Den tidligere sognepræst i Hvide Sande, Thomas Kristensen, er passioneret ravsamler og fortæller i en ny bog om oplevelser og tanker, når han leder i rørskoven på østsiden af Ringkøbing Fjord.

Tekst: Thomas Kristensen . Foto: Henrik Vinther Krogh og Thomas Kristensen

Vel over diget er jeg nu på vej ud til rørskov og strandkant. Det første sted, jeg undersøger, gav ikke resultat sidste år, men gør det i år. Måske fordi mange vandlommer og indsøer allerede er så tørre, at jeg kan komme til med min rive. Faktisk finder jeg små stykker rav i det helt rigtige rør- og træsmuld så langt inde på land som 10-15 meter fra strandkanten. 

Så langt har vandet nemlig været oppe i vintermånederne. Ja, nogle steder endnu længere inde. Måske med orkanen Bodil som den største drivkraft? Jeg finder rav hele 30 meter inde på land! Det lover godt for min eftermiddag på Skjern Enge…

Sidste år oplevede jeg noget mærkeligt netop på dette sted, jeg nu betræder. Da jeg kom her hen for at tage fat, blev jeg temmelig forskrækket, idet en stor skare måger pludseligt lettede. Sammen med flere fiskehejrer end jeg er vant til at se i disse omgivelser. Faktisk forstyrrede jeg dem lige i et større festmåltid. Der lå skyllet i hundredvis af døde fisk op på stranden i den lille vig. Skaller, aborrer og andre rundfisk. 

Hvorfor det? Jo, nogle af fjordens fiskere fortæller mig, at sådan noget sker, når slusevagterne lukker store mængder saltvand fra havet ind i fjorden. Det skal vagterne gøre med mellemrum for at overholde det af Naturstyrelsen påbudte saltindhold i fjorden. Men da mange af fjordens fisk er ferskvandsfisk, flygter de rædselsslagne fra det indstrømmende saltvand. Og nogle af dem ender i deres flugt helt oppe på land, som nu denne dag i vigen på Skjern Enge. 

Fjordfiskerne raser over denne politik. Har de kloge da ingen forståelse for fjordens eget liv? Det har ’de kloge’ åbenbart ikke. I hvert fald lægger de deres egen vidensbaserede politik ned over fjorden, i stedet for de lokalkendte fiskeres erfaringsbaserede forståelse for livet i dette farvand.

I dag forskrækkes jeg ikke af fugle og døde fisk i vigen. Måger og fiskehejrer må skaffe deres frokost på anden og mere slidsom vis. Jeg finder heller ingen indsøer og vandhuller, hvor småfisk er strandet. Andre år har jeg set, hvordan de ligger døde hen. Dels fordi de har søgt ind i lommerne med ferskvand, og dels fordi de så er blevet overrasket af forårets synkende vandstand, så de er blevet afskåret fra at komme fra vandhullerne ud i fjorden igen.

Til gengæld oplever jeg i dag at møde mennesker helt ude ved fjorden. Og jeg ser straks, at de er ude i samme ærinde som jeg. Den ene har allerede gået den tur, jeg planlægger, men har efter eget udsagn ikke fundet noget. Hvis dette holder stik, tror jeg simpelthen ikke, hun har set ordentlig efter. Hvad jeg bliver bekræftet i, da jeg senere minutiøst bevæger mig igennem samme rute som hende. Hun havde så heller ikke nogle redskaber i hånden, men gik kun efter det, hun umiddelbart kunne se ligge og glimte. 

Det er selvfølgelig en helt legitim måde at gå efter rav på. Nogle ser kun efter rav, hvor det ligger frit fremme lige foran deres fødder. Og sandelig om ikke de kan være mere heldige end rimeligt er. Dog er min påstand, at både spændingen og glæden – og resultatet bliver bedre ved at gå møjsommeligt frem, også inde mellem de kradsende rør, med hakke og kese. 

For øvrigt havde hun et par løsgående hunde med, som skulle hen at snuse til mig, hvad jeg ikke bryder mig om. Men ellers opførte hundene sig pænt. Mange steder er det rigtigt træls med løsgående hunde, hvor de burde føres i snor. Men netop her ude i engene gør det ikke så meget. Når der ellers ikke er lam og får, hundene kan forskrække.  

Vi fik en hyggelig, kollegial snak, damen og jeg. Var straks på bølgelængde. Vi er jo ikke konkurrenter, men netop kolleger og på jagt efter den samme skønhed. Vi er fyldt af den samme iver, men også den samme langsommelighed.

