Togtur med udsigt til grønne batteritog

DSC_1000

Tre vestjyske politikere har i flere år arbejdet for at fremtidssikre togdriften i Vestjylland gennem en grøn omstilling fra dieseltog til eldrevne tog. Magasinet Vestkysten tog med dem på en skinnerejse mellem Holstebro og Skjern, hvor Midtjyske Jernbaner i mere end et halvt år har stået for togdriften.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Erik Poulsen og Henrik Vinther Krogh

”Midtjyske Jernbaner byder passagererne velkommen i toget mod Skjern”. Sådan har det siden december sidste år lydt i togets højtalere, når man stiger ombord på stationen i Holstebro for at køre mod Skjern. Eller omvendt på den én time lange togtur, som Midtjyske Jernbaner overtog fra Arriva og skal drive i foreløbigt mindst otte år.

Magasinet Vestkysten har taget togrejsen tur/retur sammen med Midtjyske Jernbaners formand, Arne Lægaard, og de to lokale folketingsmedlemmer Annette Lind, Socialdemokratiet, og Thomas Danielsen, Venstre. Tre politikere, der i årevis har haft fokus på, at togstrækningen er en velfungerende, offentlig transportmulighed gennem hjertet af Vestjylland.

Mens toget passerer tæt forbi opbygningen af Danmarks største solcellepark – 230 hektar ved Bur, som skal levere grøn strøm til Bestseller-koncernen – falder snakken naturligt nok på planerne om at skifte de nuværende dieseltog ud med batteritog.

”Da vi begyndte at kigge på nye tog for et par siden, var der ingen, der ville byde ind med nye dieseltog. Derimod var der en udbyder, der nævnte, at man havde gode testresultater med batteritog. Men folk troede ikke, at vi var rigtigt kloge, da vi som de første her i landet begyndte at kigge på den mulighed”, siger Arne Lægaard.

DSC_1021

Historisk udvidelse

Vemb Station er krydspunktet, hvor togene på strækningen står om natten. Det er også den sydlige endestation for den legendariske Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane, som gennem 142 år hidtil havde været Midtjyske Jernbaners eneste togstrækning i det vestjyske.

Overtagelsen af Holstebro-Skjern er derfor også en historisk udvidelse af den lille privatbane, der har fordoblet antallet af både tog og ansatte for at kunne løse den nye opgave. Herunder med en ny driftschef og en ny udviklingschef. På begge strækninger bliver næste store kapitel i toghistorien nemlig skiftet til Danmarks første batteridrevne tog i løbet af de kommende år.

Midtjyske Jernbaner har i foråret fremlagt udbudsmateriale til i første omgang tre batteritog til VLTJ-strækningen, hvor de gamle Y-tog i dén grad trænger til pension. Men beder også om bud på batteridrevne erstatninger for de fire mere moderne Desiro-tog mellem Holstebro og Skjern, der er med i udbuddet, hvis en togleverandør ser en fordel i at tilbyde syv tog fremfor kun tre.

Mens vi holder stille på Vemb Station, er det dog den gamle, for længst nedlagte stationsbygning, der springer i øjnene.

”De bygget i en fantastisk kvalitet, og man kan se, hvordan de rent håndværksmæssigt emmer af kvalitet fra en tid, hvor man byggede til, at de skulle stå der altid. Nu har udviklingen så overflødiggjort dem, og ligesom man dengang troede på, at stationsbygningerne skulle bruges i al evighed til billetkøb, så er det meget sigende, at vi nu taler om batteritog. Et grønt tog på batterier var der ingen, der troede på for bare få år siden”, siger Thomas Danielsen. 

Test-strækninger for hele landet

Sammen med sin lokale folketingskollega, Annette Lind, har han nøje fulgt Midtjyske Jernbaners bestræbelser på at overtale transportministeren til at se de to vestjyske togstrækninger som prøveklud for batteritog i Danmark. Med finanslovsforslag på henholdsvis 200 og 300 millioner statslige kroner til opgaven fra Socialdemokratiet og Venstre er der i dag ingen tvivl om, at batteritogene har Folketingets opbakning som et godt alternativ til elektrificering af strækningerne med køreledninger. Det har ellers hidtil været løsningen andre steder, når dieseltogene skulle skrottes.

”Det er godt lobbyarbejde, og vi har også vedholdende holdt mange møder med ministeren. Det handler om nytænkning og et krav om CO2-reduktion af togdriften i kombination med veldokumenteret forberedelsesarbejde fra Midtjyske Jernbaner, og fordi man ved, at det er rigtigt dyrt at sætte køreledninger med el op på en strækning som denne. Men Vestjylland er på alle måder i den grønne førertrøje, og derfor skal vestjyderne selvfølgelig ikke fortsætte med dieseltog”, siger Annette Lind, der som en del af den socialdemokratiske gruppeledelse har nem adgang til regeringen.  

