Naturen ind i stuen

7
Ny webshop vil bringe naturen indenfor i form af fotokunst med blandt andet vestjyske motiver. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvad vi omgiver os med til hverdag, mener fotografen og journalisten bag initiativet i Staby

Du er træt og udkørt. Det har været en lang dag, og du har haft snuden dybt i sporet af problemer, der skal løses. Det snurrer i din hjerne. 

Her gør en tur i naturen underværker. 

"De fleste har oplevet den ro og afstand til tingene, man kan opnå af en frisk gåtur i naturen. Pulsen falder, man bliver ligesom lettere og bedre tilpas. Det vrimler med undersøgelser, der viser, at ophold i naturen er gavnlige for os. Metoder med naturterapi vinder også frem. Men det interessante er, om vi kan trække en del af naturens gavnlige virkning med hjem blot ved at have naturbilleder på væggen? Og det er der faktisk en del undersøgelser, der tyder på", siger journalist Kamilla Husted Bendtsen.

Hun er kommunikations- og kundeansvarlig hos Alopex Media i Staby, der står bag naturbilledertildinbolig.dk. Målet med webshoppen er at sælge naturbilleder, der blandt andet kan give stressede hjerner et pusterum. 

Kamilla Husted Bendtsen henviser til en undersøgelse lavet på Sveriges Lantbruksuniversitet. Her blev en række testpersoner udsat for massivt stress, idet de først skulle tage en matematikeksamen og bagefter til jobsamtale. Den ene del af testpersonerne opholdt sig i et neutralt indrettet rum; den anden del i et rum med naturmotiver på væggene og let fuglekvidder i baggrunden. 

Den sidste gruppe kom sig markant hurtigere end den første oven på stresspåvirkningen, når man målte på hjertefrekvens og kortisol-niveau, som er et stresshormon.

11(1)

Hjernen kan lide det velkendte

"Der er også lavet undersøgelser i hospitalsmiljøer omkring kunstens påvirkning af opholdet. Og her har man mange eksempler på, at stressniveau hos personalet forberedes, og patienterne oplevede mindre smerte, fik bedre blodtryk og kom sig hurtigere, når der var rolige naturfotografier på væggene, sammenlignet med resultater med andre former for kunst. Jeg tror ikke, man på den måde kan sammenligne de her undersøgelser fra hospitaler og stresstests med private hjem, men jeg synes, det er tankevækkende, og det får da en til at tænke over betydningen af det, man omgiver sig med”, siger Kamilla Husted Bendtsen.

Hun understreger, at det er helt individuelt, hvad mennesker synes er smukt og dejligt at se på. Og at det sikkert er godt for hjernen, hvis man ser på noget, man godt kan lide, uanset hvilken form for kunst det er. 

"Men måske er der alligevel noget om det med, at naturbilleder skaber ro. Det er også forsket i, hvorfor naturbillederne synes at give så gode resultater på stress og velbefindende. Og her peger alting på, at vores ur-hjerne helt automatisk slapper af, når den ser noget, den kan genkende, og som den føler sig tryg ved. Et dejligt landskab uden farer er let at genkende, og det er et sted, vi i vores urinstinkt føler os trygge. Billeder af dyr, som potentielt er farlige for os, har faktisk den modsatte virkning", forklarer Kamilla Husted Bendtsen.

3

Vægt på det simple og klassiske

Naturfotograf Mikkel Jezequel udgør den anden halvdel af den nye webshop. Det er udelukkende hans billeder, man kan købe her. 

"Min stil er meget klassisk og enkel. Alle fotografier er selvfølgelig en fortolkning af virkeligheden, men jeg forsøger at trække den stemning, der

omgiver et landskab ind i billedet, samtidig med jeg holder det så tro mod motivet som muligt. Billederne skal være levende i udtryk og komposition, så du nærmest føler, du kan mærke sandet, høre vandet og få fornemmelsen af vidder og skove. Skarphed og teknisk høj kvalitet er et must. Jeg lægger vægt på, at billedet skal gøres færdigt på stedet i kameraet ved hjælp af kameraets egne indstillinger, udstyr og filtre. Det er det fotografiske håndværk. Jeg tilføjer aldrig farver eller effekter i fotoredigeringen, og jeg bruger heller ikke HDR, hvor man lægger flere billeder oveni hinanden for at opnå effekter", siger Mikkel Jezequel.

Han er stilmæssigt er inspireret af store, britiske naturfotografer såsom Joe Cornish, Charlie Waite og Davis Noton, der alle har en simpel stil med fokus på teknisk perfektion, ingen manipulation og et godt øje for motiver.

Vestjylland i fokus

Mikkel Jezequel er opvokset i Staby, hvor han som voksen er vendt tilbage til og bor i dag. Som 13-årig fik han job hos en fotograf og blev bidt af kameraer, mørkekammer og hele den verden. Siden har fotografiet været hans levevej. Hurtigt fandt han sin egen passion inden for foto: naturen. 

Og så er Vestjylland ikke en dårlig base. Her var både hav, fjord, skov og hede samt et rigt dyreliv, og Mikkel Jezequel lærte tidligt, at man sagtens kan udnytte den rigdom, der omgiver en, og ikke behøver rejse verden rundt for at tage gode, vedkommende billeder. Siden har dog både den skotske, franske og islandske natur været under Mikkels kamera, og disse motiver er også at finde i webshoppen. 

Men Vestjylland har stadig en speciel plads i hjertet hos fotografen, og derfor findes der en kategori i webshoppen udelukkende med vestjyske motiver. 

"Vi har oplevet, at mange har været interesserede i at købe lokale motiver. Vi har solgt en del billeder til sommerhuse og fået en overvældene positiv tilbagemelding fra kunderne, der er vilde med at kunne trække den dejlige udsigt, de har lige uden for døren med ind i alle husets rum", fortæller Kamilla Husted Bendtsen, som også selv er opvokset i det vestjyske. 

Kamilla Husted Bendtsen er uddannet journalist og cand. Public. I december 2014 etablerede hun virksomheden Alopex Media i Staby sammen med naturfotograf Mikkel Jezequel. Omdrejningspunktet for firmaet er naturformidling, og parret har solgt billeder og artikler til blade og magasiner i Danmark og udlandet samt holdt kurser og workshops i naturfoto. 

Den nye webshop naturbilledertildinbolig.dk er nyeste krølle på virksomheden og åbner den 1. oktober.   

Arrangementer
26. april 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Alex Vargas i 18b - UDSOLGT
Tanken om at denne herre igen står på vores program vækker et kæmpe smil på mine læber – vi elske...
26. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 18.30
Back to Black - Hyggeaften i Biohuset
Første hyggeaften i Biohusets nye biografsal. ProgramDørene åbnes fra kl. 18.30 Kl. 18.45 serverin...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Hammarskjöld
I 1961 har Dag Hammarskjöld et år tilbage i sin stilling som FN's Generalsekretær. Efterfølgend...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Back to Black
BACK TO BLACK er en hyldest til Amy Winehouse – en af de mest ikoniske og savnede stjerner i de...
Se alle arrangementer