En mand i Thyborøn forsøger at vende en folkestemning.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

Hans Holmsgaard er ikke sikker på, at dette interview er en god ide. Døden er han ikke bange for at tale om, og han møder den tit i sit arbejde, alt for tit for tiden. Sine holdninger og sit menneskesyn er han afklaret omkring og står gerne ved – også i fuld offentlighed. 

Alligevel og netop derfor er han bekymret for, hvor meget hans person kommer til at stå i vejen for sagen, hvis han stiller op og fortæller om sig selv og sit engagement i Omsorg indtil Døden til endnu en journalist. Om folk bliver trætte og overmætte og på forhånd lukker af, fordi ’er ham lægen fra Thyborøn nu igen i medierne? Han er da for meget!’. 

Og ja, hvis man fulgte debatten om supersygehuset ved Gødstrup, eller husker en gruppe lægers erklæring fra 2009 om retten til at stå fast på lægeløftet og behandle syge mennesker – også hvis de levede som flygtninge under jorden, så vil man være stødt på Hans Holmsgaards navn. For den tidligere formand for Kristelig Lægeforening engagerer sig, når han oplever, at næstekærligheden smuldrer, og han føler en dyb forpligtelse til at tage til orde. Fordi han kan.

Så interviewet finder sted og vi skal tale om døden, for Hans Holmsgaard har en bekymring, der fylder og rækker udover ham selv; et samfund, der tillader aktiv dødshjælp. 

Et flertal af politikere i Folketinget siger nej. Foreløbig. Et stort flertal i befolkningen siger ja. Foreløbig. 

’Omsorg indtil døden’ er Hans Holmsgaards forsøg på at vende folkestemningen og beskytte de i hans øjne mest sårbare og svage mennesker; de, som kunne blive bragt i tvivl, om de har ret til at forblive i live, eller om de er uværdige og ligger andre, pårørende eller samfundet, til last. Handicappede, ensomme, svage, syge, gamle, bange.

”Demokrati betyder jo ikke, at flertallet automatisk har ret, men at vi respekterer hinandens ret til at mene noget forskelligt og hver især arbejder for at fremme det samfund, vi ønsker at leve i. Mit menneskesyn er kristent, så jeg er vant til at ikke alle er enige med mig, men det fratager mig ikke retten at sige, hvad jeg mener og prøve at påvirke samfundet i retning af de værdier, som jeg tror på. At livet er helligt og ukrænkeligt, for eksempel. At værdighed er noget, vi giver hinanden, mens vi er i live, ikke noget man slår ihjel for at opnå eller bevare.”

”Tilbage i 2012 deltog jeg i det første europæiske symposium omkring aktiv dødshjælp, arrangeret af den britiske forening Care Not Killing. Erfaringerne fra udlandet var skræmmende; antallet af mennesker, der fik aktiv dødshjælp steg år for år. Aktiv dødshjælp blev brugt, også hvor den ikke burde blive brugt. I Holland til at undgå at komme på plejehjem, for eksempel. Handicappede og kronisk syge borgere var tiltagende utrygge for at blive indlagt; for om de ville blive anset for ’værdige’ til livet eller om de ville blive tilbudt en ’værdig død’ som behandling. I Storbritannien mener 10 procent af befolkningen, at aktiv dødshjælp burde være et stående tilbud til svage, ældre mennesker, som ligger samfundet til last.”

Hans Holmsgaard delte dengang sin viden med Folketingets sundhedsudvalg og var lettet og taknemlig, da sundhedsminister Astrid Kragh flyttede politisk fokus fra aktiv dødshjælp til bedre behandling og smertelindring af døende, både på hospice og ved hjælp af palliative teams. 

”Politikerne var heldigvis lydhøre, også selv om der på det tidspunkt havde været stor omtale af en sag, hvor en søn blev idømt en betinget dom for at forsøge at slå sin syge far ihjel, eller hjælpe ham til at dø, om man vil. Forsøget mislykkedes, og faderen døde først to uger senere af sin sygdom. Fortalere for aktiv dødshjælp brugte sagen som argument for at lovliggøre det og ligesom i Belgien lade aktiv dødshjælp blive en almindelig lægelig handling. Det vil jeg ikke være med til. Hverken som læge eller som kristent menneske.”

I september 2014 betalte Hans Holmsgaard så af egen lomme analyseinstituttet Gallup for en meningsmåling efter alle kunstens regler. Han tænkte, at når folk generelt sagde, at de ønskede aktiv dødshjælp indført i Danmark, så måtte det være fordi, de svarede på ledende spørgsmål. 

”Det måtte handle om, at ordet ’værdig’ indgik, når folk blev spurgt; og vi vil jo formodentlig alle gerne sige 100 procent ja tak til muligheden for at dø værdigt” siger Hans Holmsgaard. 

Så han formulerede selv 10 spørgsmål om aktiv dødshjælp, så neutrale som overhovedet muligt, og fik dem sendt ud i en spørgeskemaundersøgelse til 1.111 danskere. Resultatet rystede ham. Voldsomt. 

