Tog døbt med nyt VLTJ-vers

Indvielse_af_tog_12
Midtjyske Jernbaner navngav og indviede officielt fire nye tog med en festdag i særtog på togstrækninge Holstebro-Skjern. Transportministeren spillede med på et nyt vers til den velkendte VLTJ-sang om vestjysk togdrift.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Mikkel Jezequel

De fire Desiro-tog, der kører på skinnerne mellem Holstebro og Skjern, har fået navne: Bølgen, Vinden, Fjorden og Engen. Navnene er udvalgt af en lokal dommerkomité på baggrund af hele 445 forslag fra borgere, der havde taget imod udfordringen om at finde på et navn, der beskriver den natur, som togene passerer undervejs på strækningen.

Den blev efter et par års forberedelse overtaget af Midtjyske Jernbaner i december sidste år, men på grund af covid-19-restriktionerne var det først i slutningen af september, at det var muligt at holde en festlig dåbsdag for de fire nye tog.

Da Midtjyske Jernbaner i forvejen driver togstrækningen fra Vemb over Lemvig til Thyborøn – og begge strækninger betjenes med tog, der overnatter på Vemb Station - var det naturligt at benytte Thyborønbandet Tørfisks landskendte VLTJ-sang i dagens anledning. Det skete oven i købet med et ekstra vers til hyldestsangen om vestjysk togdrift, som Midtjyske Jernbaners direktør, Martha Vrist, havde fået til at rime på egnens dialekt:

Indvielse_af_tog_32
Indvielse_af_tog_31

”Å nu håe de skisme fåt nøe tow
O Christiansborg de ga-a dem low
Så no skal de til å køje dowel så møj
og sjæl om det for dem æ nøj
ja sjæl om det for dem æ nøj
de ståbbe i hvær bette bøj”

Oversat til rigsdansk – og med en lettere omskrivning af VLTJ-sangens kendte omkvæd:

Og nu har de sørme fået nye tog
På Christiansborg de gav dem lov
Så nu skal de til at køre dobbelt så meget
og selv om det for dem er nyt
ja, og selv om det for dem er nyt
så stopper de i hver lille by

De ta’r fra Vemb fra morgenen af
kører ned til Skjern og så tilbage
igennem smuk natur – og Bur – og så til Holstebro.

Turen er en dejlig rejse
ned mod fjorden
ud mod havet
gennem Jylland når
man rejser med VLTJ

Da dagens hovedgæst, transportminister Benny Engelbrecht, selv er en habil guitarist, var han inviteret til at spille og synge med, da Tørfisk underholdt med blandt andet det nye vers på særtogets tur fra Vemb til Ringkøbing – og retur.

Der kan være meget i et tog, men instrumenter, udstyr og et firmands-boyband fra Thyborøn, der i år har 40 års jubilæum, fylder faktisk en del. Midt under festlighederne kunne man derfor se ministeren varme op på togvognens toilet med sin syv gamle guitar, som han senest havde spillet på til ministeriets interne sommerfest.

Forinden havde Benny Engelbrecht begejstret og med et smil sammenlignet indvielsen i det vestjyske med åbningen af Metroens Cityring i København:

”Tog er en fantastisk transportform, som jeg holder meget af. Den er stabil og effektiv. Og hvis man skulle være i tvivl, så er den prioriteret. Min ministerbil var således nødt til at holde tilbage ved ankomsten til Vemb, fordi bommene var gået ned. Så ved man, at der er styr på sikkerheden. Når vi arbejder med jernbanen, er vi bevidste om, at der skal være en balance mellem by og land. Det er ikke kun er i de store byer med for eksempel Cityring, at der skal være velfungerende tog. Og Vestjylland er et område, hvor I har valgt at prioritere tog ved at sige, at I kan og vil selv”.

Indvielse_af_tog_17

Vindstrøm til batteritog

På særtogets indvielsestur gennem Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommuner holdt også de to lokale borgmestre, henholdsvis H.C. Østerby og Hans Østergaard, korte taler, hvor de begge henviste til naturen udenfor togets store vinduer og den grønne omstilling af togdriften.

Håbet er, at Midtjyske Jernbaner på begge strækninger allerede om tre år kan udskifte de nydøbte, men ellers 18 år gamle dieseltog med nyfabrikerede batteritog, som drives med strøm fra de mange vindmøller, der står langs jernbanen. En målsætning som transportministeren var helt enig i:

”Vi er på tværs af alle partier i Folketinget blevet enige om, at vi ikke bare skal elektrificere hovedjernbanenettet i Danmark, men også have regional- og lokalbanerne med gennem batteridrift. Det er en kæmpe opgave, men når vi er i mål, kan vi sige, at al jernbane i Danmark er CO2-neutral. Det er helt afgørende, for at vi skal sende et signal om, at den kollektive trafik er det kloge og naturlige alternativ til benzin- og dieselbiler”, sagde Benny Engelbrecht.

