørdag medvirker blandt andet Thyborøn Fiskeriforening, Nordvestjysk Fjordkultur, Fiskeri- og Søfartsmuseet Esbjerg, Landsforeningen Levende Hav, Lemvig Produktionsskole samt lokale kunstnere, der arbejder med maritime temaer. Lemvig Museum arrangerer havnevandring.

B41P3724

Faktaboks

Skonnerten Maja

Længde: 43 meter.

Bredde: 6,6 meter.

Dybgang: 2,4 meter.

Mastens højde: 28 meter.

Skibet har stålskrog og 24 køjepladser.

Maja er ejet og drevet af Den erhvervsdrivende fond Bramsejlskonnerten Hvide Sande. 

bramsejlskonnert.dk


Arrangementer
3. maj 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Mads Mouritz i 18b
Jeg startede ”Det hele kan hele”, derefter ”Termodragten”, og nu bor ”Spiller TP hjemme ved mig...
3. maj 2024
Flere steder langs Vesterhavet, kl. 10.00
Madcaminoen
Tre dages guidet kulinarisk vandretur med fuld forplejning og bagagetransport.Vi gør det igen! Ko...
3. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 14.00-16.00
Herregårdsbesøg i Bøvling - UDSOLGT
Med bogbussen på RysensteenDen smukke, hvide herregård har ligget i det flade landskab nord fo...
4. maj 2024
Strandingsmuseet, Thorsminde kl. 17.30-19.30
Gåden om vand - på jorden og i rummet
Musik og fortryllende fortællinger på StrandingsmuseetGrundstenen til alt liv, vi kender, er vand...
Se alle arrangementer