Naturen 
noget man føler på

AS5I0081

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Vi vil rigtig gerne ud i naturen, og vi vil helst mærke den, smage og føle. Det oplever blandt andet JyllandsAkvariet i Thyborøn, der møder stigende efterspørgsel på ture ud i naturen. Og det er ikke mærkeligt, siger en læge og hjerneforsker: Helt basalt slapper mennesket af i naturen, hvor sanserne vækkes på ny, og samtidig lærer vi bedst nye ting, hvis kroppen aktiveres.

Der står ikke nogen på bredden og drikker kaffe, selv om den er gratis og stillet pænt an med krus og småkager. Men dette er meget typisk, fortæller Michelle Kruse. Hun er naturguide hos JyllandsAkvariet og har denne formiddag en flok på omkring 20 gæster med på Limfjordssafari.

De er kørt i akvariets traktorbus ud til Limfjorden, hvor de udstyret med krabbe-fiskestænger, net og sier er gået i gang med at udforske livet i vandet. Det er ellers de selvsamme krebsdyr, krabber og fisk, som kan opleves tørskoet inde på JyllandsAkvariet, men denne tur giver gæsterne mulighed for selv at komme med helt derud, hvor dyrene lever, møde dem i deres miljø, røre og lære.

Og det er ikke fordi, kaffen på turen er dårlig, nej, der er bare ikke interesse lige nu. Alle er optaget.

"Jeg oplever altid, at alle virkelig går til den på de her ture. Jeg har selvfølgelig en del børnefamilier med, men også par og andre voksne uden børn eller med store teenagere. Både børn som voksne kaster sig altid med stor interesse ud i at udforske fjorden. Man kunne ellers godt tænke, at enkelte blot tog med for de andres skyld og stod og hang ved kaffen, men jeg oplever altid, at alle er tændte", forklarer Michelle Kruse.

Hun viser deltagerne, hvordan de flækker en musling og sætter på fiskestangens tøjklemme, og hvordan de kan bruge et strygenet til rejer, og der er hurtigt bid. Særligt krabberne bidder i dag, og snart er der næsten halvfulde spande rundt omkring. De modige tager krabberne op med fingrene, de mere forsigtige med net.

Dagens fangst køres tilbage til JyllandsAkvariet til Safari-bassinet, hvor de udstilles til glæde for andre gæster.

AS5I0436

At være aktive sammen

Kæresteparret Betty Søe og Ole Nielsen fra Fyn, 69 og 67 år, er på ferie i Nr. Vorupør. De er sejlet til Thyborøn med færgen fra Agger, og turen ud til Limfjorden har været længe planlagt hjemmefra. 

"For os er det vigtigt, at vi kan være aktive sammen, og så var vi tiltrukket af den smukke natur herovre", siger Betty Søe, der fortæller, at de dagen forinden var på tur ud og se sælerne på JyllandsAkvariets Sælsafari. Her oplevede de i høj grad en tur på naturens præmisser.

"Det blæste ret meget, jeg fik pjaskvåde bukser, og jeg nåede at tænke, det var lidt voldsomt. Det var også højvande, så sandbankerne, sælerne ligger på, var væk. Men da vi kom længere ud på fjorden, stilnede det helt, og pludseligt dukkede sælhoveder op og så nysgerrigt på os rundt over det hele. Så glemte man turen derud, og jeg nød bare den vidunderlige oplevelse", fortæller hun.

Og vil man virkelig opleve en egn og få de gode oplevelser, så skal man lidt væk fra alfarvej, siger Ole Nielsen. Det er derfor parret opsøger blandt andet ture som disse.

"Vi elsker naturen begge to, og vi vil gerne ud og opleve den. Og det er jo, når man kører væk fra motorvejen og ud, man får de gode oplevelser. Jo mere man kommer ud ad sidevejen, det er dér, man ser tingene", siger Ole Nielsen, der igen har bid og hiver en stor krabbe i land.

"En ordentlig mobbedreng", smiler han.

AS5I0221

Nok se men helst røre!

På Limfjordssafarien denne dag er der altså rig mulighed for at få vand på fingrene, og dette har faktisk altid været en kernegrundsten hos JyllandsAkvariet. 

"Hele vores grundlag, som vi startede på i 1996, var det her med, at gæsterne måtte røre og være med", fortæller grundlægger af akvariet, Michael Madsen.

