Livet er et eventyr

AS5I1857

Efter 37 år i Amerika, og endnu flere år i resten af verden, har Lis Gylding Sørensen nu slået sig ned i Vedersø. Men rejselysten og oplevelsestrangen lever i bedste velgående og er flyttet med hende.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Hvis ikke H.C. Andersen havde været så fræk at skrive sætningen først og gjort den til en udødelig kliché, så havde Lis Gylding Sørensen for længst skrevet en bog med titlen: ’At rejse er at leve!’. Det er nemlig en af hendes egne store livssandheder. 

”Jeg er født med en stor udlængsel. En trang til at opleve. For mig er det at rejse vitterligt lig med at ånde! At leve. At få luft under vingerne, og møde nye mennesker, hvis syn, man får lov at opleve verden igennem”, forklarer Lis Sørensen over en kop kaffe med udsigt til Nørresø, hvor hun bor. Solbrun efter en ferietur med en veninde til Tyrkiet for nylig. 

Men herhjemme i Vedersø er der nu heller ikke værst. Lis Gylding Sørensen føler, hun har fundet en unik perle i verden her, og hun har om nogen noget at sammenligne med. Her er det blevet hendes hjem og udgangspunkt for fremtidige rejser.

Og så er Lis Gylding Sørensen i øvrigt ikke en type, der afstår fra bogdrømmen, blot fordi H.C. Andersen fandt på titlen først. Hun har netop udgivet sine livserindringer. Blot med en ny titel – som rummer en anden, og for Lis næsten større, livssandhed. Det vender vi tilbage til.

AS5I1865

Adelige aner

Det er ikke fra fremmede, Lis Gylding Sørensen, har sin oplevelsestrang. Hendes mormor var baronesse i Østrig-Ungarn og benyttede sig af sin privilegerede stands muligheder for at rejse og se verden, opleve kulturlivet især. Familien mistede sin formue under 1. verdenskrig, men mormoren holdt på formerne og vedblev at være en ’fin dame’, som Lis Gylding Sørensen beskriver hende fra sine barndomsminder. 

’Fin dame’ var imidlertid ikke noget for Lis Gylding Sørensens mor – som i øvrigt også var ivrigt rejsende. Hun uddannede sig til fotograf! Et mande-erhverv, hvor man ikke kunne gå med lange hvide handsker. I midten af 1930’erne fik hun licens til en af Kehlets mange fotografforretninger i Danmark, nærmere bestemt Holstebro. Her mødte hun Lis Sørensens far, der var møbelsnedker og havde en møbelforretning samt en ligklædefabrik. I 1943 blev Lis Gylding Sørensen født som nummer to pige i familien, og altså som datter af en fotograf og en ligklædefabrikant.

AS5I1871_2

En god blanding

”Mine forældre var begge selvstændige og drev forretning, så jeg har færdedes i forretningslivet hele vejen gennem min barndom. Hjulpet min far i møbelforretningen for eksempel. Min mor var en utrolig dygtig sælger. Hun kom senere med i ligtøjsforetagendet og fik det op at køre efter en sløv periode. Min far var meget kreativ. Han elskede naturen, som han fandt stor inspiration i, og han havde altid besøg af mange spændende venner, som var kunstnere i den ene eller anden form”, forklarer Lis Gylding Sørensen. 

I dag, når hun ser tilbage på sit eget liv, er hun meget bevidst om, hvordan hun er en god blanding af de to forældre. 

”Jeg har helt klart arvet min mors forretningsgen, og så har jeg arvet min fars kunstneriske side. Jeg elsker at være kreativ. Hver dag skal jeg helst beskæftige mig med noget, hvor min fantasi får frit løb”, forklarer hun. Man skal da også blot lade blikket falde på det nærmeste maleri på væggen i huset i Vedersø, før man får bevis for Lis Gylding Sørensens skabertrang. Glade farver smiler til en fra de mange hjemmegjorte kunstværker.

AS5I1897

Du bliver aldrig til noget

Barndommen tilbragte Lis Gylding Sørensen i Holstebro. Hun husker den med en anelse blandede følelser: 

”Jeg havde så mange gode kammerater, og vi legede som regel ovre hos mig, for vi havde sådan en dejlig stor have, vi børn kunne boltre os i. Jeg gik til spejder og sport og elskede at være aktiv”, forklarer hun. 