En indskudt bemærkning: Det er sjældent, jeg møder en ravkollega, som griser sit sprog til med bandeord. Når sindet er optaget af den skønhed, som findes i rav, og i jagten på selvsamme, så er der bare ikke plads til edernes sproglige ukrudt. Faktisk tror jeg, at ravsamlere, som ellers bruger sådanne ukvemsord, straks kan høre, hvor forkert det lyder, når der er så stor skønhed lige ved siden af. Du bander ikke, når du overvældes af skønhed. Hverken når det er din elskedes skønhed, eller når det er ravs og andre perlers skønne smil.

Den næste, som jeg træffer, er en ældre herre, som er udstyret med en gammel havekultivator, der rigtigt kan kratte i bunden. Han ved, hvad han går efter, kan jeg straks se. Også vi får en hyggelig snak om vejr og vind og rav. Han har fundet en del i årenes løb, forstår jeg. Ikke for at prale, men bare for lige at markere over for mig, at jeg står over for en kender. 

Så uden at skilte med det får vi nu begge to lidt travlt, for at vi hver især ikke skal blive udkonkurreret af vores nye bekendte. Jo, vel er vi kolleger og taler indforstået om vores metier, men lidt konkurrenter er man vel også, da rav kun kan findes én gang. Han går i hvert fald målrettet efter et af de gode steder, jeg også kender til. 

Til gengæld giver han sig ikke tid til at undersøge på den rute, hvor jeg nu går. Åbenbart har jeg stadigvæk nogle af ’mine’ steder for mig selv. Og selv om jeg ser ham gå på nogle af de strækninger, hvor jeg normalt går, så kigger jeg lige efter, om han nu også har været grundig nok med sin kultivator.

Det skal så indskydes, at jeg allerede på min næste tur møder nok en ravsamler ved Skjern Enge. Også en kender, som er veludstyret til opgaven. Så mange mennesker har jeg ikke mødt derude i årevis. Vel, ham møder jeg så på ruten nordpå fra bilens holdeplads. Ret skal være ret: strækningerne er ikke overrendte af ’kolleger’. For de mange jægere med deres afskudte patronhylstre ser helt sikkert ikke efter rav. De har fokus andre steder…

Det sker, jeg bliver snydt. Det glimter gult, og jeg rækker ud efter den gyldne skat. For så at opdage, at det ikke er rav, men et tømt sneglehus. Tit ligger gule sneglehuse og gult rav nemlig side om side. Og i sollyset kan de glimte næsten ens. De fleste gange ser jeg forskellen, inden jeg når at røre. Men jeg kan tage fejl. 

Kratter så skyndsomt videre. Ikke alt, hvad der glimter af guld, er det. Og heller ikke alt, hvad der glimter af rav, er rav. Ved havet kan man ofte blive snydt af noget andet gult, noget, som de gamle kaldte for ’ravskind’. Så grangiveligt ligner det rav. Et sjovt udtryk, for rav har jo ikke skind på. Men meget sigende. Den slags ’snyderav’ findes ikke ved fjorden. Her er det de små gule sneglehuse i stedet. 

Det sker også, jeg i ravskidtet støder på nogle smådyr, som ligner rejer i miniformat. Især i revler af tang og smuld ude på åben strand. Ja, somme tider kan tangen da næsten være levende. Jeg ved ikke, hvad det er for væsener; men jeg har hørt, at de kaldes for tanglopper. De er sikkert et led i fødekæden for andre af fjordens beboere. I hvert fald synes fuglene også, de er spændende…

Med jævne mellemrum støder jeg på en skydepram eller to, som ligger trukket nogle meter væk fra fjorden og ind i rørskoven. Nogle er meget velholdte, andre ville jeg nok betakke mig for at sætte mig ud i. Og nogle ser ud til ikke at være blevet brugt i årevis og ligger bare og forfalder. Måske er de blevet glemt. Med eller uden vilje. 

Ved skydeprammene skal jeg lige passe på, for der ligger sikkert en line gemt i rørbunden, som forbinder båden med et anker, en jernstank, en cementblok eller noget andet, man let kan falde over. Af og til ligger der også et par lokkeænder, som kommer med ud på fjorden, når båden sættes i vandet. Det må altså være koldt at sidde der i dæmringen eller skumringen og vente på, at nogle intetanende ænder kommer på skudhold. Men sikkert lige så spændende som at gå efter rav. Næsten da.

Jeg ser forventningsfuldt på et par rørområder, hvor jeg ikke kan gå i dag. De skal undersøges med omhu, når foråret bliver mere fremskredent. Jeg må gå langt ind på land for at komme uden om, eller snarere: inden om vandet for at komme videre til næste spændende sted. 

