Naturen som inspiration

Havets_fartstriber_ved_Fjand_Strand

Alopex Media i Staby viser de fascinerende facetter af dansk natur i billeder og ord.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Mikkel Jezequel, Alopex Media

Med både Vesterhavet, Nissum Fjord, skov, sø og hede som nære naboer kan man vist ikke ønske sig en bedre placering, hvis man vil beskæftige sig med den danske naturrigdom. Og det vil Alopex Media i Staby. Virksomheden åbnede i januar i år, og bag den står naturfotograf Mikkel Jezequel og journalist Kamilla Husted Bendtsen. 

Begge har drevet virksomhed før, men besluttede i år at gå sammen i det nye firma.

”Overordnet kan man måske kalde os en portrætvirksomhed. Som freelancejournalist har jeg specialiseret mig i portrætter af mennesker, og Mikkel portrætterer jo naturen bag kameraet,” siger journalist Kamilla Husted Bendtsen.

Hun glæder sig til i fremtiden at formidle bredere om naturen, som hun altid har haft som interessefelt.

”Mikkel og jeg supplerer hinanden godt, fordi vi begge formidler, men gennem hvert vores medie: tekst og foto. Og så brænder vi begge for naturen og for at inspirere folk gennem vores fortællinger. Vi er tillige vokset op på hver sin side af Nissum Fjord og har fået interessen for naturen ind fra barnsben, hvor vi har færdes i det fantastiske miljø, der er omkring fjorden. Dens rørskove, fugleliv og evigt skiftende farver på vandet”, fortæller Kamilla Husted Bendtsen.

Fotografen og journalisten, der også danner par privat, følte det derfor helt naturligt at starte firmaet på deres hjemegn.


9___Fjand_Strand_i_torden

Naturen ind i stuen

Alopex Media satser på at levere artikler og billeder til diverse magasiner - primært om natur, men også portrætter af mennesker. Firmaet holder også workshops i fototeknik og naturfotografering for folk, der selv har lyst at indfange deres oplevelser med kameraet.

Derudover sælger virksomheden fotos til firmaer og til private. 

”Jeg fascineres gang på gang af mine oplevelser i naturen. Her finder jeg ro og inspiration. Gennem mine billeder vil jeg gerne give folk mulighed for at få den ro og inspiration lige ind i stuen samt vise dem vidundere, de ikke anede fandtes. De fleste undersøgelser viser, at folk flytter på landet på grund af naturen. Den drager os. Hvorfor ikke tage den helt med ind i hjemmet?”, siger Mikkel Jezequel. 

Parret har dog også endnu et sigte med at formidle om naturen gennem tekst og billeder:

”Mange danskere bor i byerne uden natur i deres umiddelbare nærhed. Rundt i hele landet præger landbruget i stor grad landskabet. Vi vil gerne vise, at dér hvor der er natur i Danmark, der har vi faktisk en rigtig stor variation, som det spændende at vide noget om, og som vi skal huske at nyde. Vi håber, vores billeder og historier giver folk lyst til at komme ud og opleve det hele. Også dem, som ikke færdes i naturen på daglig basis”.

155___Musv__ge_p___vagt_ved_Fosdalen

Vidunderne lige uden for døren

Ifølge Mikkel Jezequel behøver man slet ikke rejse til Grønland eller Afrika for at få de store naturoplevelser, som han søger at gengive i sine fotografier. Vidunderne findes lige uden for døren.

”Det er selvfølgelig fantastisk at opleve gletsjere og vulkaner på Island og Norges storslåede fjelde og skove. 

Men i mine øjne er der ligeså mange utrolige oplevelser herhjemme. Vi har måske bare vænnet os til de ting, vi ser hver dag i det daglige. Men jeg tror alligevel, at de fleste mennesker har et yndlingssted i naturen herhjemme, og når lyset lige falder rigtigt over dette, og farverne står frem, så er der alligevel ikke noget, der slår det. Og det er det, jeg gerne vil give folk med hjem i stuen”, siger naturfotografen. 

Selv har han ikke et specifikt yndlingsmotiv, og hans billeder prydes af strand, skov, hede, pattedyr og fugle.

”Jeg elsker at fotografere landskaber. At kunne gengive stemningen, lyset og farverne i en tro helhedsoplevelse. Og så er jeg vild med de blide pastelfarver, som findes i de tidlige morgentimer og skumringstiden”, forklarer Mikkel Jezequel. 

