Den evige løbetur

AS5I1640
Håndboldspilleren og landmanden 
Uffe Noe fra Nørre Nissum begyndte i 1972 at løbe Byskov-ruten på 6,5 kilometer for at tilfredsstille en ambitiøs træner. Den nu 72-årige Uffe Noe løber den stadig flere gange i ugen, 
og han er aktiv på mange andre fronter.

Tekst: Allan Damgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

I 43 år har Uffe Noe fra Nørre Nissum løbet den såkaldte Byskov-rute i Nørre Nissum enten to eller tre gange om ugen. Den er på 6,5 kilometer og bugter sig i et særdeles kuperet terræn med et par seje bakker undervejs. Og hvis man ellers har overskud til det, kan man nyde udsigten over Nissum Bredning.

Uffe Noe er kendt for sin langvarige håndboldkarriere i legendariske Nørlem/Nr. Nissum fH, der i midten af 1970’erne pludselig poppede op på den danske håndboldscene og havde fire sæsoner i træk i landets bedste række. 

Det var dengang, hvor hjemmekampene blev spillet i en fyldt til randen-Limfjordshal – dér, hvor Rema 1000 ligger i dag og frister med tilbud i en helt anden boldgade.

Det var netop håndboldspillet, der sendte Uffe Noe ud på Byskov-ruten for første gang i 1972.

”Vi havde fået Klaus Kaae som træner, og ambitionerne var, at vi skulle rykke op i 1. division, der var den bedste række dengang. Der var løbetræning ude i skoven kl. 16.30. Det kunne jeg ikke være med til, fordi jeg skulle malke køer. Jeg sagde, at jeg nok skulle løbe derhjemme og holde mig i form på den måde”, siger Uffe Noe, der i dag er forhenværende landmand.

Og han var i form den gang. Kanonform.

”Vi havde test ind imellem, og her havde jeg i hvert fald ingen problemer med at følge med de andre”, lyder det beskedent fra Uffe Noe, der plejede at spurte fra de andre på de sidste 200-300 meter.

Løb den på 21 minutter

Den gang i 1970’erne kunne Uffe Noe løbe Byskov-ruten på 21 minutter. Det er ikke noget, Uffe Noe praler af i dette interview. Men det er en imponerende tid, og hvis man synes, at formen er nogenlunde, så kan man jo teste, om man kan gøre det under 21 minutter. 

Begynd nede i seminariebyen ved Inga og Uffe Noes gård Portgaard. Løb mod Gudum ad Gudumvej. Drej til venstre ad Byskovvej. Den munder ud i Remmerstrandvej, og her drejer du til venstre. Når du har fået pusten efter den lange Ardal-bakke, går det til venstre ned ad Seminarievej og snart dukker Portgaard op igen.

”Da jeg stoppede med at spille håndbold, fortsatte jeg med at løbe ruten. Nu tager jeg ikke tid længere. Nu er målet bare at fortsætte med at kunne løbe den. Mange stopper med at løbe på asfalt, når de kommer lidt op i alderen. Jeg er glad for, at mine ben stadig kan holde til det”, siger Uffe Noe.

Lidt afhængig af at løbe

Han vil ikke sige, at han er afhængig af at løbe ruten. Men måske er der alligevel lidt om snakken.

”Jeg kan egentlig ikke lide at være afhængig af noget, men jo, der er nok lidt om snakken. Jeg har det bedst, hvis jeg løber den to gange i ugen. Hvis jeg ikke træner fodbold om onsdagen, løber jeg den tre gange i ugen”, siger Uffe Noe. Det er vel at mærke hele året rundt.

”Nogle gange kan jeg godt tænke: Er det ikke lidt skørt det her? Hvis der nu for eksempel er sne på vejene. Andre gange føler jeg mig lidt uoplagt. Men jeg har det altid fantastisk godt bagefter, og det er jo nok derfor, at jeg er blevet ved efter alle disse år”, siger Uffe Noe.

