"Lyset skar ham i øjnene. Det var blændende og syntetisk. Det var varmt derinde, og han kunne mærke, at hans maske af makeup langsomt var ved at smelte. Der var sikkert taget højde for det, så det føltes meget mere voldsomt og gennemgribende, end det egentligt var. Billeder af den smeltende maske passerede for hans indre blik. Det var helt symbolsk. Han havde båret så mange masker og anstrengt sig så meget for at få dem til at passe og være så autentiske som muligt, at det ikke var helt til at huske, hvordan der faktisk så ud inde bag dem alle sammen. Hvordan mon det egentlige ansigt var? Det var da en mærkelig tanke at få i denne situation".

Michael Anderson, som vi møder her i citatet, er irsk skuespiller og hovedpersonen i Mathilde Munks debutroman ’En skuespillers bekendelser’. Han er lidt af en drømmer, men han er også ambitiøs. Han vil gerne opnå fortjent anerkendelse, som han forklarer sin lærer i barndommen. 

Michael hører til dem, der opnår at få lige præcis det, de tror, de helst vil have. Han bliver en berømt og feteret skuespiller. Han modtager en Oscar. Men han er fyldt af en tomhed, en ensomhed. Udbrændthed til tider. Det er opslidende med rollerne. Altid at finde en maske, der kan passe. Alle kender ham. Men ingen kender ham. Måske er han helt forsvundet bag alle maskerne?

Identitet og roller er et af nøgletemaerne i debutromanen. Temaer, der optager forfatterinden meget, og som må siges at være noget almenmenneskeligt.

"Jeg synes, det er så interessant med de roller, vi alle påtager os ind imellem. Både bevidst og ubevidst. I skuespilverdenen er det jo virkelig et udtalt fænomen og meget konkret at gå ind og ud af roller. Jeg har læst en del interviews gennem tiden med kendte skuespillere, som reflekterer over det her med at blive kendt og genkendt for en rolle. At alle forholder sig til én for noget, man i virkeligheden ikke er. Det, synes jeg, er interessant", fortæller Mathilde Munk. 

En aften faldt hun tilfældigvis over Oscar-uddelingen i tv. Et frygteligt arrangement ifølge forfatteren. Men det blev alligevel det skub, der skulle til. Bagefter gav hun sig i kast med skrive romanen, der fik alle tanker om skuespillerrefleksioner, identitet og roller ned på papir. 

"Jeg tror på, at vi har en fast kerne af identitet. Noget gudsgivent fast. Selvfølgelig udvikler vi os. Mathilde anno 1984 er naturligvis ikke den samme som Mathilde af i dag. Men grundlæggende har vi denne kerne. Michael i bogen oplever også ind imellem, at noget puster til denne kerne. At noget kalder på personen Michael, den ’rigtige’ Michael. Det tror jeg, vi alle oplever ind imellem". 

Ifølge Mathilde Munk påtager vi os roller i forskellige situationer. For eksempel efter hvad vi tror, dem, vi er sammen med, forventer af os. Men det er ikke alle, der er lige gode til at udholde at være i 
disse roller. Ind imellem må maskerne falde, byttes ud. Man må tættere på sin egen kerne, sit eget autentiske jeg.  

Hun nævner her det nylige eksempel med Mads Holger, forfatter og levemand, der tog livet af sig i juli i år: 

"Det gjorde stort indtryk på mig. Han udtalte netop, at han havde opfundet en persona til sig selv, som nu var virkelig. Den rolle han havde påtaget sig, havde sneget sig ind under huden på ham, så nu var han den person. Det tror jeg ikke, man kan, uden at man går i stykker". 

Forfatteren har selv oplevet, hvad det vil sige at være længe i en rolle, som ikke passer, og som langsomt går i opløsning. 

Mathilde Munk er i dag 32 år. Hun er født på Rigshospitalet, og de første 12 år af sit liv boede hun med sin mor og far i en gade nær søerne i København. Sine somre tilbragte hun hos farmor Lise Munk i Vedersø. Farmoren bliver syg på et tidspunkt, og familien beslutter at flytte permanent til Vedersø for at være tættere på. 