"I starten kunne man klappe krabber, man kunne stryge fladfisk hen ad ryggen, og man kunne finde rav på en indendørs sandstrand, og det var virkelig noget, der fangede folk. Bare det at få fingrene i vand appellerer til os og vores nysgerrighed. Det var lidt grænseoverskridende med krabberne og spændende, og en ny viden for mange at lære at kende forskel på fladfisk blot ved at kunne mærke på skindet. For at finde rav skal man sætte sig ind i naturens forhold, lære at læse den, og man kan mærke, om noget er rav ved at bruge følesansen - ved at mærke vægten og ved at mærke, om det er koldt eller varmt, rav er aldrig koldt", fortæller Michael Madsen om de oplevelser, akvariet byggede på.

I starten foregik rav-jagten inde på akvariet, i dag er det ture på stranden med guide.

Da akvariet åbnede, blev der grinet lidt lokalt. Skulle det nu være noget at klappe en krabbe? Ville folk virkelig køre efter det?

Men ja, publikum elskede mulighederne for selv at føle på tingene.

AS5I0029(1)

Især bymennesker vil ud

De senere år har JyllandsAkvariet udvidet repertoiret af oplevelser med en lang række ture ud i naturen, hvor man sammen med en guide kommer helt tæt på. Turene er selvfølgelig på naturens præmisser. Man bliver våd, når det regner, varm i solskin, nogle gange er højvandet i vejen. Nogle gange fanges krabber i bunkevis, andre gange oplever man andre ting, som ikke kan planlægges på forhånd afhængigt at omstændigheder, vejr og sæson. Og gæsterne er vilde med det. 

Efterspørgslen på turene er steget og steget de seneste år, og i takt med dette, har publikums baggrund ændret sig, fortæller Michael Madsen.

"Vi oplever flere og flere gæster, som kommer fra en storby. De kommer fra en helt anderledes hverdag, og de vil rigtig gerne ud og opleve naturen, gerne med en guide ved hånden", forklarer han.

At vi tiltrækkes af disse ture ud i naturen, og at det måske netop er storby-mennesker, der efterspørger dem, er ikke nogen overraskelse for Kjeld Fredens. Han er læge og tidligere adjungeret professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, samt hjerneforsker ved Aarhus Universitet, og så er han forfatter til mange bøger blandt andet bogen ’Læring med kroppen forrest’. Han forklarer, at naturen er god for os moderne mennesker, som har tendens til at rette opmærksomheden ind ad mod os selv:

"Vi, og især de unge, lever i en ’selfie-kultur’, hvor vi lægger alt for megen opmærksomhed ind i stedet for ud. I naturen lærer vi at lægge opmærksomheden ud, og med øvelse kan vi fornemme, at der er noget, der er langt større end os selv.

Når vi lægger opmærksomheden ud og sætter vores indesluttede identitet på standby, aktiverer vi det parasympatiske nervesystem, og vi slapper af. Det er afstressende at være i naturen", siger hjerneforskeren og forklarer videre, hvordan vi (gen)oplever at være en del af naturen og måske endda genopdager vores sanser.

"Vi får en naturbevidsthed og en oplevelse af sammenhæng mellem den ydre og den indre natur. Vores eksistens er simpelthen koblet sammen med naturen og miljøets sundhed. Bymennesket oplever, at synssansen ikke er den eneste sans, vi har, for eksempel når vinden og regnen rammer os i ansigtet, og der er langt til ly under det næste træ. Kroppen vækkes på ny, man får lyst til at bevæge sig, og sanserne vækker vores æstetiske perception, når vi stopper op og siger wow. Naturen vækker vores undren, som også er en modvægt til al den usikkerhed, vi garderer os mod i hverdagen", siger Kjeld Fredens og understreger, at dette kun er en brøkdel af, hvad vi mennesker får ud af at komme ud i naturen.

AS5I0588

Fra tysk storby til krabbefangst

Ude ved Limfjorden står en tysk familie med hver sin fiskestang. Her er to voksne brødre, den ene både med kone og børn, den anden blot med børn. De bor til dagligt i Køln.

Andy Schmitz, den ene af brødrene, står ved siden af sine to nevøer. Hans egen søn, Steve på 10 år, står lidt længere henne med sin fiskestang. Familiens spand er allerede godt fyldt med krabber. Nevøen Damian på 12 år hiver nu endelig sin første krabbe op. Den hænger fast med kløerne i muslingekødet på tøjklemmen. 

Storebror Patrick på 17 år iler til med en si, som han samler krabben op i - den gør dog lidt modstand og holder godt fast i sien med en klo. I samme nu træder Patrick på en tør muslingeskal, og den knasende lyd får det til at gibbe i ham - man kan godt blive lidt nervøs af at være så tæt på krabbekløerne, og krabben her er også familiens største fangst.

Ærgerligt, mener Patrick, som ellers før havde rekorden.