De sidste par år har tækkemænd med deres maskiner høstet en bred bræmme af rørene, og så langt ud mod fjorden, at det er blevet lettere at komme frem i området. Også lettere at undersøge bunden, hvor det før var næsten umuligt. Jeg sender disse rørhøstere en venlig tanke. For på grund af deres arbejde ser jeg til min overraskelse, at der nogle steder ligger rav og glimter langt oppe på land. Tyve til tredive meter oppe eller mere. 

Da den stadigvæk høje vandstand tvinger mig længere ind på det afhøstede land, får jeg der øje på nogle småpletter med det gode ravskidt. Måske bare på størrelse med en tallerken eller en dørmåtte. Så langt inde har jeg aldrig fundet rav før. Mange af stykkerne er rødgyldne i farven eller brunlige, nærmest som en Tuborg Classic i løden. På en gråvejrsdag vil man let overse dem. Men fordi solen skinner i dag, så glimter de til mig.

Ofte er det sådan, at jo længere rav er skyllet op på land, desto større er stykkerne. Det må have noget med vægtfylden at gøre, når vandet skyller ind det ind. Fordi de største stykker er tungest, når de længst op på land og falder så også til bunds der, inden vandet trækker ud igen. Det med størrelsen holder også stik i dag: ’landravet’ de mange meter fra strandkanten er stort nok til at lave ravkæder af. Er altså af en størrelse, som overgår det meste af det andet, jeg finder. 

Denne nyopdagelse langt oppe på land husker jeg helt sikkert til en anden gang og kommende år. Gad vide, hvor der ligger mere uopdaget rav og gemmer sig i engbunden?

Nogle steder er det lettere at komme frem ved at gå ude i fjorden, uden for rørskoven. Fjordbunden er for det meste fast. I modsætning til den våde engbund inden for rørene, der endnu er ret så svuppende og til at sidde fast i med støvlerne. Da vinden er i øst, er vandet stille og nogenlunde klart at spejde i efter pindestumper og rav. Dette vandkiggeri giver nu ikke megen gevinst i dag. 

Men vandringen i vandet giver til gengæld mulighed for at se ind i nogle render i rørskoven, hvor der ofte aflejrer sig det gode smuld og pind, som kan føre rav med sig. Af erfaring ved jeg, hvor jeg skal være ekstra opmærksom. Samtidig med at der hver vinter skabes nye render og fordybninger. Der er så også et par kanaler, afvandingskanaler tror jeg, hvis udmunding jeg må gå længere ud i fjorden for at komme omkring. Vel, jeg kan også gå nogle hundrede meter ind på land for at komme over kanalerne ad den vej. Men det er så besværligt. Det er lettere bare at gå ti meter ekstra ud i fjorden.

Syd for den anden kanal er der nogle områder, som helt sikkert skal studeres grundigt. Der er næsten altid gevinst. Det er der også i dag. Både smånister til at pynte i glaskrukken derhjemme, og stykker som er store nok til perlekranse eller smykkevedhæng. Netop på denne strækning er der et stykke åbent og fladt strand, hvor der i et bestemt hjørne altid er skubbet nogle af de rigtige pindestykker op på stranden. I dag ligger der her gemt seks små stykker rav til mig.

Det næste, som skal passeres, er et langt fårehegn i flettråd, som er sat op for at sætte skel mellem dit og mit. Og som går fra diget helt ned til fjorden. Det er sikkert markeret på landmålerens matrikelkort, at her går grænsen mellem to ejeres rettigheder. Selv om fårene faktisk godt kan løbe bag om hegnet oppe ved diget. Så det må altså være to ejere, som er gode naboer og ikke tager det så tungt med, hvad der er dit og mit. Men hegnet står der altså, fastgjort til friske hegnspæle, og må forceres for at jeg kan komme videre på min ravfærd.

Lige netop der er fjorden for dyb til, at jeg vover at tage vandvejen. Hvad gør jeg så, da der også er meget langt op til den anden ende af hegnet? Jeg prøver at kravle over det, uden at tynge det ned. Lidt besværligt, men det går. 

Og så åbner der sig et område, som jeg altid med spænding og forventning ser frem til at betræde. For her plejer der at være indtil flere gyldne klumper, både inden for og uden for rørskoven. Hvad vist ikke ret mange er klar over. Faktisk er det dumt af mig at fortælle om lige netop denne strækning, som er en af mine bedste. Men sådan er det med ravsamlere. De fleste i hvert fald. 

Oplevelsen vokser ved at fortælle om den. Og rav-eventyr kan også deles af en anden grund, nemlig at ravsamleren ikke lider nævneværdig skade på sine jagtmarker derved. For der kommer altid mere rav igen. Med næste storm og næste højvandsperiode. I modsætning til guldgraveri og diamantminer. For disse ressourcer tømmes efterhånden. 