Det er old boys-spillerne fra Nørre Nissum, der er i sving hver onsdag aften på fodboldbanen ved Øst-Hallen. Det foregår også hele året rundt minus i sommerferien. Nogle af dem er efterhånden lidt oppe i årene, og så er det jo meget godt med en regel om, at ’de gamle’ ikke må tackles.

Større talent for fodbold

”Jeg tror rent faktisk, at jeg havde større talent for fodbold end for håndbold i mine ungdomsår. Det var der i hvert fald flere, der fortalte mig. Men det var jo i håndbold, at der rent lokalt var mulighed for at komme til tops, og det var den mulighed, jeg forfulgte”, siger Uffe Noe.

Han voksede op med håndboldspil – stærkt inspireret af førstelæreren på Østre Skole i Nørre Nissum, Moisgaard. Det var dengang, man spillede håndbold udendørs.

”Vi spillede også i Nr. Nissum KFUM, og i 1958 vandt vi det jyske juniormesterskab under KFUM. Dengang var mine brødre Finn og Ib med på holdet, og da vi spillede senior, var min bror Kaj Noe også med. Vi var fire brødre på holdet”, siger Uffe Noe, der voksede op i en søskendeflok på hele 12.

NNFH_Liga_1978

Noe- og Øe-brødre på holdet

De var i øvrigt ikke de eneste brødre på det talentfulde Nørre Nissum-mandskab. Poul og Arne Øe – der læste til lærere på seminariet – var også kommet med.

Limfjordshallen blev bygget i 1965, og så begyndte Uffe Noe og Co. at spille deres hjemmekampe dér. I 1969 blev Nr. Nissum KFUM slået sammen med Nørlem GF, der havde nogle talentfulde unge spillere. I øvrigt var navnet i de første år Nørlem/Nr. Nissum KFUM, men det blev senere ændret til Nørlem/Nr. Nissum forenede Håndboldklubber.

”Den daværende formand Ole Baun mente ikke, at vi skulle hedde KFUM, når vi ikke længere var med i nogen KFUM-turnering”, husker Uffe Noe.

Det var ikke alle i Nørre Nissum, der var lige begejstrede for fusionen med naboklubben. Der blev straks oprettet et nyt Nr. Nissum KFUM, der også fik håndbold på programmet.

Nr. Nissum Seminarium & HF – som det hed dengang – var leveringsdygtig i mange stærke håndboldspillere, og da Klaus Kaae blev ansat som spillende træner, tog Nørlem/Nr. Nissum det sidste spring op i den absolutte håndboldelite.

Klublokale på Portgaard

Spillerne havde ikke noget officielt klublokale, men de fik et uofficielt på Portgaard hos Inga og Uffe Noe.

”Spillerbussen endte altid her i Nørre Nissum, fordi det var Henning Nielsen fra det nuværende Nørre Nissum Turist, der kørte bussen. Og så var det jo nærliggende, at vi havnede hos os. Det var tit søndag aften, at vi kom hjem fra udekampe, og så var folk jo sultne. Så blev der lavet spejlæg, fundet brød og drukket kaffe og øl. Spillerne var gode til at hjælpe, men det var selvfølgelig Inga, der trak det største læs”, siger Uffe Noe.

Han skulle som den eneste landmand på holdet op at malke tidligt næste morgen, men det betød ikke, at han havde travlt med at få sendt folk hjem i seng.

”Vi havde et fantastisk sammenhold – det var rigtigt hyggeligt. Det var også det gode sammenhold, der gjorde, at vi kunne præsentere så godt på håndboldbanen, og samtidig havde vi en imponerende opbakning i Limfjordshallen. Det var med til at løfte os”, siger Uffe Noe.

Han dækkede i midterforsvaret og var stregspiller i angrebet.

”Jeg var ikke nogen særlig talentfuld håndboldspiller, men jeg forstod at kæmpe i forsvaret, og samtidig havde jeg nok en vis evne for at kunne gribe bolden på stregen. Det var min fight, jeg overlevede på. Det er der ingen tvivl om”, siger Uffe Noe.

