Jazz på kysten

20140923

Vestjyder kan godt lide jazz-musik – og det kan måske endda få folk til at flytte hertil. Det blev bevist, da Lemvig Musikforening for første gang deltog i den landsdækkende festival Vinterjazz.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Selv om det er en af årets første, rigtige solskinssøndage, så er det alligevel bidende koldt i vinden udenfor Kunst- og Kulturcentret Tuskær, der ligger lige bag klitterne ved Fjaltring. Det er en af de sidste dage i februar, og afstanden til et varmt, svedigt land som Cuba føles på mange måder meget lang.

Men den afstand forkortes hurtigt indenfor i den tidligere stald, hvor den cubanske troubadur Eric Méndez sidder klar med sin guitar for at give koncert sammen med sin danske ven, percussionisten Nikolai Banke.

Den intime koncertsal er nemlig stuvende fuld med cirka 100 overvejende lokale tilhørere, som Eric Méndez i sine smukke, spanske sange tager med til hjemlandet Cuba, som han både elsker og kritiserer. Det er her, han lever med sin lille datter, men også et fattigt land, hvor livet som musiker kan være svært, når myndighederne ikke bryder sig om, at en af landets mest talentfulde musikere benytter bibelske fortællinger som inspiration.

Den musikalske tidsrejse til Cubas hovedstad, Havanna, hvor den kommercielle kultur i stigende grad præger hverdagslivet, er afslutningen på den første Vinterjazz-festival på Lemvigegnen.

20140800(1)

Et sammenskudsgilde

Med Lemvig Musikforening som initiativtager var der i uge 8 hele otte jazz-arrangementer fordelt på forskellige spillesteder i Lemvig, Nr. Nissum og Fjaltring. Det var en del af den landsdækkende festival, Vinterjazz, som Copenhagen Jazz Festival siden 2001 har arrangeret for at give mulighed for at sende både danske og udenlandske jazz-navne på turne fra jazzklub til jazzklub. I år var der således mere end 450 koncerter fordelt over hele Danmark i løbet af 17 dage i februar.

“Vinterjazz er et sammenskudsgilde, der skabes af jazzklubberne og de turnerende musikere under festivalen. Jo flere steder der er med uden for København, jo tættere er der mellem Vinterjazz-aktiviteterne, så derfor er der stadig plads til flere aktive aktører og arrangører i landets yderområder. Vinterjazz har til formål at sætte fokus på dansk jazz og i særdeleshed på de dedikerede spillesteder, uafhængige arrangører og jazzforeninger rundt omkring i landet, og det gør vi ved at kickstarte sæsonen og skabe en festivalfølelse hos publikum, spillesteder og musikere”, siger Kenneth Hansen, festivalleder af både Vinterjazz og Copenhagen Jazz Festival.

I Lemvig Musikforening er formand Poul Anker Møller og resten af bestyrelsen da bestemt også klar til at gentage den lokale koncert-koordinering, som næstformanden Lise Roar var tovholder på i år.

”Det viste sig, at der var forbavsende mange til alle koncerter. Også de

mere smalle, så vi har mange ideer til Vinterjazz i uge 8 til næste år - og har allerede entreret med det første band”, fortæller Poul Anker Møller.

20140888

Modgift mod mediebillede

Han er særligt glad for et brev, som en af deltagerne i koncerten med Six City Stompers har sendt til musikforeningen. Her skriver Jonas Berg, der de seneste 12 år har boet i USA, blandt andet om koncerten på Lemvig Gymnasium:

”I min tid udenlands har jeg altid prøvet at følge lidt med i, hvad der foregår i Danmark. Hele debatten om udkants/vandkants-Danmark har selvfølgelig været interessant at følge, og denne aften er den bedste modgift mod det forvrængede billede, som medierne og meningsdannerne har skabt”.

Jonas Berg var inviteret til Lemvig af et familiemedlem og roser både rammerne på gymnasiet og den musikalske oplevelse:

”Det her udefinerbare og mærkelige element af en aften, hvor musikerne både kan og vil formidle, publikum er interesserede og medlevende, og der bare er en snert af forår i luften. Er det et tilfælde? Det tror jeg absolut ikke.

Jeg forlader Lemvig med en klar fornemmelse af en del af Danmark, som er vital og levende, og slet ikke gider deltage i diskussionen om, hvor det er cool at være. Min indre dialog noterer Lemvig som et sted, hvor jeg som rejsende dansker kunne falde til, og endnu en gang integrere mig i et lokalsamfund”.

Bedre anmeldelse kan det nye musik-tiltag på vestkysten vel næppe få...

Arrangementer
3. maj 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Mads Mouritz i 18b
Jeg startede ”Det hele kan hele”, derefter ”Termodragten”, og nu bor ”Spiller TP hjemme ved mig...
3. maj 2024
Flere steder langs Vesterhavet, kl. 10.00
Madcaminoen
Tre dages guidet kulinarisk vandretur med fuld forplejning og bagagetransport.Vi gør det igen! Ko...
3. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 14.00-16.00
Herregårdsbesøg i Bøvling - UDSOLGT
Med bogbussen på RysensteenDen smukke, hvide herregård har ligget i det flade landskab nord fo...
4. maj 2024
Strandingsmuseet, Thorsminde kl. 17.30-19.30
Gåden om vand - på jorden og i rummet
Musik og fortryllende fortællinger på StrandingsmuseetGrundstenen til alt liv, vi kender, er vand...
Se alle arrangementer