Og netop strækningen her syd for trådhegnet har år efter år været en af mine bedste. Her har jeg fundet nogle af mine fineste stykker. Ikke nødvendigvis de største. For dem har jeg fundet på fjordens vestside ved Hvide Sande. Men der ude i langt færre antal end stykkerne her på østsiden.

Nævnt i en sidebemærkning: Fjordens vestside er ikke nær så givtig, som den var engang. Måske fordi der mest er vestenvind, og dermed ikke så tit er pålandsvind som her ovre på østsiden af fjorden. Disse vindforhold har der dog nok altid været. Derimod er der kommet meget mere ækel søsalat, en grøn slibrig og ildelugtende masse, end der har været før. Og mest ved vestsiden. Og søsalat befordrer ikke ravets vandring ind til strandkanten. Tilmed ligger salaten flere steder i op til mange meters bredde ud i vandet og gør det umuligt at færdes der. 

Nogle siger, at salatens fremkomst de senere år skyldes en øget saltmængde i fjordvandet. Til gene for både fiskere og ravsamlere. Og for deres næser, som gerne vil nyde et ophold ved fjorden. Biologer og fiskere er uenige om dette som om så meget andet, jeg ikke har nogen forstand på. 

En gang imellem lykkes det et finde et lille stykke rav eller to ved Hvide Sande. Sjældent et større stykke som for år tilbage. Måske ville det gavne os raventusiaster, hvis der igen blev gravet i fjorden for at uddybe sejlrender m.v. For mig er der ingen tvivl om, at gravearbejdet i forbindelse med Skjern Å systemets tilbageføring frilagde en masse dejligt rav, som så tilsmilede os ravsamlere de kommende år. Nye projekter i fjordområdet hilses velkommen.

Vestsiden af Ringkøbing Fjord er ikke, hvad den har været. Hvorfor jeg da også mest holder mig til østsiden. Ud over altså at det også er der, jeg oplever mest ro og inspiration til at vandre i tankernes verden og ikke blot i rørbuskenes…

Tilbage til østsiden af fjorden, hvor jeg nu betræder den strækning syd på, hen mod åens udmunding, som altid gør mig særlig forventningsfuld. Guldkysten for ravsamlere. De første skridt på sydsiden af fårehegnet tager jeg altid på indersiden af rørskoven, nærmere bestemt lige i kanten af rørene. For her er der en fordybning, nærmest en rende på flere meters længde, hvor vinterens højvande næsten altid er gavmild med pind og rørstumper, og dermed også med rav. Ofte er det den mere mørklødede rav, som solen glimter i her. Jeg ved ikke, af hvilken grund. Andre steder kan det være den citron- og honninggule rav som har overtaget.

I dag er ingen undtagelse. Allerede de første skrab med min hakke får de gyldne små smil frem i sollyset. Det er på denne strækning, dagens høst fordobles. Også her må jeg helt ned på knæ, da det er anstrengende for lænden at gå bøjet så længe og intensivt. Fantastisk at kunne knæle ned og så bare skrabe rundt omkring mig, så langt som arm og hakke kan nå ud. 

Selv om det er koldt, tager jeg venstre handske af for bedre at kunne nappe de små, og lidt større stykker. Jeg puster det værste grums af ravstykkerne, og så ned i lommen med dem. Klemmer lidt på lommen: jo, en god fornemmelse. Også her må jeg dog efterlade lidt til senere på foråret, hvor vandet synker endnu mere, og dermed også frilægger endnu mere af det gode ravskidt.

Minutterne her rummer både opfyldelse af dagens drømme og giver forventning om endnu mere. Minutter? Nej, faktisk en time eller mere går der, for tiden flyver bare af sted, mens ravet kommer til syne rundt om mig. På tilbagevejen vil jeg kigge efter endnu engang lige netop her. 

For selv om jeg går grundigt til værks, ligger der ofte et stykke rav og smiler kækt, når jeg ser det gennemhakkede smuld efter en time eller to senere. Måske fordi smuldet er sunket sammen i en ny formation og dermed frilægger indholdet i nogle kroge, hvor min hakke ikke er nået ind. Måske også bare for at sige til mig: Ravets hemmeligheder får du ikke alle sammen på en gang. Gemmerne er ikke udtømte. Endnu et ravglimt, endnu et af Guds små smil, venter på dig.

Artiklen er et uddrag af Thomas Kristensens nye bog ’ Det store i det små – om at finde rav og andre kostbare perler’, der udkommer den 28. november på Forlaget VITA i Stadil.