"Jeg holder meget af det vestjyske. Jeg holder af naturen her. Træerne, der er bøjede. Der er en vildskab. Naturen her er ikke så pæn og tæmmet. Den er trodsig. Hvilket man også kan sige om det vestjyske gemyt. Det kan jeg også lide. Men det var en stor omvæltning at bo her permanent. Før havde jeg kun oplevet det som et dejligt ferieparadis", forklarer Mathilde Munk. 

Hun kom først til Tim Skole og så til Ulfborg Skole. Her var det udadvendte aktiviteter som håndbold, der talte. Mathilde Munk elskede heste og bøger. 

Hun var derudover to år yngre end de andre, da hun havde sprunget en klasse over og var kommet et år før i skole. En forskel hun kunne mærke på det alderstrin.

"Det var en svær overgang. Jeg var en meget stille pige, den rolle har jeg haft i mange, mange år. Jeg har altid opført mig, som jeg fornemmede, der blev forventet. Og jeg kunne bedst lide at være lidt anonym. Jeg har altid været god til at lytte og interessere mig for andre. Og det gør jeg oprigtigt også. Men så længe, man lytter til andre, behøver man jo ikke selv stå frem og blive set. Sådan hænger det også tit sammen", forklarer Mathilde Munk.

Senere fik hun en rolle, som kom til at opsluge meget hendes identitet, og som derfor blev svær at ryste af sig. 

"Jeg fik en studentereksamen fra Ringkøbing Gymnasium. Herefter besluttede jeg at læse medicin på Københavns Universitet. Set i bakspejlet var det et lidt underligt valg. Jeg har altid været så glad for litteratur. Især den engelske. Men jeg tror, jeg som ung meget naivt følte, jeg havde en bedre chance for at ’redde verden’ med en uddannelse inden for medicin. Og det blev en vigtig del af min identitet, at jeg kunne sige, at jeg var medicinstuderende. Selv i nogen tid efter jeg stoppede, gik jeg og fortalte, at jeg havde læst medicin".

Pludselig tager den unge medicinstuderendes liv en drejning. Hendes far, Arne Munk, dør i 2011. 

"På en måde kan man godt sige, at jeg var tæt på min far. Jeg holdt rigtig meget af ham. Men vi mindede også meget om hinanden, og netop måske derfor havde vi det ofte svært med hinanden. Min far var på mange måder en mærket mand. Men han var også et meget følsomt og unikt menneske. 

Han var mærket af hele historien og sin fars skæbne. Vi mistede ham gradvist de sidste år. Han havde mange dæmoner - sider som fik lov at overtage specielt i de sidste år af sit liv efter min farmors død. Jeg følte, han havde svært ved at give slip, og samtidig smuldrede det hele mellem hænderne på ham. Han kunne heller ikke slippe sin far. 

Han gik fra at være en venlig, pæn mand, der levede et stille liv som underviser på Københavns Universitet, og som kærede sig enormt om sine studerende, til at kæmpe en indædt kamp for sin fars ære - som nok ikke havde så meget brug for forsvar. På den måde havde vi mistet en del af ham, inden han døde. Hvilket han gjorde meget pludseligt, hvor han faldt om på gulvet og var borte", fortæller Mathilde Munk. 

Med farens død forsvandt også et tydeligt kompas for ’den stille pige’.

"Far var en mand som, godt nok på en meget subtil måde, udstak en kurs på godt og ondt, som man så kunne følge. På den måde var det jo ’let"’ at finde en rolle, der passede til forventningerne. Det kunne også være lidt af et minefelt, for man kunne godt træde forkert, netop fordi far ikke udstak kursen direkte, men man netop skulle gætte sig til det. Men han var meget stærk i sin mening om, at havde man sagt A, måtte man også sige B”.

Det forsøgte den unge studerende så, og hun fortsatte med medicinstudiet gennem alle årene, men hun var aldrig tilpas der. 

"Da min far døde, smuldrede mine grunde for at gennemføre studiet mere eller mindre. Far var der ikke længere til at udstikke kursen. Det lyder 
hårdt, men jeg så det også som en mulighed for min frihed her i livet, men samtidig en stor udfordring. På den måde skal der nogen gange noget voldsomt, som for eksempel et dødsfald, til at ryste os ud af den inerti, vi måtte være i". 

Mathilde Munk stoppede derfor på studiet med ét år tilbage og flyttede tilbage til Vedersø, hvor hun bor i dag.

I starten forsøgte hun at fastholde den rolle, som havde virket i så mange år. Den som måske ikke passede mere, men som føltes så dejlig velkendt. 