68 procent erklærede sig enige i udsagnet: ’Det skal gøres lovligt på begæring fra patienten eller de pårørende at give en dødelig dosis medicin med det formål, at patienten skal dø.’ Et flertal gik ind for aktiv dødshjælp til børn. 

Der var kun dansk flertal imod to af de eksisterende muligheder i Holland og Belgien: 1) at give aktiv dødshjælp uden at patienten har bedt om det og 2) aktiv dødshjælp til psykisk syge, for eksempel selvmordstruende patienter med depressioner, og mennesker i midlertidige livskriser. 

”Det var chokerende læsning, og min første tanke var; det her må bare ikke komme ud! Det var slet, slet ikke hvad, jeg håbede at finde frem til.”

Der går en grænse i Hans Holmsgaards liv. Den nødvendige grænse. Den adskiller det, som han har magt over og dermed ansvar for at gøre så godt som muligt og skyld i, hvis han fejler, fra det, som han er magtesløs overfor. Den grænse gør det muligt for ham at leve med lægegerningens mange, dybe faldgruber uden at gå ned med stress. Den grænse gjorde det umuligt for ham at lægge svarene på spørgsmålene om aktiv dødshjælp over i Guds hænder uden at forsøge at gøre mere ved dem.

”Resultatet viser indirekte et relativt syn på menneskets værdi; de gamle, de syge, de ufødte, de ubrugelige, krævende og besværlige er ikke værd at bruge ressourcer på at holde i live og leve sammen med. Mit menneskesyn er absolut; enhver af os har lige ret og lige værd i livet, fra vi bliver undfanget og til vi dør. Jeg behandler heller ikke nogle patienter bedre, fordi de har en større tegnebog end andre; det private sundhedsmarked byder mig imod af samme grund.” 

”Den Gud, jeg kender og tror på, kan kun tælle til én; vi er alle enestående og værdige til livet, ellers havde vi ikke fået det. Vi har ikke selv bestemt at blive født, vi har ikke selv haft indflydelse på vores evner og gaver, vi bestemmer ikke over den kærlighed vi får fra andre. Derfor kan det heller ikke være rigtigt, at vi skal bestemme over vores egen og andres død. At vi ikke tillægger hinanden mere værdi end at vi er parate til at slå ihjel for at bevare illusionen om individet ret til at bestemme alting selv. Den selvbestemmelse går ud over andre. Vores samfund skal bygge på love, der beskytter de svage, ikke på retskrav om at blive slået ihjel. Det er ikke velfærd. Det er ikke næstekærlighed. Det er ikke omsorg."

Omsorg indtil Døden har også en hjemmeside og er aktiv på facebook. Foreløbig har flere end 10.000 læst erklæringen digitalt, og der kommer løbende kommentarer, som Hans Holmsgaard besvarer og går i dialog med. Det gør han også, når han er rundt i landet at holde foredrag. Langt fra alle er enige med ham, flere fordi de har dårlige erfaringer fra sygdomsforløb eller utilstrækkelig plejeomsorg.

”Nogle har den holdning, at vi behandler vores kæledyr godt og værdigt ved at få dem aflivet. Men jeg vil ikke behandles som et dyr, og vil også insistere på retten til at behandle mine patienter som mennesker. Værdige mennesker. Skal løsningen på dårlig pleje, for få bade og gamle bleer virkelig være at slå mennesker ihjel? Det mener jeg ikke”, siger Hans Holmsgaard

”Lidelse og smerte er del af livet. Desværre. Som læge bekæmper jeg begge dele, så godt jeg formår, og døden står altid som den sidste fjende. Men ligesom jeg ikke vil være med til at behandle med en dødssprøjte, så må det heller aldrig blive et mål i sig selv at holde mennesker i live med udsigtsløs behandling eller lade dem lide smerter, som kan lindres. Det er hele tiden en afvejning af, hvornår en behandling er sine bivirkninger værd, og patientens ønske vil altid veje tungest. Jeg respekterer fuldt ud dem, der ikke ønsker kemoterapi.”

”I Danmark har vi et højt forbrug af morfin sammenlignet med Norge og Sverige. Man kunne argumentere, at vi så bruger for meget – men personligt tror jeg, at det er fordi vi er bedre til at smertebehandle og lindre døende. Den dødskamp og det smertehelvede, som mange siger, at de frygter på egne eller andres vegne, har jeg ikke oplevet, hverken i mine 27 år som praktiserende læge eller som pårørende. Et dødsleje kan være utrolig fredfyldt, rolig og afslappet, men det er der desværre mange, som aldrig har set.”

Døden er de seneste generationer i høj grad rykket ud af hjemmene og ind på sygehuse. I Thyborøn er det ikke ualmindeligt at dø hjemme. Denne vinter er det sket mange gange. Især antallet af kræftpatienter, i det som fagsproget kalder ’terminal fasen’, har været højt. 