Indvielse_af_tog_09

Region og stat støtter

Formand for Midtjyske Jernbaner, Arne Lægaard, erkendte i sin velkomsttale, at han som dreng havde en drøm om at få et elektrisk togsæt, som nu mange år senere ser ud til at blive indfriet. Han roste staten og Region Midtjylland for at lade privatbanen drive den nye togstrækning og for at være klar til at finansiere landets første syv batteridrevne tog på de vestjyske skinner:

”Det er en stor opgave og en kæmpe tillid, I har givet os. Vi gør, hvad vi kan, selv om vi som alle andre er ramt af  manglen på arbejdskraft. Men det skal nok køre godt”, sagde Arne Lægaard.

Midtjyske Jernbaner kører togene i samarbejde med Region Midtjyllands trafikselskab Midttrafik. Regionsrådsformand Anders Kühnau roste det lille jernbaneselskabs stædighed og store ambitioner om at være frontløber med batteritog:

”Det er vi i regionsrådet stolte af og vil meget gerne være med til at bakke op om, fordi vi gerne vil leve op til målsætningen om at reducere drivhusgasser. For at nå det mål, skal der også handles i transportsektoren, og vi har i regionerne indgået en klimasamarbejdsaftale med transportministeren, der omfatter både busser og tog. Det betyder blandt andet, at der skal købes brint- eller batteritog til erstatning for dieseltogene på lokalbanerne. Jeg glæder mig derfor også over, at Folketingets partier har afsat 330 mio. kr. til indkøb af batteritog og lade-infrastruktur mellem Holstebro og Skjern. Det betyder, at vi får indsamlet vigtige erfaringer med drift af batteritog”, sagde regionsformanden, der også kunne love mere end 30 eldrevne busser i Region Midtjylland allerede fra næste år.

Indvielse_af_tog_28

Trafikordfører tog initiativet

En særlig gæst var tidligere folketingsmedlem Kim Christiansen, der som trafikordfører for Dansk Folkeparti i Folketinget i sin tid fik idéen til, at det skulle være Midtjyske Jernbaner, der fra december 2020 overtog togdriften på strækningen Holstebro-Skjern fra Arriva. Han tog initiativet, da der for nogle år siden var et pres for at få lukket nogle af lokalbanerne.

”Midtjyske Jernbaner mistede dengang Odderbanen til letbanen, og det vakte en bekymring hos mig: Hvad var der så egentlig tilbage til Midtjyske Jernbaner at drifte deres forretning med udover den vældig lange VLTJ-bane? Jeg var derfor glad for, at muligheden for at overtage strækningen Holstebro-Skjern viste sig, og at der var politisk vilje til at få det sat på skinner. Det er glædeligt, at privatbanerne nu også andre steder ser ud til at spille en større rolle i den kollektive trafik”, sagde Kim Christiansen.

Han kunne som dagens andre inviterede gæster skåle i champagne i særtoget, men indvielsen blev også markeret overfor passagererne med gratis togkørsel hele dagen, ligesom der var rundstykker til de morgenfriske på strækningens to første afgange. Kl. 6.18 fra Skjern og kl. 6.39 fra Holstebro. Et tilbud som flere end de faste pendlere i toget stod op for at tage imod.

Artiklen er produceret i samarbejde med Midtjyske Jernbaner

Arrangementer
10. maj 2024
Hjerl Hede, Vinderup kl. 10.00-16.00
Håndværksfestival - musik og godt håndværk
Kom til håndværksfestival på Hjerl HedeTre dages festival med musik, workshops og god...
10. maj 2024
Hjerl Hede, Vinderup kl. 13.00-14.00
Koncert med FÆTTERS på Hjerl Hede
Oplev FÆTTERS under åben himmel på Hjerl Hede Tag med til en uforglemmelig udendør...
11. maj 2024
Hjerl Hede, Vinderup kl. 13.00-14.00
Koncert med HP Lange og Big Gumbo på Hjerl Hede
Blues og banjo på Hjerl Hede Kom og oplev en unik blueskoncert på Hjerl Hede unde...
12. maj 2024
Tangsø Wellness
Mors Dags forkælelse
Inviter din mor til en uforglemmelig og ren forkælelsesdag i Tangsø Wellness.Nyd et glas vin elle...
Se alle arrangementer