Billedmagere blandt bison

kursister_hr_kopi

Deres forfædre inspirerede vores. Hulemalerne. Hvordan menneskene dengang lærte sig deres kunst og med enkle, elegante streger fremmanede dyrene på klippevægge, må man fantasere sig til.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh og Kunstskolen Søndergaard

I dag kommer kursister fra Løkken til Stevns til Vestjylland for at høste inspiration blandt bisonokser og bagefter slippe farvene fri hos Christina Kjelsmark på Sønderbygaards kunstskole.

Dagen begynder med fælles morgenkaffe og introduktion. Flere af dagens 13 deltagere kender Christina Kjelsmark fra hendes kunstbøger og følger hver måned hendes opgaver og instrukser på net-kunstskolen ArtAcademy.

Mange har været på Sønderbygaard før, enkelte er på malekursus for første gang. Nogle har tegnet hele livet og vil gerne af med selvkritikken om ’at det skal ligne fuldstændig for at være godt’. Fælles for alle er lysten til at blive udfordret og inspireret, så malingen løber lettere ad kreative årer.


20140440

Ind til bisonflokken

Efter en kort biltur gennem det bakkede landskab venter en traktortrukken prærievogn på gårdspladsen hos bisonavlerne Bo og Jeanette Witte-Pedersen på Nørre Kærgård.

”De er godt nok store! Skal vi helt ind til dem? Bliver vi spist?! Nu behøver vi da vist ikke komme tættere på”. Ikke alle på vognen er lige trygge ved dyrene, men der er nyfødte kalve i dyreflokken og hverken avlstyren Asterix (kampvægt omkring et ton) eller bisonkøerne bryder sig om fremmede på barselsvisit, så de holder flokken på god afstand.

Der er ingen uro og gungrende klove, men alligevel bevægelse nok til at det er umuligt at gøre en tegning færdig. Skitser, skitser, skitser.

”Prøv måske at have gang i tre-fire dyr i forskellige stillinger samtidig. Hvis I er heldige, kan I vende tilbage, når dyret flytter på sig igen. Bare bliv ved at skitse. Nummer 20 skal nok blive bedre end nummer 1!”, opmuntrer Christina Kjelsmark.

20140415

Smag på ukendt motiv

Det er helt bevidst, at hun ikke bare tager sine kursister med over til American Paint-hestene hjemme i Sønderbygaards stald for at tegne store dyrekroppe.

”De fleste mennesker har et fast billede i hovedet af, hvordan en hest ser ud, og den ide kommer nemt til at stå i vejen for oplevelsen; så forsøger folk bare at tegne noget der ligner, i stedet for at sanse frit og fuldt. Og det er jo ikke meningen. Nu er vi så heldige at have bison gående i nabolaget hos Bo og Jeanette, og deres urgamle, men alligevel anderledes og uvante, form tvinger os til at se og mærke ordentligt efter, hvad de er for nogle mærkelige størrelser. Det er meningen, at det skal være svært!”, forklarer hun.

Mens kursisterne med blyanter og tusch henter bisoner i glimt og linjer ind i deres skitsebøger (og kameraer), fortæller Bo Witte-Pedersen om sit arbejde med Nørre Kærgårds foreløbig 130 dyr, om den amerikanske bisons særkende, deres fantastiske, naturtilpassede fysik og historie - og om kødets særlige fedtfattige og kolesterol-lette kvaliteter. Dem er der smagsprøver på i gårdbutikken, inden turen går tilbage til de ventende, hvide lærreder på Kunstskolen.

20140358

Grimt før det bliver godt

For selv om bisonokserne fascinerer, så er deltagerne på malekurset først og fremmest kommet for at prøve kræfter med sig selv og de stærke farver og ekspressive tilgang til malearbejdet, som Christina Kjelsmark står for.

Så grundingen af lærrederne foregår med brede pensler og håndfast omgang med akrylmalingen. Frit valg mellem kold eller varm farveskala. Fingre i blå latex-handsker føler sig frem mellem våd maling og tørre områder; kunsten her er at lade farverne mødes og glide ind hinanden uden at gnide dem sammen til den leverpostejsnuance, der opstår, når for mange kulører trænger sig på samme tid og sted. Bobleplast, fluesmækkere og sprayflasker bliver taget i brug for at skabe energi og effekter i overfladen.

