Allan Laursen løfter stadig opgaven

20147187

Finanskrisen tvang iværksætter i Lemvig til at afhænde virksomhed, men livsværket er fortsat med AL Lift.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

i 27 år har virksomheder over hele verden købt løftegrej i Lemvig. Og initialerne AL for Allan Laursen følger stadig med alle produkter, selv om stifteren af AL-vac for tre år siden måtte sælge sin virksomhed som følge af finanskrisen.

Allan Laursen lod sig nemlig ikke slå ud, men har over de seneste år opbygget den nye virksomhed AL Lift, som har fået en god start i både ind- og udland. Dermed viderefører AL Lift det løfterige livsværk med produktion af vakuumsugende maskiner, som den unge maskintekniker i sin tid fik ideen til, da tunge fortovsfliser i Lemvig by skulle løftes op og ned i forbindelse med kloakeringsarbejde på en 28 kilometer lang strækning.

”Siden jeg etablerede virksomheden i 1988 havde jeg ikke oplevet andet end vækst og en fyldt ordrebog, men i november 2008 blev vi ramt af den finanskrise, som mange andre allerede havde snakket om længe. Der blev helt stille, og jeg var for første gang utryg ved fremtiden”, siger Allan Laursen.

Besparelser i alle hjørner af virksomheden og nedskæringer i medarbejderstaben fra 45 til 38 ansatte i Lemvig var ikke nok. Og en forholdsvis nyetableret produktionsafdeling i Rumænien med 15 medarbejdere blev pludselig en ekstra hæmsko i stedet for en vej ud af krisen, da ordretilgangen brat udeblev.

Efter fire drøje år sagde banken i efteråret 2012 stop, og AL-vac blev solgt til investorer, der ikke ønskede at holde på Allan Laursen som en del af virksomheden.

”Det er jeg faktisk glad for i dag. Det var alligevel ikke gået ret længe med mig i en rolle, hvor jeg ikke selv sidder for bordenden”, siger Allan Laursen.

Da han ikke kunne blive enige med de nye ejere om en konkurrence-klausul, var han fritstillet til at begynde for sig selv igen.

20147166

Iværksætter med goodwill

Det gjorde han i den nye virksomhed AL Lift, som blev etableret på Rugmarken 2 i lejede lokaler, hvor Iveco tidligere har haft serviceværksted i Lemvig.

Her er der foreløbigt ni medarbejdere og jævnt stigende travlhed med salg til både danske og udenlandske kunder samt den medfølgende service på maskinerne, som altid har været en del af Allan Laursens forretning. Og det er en tilfreds indehaver, der genoplever suset ved at være iværksætter, men også nyder at kunne trække på sine forretningserfaringer og store netværk i markedet.

”Jeg er glad for at starte op igen efter en svær tid, der heller ikke har gjort det lettere at finde finansiering hos bankerne. I den situation er det helt fantastisk at opleve den goodwill og villighed til at bakke op om projektet, som jeg har mødt hos både lokale og udenlandske samarbejdspartnere, der godt ved, at der skal investeres både tid og penge, inden en forretning giver afkast”, siger Allan Laursen.

Han ser den stærke opbakning fra kolleger i erhvervslivet som en af fordelene ved at drive virksomhed i Vestjylland og fremhæver en elinstallationsforretning i Lomborg, der uden tøven og videre papirarbejde lånte ham et sekscifret beløb under en privat middag, så AL Lift kunne komme i gang.

”Når man arbejder i denne del af landet, så har man en tillid til hinanden, som jeg ikke tror, at man ville have mødt i København i min situation. Her på egnen hjælper vi hinanden, og jeg har kun mødt opbakning fra en række lokale virksomheder som for eksempel Øgendahls Maskinfabrik”, siger Allan Laursen.

20147216

Franske guldreserver

Det har alt sammen givet ro til, at Allan Laursen selv har rejst rundt i verden for at udbygge de mange kontakter til kunder og samtidigt opbygge et nyt netværk af importører i USA, Frankrig og Asien samt en række andre lande.

”Det er skønt at få ’hands on’ på eksportsalget igen. Blandt andet når man møder mangeårige kunder, der sætter pris på at handle med mig, fordi ’Allan – det er jo dig, vi kender’”, fortæller Allan Laursen.