Sidst i 1970’erne rykkede Nørlem/Nr. Nissum ned i den næstbedste række. Men Uffe Noe fortsatte, og på et tidspunkt kom han med på andetholdet. Han stoppede først med at spille håndbold på et rimeligt højt niveau, da han var omkring 50 år. Og han har aldrig meldt afbud til en håndboldkamp på grund af en skade.

AS5I1661

Står op ved håndboldkampe

Uffe Noe er æresmedlem i NNFH, Lemvig, og som æresmedlem har man en fast siddeplads i Vestjysk Bank Arena i Lemvig Idræts- og Kulturcenter. Hvis man altså ønsker det. Det gør Uffe Noe ikke. Han ser de fleste hjemmekampe, men han vil helst stå op.

”Jeg bryder mig ikke om at sidde ned til håndboldkampe. Jeg har brug for at kunne bevæge mig en lille smule, når jeg ser håndbold”, siger Uffe Noe og griner.

Han hjælper med bandeopsætningen før hjemmekampene. I sidste sæson var det i ligaen. I den nye sæson er det i 1. division.

”Jeg synes, det er imponerende, at der stadig kan spilles håndbold på så højt et niveau i Lemvig, og det skyldes, at der gennem årene har været mange dygtige mennesker, der har arbejdet for klubben”, siger Uffe Noe.

Møder positive mennesker

Selv om Uffe Noe gik på efterløn som 62-årig i 2005, er han ikke helt stoppet på arbejdsmarkedet. Han arbejder som pedel i syv timer om ugen i daginstitutionen Degneparken i Nørre Nissum – fordelt over to formiddage. Og nu vi er ved det aktive: Både Inga og Uffe Noe spiller golf i Lemvig Golfklub, og fredag formiddag er Uffe Noe blandt de frivillige på greenkeeper-holdet. Han slår græs ved tee-stederne. 

”Jeg har det godt med at være aktiv i både Degneparken og i golfklubben. Man møder en masse dejlige og positive mennesker, og samtidig får man lavet et stykke arbejde,” siger Uffe Noe

AS5I1623

Uffe Noe

72-årige Uffe Noe er født på Portgaard i Nørre Nissum, hvor han bor sammen med sin hustru, Inga. Deres to piger Henriette og Mai-Britt bor med deres familier i henholdsvis Brabrand og på Amager. Inga og Uffe Noe har fem børnebørn.

Uffe Noe er ud af en søskendeflok på 12. Faderen Jakob Noe døde i 1965, og Uffe Noe blev bestyrer af gården. Han overtog den i 1970. Han drev gården frem til 1997, hvor han solgte de 50 køer og jorden. Fik arbejde hos nevøen og svineproducenten Klaus Noe i Nørre Nissum. Gik på efterløn i 2005.

Spillede med på Nørlem/Nr. Nissums håndboldhold i 1. division i 1970’erne. Blev ved med at spille håndbold til han var cirka 50 år.

Er stadig særdeles aktiv: Løber flere gange om ugen den såkaldte Byskov-rute i Nørre Nissum på 6,5 kilometer. Spiller old boys-fodbold i Nørre Nissum. Spiller golf sammen med hustruen Inga. Er pedel i daginstitutionen Degneparken i Nørre Nissum syv timer om ugen. Er frivillig greenkeeper på Lemvig Golfbane. Er med på holdet der sætter bander op til Lemvig-Thyborøn Håndbolds hjemmekampe.

Arrangementer
4. maj 2024
Strandingsmuseet, Thorsminde kl. 17.30-19.30
Gåden om vand - på jorden og i rummet
Musik og fortryllende fortællinger på StrandingsmuseetGrundstenen til alt liv, vi kender, er vand...
5. maj 2024
Skærum Mølle, Vemb kl. 13.00
Søren Kierkegaards fødselsdag
v/ Ole Morsing, lektor (em) i idéhistorie, Aarhus Univeersitet. Foredragsholder o...
6. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
Operabio - Elektra
I sin 100-års jubilæumsudgave fejrer Salzburg Festival en ægte triumf med en mind-blowing n...
6. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-11.30
LitteraTUR – De fire elementer
Tag med på en litterær vandring i Lemvigs skønne naturVi drager af sted på fir...
Se alle arrangementer