Født til elektricitet

AS5I6590

Familiefirmaet Lomborg Installationsforretning har i 100 år sørget for, at der er strøm i el-ledningerne i Lomborg og omegn.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh og Lomborg-Rom Lokalhistoriske Arkiv

Efternavnet Nielsen har i 100 år været tæt forbundet med, om der er lys i lamper og andre elektriske installationer i huse, stalde og virksomheder på Lomborg-egnen. 

Da elektriciteten kom til sognet i 1915, var det nemlig også elværkets bestyrer gennem alle 47 år i drift, Bertel Nielsen, der som 30-årig blev landsbyens første elinstallatør. Han stammede fra Nr. Nissum og havde arbejdet for den installatør, der byggede elværket.   

Og mens Lomborg-Rom Elektricitetsværk slukkede motorerne, da Bertel Nielsen som 77-årig gik på pension i 1962, så fortsatte Lomborg Installationsforretning med først sønnen Aksel, siden barnebarnet Preben og senest oldebarnet Jesper som indehaver. 

Familien Nielsen og Lomborg Installationsforretning kunne derfor som noget ganske særligt fejre 100 års jubilæum den 5. november 2015 – præcist på dato 100 år efter at den første elektricitet tændte lys i en lampe i Lomborg. 

Strøm i ledningerne

Da Bertel Nielsen tiltrådte i 1915, fulgte der en bestyrerbolig med ved siden af elværket, og de første opgaver ude hos forbrugerne var både måleraflæsning og opkrævning af betaling for lys og kraft.

Udbredelsen af den elektriske strøm gik dog så hurtig, at installation af elektricitet og vedligeholdelse af ledningsnettet hurtigt blev Bertel Nielsens vigtigste installatøropgaver ved siden af selve driften af værket. 

Dengang blev strømmen distribueret gennem luftledninger langs vejene, hvorfor storm og isslag med jævne mellemrum afbrød elektriciteten. Kundernes tillid til den nymodens elektricitet afhang derfor af, at bestyreren hurtigt fik genetableret strømmen. 

Bertel Nielsens indsats blev blandt andet påskønnet med et fornemt stueur og pæne ord, da både han og elværket fejrede 25 års jubilæum i 1940; under tyskernes besættelse af Danmark:

”Ja, der er trods tunge Tider god Grund til, at vi glæder os over vort Værk og takker vor Bestyrer. Han sparede sig aldrig, naar det gjaldt om at sammenføje en bristet Traad; selv i Isslagsnætter kunde man møde ham ude paa Linien”, sagde gårdejer Anders Madsen under jubilæumsfesten i Lomborg Forsamlingshus.


AS5I6545

Fra far til søn

I 1949 blev sønnen Aksel Nielsen tilknyttet både installationsforretning og elværket, hvor han især kom til at spille en rolle ved overgangene til vekselstrøm og højspænding, ligesom han overtog hele ansvaret for luftledningerne, da Bertel Nielsen fratrådte i 1962. 

I 1985 var det så tredje generation, Preben og Anni Nielsen, der overtog installationsforretningen i Lomborg by og senere også Bonnet Installationsforretning. De flyttede i 1987 virksomheden til den gård på Højrisvej, lidt uden for Rom, som i dag er hjemsted for Lomborg Installationsforretning. Derved kom elektrikerne også tættere på de industrivirksomheder i både Rom og Lemvig, som i mange år har været en vigtig del af forretningen sammen med landbrug, private boliger og sommerhuse. 

Da Preben Nielsen i 2005 blev syg, kom sønnen Jesper hjem som fjerde generation i familiefirmaet. Han havde i syv år arbejdet som rejsemontør i vindmøllebranchen, men havde en uddannelse som elektriker bag sig og læste derfor i løbet af to år videre til installatør. For to år siden overtog Jesper Nielsen sammen med hustruen Mariann hele ansvaret for installationsforretningen med syv ansatte, men har fortsat hjælp af faderen i daglige.

B337

Vindenergi som speciale

Vindenergi har gennem alle 100 år med jævne mellemrum spillet en rolle for Lomborg Installationsforretning. Især under de to verdenskrige var det som energikilde til elværket, mens det i dag er en betragtelig del af installationsforretningens drift at udføre elarbejde ved opstilling af nye vindmøller over hele landet. 

”Vi graver højspændings- og fiberkabler ned mellem vindmøller og transformatorstationer, ligesom vi har det store arbejde med at jorde fundamenterne med en tyk kobbertråd, der skal forhindre lydnedslag i at ødelægge strømforsyningen fra vindmøllerne”, fortæller Jesper Nielsen.    

Som tidligere rejsemontør for først NEG Micon og siden Vestas havde han et godt kendskab til service og reparation af vindmøller, men mølleopgaverne kom først for alvor ind i virksomheden, da Lomborg Installationsforretning overtog KK Ramme El for et par år siden.

Og ligesom oldefaderen var bestyrer for datidens elværk, så har Jesper Nielsen også fået betroet opgaven at være driftsleder på mange af transformatorstationer, der er tilknyttet de snurrende elværker. 