Størstedelen af kunderne, der har brug for vakuum-sug til at lette arbejdet, befinder sig i industrien og hos entreprenører, men gennem importøren i Frankrig har AL Lift for nylig fået en anderledes, guldrandet virksomhed på kundeliste: Nemlig den franske nationalbank.

”Som andre nationalbanker har Frankrig også en guldreserve, der er gemt af vejen i bankbokse langt nede i kælderen under nationalbanken i Paris. Kasserne med guldbarrerne vejer hver 60 kilo, og dem må bankfolkene ikke længere løfte rundt på med håndkraft. Vi har derfor udviklet et håndteringsudstyr, der kan sendes 50 meter ned under jorden med elevatoren og bruges til at flytte guldbarrer for millioner”, siger Allan Laursen.

Det, der tog længst tid, var at få den franske importør sikkerhedsgodkendt til et besøg i nationalbankens allerhelligste lokaler. Men da han først havde været på besøg i guld-kælderen og havde fået et par tomme kasser med hjem til Allan Laursen, tog det kun tre uger at bygge den batteridrevne løsning, der har fået navnet ’Gold-digger’.

Hver kasse indeholder guldbarrer for 1,2 millioner kroner. Ud fra billederne kunne man forledes til at tro, at AL er blevet velbetalt i guldbarrer, men det er dog blot skabeloner i ler, som Allan Laursen selv har fabrikeret hjemme ved køkkenbordet.

Udover at det er en sjov og spektakulær opgave, så morer Allan Laursen sig også over, at han således igen må siges at have fået bankverdenens tillid. I det hele taget er han glad for at være sluppet gennem finanskrisen uden at have mistet alt og stadigvæk har mulighederne for at skabe vækst i hjembyen Lemvig.

20147163

Brug for nye lokaler

”Jeg kunne godt have sat mig tilbage og sagt ’Dét var så det’ og leve af mine øvrige aktiviteter, men det er dejligt at være i fuld gang med AL Lift, og jeg har efter rekonstruktionen stadigt både vindmøller og en række udlejningsejendomme i Lemvig. Blandt andet restaurant Luna og såmænd også bygningerne, hvor min gamle virksomhed AL-vac drives fra”, siger iværksætteren.

Han er ikke desto mindre på udkig efter nye lokaler til AL Lift, da produktion og lagerkapacitet efterhånden kræver mere plads, end der er på Rugmarken.

”Tingene har det jo med at vokse, og det kunne da være sjovt måske at vende tilbage til min gamle virksomhed, hvis der viser sig en mulighed for det”, siger Allan Laursen.

20147223

Faktaboks

Allan Laursen stiftede i 1988 virksomheden AL-vac i Lemvig. På bankens foranledning blev AL-vac i 2012 solgt, og Allan Laursen forlod posten som administrerende direktør med ansvar for både produktionsudvikling, salg og størstedelen af omsætningen.

I stedet etablerede han på samme forretningsgrundlag virksomheden AL Lift, der også drives fra Lemvig.

AL Lift producerer håndteringsudstyr, der ved hjælp af blandt andet vakuum-sug gør det lettere at flytte tunge emner i især industrien og byggeriet. Det kan være fiskekasser i Thyborøn eller otte ton tunge betonblokke i den iranske hovedstad Teheran. Produktionen omfatter både en række standardprodukter samt specialfremstillede løsninger.

Kunderne er i både ind- og udland, og AL Lift yder desuden montørservice ved opstilling og vedligeholdelse af maskinerne, herunder årlige eftersyn og certificeringer.

www.al-lift.com

Arrangementer
3. maj 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Mads Mouritz i 18b
Jeg startede ”Det hele kan hele”, derefter ”Termodragten”, og nu bor ”Spiller TP hjemme ved mig...
3. maj 2024
Flere steder langs Vesterhavet, kl. 10.00
Madcaminoen
Tre dages guidet kulinarisk vandretur med fuld forplejning og bagagetransport.Vi gør det igen! Ko...
3. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 14.00-16.00
Herregårdsbesøg i Bøvling - UDSOLGT
Med bogbussen på RysensteenDen smukke, hvide herregård har ligget i det flade landskab nord fo...
4. maj 2024
Strandingsmuseet, Thorsminde kl. 17.30-19.30
Gåden om vand - på jorden og i rummet
Musik og fortryllende fortællinger på StrandingsmuseetGrundstenen til alt liv, vi kender, er vand...
Se alle arrangementer