Virkelighedens sænke slagskibe

AS5I6685

Verdenshistoriens største søslag – Jyllandsslaget – har fået sit eget museum i Thyborøn.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Spillet ’sænke slagskibe’ blev opfundet som tidsfordriv i begyndelsen af 1900-tallet, men blev for alvor kendt efter 1. Verdenskrig i årene 1914-18. Dét forstår man godt, når man har besøgt det nye Sea War Museum i Thyborøn. 

Her beskrives i udstillinger, detaljer og fortællinger verdenshistoriens største søslag, der fandt sted i Nordsøen over to dramatiske sommerdage i 1916. Så tæt på vestkysten, at lokalbefolkningen kunne høre kanonbragene, og ruderne klirrede som efter et ordentligt tordenskrald, når de 250 deltagende skibe fra England og Tyskland forsøgte at skyde hinanden i sænk. 

Datidens krigsskibe kunne – som i spillet – som regel vitterligt ikke se hinanden. I hvert fald ikke før, de pludselig dukkede ud af tågen eller krudtrøgen. Der var ingen radar eller satellitter til at give overblik over slagets gang, og kaptajnen sejlede blandt andet efter lyden af andre skibe.

Under og over slagskibene blandede de første ubåde og luftskibe – også kendt som zeppelinere – sig i krigsførelsen, men kommunikationen mellem parterne var dengang så ringe, at ubådene i begyndelsen havde brevduer ombord. Sea War Museum fortæller også historien om det nærmest umulige sammentræf, da en tysk og en engelsk ubåd rent faktisk kolliderede i Nordsøen. Simpelthen fordi ingen af parterne anede, at de andre var lige i nærheden.

Det nye museum i Thyborøn er propfyldt med den slags fortællinger fra en svunden tid, hvor krig stadig var et uforudsigeligt skakspil på styrke, list, held og tilfældigheder. Og når man ser museets store bordmontrer med bittesmå miniatureskibe, der viser, hvordan 100.000 søfolk fra England og Tyskland afgjorde slaget om magten i Nordsøen, gribes man helt naturligt af stor lyst til at kaste sig ud i et spil ’sænke slagskibe’.

AS5I6632

Autentisk formidling

Den geniale placering af museet i Kystdirektoratets gamle, røde træbarakker, lige bag klitdiget ud mod Nordsøen, får stedet til at emme af autenticitet og havluft. Og den dæmpende belysning under de høje lofter giver den blandede stemning af skatkammer og drengeværelse, som fortællingen om slagskibenes store æra hører hjemme i. 

Udstillingen består først og fremmest af de mange vragfund og effekter fra havets bund, som museets initiativtager og drivkraft, dykkeren og erhvervsmanden Gert Normann, har samlet gennem en livslang passion for historie og undervandsarkæologi. Meget af det er ikke spærret inde i glasmontrer, men ligger så man kan røre og mærke historien, selv om det i mange tilfælde er enestående genstande, der ikke før har været tilgængelige for offentligheden.

Væggene er fyldt med malerier, sort-hvide foto, avisforsider, flag og korte tekster, der forklarer de mange store og små stumper fra søslagene. Det er notitser fra verdenshistorien, som helt enkelt dokumenterer, at det på ingen måde er tilfældige rester fra forgangne tider eller kopiprodukter, der er udstillet på eller ved de ægte ammunitionskasser, der gennem hele museet er benyttet som skillevægge. 

”Det, vi læste om lige dér, er faktisk dét her”, lyder min 14-årige søns aha-oplevelse, som understreger, at Sea War Museum også er nærmest historisk i sin formidlingsform. Her er ingen skjulte fortællerstemmer, der med en sagte messen giver en bestemt oplevelse af samspillet mellem genstande og informationer. Og slet ingen interaktive skærme med trykknapper og animationer, der skal holde iPad-generationen fanget.

Fascinationen skal bæres af tingene, rummet og teksterne. Ikke mindst det bundt A4-ark, som udleveres ved ankomsten. Det er Sea War Museums samlede fortælling om Jyllandsslaget, der er let at læse, mens man slentrer rundt mellem de udstillede genstande.

AS5I6664

Skæbnefortællinger

Her får man som gæst stort på hvidt hele optakten til det store søslag i Nordsøen, en minutiøs gennemgang af hændelserne den 31. maj og 1. juni 2016 samt en lang række skæbnefortællinger før, under og efter. Blandt andet om ubådskaptajnen, der ikke kunne lide at slå folk ihjel, og derfor formåede at sænke 26 skibe, før modparten led tab af menneskeliv. 

Og den skrækkelige historie om det nødlandede, tyske luftskib, som et engelsk fartøj blot sejlede fra, mens den tyske besætning sad forsvarsløse på luftskibet og skrev en sidste hilsen til deres familier som flaskepost. Alle omkom, men afskedshilsnerne drev i land og kan læses på museet. 