"This is great", udbryder Andy Schmitz. Han fortæller, at familien egentligt gerne ville have været på sæltur, men valgte den her tur i stedet, da det netop nu var højvande. Det vigtige for dem var at komme ud i naturen, som han formulerer det.

Efter turen kan familien besøge akvariet og se blandt andet ’deres egne’ krabber i klappe-bassinet. Den idé tiltaler dem.

"Vi skal helt sikkert besøge dem", siger de, inden en påtaget panik breder sig i spøg:

"Hvordan skal vi nu nå at give dem alle navne?", ler de, og børnene er straks klar med navne på andre familiemedlemmer, som krabberne kan opkaldes efter.

AS5I0616

Noget for enhver smag

Naturguide Michelle Kruse går rundt blandt deltagerne, til sidst samler hun dagens fangst, og alle samles for at se. Naturguiden viser fiske-æg med små fostre, en lille fisk; en kutling, og andre spændende ting, der er samlet ind. Hun vender en krabbe om og viser og peger. Hvis den har en trekantet spids på bugen, er det en han. En runding viser, at det er en hun. 

"Kan man spise krabberne?", bliver der spurgt.

Det kan man, og Michelle Kruse giver en opskrift på en god krabbe-bisque.

"Man kan også spise rejerne", forklarer hun.

Faktisk kan man spise dem rå og bare pille dem på stedet.

Det vil Andy Schmitz gerne prøve, og Michelle Kruse hjælper ham med at pille den friske, rå reje. Det tager et par indåndinger, men så ryger rejen ind i munden.

"Mmm, det smager faktisk rigtig godt!" udbryder den modige smager overrasket, og så vil flere andre fra gruppen også være med, og Michelle Kruse må pille flere rå rejer.

De, der ikke har appetit på rejerne, får mulighed for at smage andre ting i dag. Naturguiden har nemlig været på jagt blandt planterne omkring fjorden. Hun har blandt andet samlet havtorn og fortæller gæsterne om bærrene: Hvor de findes, og hvad man kan bruge dem til.

"Et lille havtornbær har ligeså meget c-vitamin som en stor appelsin", fortæller hun, og gæsterne ser måbende på de små, syrlige bær, som de tøvende putter i munden.

AS5I0627

Vi lærer med kroppen

Kunne man lære om krabberne, havtornen og rejerne ved at læse om det på akvariets skærme? Sikkert. Men nok ikke nær så godt som nu, hvor gæsterne er ude og smage på det hele. 

Kombinationen af udendørs aktiviteter, brug af sanserne og så formidling er nemlig god. Vi lærer bedst, når vi aktiveres, og her er mulighederne mange i naturen.

Det fortæller læge og hjerneforsker Kjeld Fredens mere om:

"Den læring, der giver mening, kræver aktiv handling. Man kan sagtens læse om noget, og det er berigende, når man ved en masse om emnet i forvejen, men er det nyt stof, skal kroppen være med, fordi indtryk først giver mening, når de kan udtrykkes i handling eller sprog. Det er en berigelse at kunne anvende alle sanserne, men det skal læres, og sanserne skal vækkes, og her er naturen et oplagt sted", siger han og forklarer, at vi i dag lever en i kultur, hvor synet i høj grad tryner de andre sanser.

Hos JyllandsAkvariet kan man se tilbage på en veloverstået sommersæson med mange glade gæster ude og opleve naturen helt tæt på, nu ser man frem til efterårssæsonen. Det er højsæsonen for særligt én sans: Smagssansen.

Til september starter østerssæsonen, hvor akvariet arrangerer østerssafarier, og derudover kan man  komme på både svampetur og på ’Smag på skoven’, hvor man lærer at samle bær, planter og andet godt direkte fra naturen - og selvfølgelig laves der mad med rig mulighed for at smage på det hele samtidig. 

Artiklen er produceret i samarbejde med JyllandsAkvariet

Arrangementer
28. marts 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Jagtsæson 2
Trioen Eva, Marlene og Bella er tilbage i en hylende morsom og tåkrummende 2’er, hvo...
28. marts 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Past Lives
De to dybt forbundne barndomsvenner Nora og Hae Sung bliver splittet fra hinanden, da Noras famili...
28. marts 2024
Bovbjerg Fyr kl. 12.00-16.00
Hjemmelavet smørrebrød
Alt vores smørrebrød er hjemmelavet fra bunden af, rugbrødet bliver bagt af vores frivillig...
28. marts 2024
CLICK, Lemvig 28. marts-7. april
Påskebilletten - Lemvig
Tag børnene med på tur i byen og indløs påskebilletten til små godter og gaver.PrisKr. 75,-.500 st...
Se alle arrangementer