Efteråret byder på en af de helt store naturoplevelser: krondyrenes brunsttid. Vi har været på intim krondyrjagt – med paparazzi-kamera.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jezequel

Det er en smuk efterårs-eftermiddag. En af dem med sol, selvom luften har fået en anelse skarphed, der varsler om vinterkuldens komme. 

Naturfotograf Mikkel Jezequel og jeg selv er lige steget ud af bilen, som holder på en lille, godt skjult skovvej i et af de store skov- og plantage-arealer i det vestjyske. 

Vi smækker bildøren forsigtigt. Det vigtigste er ikke at forstyrre. 

’I skovens stille, dybe ro’ hedder sangen, men det er ikke stilheden, vi er kommet for at nyde, og som vi ikke vil forstyrre. Heldigt nok, for skoven er langt fra stille i disse tider. September og oktober er krondyrenes brunstperiode, og lige fra vi træder ud på skovstien og slukker motoren, kan vi høre dem. Dybe brøl giver genlyd mellem træerne, og indimellem kan man høre grene knække, når kronhjortene bevæger sig gennem området. 

Det er dem, krondyrene, vi ikke vil forstyrre. Vi skal nemlig tæt på. Meget tæt.

Vi lister tæt sammen videre på stien. Er man flere af sted, som vi er i dag, opfatter krondyrene det som en mindre trussel, hvis de opfatter os to på listefødder som én person frem for en hel flok. 

På vejen passerer vi en pøl af mudder med en markant moskusagtig lugt. Som et bur i zoologisk have, der ikke er blevet gjort ordentligt rent.

”Et sølehul”, hvisker naturfotografen. 

Konceptet er ligeså ulækkert, som det lyder. I hvert fald for os udenforstående. Mudderpølen er nemlig spædet godt op med kronhjorte-tis, sæd og andet godt fra den afdeling. Kronhjorten ruller sig dagligt i denne skønne blanding, der fungerer som en uimodståelig elskovsparfume på de store flokke af hinder.  

Endelig når vi vores bestemmelsessted for resten af eftermiddagen og aftenen – et buskads i udkanten af skoven med heden lige foran. De mange kilo fotoudstyr sættes i græsset, ryggen strækkes, grejet pakkes forsigtigt ud, og vi sætter os til rette med vinden imod os og buskadset i ryggen. Og venter.

Krondyret er Danmarks største landpattedyr og må siges at være en sand Skovens Konge herhjemme. Den voksne hjort kan veje op til 180 kilo. Krondyrene findes i en del danske dyrehaver, men lever også vildt i stor stil, både på Sjælland, men særligt i de midt- og vestjyske plantager, ved Oksbøl og på Djursland. 

Det er umuligt at sige, hvor mange krondyr der helt præcist findes vildt, da de er svære at tælle i de store flokke og bevæger sig over store afstande. Et skøn lyder, at der i dag er cirka 24.000 krondyr i den danske natur. Det er en stor fremgang fra et estimat på blot 6.000 krondyr i 2003. 

Krondyrene færdes i store flokke opdelt i køn, men i efteråret blandes de til parring. Normalt raster dyrene blandt skovens træer hele dagen og kommer først frem ved aftentide. Derfor ser man dem sjældent på en almindelig skovtur. Dette er også anderledes i brunstperioden, hvor der er stor aktivitet døgnet rundt. 

Det er i det hele taget et utroligt skue, man kan være heldig at være vidne til i den periode. Et tid, der nærmest er at betragte som en højtid for naturfotografer. 

Hvert år er der en kødrand af knipsende kameraer i Dyrehaven ved Jægersborg. Kronhjorten er et imponerende syn, og muligheden for at få et flot adfærdsbillede af dyret ’in action’ er stor.