Vi hører også om den efterfølgende søtræfning ved Bjerregaard, syd for Hvide Sande, i 1917, hvor den danske neutralitet i verdenskrigen krænkes med en voldsom bombardering af vestkysten. Og får fortællingen om luftskibet, der skrev sig ind i historien to gange: Da det som det eneste luftskib nogen sinde opbragte et fartøj ud for Bovbjerg, og da det som det første luftskib blev skudt ned af et propelfly i havet ud for Vest Stadil Fjord.  

AS5I6696

Milepæl i verdenshistorien

Jyllandsslaget gøres selvfølgelig også op i tal – 25 skibe blev skudt i sænk; knapt 9000 søfolk omkom på to døgn – og sættes i den større sammenhæng med resten af 1. Verdenskrig, hvor millioner af mennesker omkom. 

Englænderne led de største tab ved slaget, men bevarede magten over Nordsøen. Ifølge Gert Normann er Jyllandsslaget derfor et stykke verdenshistorie på niveau med 2. Verdenskrigs invasion i Normandiet og flybombning af Pearl Harbor. 

”Det var her, første verdenskrig blev afgjort. Den, der kontrollerede søvejen til Storbritannien, ville vinde krigen”, siger Gert Normann.

Han forventer derfor, at det internationalt anlagte museum i Thyborøn med årene kan få samme store publikumstilstrømning af historieinteresserede fra hele verden som både den franske invasionskyst og havnen i Pearl Harbor oplever. Tusindvis af gæster har da også allerede været gennem Sea War Museet siden åbningen i september. 

Her deltog blandt andre Nick Jellicoe, der er barnebarn af den britiske admiral John Jellicoe, der var øverstkommanderende for den britiske Grand Fleet under Jyllandsslaget. Han er især begejstret for, at museet ikke har slagside i formidlingen af krigens gru. 

”Thyborøn er det perfekte sted for det nye museum. For mig har det en tæt forbindelse til slaget, og samtidig forholder det sig neutralt. Det er lettere at få nuancerne med, når museet ligger i Thyborøn, end hvis det lå i Storbritannien eller Tyskland. Begge lande har en meget tung arv fra krigen at håndtere”, siger Nick Jellicoe.

At sænke slagskibe som tidsfordriv på et stykke papir er fortsat et uskyldigt spil. Men efter et besøg på Sea War Museum vil det ligge i baghovedet, at virkelighedens søslag var meget andet og langt mere alvorligt. 

AS5I6699

Vestkystens to museer om søkrigens historie

Udstillingen om Jyllandsslaget har i mange år været en drøm for Gert Normann, der også har været en markant drivkraft bag Strandingsmuseet i Thorsminde, der er opbygget omkring Gert Normanns fund fra de engelske krigsskibe St. Georg og Defence, der under en brandstorm sank ud for Thorsminde juleaftensdag 1811.

Tanken om at udvide Strandingsmuseet med en udstilling om Jyllandsslaget led dog skibbrud, da Holstebro Kulturhistoriske Museer og Strandingsmuseets Venner med Gert Normann i spidsen blev uenige om Thorsminde-museets drift og udvikling. 

Gert Normann rykkede derfor til Lemvig Kommune, hvor Sea War Museum er omdrejningspunkt og første del af et projekt, der skal skabe et stort, maritimt udstillingsmiljø i Thyborøn. Bag projektet står fonden Realdania, Lemvig Kommune og Gert Normanns subsea-firma JD-Contractor. 

Museet er indrettet i de historiske, røde barakker i Thyborøn, der tidligere tilhørte Vandbygningsvæsenet og senere Kystdirektoratet. Sea War Museum ligger lige ved siden af JyllandsAkvariet, der står for billetsalg til museet. Billetkøb giver derfor adgang til begge attraktioner. 

Strandingsmuseet i Thorsminde er pt. lukket i forbindelse med en større udvidelse; betalt af A.P. Møller Fonden og Holstebro Kommune. Strandingsmuseet genåbner i 2017.

Læs mere på seawarmuseum.dk og strandingsmuseet.dk   

Arrangementer
5. maj 2024
Skærum Mølle, Vemb kl. 13.00
Søren Kierkegaards fødselsdag
v/ Ole Morsing, lektor (em) i idéhistorie, Aarhus Univeersitet. Foredragsholder o...
6. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
Operabio - Elektra
I sin 100-års jubilæumsudgave fejrer Salzburg Festival en ægte triumf med en mind-blowing n...
6. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-11.30
LitteraTUR – De fire elementer
Tag med på en litterær vandring i Lemvigs skønne naturVi drager af sted på fir...
8. maj 2024
Nørre Nissum Musik- og Kulturhus, kl. 19.00
Biodiversiet på lands- og haveplan
Biolog Emil Grøn kommer forbi Svinget 5, hvor han vil fortælle om biodiversitetskrisen i Danmark...
Se alle arrangementer