Seafood finder ly for vejr og vind
Ny pavillon nær det gamle færgeleje i Thyborøn åbner flere muligheder for Jyllandsakvariet.
Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh
Først på sommeren fik Thyborøn et nyt sted at nyde medbragt mad og udsigt samtidig. På toppen af en stor, sort skibscontainer på havnen, hvor man opbevarer udstyr til sine bådture, sæl- og delfin-safarier, har Jyllandsakvariet anlagt en tagterrasse. Her er vidt udsyn og offentlig adgang, på nær når oplevelsesteamet fra Jyllandsakvariet dækker op med grill og hummer til gæster, som del af skræddersyede arrangementer som guidede by- eller havnerundfarter for private grupper. Det gør man kun på lune, tørre og stille dage, vel at mærke; når det regner eller blæser, hjælper de lave læskærme ikke stort.
Blandt andet derfor dukkede en anden nyskabelse op på Jyllandsakvariets menukort lidt senere på sæsonen og meget mere diskret placeret i landskabet. Yderst i industrihavnen, lidt i ly bag en klit ned mod en lille badestrand med fint, hvidt sand. Her med fjordudsigt til Thy og tæt på Æ Holm ved Thyborøn-Agger Færgens tidligere færgeleje ligger nu en pavillon i glas og træ og putter sig på grænsen mellem naturens kræfter og menneskers virke.
Den konstruktion glæder akvariedirektør Michael Madsen sig til for alvor at tage i brug i det mørke halvår. For nylig var alle hans 44 medarbejdere samlede her til hygge og fælles indvielse. Et par lokale virksomheder og en enkelt storfamilie havde i forvejen prøvekørt faciliteterne.
”Vores gæster kan lide at være ude; se, mærke, opleve og smage på naturen. Det kan vi og vores skippere også. Der kommer bare en tid – og de dage kan også falde om sommeren! - hvor det er rigtig rart også at have mulighed for at sidde lunt i læ og nyde sin krabbesuppe, når man har været på fjorden og røgte ruser og tømme tejner”, siger han.
Sæsonen forlænges
Hidtil har man i dårligt vejr måttet vælge imellem at hopfryse med godt humør under et halvtag eller søge ind til bordene blandt akvarier og bassiner i Jyllandsakvariet, men den løsning fungerer kun for alvor godt uden for almindelig åbningstid – og Jyllandsakvariet holder åbent hele året. Aflysninger anses for en absolut nødløsning, så vejret har været en drilsk, ubekendt faktor at indregne i aftaler, og det har sat lidt snævre grænser for, hvornår og hvordan for eksempel seafood-ture kan afvikles. Nu udvides sæsonen; både før og efter sommeren.
”Der ligger en vældig fin østersbanke ikke langt herfra, som vi gerne sejler vores gæster ud til. Hidtil har vi brugt at gå i land fra bådene på stranden og lave mad der, men det kræver en vis styrke og smidighed af gæsterne. Ikke alle er lige mobile, derfor arbejder vi på en aftale om at lægge en flydebro ud i havnebassinet ved dokken. Derfra vil man let kunne gå op og være med til at lave mad i pavillonen – eller udenfor, for det fortsætter vi med at gøre i godt vejr. Den store gasgrill er lige til at trille ud”, fortæller Michael Madsen.
Interessen for seafood tager til – folk vil både spise og lære om havets fødekilder, fisk og skaldyr – så forventningerne til det nye steds madmæssige muligheder er mange. Havtorn og strandarve til at krydre østers med vokser også lige uden for døren.
Med spiseplads til 50 åbner den nye pavillon også for private selskaber, familiefester eller firmaarrangementer, hvor der må være børn på stranden, sand på gulvet og særlige rammer om begivenheden. Julen giver også anledning til en del festlige overvejelser om indhold i Jyllandsakvariets seneste tiltag.
Æ Holm er i forvejen destination for ’Fiskepasserens traktortur’, hvor gæsterne hjælper med at fange fladfisk, krabber og rejer til akvariet. Traktorbussen kommer også til at køre gæster til pavillonen, så de får en havneoplevelse med på vejen, uanset hvilke arrangementer der kommer til at lyse op i vintermørket; seafood-specials, workshops, foredrag - eller æbleskivehygge.
Artiklen er produceret i samarbejde med Jyllandsakvariet.