Han oplever også at kunne fascinere og overraske de fleste, når han viser naturen gennem makrolinsen, der bringer helt nye detaljer frem fra naturrigets mindste verden. Som når han viser en hugorm fra musens synsvinkel eller fotograferer den nordlige fugleedderkop, som de færreste ved findes i Danmark.

Naturfotografering kræver dog sin mand, og Mikkel Jezequel har som regel mange timers venten i ubekvemme stillinger bag hvert eneste billede. Enten skal lyset være der, blæsten skal lægge sig, eller dyrene og fuglen skal vise sig – og helst tæt på. Naturen er på den måde en besværlig og krævende model. Men det er det hele værd, når billedet endelig er i kassen og kan være med til at vise naturens rigdom frem.

29___Krondyr_ved_Ulfborg

Nyt bogprojekt

Som et led i at vise netop hvor mangfoldig den danske natur er, har Alopex Media kastet sig ud i et større åbningsprojekt. Første store produktion fra firmaet skal være en bog, der indtil videre har arbejdstitlen ‘Jyllands Kyster’.

”Jylland er geografisk set et ganske lille område. Men selv på denne lille plet er der en enorm forskel på landskabet. Fra de barske, omblæste klitter på vestkysten til østkystens bløde, runde linjer med store træer på stranden. Vi syntes, det er fantastisk, man kan opleve så meget forskelligt, bare her på vores lille plet af verden” siger Kamilla Husted Bendtsen.

Der er endnu ikke fastlagt en præcis udgivelsesdato for bogen, der udgives på Forlaget Vita i Stadil. Men resten af 2015 står i høj grad i kystfotograferingens tegn hos Alopex Media.

141___Marieh__ne_p___rensdyrlav_ved_Ulfborg

Faktaboks

Staby Påskeudstilling

I påskedagene får man for alvor lov at opleve, hvor meget spændende og alsidig kunst et så lille lokalområde som Staby kan præstere.

Otte meget forskellige kunstnere udstiller sammen i galleriet Stabyvej 63 den 27.-29. marts samt 1.–6. april. Alle dage kl. 13-16.

Man kan her opleve alt fra malerkunst, skulptur og foto til tegning og tæpper.

De otte udstillere: Hanne Arberg, Jens Overgaard Christensen, Elisabeth Borch, Mikkel Jezequel, Henrik Voldmester, Lisbet Moeskjær, Kim Haslund og Eva Hermann.

244___b__lgebrydere_ved_Spidsbjerg_Strand

Faktaboks

Alopex’ betyder fjeldræv på latin. Virksomheden har fået navnet som en reference til dyrets vakse, nysgerrige og humoristiske natur samt dens evne til at klare sig godt i barskt terræn.

Naturfotograf Mikkel Jezequel, 31 år, har taget naturbilleder, siden han var 13 år, og har i fire år haft virksomheden Jezequel Fotografi. Herigennem har han leveret billeder til bøger, magasiner og arbejdet som freelancepressefotograf samt underviser på kurser og workshops i foto. Han vandt januar i år den internationale fotokonkurrence WintherLee hos LeeFilters USA med et sneklædt landskabsfoto fra Ulfborg. Et bevis på, at vestjyske landskaber er med helt fremme.

Kamilla Husted Bendtsen, 28 år, er uddannet journalist og cand.public og har hidtil arbejdet som freelancejournalist. Hun skriver blandt andet portrætter og livsfortællinger. 

Her i foråret kan man blandt andet opleve naturfotografier fra Alopex Media både lokalt på Staby Påskeudstilling samt på Fotofestival på Paletten i Viborg 22.-24. maj.

Firmaet samarbejder desuden med Nissum Fjord Netværket om en række workshops i fuglefotografering gennem resten af år 2015.

alopexmedia.com

Arrangementer
25. april 2024
Kabbel Hovedgaard, Lemvig kl. 19.00
Bededagsaften
Ved Jonathan Byskov Jensen, Bettina Reese Tonnesen i Kabbel HovedgårdFælles gudstjeneste for Gudum...
25. april 2024
Kirkehuset, Lemvig kl. 10.00-12.00
Kirkens Dagligstue
Fra træningsdrag til præstekjole - om den røde trådv/ valgmenighedspræst Ronald Risvig...
25. april 2024
Klimatorium, Lemvig kl. 14.00-17.00
Hvad er bæredygtig mode?
I anledning af den nationale klimahandlingsdag, som i år finder sted d. 25. april, vil Klimatoriu...
26. april 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Alex Vargas i 18b - UDSOLGT
Tanken om at denne herre igen står på vores program vækker et kæmpe smil på mine læber – vi elske...
Se alle arrangementer