At lindre og leve værdigt

Lederen af Anker Fjord Hospice i Hvide Sande oplever, at det er de pårørende, der taler mest om aktiv dødshjælp.

Tekst: Helle Ringgaard

Herdis Hansen er hospicechef på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande. Hun arbejder og ser mennesker leve tæt på døden hver dag. Men i frontlinjen møder hun sjældent patienter, som ønsker sig hjælp til at dø. 

”Det er yderst få patienter, som i løbet af de ni år vi har eksisterer, har sagt: ’Åh, nu orker jeg ikke mere; giv mig en sprøjte, så jeg kan få det overstået’. Og til de ganske få siger vi, siger sygeplejersken: ’Det kan vi ikke, men hvorfor har du det ønske? Hvad kan vi gøre for at det bliver anderledes?’ Vi ser, hører og tager patienterne alvorligt. 

Tit bunder ønsket i mistet værdighed; måske kan man ikke holde tissekolben længere og bliver nødt til at ligge med ble. Så er spørgsmålet; hvad kan vi gøre i den situation for at lindre dig?”, siger Herdis Hansen.

De fysiske behov er ikke nødvendigvis de største, når man lever sin sidste tid, fortæller lederen af Anker Fjord Hospice. Åndelige og eksistentielle spørgsmål dukker op, angst eller depression trænger sig på, og hospice har både en præst og en psykolog ansat.

”Folk skriger sig ikke ihjel af smerter. Det er hverken smerter eller åndenød, som patienterne frygter – eller behøver frygte - for begge dele kan vi lindre og afhjælpe medicinsk. Så tæt på døden fylder frygten for tabet af værdighed, tabet af kontrol, tab af funktioner - og ensomhed mest. Også det kan vi også lindre ved at tilbyde tid og samtale og vise værdighed ved at inddrage patienten i alle beslutninger i stedet for at tale dem hen over hovedet.  

Hvordan hjælper man for eksempel bedst et voksent mandfolk af med afføring, mens han ligger i sengen, uden at han mister sin værdighed? Det taler man med ham om. Det er en  grænseoverskridende situation for ham, men den kan håndteres. Svaret må aldrig blive; så må vi hellere slå dig ihjel”, siger Herdis Hansen.

De pårørendes smerte

Hun tager stor og stærk afstand fra tanken om at indføre aktiv dødshjælp i Danmark. For hvem er det, der skal slå ihjel? Hvordan skal en læge under lægeløftet både stille den livstruende diagnose og fortælle sin patient, at ’du kan jo vælge at få aktiv dødshjælp’? 

”Det er meget nemt at forestille sig det samfundspres, der vil følge med, når en patient får at vide, at der ikke er helbredende behandling at få. Man bliver ikke rask igen, man vil få brug for pleje, så man vil være en byrde for samfundet. Der vil være mennesker, som i den situation vil ønske ikke at ligge nogen, hverken samfundet, deres familie og børn til last, men vil vælge døden før tid, inden andre er nødt til at tage hånd om dem. Det vil være et fattigt samfund”.

Herdis Hansen mener fokus skal holdes på at forbedre det palliative arbejde for både patienter og for de pårørende. I hele sundheds- og plejesektoren. For den ubærlige smerte og lidelsen ligger ikke nødvendigvis i sengen, men står tit ved siden af:

”Dem, der har det rigtig svært og taler mest om aktiv dødshjælp, er de pårørende. I debatten er det oftest dem, man høre udtale sig med ønsket på patientens vegne. Når mennesker er døende, har man tit ikke kontakt med dem  de sidste døgn, og det er så enormt hårdt at skulle stå ved siden af og vente. I den situation kan der også være nogen, som siger til os: ‘hvis det bare kunne få slut nu’. Og det er meget lidelsesfyldt at stå magtesløs, mens man mister et menneske, man elsker. 

På Anker Fjord Hospice råder familierne over en lejlighed hver, så vi har gode muligheder for også at yde omsorg og støtte dem, så de magter at være nærværende i den lidelse, der følger med at være pårørende til en døende. Men man fjerner ikke lidelsen ved at slå den lidende ihjel. Døden er en proces, den tager tid og den giver tid; tid til at tage afsked og vænne sig til tanken om tabet”.

Aktiv lindring

”Jeg ved godt, at vi kalder det ’passiv dødshjælp’ i Danmark, når udsigtsløse  behandlinger opgives, men jeg synes, det er et forkert udtryk, for vi slukker jo ikke bare for alle maskiner og lader patienten ligge. Vi behandler palliativt, altså lindrende og på værdig vis, både i forhold til smerter, mundpleje, soignering, forflytninger i sengen for at undgå liggesår og så videre. Også på hospitaler og plejehjem. Vi er bestemt ikke passive”, siger Herdis Hansen.

De fleste af Anker Fjord Hospices patienter er kræftpatienter, hvis helbredende behandling er stoppet, og som ikke kan lindres i eget hjem:

”Vi ville komme langt, hvis specialisterne på kræftafdelingerne kunne lære at sige en anden sætning efter, at de har sagt; ’Der er ikke mere, vi kan gøre for dig’, nemlig sætningen: ’Men vi kan henvise dig til nogle dygtige specialister i palliation’. 

For når der ikke er mere at gøre på en kræftafdeling, er patienten jo ikke fortabt af den grund. Der findes meget man kan gøre for, at den sidste tid man har får livskvalitet. Om man har 14 dage eller tre uger er underordnet, hvis den tid bliver så god som mulig og man kan gøre det sammen, som har størst betydning. På hospice kommer man ikke for at leve længere eller kortere, men for at leve bedst muligt den tid, man har tilbage”.

Faktaboks

Palliativ indsats er lindrende behandling, pleje og omsorg til såvel døende som til mennesker med alvorlig, livstruende sygdom, hvor helbredelse ikke er mulig. Målet er at fremme livskvaliteten for patienter og deres pårørende ved at lindre sygdommens gener. 

Man kan få palliativ pleje og behandling i eget hjem, på plejehjem, på hospitalet og på hospice.

Et palliativt team er tværfagligt og kan bestå af læger, sygeplejersker, fysioterapeut, psykolog, socialrådgiver, præst og sekretærer. Teamet samarbejder og støtter de praktiserende læger, sygehuslæger, hjemmeplejen, fysioterapeuter, som plejer og behandler patienten i det daglige. 

Kilde: www.pavi.dk

Arrangementer
3. maj 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Mads Mouritz i 18b
Jeg startede ”Det hele kan hele”, derefter ”Termodragten”, og nu bor ”Spiller TP hjemme ved mig...
3. maj 2024
Flere steder langs Vesterhavet, kl. 10.00
Madcaminoen
Tre dages guidet kulinarisk vandretur med fuld forplejning og bagagetransport.Vi gør det igen! Ko...
3. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 14.00-16.00
Herregårdsbesøg i Bøvling - UDSOLGT
Med bogbussen på RysensteenDen smukke, hvide herregård har ligget i det flade landskab nord fo...
4. maj 2024
Strandingsmuseet, Thorsminde kl. 17.30-19.30
Gåden om vand - på jorden og i rummet
Musik og fortryllende fortællinger på StrandingsmuseetGrundstenen til alt liv, vi kender, er vand...
Se alle arrangementer