Svampetid

20146960(1)

De vestjyske plantager er et righoldigt spisekammer for svampejægere – og sæsonen er længere end de fleste tror svampe forbindes af mange med en efterårstur i skoven, men for kendere begynder sæsonen allerede om foråret.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

En af de mest erfarne, når det gælder svampejagt i den vestjyske skovbund, er Benny Christensen fra Tim mellem Ulfborg og Ringkøbing. Han udgav for 15 år siden bogen 'Sikre spisesvampe i de vestjyske plantager', som fortsat er en let og anbefalelsesværdig guide for svampesamlere på vestkysten. Og ifølge bogens forfatter er der nok at tage fat på med svampekniven på disse kanter, når man bevæger sig ud mellem træer og mos.

”Jeg har boet flere steder i landet, men aldrig set så mange svampe som i Vestjylland, hvor man ikke rigtigt havde tradition for at plukke dem, da jeg flyttede hertil”, siger Benny Christensen.

Han har dog ikke holdt rigdommen for sig selv, men har derimod udover udgivelsen af svampebogen også gennem årene sammen med lokale naturvejledere arrangeret et utal af svampeture. De er som regel placeret i de regnvåde efterårsmåneder september og oktober, så man ved, at der er friske svampe.

20146910(1)

Masser af kantareller

Annonceringen af de guidede efterårsture har været med til at skabe myten om, at svampesæsonen er kortere, end den reel er, men er ellers et godt sted at begynde for ukyndige i svampenes mangfoldige verden.

”Jeg indleder altid med den grundlæggende fortælling om at holde sig fra lamelsvampe, som kan være dødeligt giftige. Og dem har vi en del af i de vestjyske plantager. Jeg opfordrer i stedet til at lede lede efter rørhatte, pigsvampe og kantareller. Ikke mindst tragtkantareller, som vi sidst på sæsonen har i massevis; især i Hoverdal”, siger Benny Christensen.

De lokale plantager Hoverdal og Stråsø er hans foretrukne jagtrevir. Sidste år fandt han de første rørhatte i maj, men begynder som regel først hen i juni; afhængigt af hvor fugtigt foråret og forsommeren er.

”Bliver det meget tørt midt på sommeren, er der ingenting, men når der så kommer regn, tager det ikke lang tid. Rørhatte vokser hurtigt, mens kantareller er længere tid om det”, siger Benny Christensen.

20146874

Ny, gulerodsfarvet svamp

Han har taget os med ud i det populære løvskovsområde ved Sdr. Vosborg Hede, lidt øst for Ulfborg. Her går vi kun få minutter, før Benny Christensen finder en forholdsvis ny svamp – midt på et brandbælte, hvor andre svampejægere lige er gået forbi, uden at vide, at de har overset en farverig delikatesse.

”Det er en velsmagende mælkehat. Det er den eneste lamelsvamp, som jeg egentlig gerne ville have haft med i min svampebog, men den er først dukket op i flere af de vestjyske plantager inden for de seneste år. Let genkendelig på sine gulerodsfarvede lameller. Farven ses også i den “mælk”, der kommer, når man skærer stokken over”, forklarer Benny Christensen.

20146860

Farlige svampe

Mens han således lemper lidt på den generelle advarsel om at holde sig fra skovens mange lamelsvampe, så er champignoner fortsat noget, som den uerfarne svampeplukker skal holde sig fra i plantagerne.

”Champignoner er kendt af mange, men pluk dem ikke i de vestjyske skove; kun på marken, hvor der ikke er træer i nærheden. De er især som små er meget svære at adskille fra den snehvide fluesvamp, der måske ikke er så udbredt i resten af landet, men optræder hyppigt i Vestjylland”, siger Benny Christensen.

Den røde fluesvamp med hvide prikker ved de fleste, at man skal holde sig fra, men den erfarne svampejæger understreger, at også andre røde svampe som de røde skørhatte ikke skal med i kurven, hvis man er ny I faget.

201469601

Tjek de væltede træer

Om det bliver en god sæson for blandt andet de eftertragtede kantareller er svært at sige på nuværende tidspunkt, men generelt har en mere naturnær skovdrift med flere slags træer sammen med vejret fået svamperigdommen til at blomstre i det vestjyske.

”De seneste års storme har væltet mange træer, og det er værd at tjekke mellem grenene på de væltede træer, ligesom man med fordel kan kravle over, hvor andre ikke gør det”, siger Benny Christensen.

Det sidste råd er ret simpelt: Ta' på svampeture onsdag-fredag. Weekender og først på ugen er skidt, da de fleste foretrækker at tage i skoven i weekenden...

Arrangementer
2. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Pigen der fortalte film
Lone Scherfigs PIGEN DER FORTALTE FILM er en smuk film om kærligheden til film o...
2. maj 2024
Bovbjerg Fyr, Ferring kl. 19.00
Sommerfugledalen af Inger Christensen
Stine Michel blander musik, foredrag og dans/performance, når hun opfører Inger Christensen...
2. maj 2024
Kirkehuset, Lemvig kl. 10.00-12.00
Kirkens Dagligstue
Bag pigtråd - Rom Flygtningelejr 1945-48v/ Inger Bjørn Knudsen, Lemvig Museum Kirkens Dagligstu...
2. maj 2024
Restaurant Isværket, Lemvig kl. 18.00-21.00
Tapas og koncert med MAISE
Restaurant Isværket afholder en fantastisk koncert med MAISE Det bliver en aften med dejlig musik...
Se alle arrangementer