Nye tanker og tiltag pibler frem i menighedsråd efter brudte vaner og lang tids fokus på forbud.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Helle Ringgaard

Det er efterår; naturen er på vej i vinterdvale. Det er et særligt efterår; halvandet år med covid-19 som samfundskritisk sygdom er officielt forbi. Mange aktiviteter er vakt af dvale. Kirkelivet må igen udfolde sig frit og ubegrænset. Men det betyder ikke, at alt er tilbage ved det gamle, når kirkeåret begynder første søndag i advent. Tværtimod. Coronakrisen satte spor mod nye veje.

Kirkerne i Rom, Lomborg, Ramme og Dybe ligger som perler på en snor og tegner et blødt buet, småskævt smil syd for Lemvig. Og hos formændene i de to menighedsråd for sognene Lomborg-Rom og Dybe-Ramme er smilene – og en anderledes arbejdsglæde - tilbage, nu da de ikke længere er restriktionsbegrænsede og udfordrede af at søge logikken bag, hvem der må synge salmer, og hvem der må synge slagsange, hvor, hvornår og hvorfor. De ser frem mod at bygge et forstærket, nutidigt kirkeliv. Vaner blev brudt, da bunden blev skrabt; bevidstheden om indre værdi og fællesskabets betydning blev forstærket.

De brat corona-lukkede kirker betød savnet af at synge sammen, at modtage nadver, at stoppe op i kirkedøren på vej hjem, hilse på og vende stort og småt i lokalsamfundet; af at være en menighed med adgang til et kirkerum. De senere forsamlingsforbud og restriktioner i kirken betød, at man afsøgte grænser for at få opnå det bedst mulige på de 30 minutter, en gudstjeneste måtte vare.

”Vi gjorde først og fremmest, hvad vi kunne for at få ro på. Dernæst gjorde vi så meget, vi måtte inden for rammerne – og brugte rammerne helt ud. Men mange mennesker var jo bange, rigtig bange, og turde ikke komme i kirken i det hele taget. De fandt ud af at streame gudstjenester andre steder fra og hyggede sig med kaffe og strikketøj derhjemme imens. En ’effektivisering’ af dagliglivet, som jeg er spændt på at se resultatet af på længere sigt. Kirken kan jo netop tilbyde rum for at lade ro og hvile falde på sig og finde fred for de mange ydre impulser, som omgiver os”, siger Grete Bækgaard Thomsen, menighedsrådformand for Lomborg-Rom sogn.

Som daværende ældrechef i Lemvig Kommune sad hun centralt placeret i retningslinjernes og orkanens øje som medlem af det lokale beredskabsråd frem til sin fratrædelse i sommeren 2020.

For hendes nære samarbejdspartner, formand for Dybe-Ramme Menighedsråd Karsten Bjerg, betød restriktionerne, at trangen til at komme i kirke blev stærkere.

”Det var en lise at sidde en halv time i kirken, netop fordi det var krisetider udenfor. En prædiken og to-tre salmer var en anden gudstjeneste, men ikke nødvendigvis en ringere i mit perspektiv. Jeg savnede ikke altergangen, og salmer taber ikke ved, at jeg ikke synger med – og det var en særlig oplevelse, da det blæste en halv pelikan og vi søgte læ bag østgavlen udenfor, så menigheden alligevel kunne synge dagens sidste salme sammen,” fortæller Karsten Bjerg.

Tømrermesteren fra Dybe var hverken professionelt berørt af nedlukning eller personlig mærket af coronafrygt:

”Selv havde jeg da lyst til civil ulydighed, men det kunne aldrig komme på tale at kompromittere vores præst og kirkens medarbejdere, som menighedsrådet er ansvarlige for, ved handlinger, man mente, indebar smitterisiko”.

I stedet for at ærgre sig fokuserede Karsten Bjerg på at bidrage med praktiske løsninger. For eksempel hurtigt at skaffe håndsprit som hverken føltes eller lugtede grimt mellem hænderne!

Gudstjenestens teologiske del lå naturligt i hænderne på sognepræst Henning Bjerg Mikkelsen. Essensen blev kogt ned til en kort velkomsttale og en prædiken omgivet at få salmer, sunget af kirketjeneren.

”Her lærte vi noget nyt. Folk følte sig sete og taget godt imod, når præsten begyndte med at stå i koret og hilse dem velkommen ved at fortælle om indhold og rammer for dagens samvær og de gældende regler. Det var vedkommende på en måde, som den traditionelle indgangsbøn nok har været tænkt oprindeligt, men som vanen måske har sløvet, så man i dag ikke længere oplever det samme ved den”, reflekterer Grete Bækgaard Thomsen.