”Jeg slukker og tænder for strømmen, hvis der er en montør, der skal arbejde på en vindmølle. Som driftsleder tjekker jeg også, om der er olielæk eller gnaverangreb i transformatoren, ligesom jeg sørger for at slå græs og ukrudt ned omkring den”, siger Jesper Nielsen.

AS5I6566

Landbrug i krise

Vindmølleopgaver så langt væk som Bornholm har været kærkomne i de seneste år, hvor landbruget har været i krise. Også på Lemvigegnen, hvor Lomborg Installationsforretning altid haft meget arbejde på gårdene. Helt fra dengang for 100 år siden, hvor det handlede om at få lys i hønsehuset og kraft til en kornkværn i laden, og frem til vore dages avancerede, computerstyrede anlæg på de store landbrug.

”For fem år siden lå 70 procent af vores opgaver på landet, men vi kan i dag helt sikkert mærke, at landmændene lige nu ikke har penge til investeringer”, siger Jesper Nielsen. 

Den 40-årige elinstallatør kan endnu ikke sige, om der bliver en femte generation i familiefirmaet, men han har ingen planer om at lade installationsforretningen opsluge i et stort selskab på samme måde som det lokale elværk i sin tid blev det: 

”Vi har ikke noget ønske om at blive del af noget kæmpestort, hvor jeg kun skal sidde på kontoret. Vi lever fortsat af kundernes tillid, og nogle af dem vil fortsat helst have, at det er chefen selv, der kommer ud og trækker ledninger”.

Elv__rk

Den lokale el-historie

100 år med elektricitet i Lomborg fortæller også historien om strømforsyning på Lemvigegnen

1880’erne: ”Det hvide lys” demonstreres for første gang ved en basar på Jespersens Hotel i Lemvig. En buelampe over indgangsdøren fik strøm fra en dampdrevet dynamo.

1890’erne: Ydes Hotel i Lemvig etablerer i en kort periode et privat elektricitetsværk.

1911: Lemvig kommunale Elektricitetsværk og Hove Elektricitetsværk etableres som egnens første forbrugerdrevne værker. Fåre og Bøvling følger efter i 1913, mens Lomborg-Rom og Bækmarksbro får strøm i 1915. I Dybe og Fjaltring sker det først i henholdsvis 1925 og 1930.

1915: Lomborg Elektricitetsværk sender den første jævnstrøm ud den 5. november. Elværket er drevet af dieselolie. 141 forbrugere - cirka halvdelen af de lokale husstande – bliver koblet til. 

1917: En vindmølle ved siden af elværket er især under 1. verdenskrig en supplerende energikilde. I nogle år lige efter krigen benyttes der i et vist omfang også vandkraft.

1940: 2. verdenskrig giver nye problemer med brændstofforsyningen, og elværket opstiller igen en vindmølle. Der etableres også et sugegasanlæg til tørv og brunkul. Stort set alle husstande er tilsluttet elværket i slutningen i krigen, hvor der også indføres rationering på levering af kraft og slukkes for elektriciteten om natten. 

1954: Elværket i Lomborg har efterhånden svært ved at klare at levere strøm i spidsbelastningsperioder. Der suppleres derfor med højspænding fra Lemvig og Holstebro.

1957: De første husstande får vekselstrøm i stedet for jævnstrøm. I 1961 beslutter et flertal på elværkets generalforsamling, at alle skal over på vekselstrøm, og de første transformatortårne rejses.

1962: Bertel Nielsen fratræder sin stilling som bestyrer af Lomborg-Rom Elektricitetsværk. Et job han har haft siden starten i 1915. Samtidigt slukkes motorerne på værket.

1963: Lomborg får gadelys.

1974: Skiftet fra luftledninger til jordkabler igangsættes. 

1989: Lomborg-Rom Elektricitetsværk, der i de sidste mange år kun var en distributions- og transformer-forening med ansvar for det lokale ledningsnet til 469 forbrugere, nedlægges. 30 transformerstationer, 32,6 km luftledninger og 27,5 km jordkabler overdrages til Nordvestjysk Elforsyning (NOE), der i dag hedder Jysk Energi. 

Kilde: ”Glimt fra elektrificeringen af de danske landdistrikter – med udgangspunkt i historien om Lomborg-Rom Elektricitetsværk”, der er skrevet af Flemming Lauritsen, Lomborg. Udgivet af Lemvig Arkiverne og Lomborg-Rom Lokalhistoriske Arkiv, oktober 2015.

Arrangementer
5. maj 2024
Skærum Mølle, Vemb kl. 13.00
Søren Kierkegaards fødselsdag
v/ Ole Morsing, lektor (em) i idéhistorie, Aarhus Univeersitet. Foredragsholder o...
6. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
Operabio - Elektra
I sin 100-års jubilæumsudgave fejrer Salzburg Festival en ægte triumf med en mind-blowing n...
6. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-11.30
LitteraTUR – De fire elementer
Tag med på en litterær vandring i Lemvigs skønne naturVi drager af sted på fir...
8. maj 2024
Nørre Nissum Musik- og Kulturhus, kl. 19.00
Biodiversiet på lands- og haveplan
Biolog Emil Grøn kommer forbi Svinget 5, hvor han vil fortælle om biodiversitetskrisen i Danmark...
Se alle arrangementer