Lidt mere krævende er det dog at komme tæt på i den fri natur. Der er flere fotografiske udfordringer. Vi vil gerne have billeder af dyrene i deres miljø – i skoven. Men her er det yderst vanskeligt med lysforholdene, og desuden vanskeligt at få udsyn til dyret mellem træerne, uden at der er grene, blade og træer, som kommer ind foran linsen. Derudover er krondyrene meget sky, hvilket også vanskeliggør foto-projektet. 

Men man kan være heldig. 

For at det skal lykkes at tage gode billeder, skal man helst være så usynlig som mulig. Dyrene skal nemlig meget tæt på, for at billedkvaliteten holder, og opdager de fotografen, er de væk med det samme. De skal heller ikke være utrygge og fornemme, at noget er fremmed i nærheden, hvis man vil vise deres naturlige adfærd med sine billeder. Og det er det, vi vil i dag. 

Derfor har vi taget alle forholdsregler: ingen parfume, uvasket kamuflagetøj med ’autentisk duft’ fra mange skovture, ingen samtale og ingen pludselige bevægelser. Krondyrene ser ikke særligt godt, men de har en fantastisk lugtesans. De reagerer også på hurtige bevægelser i landskabet, så det er med at styre sin ivrige pegefinger, der gerne vil flyve op, så snart man ser skyggen af et dyr. 

Selvfølgelig skal man være ekstra forsigtig, hvis man vil så tæt på dyrene, som vi vil for at tage billeder, men krondyrene er meget pressede og sårbare i brunstperioden, og derfor opfordres alle, der færdes i skoven i de måneder, generelt til at vise hensyn. 

Vi har sat os et sted, hvor vi for nylig har set spor af dyrene og hørt dem. Og der går også rygter om en flok med en stor han, som skulle færdes her i nærheden. Den slags tegn og rygter er det værd at holde øje med. 

I starten ser vi nu ingenting – det gør man sjældent. Krondyr-fotografering kræver stor tålmodighed. Mange dage ser man intet, oftest sidder man stille og skjult i timer ad gangen, inden dyrene opfatter området som sikkert og kommer frem.

Selvom vi ikke ser noget med det samme, betyder det ikke, at vi ikke får et show. Foran os ligger heden, stor og skrå, men på venstre side og bag os strækker trætoppene sig, så langt øjet rækker. Og vi lytter. 

Blot ved lydene kan man danne sig overblik over, hvor kronhjortene i området befinder sig, og hvor mange der er. Der er fire i nærheden af os, kan vi høre. Den ene brøler bag os, de tre andre fra forskellige steder i skoven til venstre. 

Pludselig hører vi en femte lidt længere væk, men den er til gengæld større end de andre. Brølet er i hvert fald dybere og kraftigere. Brølene fra hjortene tættest på forplanter sig i mellemgulvet, og det runger nærmest i maven. 

Det er ikke fordi, det er nogen specielt køn lyd. Nogle brøl lyder som langstrakte, vrede ko-brøl, andre som korte grynt fra en misfornøjet gris, andre igen som korte, afbrudte galp fra en stakåndet hund. 

Vi hører grene knase langt væk. Brølene fra den store hjort, der blandede sig koret for nylig, kommer nu tættere på. Næste gang det lyder, er det endnu tættere. Til gengæld er en af de andre hjorte fortrukket længere væk, kan vi høre. Lyden har bevæget sig. 

To højlydte brøl synes at nærme sig hinanden derinde mellem stammerne; den store og en af de andre fra før. Brølene går over i de korte, stakånede gø-lyde. Det gør de tilsyneladende, når hjortene mødes og ser hinanden an, kan vi forsigtigt konkludere efter at have fulgt lydspillet noget tid. 

Der er også en del knækkende og knasende lyde indimellem, men om det er gevirer, der støder sammen eller grene, der knækker under mange dyrs fødder, er svært at sige.

Det er kun hannerne, man hører. De er langt fra diskrete og buldrer frem gennem terrænet. Hunnerne er lydløse og forsigtige i deres bevægelser. Men det er alligevel dem, der bestemmer slagets gang. En kronhjort har kun sit harem omkring sig, indtil de hører en kronhjort, som lyder større, stærkere og mere passende som mage ud fra sine brøl. Så er flokken af hinder straks på vej, og hjorten må følge med, hvis han vil have chance for at beholde sit hof. 

Her kommer det ofte til konfrontation, når to hanner med to flokke hinder mødes. Hver især skal de forsvare deres flok og bevise sig stærkest og bedst. ’The winner takes it all’.

Det er udmattende. Kronhjorten taber som regel mellem 30 og 40 kilo i brunsten. Indimellem vandringerne rundt i skoven og kampene med de andre hanner, skal han også så hyppigt som muligt rundt til hver enkelt hun og besigtige tingenes tilstand. Hinderne er nemlig kun parringsparate i ganske få timer i hele perioden, så det er med at være der. Og den del af akten skal naturligvis også passes. Kronhjorten er på, dag og nat i samtlige uger. 

Pludselig, bedst som vi sidder og lytter på livet løs og følger dramaet på afstand, sker der noget. Det bevæger sig ovre i skovbrynet til venstre. Et lille hoved kommer frem. Så endnu et, og endnu et. En lille flok hunner har sneget sig væk og ud på heden for at få lidt mad – og måske lidt ro. Måske også lidt fred fra at blive snuset bagi, hvem ved. 

To minutter mere går der, så ser vi først silhuetten af ét gevir stikke op over bakkekamme på heden. Lidt efter kommer hele dyret: en lidt mindre hjort, men ikke desto mindre stor på tæt hold. De lidt mindre hjorte som denne – omtalt i skov-jargon som ’tæppetisserne’ eller ’killingerne’ - holder sig til i udkanten af den store scene og venter blot på en lejlighed som denne: uledsagede hunner på græs. Her har de en chance for at komme til og danne deres egen lille flok, så længe det varer.

Det er vanskeligt at bedømme en kronhjorts alder. Men denne hjort er mindre i størrelse end de andre, vi har set. Vi tæller takkerne på hvert gevir. Fire takker har den. Det vil sige, det er en otte-ender. 

Antal ender giver også et lille fingerpeg om alderen. I den fri natur må ti-ender og derover siges at blive regnet for ret store hjorte. Kronhjorten kan få over tyve ender, men det sker så godt som aldrig uden for dyreparkerne. Danmark er et af de få lande, der har fri jagt på kronhjortene i sæsonen, der strækker sig fra 1. september til 1. januar. I Europa er det kun i Spanien og Storbritannien, hvor den enkelte grundejer frit kan skyde hjortevildt uden restriktioner ligesom i Danmark, hvor vi det gør i stor stil. De fleste går efter det helt store trofæ – den gamle kronhjort med det store gevir. 

Paradoksalt nok er denne intensive jagt på kronhjorten medvirkende til den hastigt voksende bestand. Når alle skyder hjortene, går hinderne og kalvene fri til at føde flere krondyr. Og den voksende bestand er flere steder til stor gene for landmændene, da de ødelægger og spiser afgrøderne på markerne. Kun én ud af 100 kronhjorte på Djursland oplever sin otteårs fødselsdag, viser rapporten ’Bæredygtig krondyrforvaltning’. 

Jagten på de store hjorte gør, at de bliver sjældnere og sjældnere i den danske natur, men da kronhjorten først er færdigudviklet som otte-årig, giver det yderligere en problemstilling. Man frygter, at de mange små, unge hanner, der udfylder de ’voksnes’ plads og derved bliver fædre til kalvene, vil føre til, at fremtidens kronhjorte fysisk bliver mindre. 

For at løse problemstillingen om den skæve jagt på krondyrene, nedsatte man i 2004 Den Nationale Hjortevildtgruppe, der består af repræsentanter for Danmarks Jægerforening, Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer samt Dansk Skovforening. 