Så mens målet var at skabe tryghed i en krisetid, blev effekten en nærhed, ingen før havde ord for at ønske sig. Derfor får indgangsbønnen ved de fire kirker en permanent opdatering ved det nye kirkeårs begyndelse.

Også trosbekendelsen står for en fornyelse. Da den ikke længere måtte synges i kirken som sædvanligt, sagde menigheden den højt sammen i stedet for. Forandringen talte en ny oplevelse af inderlighed frem, som man vil beholde.

”I en imødekommende kirke må vi være åbne og lytte til, hvad der betyder noget. Vi tror, vi ved, hvad andre oplever, når de går i kirke, men efter de exceptionelle omstændigheder er det blevet meget vigtigt for os i menighedsrådene at lære af begivenhederne og sætte en proces i gang for at afklare vores egne blinde pletter. Derfor har vi i efteråret blandt andet haft til opgave hver at tage en gæst med, som ikke er vant til at komme til gudstjeneste, og derefter lytte til deres undren og hvad de fik ud af oplevelsen”, fortæller Grete Bækgaard Thomsen.

Som præstedatter og menighedsrådsformand gennem 24 år er hun glad for, at man gennem fælles menighedsrådsmøder og temadage for alle ansatte har åbnet chancen til at se på kirkelivet med nye øjne og høste viden til at bygge et levende fællesskab i og mellem de fire kirker og deres sognebørn af alle generationer og nationaliteter.

Corona-restriktionerne har også puffet til andre kirkelige handlinger. Dåb og konfirmation er familiebegivenheder, som kan samle mange - og nye - gæster i kirkens rammer. Traditionelt har ritualerne fundet sted på søndage i forbindelse med menighedens kirkegang. Forsamlingsforbud skabte behov for at sprede sig over flere dage for at kunne imødekomme ønsker om plads til dåbsfølge, konfirmationsgæster og faste kirkegængere. Lørdagene kom for alvor i brug og var ikke længere forbeholdt bryllupper og begravelser. Et skifte som på lidt længere sigt måske også kan tage ny, fast form.

”Efterspørgslen rørte jo allerede på sig inden corona, fordi familierne ikke længere kun bor i sognene, men også kommer langvejs fra og gerne vil have fri dagen efter en stor sammenkomst. På den ene side mener jeg, at det er synd at flytte dåben væk fra søndagsgudstjenesten, fordi menigheden her siger ’Velkommen’, og familien kan føle sig omsluttet og del af en større sammenhæng. Omvendt kan jeg også sagtens se det praktiske og samfundsaktuelle i at inddrage fredag og lørdag til mere private kirkelige handlinger, hvor mængden af gæster på kirkebænkene måske alligevel får de faste kirkegængere til at overveje, om de skal finde på noget andet at tage sig til den dag. Vi er ikke så støvede i menighedsrådene, at der ikke godt må ske noget”, erklærer Karsten Bjerg.

Menighedsrådsformændene husker julen 2020 med lige dele sorg, hovedrysten og fnysen. De husker, hvor mange kirkegængere, der efter de til 23. december gældende forskrifter måtte lukkes ind til julegudstjeneste (59 i Rom, 44 i Lomborg, 30 i Dybe og 33 i Ramme). De husker, hvordan alt var planlagt, så juleevangeliet i stedet kunne høres af to omgange i Ramme Hallen med godkendt plads til 200. De husker, hvordan bekendtgørelsen udgik fra Kirkeministeriet om kirkejulens endelige aflysning lillejuleaftens aften, helt bogstaveligt meget tæt på den ellevte time.

”Det var bestemt ikke rettidig omhu! Og det allerværste var, at den sene aflysning handlingslammede os fra at gøre noget for de mennesker, som vi vidste, ville komme til at sidde alene. Fraværet af adgang til kirkerummet var én ting – og vi oplevede tåbeligheder, som bestemt ikke kom fra praktisk begavede hoveder! – men den menneskelige isolation og fraværet af adgang til fællesskab var og blev nedlukningens tungeste tab at bære”, siger Grete Bækgaard Thomsen.

I år bliver julen med fire fyldte kirker, som den plejer. I hvert fald så vidt menighedsrådene har noget at sige og ønske.  

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti