Mere end bøger

Lemvig_bibliotek_01

Nærhed og nærvær og hjælp til både iPhone, e-Boks og andre dagligdags udfordringer er bare noget af dét, man kan få med sig på Lemvig Bibliotek - hvor boganbefalinger og de gode læseoplevelser naturligvis også står i kø.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

I dag er det Stine, der står klar bag disken, når man kommer ind på biblioteket, og på et bord ved indgangen pusler Sofie med at dekorere et bord med krabber og fisk til en temaudstilling - med tilh˘rende læsestof naturligvis.

På Lemvig Bibliotek er man på fornavn med personalet, men kender dem, der arbejder der - og de kender brugerne: De faste 'stamkunder', der kommer på præcise klokkeslæt, de flittige læsere, der henter stakke med reserveringer, børnefamilierne, der har en hyggelig stund blandt pegeb˘ger og 'Find Holger'.

Man kan også møde Lone på sin vej gennem boghylderne, hun viser os rundt i dag og fortæller om bibliotekets rolle i dagens Danmark. Lone Krøgh er bibliotekschef og har været det i 25 år, hun har set mange af brugerne, da de var børn og sad blandt billedbøgerne.

I dag kommer de igen og søger stadig børnehylderne, denne gang i selskab med deres egne børn. Det er noget af dét, der giver arbejdsglæde; den personlige kontakt.

"Vi er jo i servicebranchen, og det vigtigste for os er, at folk føler sig set og hørt og hjulpet, når de kommer herind", fortæller Lone Krøgh, som godt nok er leder af biblioteket - men det er et bibliotek, mange føler ejerskab til, fortæller hun med et stort smil.

"Vi giver gerne boganbefalinger til brugerne, men de kommer også ind imellem og efterspørger en bog, vi måske skal have hjem. Eller et arrangement, de gerne vil have. Så siger de gerne: "Skal vi ikke have...?" Man kan høre, at Lemvig Bibliotek er vores bibliotek, og det gør mig glad. Vi har nogle dejlige brugere", siger Lone Krøgh.

Og det er ikke så få gæster, der lægger vejen forbi biblioteket, som har 115.000 besøg om året, og det tal er stabilt.

De primære brugere er børnefamilier og folk i aldersgruppen fra 50 år og op, særligt kvinder læser meget, og i perioder er der også en stor del opgaveskrivende gymnasieelever mellem bogreolerne.

Lemvig_bibliotek_02

Alles adgang til al viden

I 1920 fik Danmark en bibliotekslov, hvor man vedtog, at alle kommuner skal have et kommunalt finansieret bibliotek, som sikrer alle borgere fri og lige adgang til oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet, som der står. Det er en vigtig del af det demokratiske samfund, at alle har adgang til al viden og kan deltage på lige fod.

Den opgave varetager Lemvig Bibliotek, og siden 1920 er det sket i Skolegade i den smukke bygning, der blev bygget til formålet med højt til loftet og kunstværker af Niels Bjerre som kulisse over boghylderne. Der er ingen faste regler for, præcis hvordan man skal opfylde formålet som bibliotek. Det er den enkelte kommune, som finansierer bibliotekerne, og der er meget frie hænder.

Hos Lemvig Bibliotek handler det om at blive ved med at være relevant, fange samfundstendenserne i det øjeblik, de opstår, være hurtige, have bøger og andre materialer hjemme, helst før de bliver populære, og være på forkant med brugernes behov. For som Lone Krøgh siger:

"Folk skal jo ikke kunne læse, at nu kan man et eller andet i Middelfart eller et andet sted, som man ikke kan her".

Som eksempel var Lemvig ét af de første biblioteker i landet, der fik selvbetjening uden for den bemandede åbningstid. Ved hjælp af sit sundhedskort kan man låse sig ind på biblioteket mellem 7 og 22 hver dag.

"Går det nu? ville de lokale politikere vide dengang.

Og det gør det. Ingen hærværk eller tyveri.

"Der er en stor grad af tillid biblioteket og brugerne imellem, det er også det fede ved det. Og i det hele taget synes jeg, biblioteket som koncept er et godt tilbud. Der er fri adgang for alle, og det er gratis! Ingen spørger, hvad du skal, 'hvad du vil købe', man kan bare komme, sætte sig med et magasin og en kop kaffe, få hjælp til e-Boks, finde nye bøger eller bare være. Der skal intet medlemskort eller noget til - hvor kan man ellers det i dagens Danmark?" spørger Lone Krøgh retorisk.

Lemvig_bibliotek_13

Mere end bøger

At følge med tiden og forblive relevant afspejler sig også i de opgaver og aktiviteter, biblioteket står for. Og det er ikke så lidt. Når man kommer ind til selvbetjeningsautomaten, kan man i disse dage tage et flot katalog med hjem over efterårets program.

Udover at være involveret i Kulturnatten og have efterårsferien fuld af kreativitet i børnebiblioteket kan man i løbet af efteråret også blive klogere på demens, når eksperter fra det lokale sundhedshus fortæller. Man kan høre forfatterforedrag med blandt andet Lise Ringhof og Erik Valeur, høre kriminaltekniker Bent Hytholm Jensen fortælle om sit arbejde med at sikre spor på gernings- og ulykkessteder og mange flere foredrag.

Men derudover står biblioteket for en lang række opgaver og events, som man måske ikke lige ville tænke over i første omgang. Turister i området får for eksempel deres information på biblioteket, der overtog en del af rollen, da de fysiske turistinformationer blev lukket. Men også lokale får information og hjælp til mere end bogvalg.

"20-25 procent af den voksne befolkning er det, man kalder digitale analfabeter, og det er både ældre og yngre. På biblioteket hjælper vi rigtig mange, der kommer med deres MitID, e-Boks eller deres mobiltelefon og har brug for hjælp. Her skal man ikke bestille tid, men kan bare komme ind fra gaden, vi hjælper alle, så godt vi kan, og vi har tavshedspligt", siger Lone Krøgh.

Man kan også deltage på de jævnlige kurser og ’blive dus med sin iPhone’.

En lørdag i måneden er der repair café. Her kan man komme ind med ting, der er gået i stykker og møde de mange frivillige 'sy-damer' og 'handymen', der står klar til at hjælpe.

For de yngste læsere er bibliotekets læsehund Karla en stor succes. Det giver god træning at læse op for den evigt lyttende labrador, der aldrig griner af fejl, og ifølge Lone Krøgh har det hjulpet mange over den hurdle, det kan være at lære at læse. 

Lemvig_bibliotek_17

Børn vil have humor

På rundturen gennem biblioteket er vi nu forbi ’voksenhylderne’, og på børnebiblioteket er børnebibliotekar Gitte netop i gang med at pakke spændende bogkasser. Det skal gerne være sjove bøger med humor, forklarer hun. Særligt serien ’Wimpy Kid’ og ’Sallys far’-bøger er populære, og fantasy er også et hit. Kasserne skal ud i daginstitutionerne, som biblioteket gør ekstra meget for at servicere, for netop børnene er en gruppe, biblioteket har særligt fokus på. Både bøger og de mange spil på spilhylden sendes flittigt ud af huset til SFO'er, dagplejere og børnehaver.

"Det er så vigtigt, at børn lærer at læse og finder og bevarer læseglæden. At de får sprogstimulation, den oplevelse, det nærvær og det fællesskab, der ligger i at have en fælles referenceramme, hvor vi for eksempel alle ved, hvem Orla Frøsnapper er", siger Lone Krøgh.

Børn er generelt glade brugere af biblioteket, fra de er små. Før i tiden var børn flittige læsere op til 13-14 årsalderen, mens bøgerne nu også har fået en stærk konkurrent hos yngre børn: Smartphonen!

Lemvig_bibliotek_21

Bibliotekar og blæksprutte

Ved siden af børnebiblioteket ligger Lokalhistorisk Arkiv, hvor man kan få hjælp til at finde oplysninger fra fortiden. Slægtsforskere er hyppige gæster, men her findes svar på snart sagt alt fra Lemvig og borgernes historie.

Op ad trappen videre går vi ovenpå til 1. sal. Det overrasker ofte folk, at der er en over-etage med kontor, fortæller Lone Krøgh, for de fleste forestiller sig, at bibliotekaren selvfølgelig altid er i selve biblioteket. Men det er langt fra tilfældet. I ’maskinrummet’ på første sal arbejdes flittigt i kulisserne for at drive biblioteket og få de mange arrangementer og events på plads.

Lene sidder og bestiller nye bøger hjem både til biblioteket og til alle skoler, får dem kørt ind i systemet, og hun kører de bøger ud, der skal kasseres. Sofie sidder og styrer bibliotekets kommunikation; pressemeddelelser og sociale medier blandt andet. Og kulturformidler Michelle er i gang med at lægge de sidste tekster i de helt nye oplevelseskufferter til ukrainske børn. Kufferne indeholder et eventyr og en masse finurlige ting, der gør det muligt at opleve fortællingen på flere planer. I den ene kuffert er det ’Rødhætte og Ulven’, man kan læse på ukrainsk med tilhørende legetøjsfigurer, spil og kostume.

Det kræver sit at følge med tiden og få det hele til at klappe.

"Vi er jo et lille bibliotek, vi har 13 ansatte, og det er lige præcis dem, der skal til for at det kan hænge sammen. Heldigvis har vi sjældent sygdom, og vi er alle indforstået med at være ’blæksprutter’. Vi har selvfølgelig hver vores speciale, men alle kan stort set det hele, så vi kan supplere og afløse hinanden", fortæller Lone Krøgh.

Lemvig_bibliotek_46

Biblioteket kommer ud

På gaden foran biblioteket holder i dag noget særligt: Bogbussen! Mange bogbusser er sparet væk landet over, men i Lemvig kører den i fast rutefart.

"Vi er meget stolte af vores bus", siger Lone Krøgh og fortæller, at bussen er et vigtigt led i bibliotekets indsats for at komme ud til borgerne. Det skal ikke altid være borgerne, der skal til Lemvig for at komme på biblioteket.

"Vi kommer ud til alle de arrangementer, der er relevante. Vi har lige været til BogBox i Bækmarksbro, vi kommer til uddannelsesdebatten i Nr. Nissum og alle mulige andre steder, hvor det giver mening", fortæller Lone Krøgh og nævner endnu en service.

"Hver måned kommer vi rundt til folk, der af den ene eller anden grund ikke selv kan komme ud. Er man ældre, har social angst eller andre udfordringer, bringer vi reserveringerne hjem", fortæller hun.

Lemvig_bibliotek_09

Buschaufføren blev læsehest

Bag rattet i det rullende bibliotek sidder ’Bjarne-Bogbus’, det er ham, alle brugerne møder, når de træder ind blandt hylderne ude i opland og landsbyer. Han er altid ventet. Er der fem minutters forsinkelse, bliver der ringet: "Hvor bliver bussen af?" Det er dejligt at mærke den opbakning, der er.

"Folk er altid glade, når man kommer ud, det er skønt. Før i tiden kunne der jo være lang kø udenfor, sådan er det ikke helt i dag, men der kommer stadig mange, og bogbussen er godt besøgt", fortæller Bjarne Kristiansen, der har været bogbuschauffør i 15 år.

Et job der fik ham omvendt til læsehest.

"Før i tiden læste jeg måske en tegneserie hist og pist, men efter jeg kom i bogbussen, så er der jo så mange bøger, der ser spændende ud! Jeg startede med krimier, men i dag læser jeg faktisk en bred vifte af alt muligt, der fanger min interesse", fortæller han.

Og derfor er Bjarne Kristiansen heller ikke ueffen ud i anbefalinger. Han kender en bred palet af bøger personligt, og han kender sine brugere.

"Jeg kan godt lide, hvis jeg lige finder en ny bog og tænker: Jamen det var jo lige noget for Fru Jensen. Så tager jeg den med. Nogle gange er det ikke noget, folk gider alligevel, men ofte rammer jeg rigtig", fortæller han.

I bogbussen leger børnene med legetøjet eller læser med forældrene. Man møder naboerne og får en sludder både med dem og Bjarne. Men hvordan ser fremtiden ud?

Ifølge bibliotekschef Lone Krøgh er det vigtigt, at borgerne bliver ved at bruge bogbussen, for så længe der er besøgende i bussen, giver det mening at køre rundt i oplandet.

I forhold til læsningen af bøger, der har fået stor konkurrence fra den moderne teknologi, så er Bjarne Kristiansen faktisk optimistisk.

"Det er helt uvidenskabeligt, men min egen fornemmelse er, at folk ligeså stille begynder at læse mere. Vi er begyndt at få en ny gruppe brugere, der ikke kommer og henter en hel stak reservationer, men som kommer og skal have bare én bog, som de vil sætte sig og læse. Det er en luksus i dag at tage sig tid til at sidde og læse en bog, og det vil flere gerne, som jeg oplever det", siger Bjarne Kristiansen, inden han gør klar til at køre igen.

De mange kasser med børnebøger skal nu af sted ud til de mindste bogorme i institutionerne.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune.

Hvad læser de i Lemvig?

Lemvig Bibliotek har 110.000 udlån om året og omkring 115.000 besøgende.

Der bliver udlånt en bred vifte af bøger inden for mange emner og genrer, men ifølge bibliotekschefen er især krimier med et godt psykologisk plot og gode skæbneskildringer meget populære sammen med de romantiske kærlighedsfortællinger og historiske romaner.

Der bliver stadig udlånt fysiske bøger, men CD-formatet er på vej ud.

Selvom vores opmærksomhed nu også fanges af mobiltelefonen, så læses der ikke mindre, siger Lone Krøgh, der læses på andre formater. Lydbøger og e-bøgerne er i stor stigning i antal udlån.

Arrangementer
2. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Pigen der fortalte film
Lone Scherfigs PIGEN DER FORTALTE FILM er en smuk film om kærligheden til film o...
2. maj 2024
Bovbjerg Fyr, Ferring kl. 19.00
Sommerfugledalen af Inger Christensen
Stine Michel blander musik, foredrag og dans/performance, når hun opfører Inger Christensen...
2. maj 2024
Kirkehuset, Lemvig kl. 10.00-12.00
Kirkens Dagligstue
Bag pigtråd - Rom Flygtningelejr 1945-48v/ Inger Bjørn Knudsen, Lemvig Museum Kirkens Dagligstu...
2. maj 2024
Restaurant Isværket, Lemvig kl. 18.00-21.00
Tapas og koncert med MAISE
Restaurant Isværket afholder en fantastisk koncert med MAISE Det bliver en aften med dejlig musik...
Se alle arrangementer