Men det har været en vanskelig udfordring for gruppen, og diskussionen har igen fået nyt liv i år, da hjortevildtgruppen nu har fremlagt to forskellige forslag omkring frivillige laug-ordninger til løsning af problemstillingen. Begge modeller har været heftigt debatteret. Ordningen med at indgå i laug og lokalt lave planer for reguleringen af jagten på hjorte møder stor modstand fra mange jægere, men formand for Hjortevildtgruppe Vestjylland, Knud Pedersen, er positiv over for forslaget. 

Han har mistet troen på, at regulering af hjortene kan ske ad frivillighedens vej, udtalte han i oktober til Magasinet Jæger. Han opfordrer også til at ændre jagttiden, så jagten på hjortene slutter allerede i december. Det vil give seks uger til udelukkende at jage hinder og kalve, hvilket vil være med til at mindske bestanden til glæde for egnens landmænd.

Mens vi sidder i vores skjul mellem buskene, hører vi indimellem skud, som blander sig med brølene mellem træerne. Jagten er sat ind, det er tydeligt. Men skuddene gjalder langvejs fra og ser ikke ud til at forstyrre den lille græssende flok hinder – og heller ikke den lille otte-ender, der netop er dukket frem fra horisonten. 

Den nytilkomne har sikkert stået længe lige uden for vores udsyn på den anden side af bakken og ventet på denne chance. Straks gafler han tre hunner, som følger villigt med ham længere ud på heden, hvor de alle fire slår sig ned og holder spisepause. Men den bliver nu kort for den lille han. Pludselig stikker et nyt gevir frem bag bakkekammen. Endnu en otte-ender med to hunner på slæb. 

Vores første hjort skrider straks til handling. Han traver hurtigt over heden, mens han brøler dampende lige op i luften. Han har kurs lige mod den nyankomne flok. Det kommer dog ikke til konfrontation. 

Selvom de ser lige store ud, fortrækker den nyankomne han hurtigt om bag bakken igen, hvor han kom fra, og de to hunner, han havde i sin flok, følger villigt med vores ivrige forfører hen over heden til de andre hunner. Måske han havde en bedre parfume? Det er svært at sige, hvorfor de valgte ham. Men indtil videre altså ikke en dårlig aften for den lille bejler i periferien.

Flere hinder kommer ud på heden lidt efter lidt, og brølene tager til mellem træerne, efterhånden som mørket falder på. Vi følger fascineret hele scenariet. Det er som en sæbeopera, der udspiller sig lige foran os - med intriger, utroskab og hemmelige alliancer. 

Reality-programmet Paradise Hotel kunne ikke have gjort det bedre, og vi sidder ganske ubemærket på første række og følger det hele med kameralinsen. Som en dyrenes paparazzifotograf, der forsøger at tage intime billeder af de kendte fra serierne. Men det er blevet for mørkt. 

Der var lige lys nok til at fange silhuetten af vores lille helt på heden. Men resten af dramaet fortaber sig som lyde i skoven og nu i mørket på heden. Vi venter, til krondyrene er langt væk fra os, så vi ikke forstyrrer, inden vi forsigtigt rejser os – krumbøjet og stivbenet efter fire-fem timer i den samme stilling, og lidt forfrosne i den kølige efterårsaften. 

I dag lykkedes det ikke med det imponerende billede af en kæmpehjort mellem træerne, som alle drømmer om. Pyt med det. Sæsonen har budt på mange andre gode krondyrbilleder – også et af Kongen - og endda helt unikke billeder af krondyr i regnvejr, som er ekstra svære forhold at fotografere under. 

I aften blev det til andre, men ikke mindre stemningsfulde billeder af vores lille bejler i silhuet, og i tilgift fik vi en stor oplevelse. Nu vil vi trille hjemad. 

Det er fredag. Der er X-factor i fjernsynet, men behovet for reality-tv er nu dækket fra vores side.