”Når mine patienter bliver udskrevet fra hospitalet, fordi der ikke er mere at gøre for dem der, begynder et tæt samarbejde med hjemmeplejen med patienten i centrum. Jeg stiller mig til rådighed. I den sidste fase kommer jeg på besøg i hjemmet mindst en gang om ugen, min mobil er tændt i døgndrift og familien har mit nummer. Hvis der er noget, jeg og hjemmeplejen ikke kan eller ved selv, kan vi trække på et palliativt team fra Holstebro og Herning.”

”Nogle mennesker vil tale om døden, andre bliver tavse. Nogle glæder sig, andre frygter. Jeg plejer at spørge, om patienten har en tro, der kan hjælpe dem i den situation, de befinder sig i. Det er ikke min opgave at kræve åbenhed, men at turde være til stede og nærværende i forhold til patientens behov og ønsker.”

Når der har været begravelse i Thyborøn og Harboøre, er det ikke usædvanligt at se takkeannoncer i avisen fra familien til plejepersonalet.

Kun enkelte gange har patienter direkte bedt om eller krævet, at Hans Holmsgaard skulle hjælpe dem med at dø. De er blevet mødt af forståelse – og et klart nej. 

”Jeg vil ikke slå ihjel. Jeg står på livets side, og ingen skal nogensinde frygte, at jeg en dag står med dødssprøjten fremme. Men der ville omvendt være grund til alvorlig bekymring, hvis en læge ikke havde indlevelse og evne til at forstå en patients ønske om at dø efter at have researchet sin uhelbredelige diagnose til ende. Den mangel på empati ville være problematisk.”

Og de passive former for dødshjælp, som i dag er lovlige i Danmark, er del af hans praksis, for hverken livet eller døden er sort-hvid i Hans Holmsgaards optik.

”Mens jeg aldrig vil acceptere at skulle behandle en patient med døden, som det kan kræves af belgiske læger, så er jeg parat til at acceptere, at smertelindring kan ske på bekostning af patientens bevidsthed. 

Døden må aldrig være formålet med en behandling, men en behandling kan have døden som bivirkning. Jeg har oplevet at give morfin, som bevirkede, at patienten døde, mens jeg stadig var til stede i hjemmet.” 

”Jeg kan hverken mærke andre menneskers fysiske smerter eller føle deres dødsangst, men jeg kan stå ved at være afmægtig sammen med dem og i øvrigt udøve min lægegerning - trøste, lindre, helbrede - bedst muligt..” 

”Når helbredelse ikke længere er mulig og når ord bliver fattige; hvad vil du for eksempel sige til et forældrepar, som er ved at miste et barn?, så er der alligevel noget at gøre: Man kan være der. Være sammen med de lidende i det ubærlige.  Som samfund vil vi aldrig kunne fjerne lidelsen ved at slå den eller de lidende ihjel, men vi kan gøre en forskel som mennesker ved at turde være del af hinandens besværlige liv. Det kan være så enkelt som at komme forbi og tilbyde at sidde hos den syge, så den pårørende kan komme lidt hjemmefra; gå en tur til havet eller komme i biografen. 

Og som samfund kan vi vælge at prioritere en værdig behandling, så længe vi lever – også selv om det koster i udgifter til ordentlig pleje og omsorg af gamle, handicappede og kronisk syge.” 

Hans Holmsgaard nævner et eksempel, som han finder både godt og trist, hvor en kendt forfatter først trådte meget offentligt frem og erklærede, at nu magtede vedkommende ikke sin sygdom, smerterne og livet længere, men ville bestille tid på en klinik i Schweiz. Og hvorfor var aktiv dødshjælp dog ikke lovligt og muligt i Danmark? 

”Planerne blev sat i bero, da hun fik den behandling og omsorg, hun havde brug for. Så behovet for værdighed gælder livet, ikke døden. Mennesker ønsker ikke at dø, når de får den hjælp, de har behov for. Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt tale der er om aktiv dødshjælp fra patienter og pårørende på hospice. Det triste er, at vi som samfund ikke altid er gode nok til at behandle og lindre. Vi skal blive bedre. Det er målet for Omsorg indtil Døden.”

Der har meldt sig et spørgsmål, som Hans Holmsgaard ærgrer sig over, at han ikke tænkte på at bede Gallup stille: 

”Jeg fik ikke spurgt, om folk ville ønske selv at få aktiv dødshjælp. Hvor ville jeg gerne vide, om der er forskel på, hvad folk mener tjener samfundet og andres selvbestemmelse bedst og hvad de ønsker for sig selv. 

Da Stille Hjerte (hvor Ghita Nørby i hovedrollen kræver aktiv, værdig dødshjælp) havde vundet en Bodil, udtalte Bille August, at filmen var tænkt som et oplæg til diskussion, og at han og Ghita Nørby havde talt meget om spørgsmålet, og at ingen af dem ville ønske at beslutte at afslutte det liv, de elsker, før tid. Måske vil det flytte noget, hvis vi begynder at tale med hinanden om det.”