Der hører naturligvis en mængde skarnsstreger til den del af historien. Som dengang Lis blev så forelsket i en ged, at hun købte den af en kammerat for næsten alle sine sparepenge. Men lykken var kort. Geden viste sig at være noget så besværlig. Den brægede konstant og lavede en frygtelig larm. 

Til sidst kom Lis til at vikle sin fine mormor helt ind i den ustyrlige geds tøjr og stak af fra ’ulykkesstedet’. Timer efter kom hun tilbage og hjalp sin indfiltrede mormor fri fra det stadigt brægende bæst. Nu måtte geden tilbage til den oprindelige ejer. Men da han fattede sagens alvor og hvor magtpålæggende, det var, at han ville tage geden tilbage, kom det til at koste unge Lis den sidste rest af sparepengene. 

Senere har Lis Gylding Sørensen heldigvis haft mere held i sine forretninger. 

Folkeskoletiden i Danmarksgade er en anden side af historien.

”Jeg kedede mig noget så frygteligt. Jeg var tit færdig med opgaverne længe før de andre, så min skoletaske havde jeg altid fyldt med alverdens ting: strikkegarn, hønseringe, sten. Alt, som jeg kunne lege med, når jeg kedede mig. Lærerinden udså mig straks som ballademager, og hele min skolegang har jeg fået at vide: ’Du bliver aldrig til noget!’”, fortæller Lis Gylding Sørensen. 

Denne sætning skulle vise sig at blive central for den voksne Lis’ erfaringer i verden.

AS5I1908

Rundt i verden

Efter endt folkeskole og en uddannelse til tandteknikker tog Lis Gylding Sørensens udlængsel for alvor over. Først tog hun på college i England for at lære engelsk som 19-årig, og herefter har Lis Gylding Sørensen faktisk ikke haft fast bopæl i Danmark, før hun blev 68. Der har været skoler og kærester i Frankrig, en au-pair plads og herefter adskillige jobs i Schweiz, job i Italien, rejser til Australien, New Zealand, Thailand og det meste af verden. Og ind imellem alt dette har Lis Gylding Sørensen boet 37 år primært i Aspen, Colorado, USA.

”Når man rejser, vokser man som menneske. Man får alle disse fantastiske oplevelser. Ser en helt ny og storslået natur, og møder nye kulturer. For mig har det altid været mødet med andre mennesker, der er det afgørende på rejser. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker og fået mange nye venner”, forklarer Lis Gylding Sørensen om, hvad der ligger til grund for rejsetrangen. 

”Det er ikke bare det, at man krydser en fysisk landegrænse. Når man er på udebane, krydser man også tit nogle af sine egne grænser. Jeg har altid følt, at jeg virkelig levede, når jeg kastede mig ud i alverdens ting og levede lidt på kanten. På den måde vokser man også”, tilføjer rejsenyderen, der på sine rejser har dyrket alt fra ridning, helikopterski og riverrafting til klatring og overlevelsesture.

AS5I1864

Sørensen’s Danish Antiks

I sine 37 år i USA slog Lis Gylding Sørensen sine folder inden for jord- og ejendomshandel, som var hendes primære forretning i mange år. Indtil en dag hun var hjemme i Danmark på sommerferie. Her fandt hun et fantastisk smukt almueklædeskab på et loppemarked i Ulfborg.

”Det kunne jeg ikke stå for, så det købte jeg. Men da jeg skulle have det fragtet hjem til Aspen, viste det sig at koste det samme, om jeg ville have skabet alene eller fylde en hel container med møbler. Så ville jeg da fylde hele containeren og tog rundt og købte andre smukke gamle ting, som jeg altid har haft en svaghed for. Sådan fik jeg ideen til at starte en forretning med danske antikviteter”, forklarer Lis Gylding Sørensen, der således blev ejer af en velfungerende forretning, Sørensen’s Danish Antiks.

I det hele taget har hun kastet sig ud i lidt af hvert, hvad angår karriere og job i tidens løb. Ud over ejendomshandel og antikforretning, tæller cv’et også en tid som tandteknikker, receptionist, tyrefægter, tøjforretningsejer, museumsdirektør og skilærer. 

”Jeg har altid bare gjort, som jeg havde lyst til”, forklarer Lis Sørensen om sine mange titler gennem livet. 

”Jeg vil sikkert af mange blive betegnet som en impulsiv person. Man bruger den her vending med, at man lige skal sove på tingene. Jeg har ikke sovet på ret meget i mit liv. Det er også indimellem gået grueligt galt, men så har jeg taget det hak i tuden og er kommet videre. Det har ikke afholdt mig fra at kaste mig ud i nye eventyr, som heldigvis så er gået godt. Det skal man bare gøre. Husk, livet er et eventyr, og du skriver det selv”, tilføjer hun. 