Gitte Jørgensen fra Fredericia er både kommet for at opleve bisonoksernes energi og for at genoplive sin glæde ved fortabe sig i farver.

”Og så fordi Christina kan noget unikt, som andre undervisere, jeg har mødt, ikke kan; hun bærer det frem i hver enkelt, som er der, uden at begrænse og dirigere. Hun åbnede for min kreativitet for år tilbage, men den blev glemt væk i sygdom og travlhed. Nu vil jeg male igen og her ved jeg, at det kan få lov at være grimt før det bliver godt!”, fortæller Gitte Jørgensen.

DSCF3185

Ufærdige billeder

Efter frokost kommer bisonerne ind i billederne. Christina Kjelsmark kridter med let hånd op, hvordan dyrets lave hoved, den karakteristiske nakkepukkel og de stærkt behårede forben knapt kan være på lærredet – og det gør heller ikke noget; det er ikke skønmaleri, men en kraft- og udtryksfuld gengivelse, hun er ude efter. Kursisterne forsøger at gøre kunsten efter, og der, hvor dyrene ikke makker ret, træder hun gerne til med et par hjælpestreger.

”Prøv hvor lidt I kan nøjes med at tegne. Tænk: ’Hvornår er der nok til, at publikum forstår mit billede?’ De sidste 20 procent af et billede må gerne danne sig i folks hoveder. Billeder er meget mere spændende at se på sådan; der er ingen grund til at gøre dem færdige for andres skyld. Stop inden I maler jeres billeder døde”, anbefaler Christina Kjelsmark.

Der arbejdes længe og intensivt inden for stregerne. Så bliver baggrundene lysnet ned, og det ene farvestrålende bisonmassiv efter det andet træder frem på lærrederne.

Og med et: ”Giv dem så noget splat! Noget vildt, noget ustyrligt; I skal ikke styre det, bare gøre det!” giver Christina Kjelsmark sine kursister et sidste puf ud af deres tryghedszoner.

”Den her er jo sød! Hvorfor?; jo, se, dens øjenbryn vender nedad. Læs tegneserier, så ser I, hvordan man bruger øjenbryn. Den her er helt vildt heldig; en rigtig god bund og masser af pels i det portræt! På den her kunne halsen godt få lov at bue ud. Du kan dæmpe baggrunden her, hvis du vil have din figur mere aktiv. Her: Mal kanten og rør ikke resten! Det billede er bare helt perfekt. Her: Giv linjerne lidt mere skarphed og overvej om du vil dæmpe de hvide horn med lidt blåt”.

Christina Kjelsmarks kontant og konkret kritik går raden rundt; kursisterne får både færdigt og videre arbejde med hjem, da dagens forskellige bison-udtryk samles til mønstring. Tilfredsheden – og trætheden – er stor.

Hjemmesiden gallerigaarden.dk oplyser om aktuelle malekurser og Christina Kjelsmarks øvrige virksomhed.

Find mere om bisonhold, gårdbesøg og gårdsalg på Nørre Kærgård på tatanka.dk

Artiklen er produceret i samarbejde med
Sønderbygaard Kunstskole.

Arrangementer
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Hammarskjöld
I 1961 har Dag Hammarskjöld et år tilbage i sin stilling som FN's Generalsekretær. Efterfølgend...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Back to Black
BACK TO BLACK er en hyldest til Amy Winehouse – en af de mest ikoniske og savnede stjerner i de...
27. april 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-10.45
Velkomst og oplæsning af ”Stemmer fra Høfde 42”
U.D.K.A.N.T.E.R - LitteraturfestivalStemmer fra Høfte 42Velkommen til U.D.K.A.N.T.E....
27. april 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-19.00
U.D.K.A.N.T.E.R.
Lemvig LitteraturfestivalGlæd dig til en hel dag med litteraturen i centrum rundt omkring ...
Se alle arrangementer