De seneste års teknologiudvikling af batteritog, der lades op, når de holder stille på stationerne, har været helt afgørende for fremtidsplanerne om mere klimavenlig togdrift i Vestjylland.

”Det har været svimlende dyrt med elektrificering af andre strækninger, og hvis man ikke fik denne grønne løsning med batteritog, så ville det aldrig være muligt at ligestille den offentlige transport med privatbilismen i Vestjylland. Vi anser det for at være fremtidens løsning”, siger Thomas Danielsen.  

Test af batteritog i det vestjyske kan således få betydning for hovedstrækninger som Struer-Vejle og Struer-Aarhus, der ellers har udsigt til de dyre køreledninger.

”Det vigtige er, at man finder frem til en teknologi, så batteritog og elektrificerede tog kan kobles sammen, når batteritoget skal videre mod for eksempel København. Vestjyderne skal ikke have en sidebane uden direkte forbindelse. Ellers er bilen eneste alternativ”, siger Annette Lind.

DSC_1185

En smuk tur i landskabet

Selv om de to folketingsmedlemmer i kraft af deres tillidsposter har gratis årskort til offentlig transport, så erkender de begge, at de sjældent tager toget. Det passer simpelthen dårligt med en hverdag, der er fyldt med møder i både København og resten af landet. Herunder ofte aftenmøder hjemme i de vestjyske valgkredse, hvor få, sene aftenafgange ikke hænger sammen med tidlige morgenmøder i Folketinget.

Togturen på 70 kilometer fra Holstebro til Skjern er derfor en uventet positiv oplevelse af landskabet, lokalsamfundenes bagside og de initiativer, der blomstrer i de nedlagte togstationer langs jernbanen:

”Det er en meget køn strækning med både skovrejsning og solcelleanlæg, der passer til den grønne omstilling. Både togstationerne, de private ejendomme og haverne er utroligt flotte hele vejen”, siger Thomas Danielsen.

Han hæfter sig også ved, at ukrudtet på stationerne og langs skinnerne i vore dage i højere grad får lov til at gro vildt i det særlige, golde miljø, som der er blandt jernbaneskærverne. Banedanmark har ansvaret for infrastrukturen mellem Holstebro og Skjern, men den beskedne brug af kemi langs strækningen passer godt sammen med Midtjyske Jernbaners ambitioner om at være landets grønneste jernbaneselskab.

DSC_1142

Toptrimmet frontløber

Målet er fortsat at være kendt som den lille, vestjyske privatbane, som Thyborøn-bandet Tørfisk har været med til at gøre legendarisk gennem VLTJ-sangen, men samtidigt også at være frontløber, når det gælder grøn omstilling af jernbanedriften. Dét har politikerne også bemærket.

”Midtjyske Jernbaner har jo udviklet sig fra at være en hyggeklub til at være en toptrimmet, moderne virksomhed, der på kort tid er vokset i volumen. Det er noget helt andet i dag end for blot få år siden”, siger Thomas Danielsen.

Travlheden hos Midtjyske Jernbaner bliver ikke mindre den 1. juli, når man overtager ansvaret for infrastrukturen og medarbejdere på Vestbanens 40 kilometer spor mellem Varde og Nr. Nebel.

Men selskabets kendte farver – orange, hvid og rød – ses så småt på de fire togsæt mellem Holstebro og Skjern, og alle tog ventes at være iklædt de nye farver, når transportministeren til efteråret kommer til Vestjylland til en coronaforsinket indvielse af Midtjyske Jernbaners udvidelse med Holstebro-Skjern.

Batteritogenes indtog ventes tidligst i 2024 eller 2025, men allerede om halvandet år går byggeriet af kraftige ladestandere i gang på stationen i Lemvig. Den skal nemlig også fungere som opladningsstation for batteribusser i Lemvig til og fra Struer og Holstebro.  

Artiklen er produceret i samarbejde med Midtjyske Jernbaner 

Arrangementer
26. april 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Alex Vargas i 18b - UDSOLGT
Tanken om at denne herre igen står på vores program vækker et kæmpe smil på mine læber – vi elske...
26. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 18.30
Back to Black - Hyggeaften i Biohuset
Første hyggeaften i Biohusets nye biografsal. ProgramDørene åbnes fra kl. 18.30 Kl. 18.45 serverin...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Hammarskjöld
I 1961 har Dag Hammarskjöld et år tilbage i sin stilling som FN's Generalsekretær. Efterfølgend...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Back to Black
BACK TO BLACK er en hyldest til Amy Winehouse – en af de mest ikoniske og savnede stjerner i de...
Se alle arrangementer