Og her er vi fremme ved noget helt centralt for Lis Gylding Sørensen, der voksede op med lærerindernes spådom fra skoletiden hængende over sig:

”Min erfaring er, at hvis man vil noget, så kan man det også. Det kan godt være, det kræver mod, men hvis man virkelig vil noget, så skal man nok finde det mod, og så kan man. Det er mit budskab til alle mennesker, især til de unge”, forklarer Lis Sørensen.

AS5I1866

Hjemme igen

Hjemme i Vedersø skinner solen i dag. Træerne er sommergrønne, og udsigten fra Nørresø stråler ind i stuen. Lis Gylding Sørensen fandt stedet her for mange år siden og købte det som sommerhus til sine ophold i Danmark. Senere fik hun indrettet en ekstra lejlighed i den ene længe til sin mor, som boede der på sine ældre dage.

”I 2010 står jeg pludselig i et tomrum. Jeg har solgt mit hus i USA, og jeg skal bestemme, hvor jeg vil bo i fremtiden. Jeg leder og leder efter et sted, der kan matche mit hus her i Vedersø, men finder ikke noget. Så jeg tager beslutningen om at flytte permanent til Danmark”, fortæller Lis Gylding Sørensen. 

Det var en svær tid. De første to år stod to færdigpakkede kufferter klar, hvis længslen mod det tidligere hjem, Amerika, skulle blive for stor.

”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle falde så godt til, som jeg er”, siger Lis Gylding Sørensen. 

”Det er svært, når man er splittet mellem to lande på den måde, og har haft meget af sit liv et helt andet sted. Men heldigvis har jeg så mange gode venner herhjemme, og de har alle været med til at gøre, at jeg nu er faldet helt til”.

Nu er Vedersø blevet lig med hjem. Og netop her i sit hus ved Nørresø, har Lis Gylding Sørensen tilbragt det meste af en vinter ved skrivebordet. Det er der kommet en bog med hendes erindringer gennem livet ud af; om barndommen i Holstebros forretningsliv, om rejserne, menneskene og alle projekter og forskellige karrierer. Både de gode minder og nedturene er kommet med. Og naturligvis er budskabet og dermed titlen på bogen ’Du vil, du kan!’.

Det gælder naturligvis også hendes rejselyst, der så langt fra lagt sig:  

”Jeg mangler at komme til Maldiverne og til Afrika. Det er mine næste store rejsemål. Så må vi se, hvornår jeg får pakket kufferterne til det”, smiler Lis Gylding Sørensen.

AS5I1905

Faktaboks

Lis Gylding Sørensen, 71,
er født og opvokset i Holstebro.

Hendes forældre drev en ligklædefabrik.

Lis fik oprindeligt en uddannelse som tandteknikker og har også arbejdet som sådan i nogle år, både herhjemme og i Schweitz.

Derudover har hun rejst det meste
af sit liv og haft mange forskellige
jobs rundt omkring i verden. 

Hun har boet 37 år i USA, hvor hun blandt andet drev antikforretning med danske antikviteter. 

Lis Gylding Sørensen er ikke gift
og har ingen børn. 

Hun har altid været vild med sport og har især stået meget på ski. Derudover har hun en brændende interesse for spændende biler – en interesse hun i øvrigt har arvet efter sin mor. 

I dag bor hun i Vedersø tæt ved Nørresø. 

Hendes bog ’Du vil, du kan!’ udkommer i oktober på Forlaget VITA i Stadil, der udgiver livshistorier. 

Arrangementer
4. maj 2024
Strandingsmuseet, Thorsminde kl. 17.30-19.30
Gåden om vand - på jorden og i rummet
Musik og fortryllende fortællinger på StrandingsmuseetGrundstenen til alt liv, vi kender, er vand...
5. maj 2024
Skærum Mølle, Vemb kl. 13.00
Søren Kierkegaards fødselsdag
v/ Ole Morsing, lektor (em) i idéhistorie, Aarhus Univeersitet. Foredragsholder o...
6. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
Operabio - Elektra
I sin 100-års jubilæumsudgave fejrer Salzburg Festival en ægte triumf med en mind-blowing n...
6. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-11.30
LitteraTUR – De fire elementer
Tag med på en litterær vandring i Lemvigs skønne naturVi drager af sted på fir...
Se alle arrangementer