"Jeg forsøgte at samle alle stumperne fra det gamle liv sammen og føre dem videre til noget nyt. Men det gik slet ikke. Jeg flyttede til Holstebro, startede på en ny uddannelse. Men det hele smuldrede bare. Til sidst sagde også min krop stop. Den spillede ikke længere med på alt det, jeg i så mange år havde tvunget den til at spille med på. Jeg fik en maveinfektion, som jeg fik bildt mig selv ind var en meget sjælden og meget alvorlig sygdom, jeg havde læst om på medicin. Det passede ’perfekt’ på alle symptomerne. Det var det heldigvis ikke, men det tvang mig til at stoppe op, og det endte med, jeg flyttede hjem til Vedersø endnu en gang og forholdt mig i ro", fortæller Mathilde Munk. 

På medicinstudiet var alt kreativitet forsvundet, forklarer hun selv. Men nu fik ensomheden og isolationen hjemme i Vedersø den til at spire frem igen. Hun begyndte at skrive digte, som hun havde gjort før i tiden. Og to bøger blomstrede også frem. En af dem er ’En skuespillers bekendelser’, der snart udkommer som den første.

I den sidste del af romanen sniger en velkendt skikkelse fra Mathilde Munks eget liv sig ind i fortællingen. Hendes farfar Kaj Munk dukker op som figur i et filmmanuskript i en stor international produktion. Mathilde Munk er godt klar over, at dette valg måske vil være med til at lægge brændstof på en af hendes mere ufrivillige offentlige roller; nemlig rollen som Kaj Munks barnebarn:

"Jeg bliver ofte præsenteret for folk som ’Kaj Munks barnebarn’ i stedet for: ’Det her Mathilde’. Det er svært at forklare, hvordan det føles. Det kan være svært. Nogle gange har jeg måske en længsel efter bare at være Mathilde. Folk har ofte en forventning om, hvordan man så er, når man er i sat i den rolle som Kaj Munks barnebarn. Og nu trækker jeg oven i købet selv Kaj Munk med i min bog. Men han kom til mig i min skriveproces, på samme måde som alle mine andre karakterer og handlingen er kommet til mig. Det følte jeg, jeg måtte respektere, at det var sådan det bare skulle være. Selvom en del af mig måske gerne havde set, at han ikke var dukket op i processen".

Mathilde Munk er også personligt glad for den måde, Kaj Munk dukkede op i fortællingen på, nemlig i en international filmproduktion:

"Jeg synes egentlig, at farfars liv egner sig rigtig godt til en film i internationalt format. Gerne en BBC-produktion. For det er på mange måder en vild fortælling med så mange kvaliteter i den retning. Den lille, forældreløse dreng, der kommer igennem teologistudiet, som han selv kaldte et studie i åndløshed, fordi hans plejemor mente det var bedst. På den måde har han jo også haft nogen til at udstikke kursen. Og så bliver han hvirvlet ind i historien om det brændende Europa under Anden Verdenskrig, der ender med at koste ham livet".

Og det er ikke kun begivenhedernes gang, der har format til en stor fortælling på film, ifølge Mathilde Munk. Også farfarens personlighed var speciel. Som barn fyldte Kaj Munk meget i hjemmet, og Mathilde Munk er derfor opvokset og ’tvangsindlagt’ med historien om farfaren. Senere har hun af egen interesse studeret ham. 

"Det er på en måde pudsigt, at farfar er blevet sådan en national samlingsskikkelse, som han er, for jeg opfatter ham som utroligt udansk af sind. Danskerne kan godt lide kompromisser, det er trygt. De er ikke til at vise de store følelsesudbrud. Farfar søgte aldrig kompromisset. Derfor var det nok heller ikke altid lige nemt. Han var et følelsesmenneske, et meget lidenskabeligt menneske, fuld af bulder og brag. Det kommer til udtryk i mange af hans skuespil. Selv holder jeg meget af hans digte, hvor man ser en mere stille følsom side", forklarer barnebarnet.

En ting er, at hun udadtil ofte får mærkatet som digterpræstens barnebarn ude i offentligheden. I det private har hun også måtte forholde sig til netop farfarens temperament og karakter, når hun har skullet tættere på sin egen identitetskerne. 

"Det er en balancegang. Jeg er ikke Kaj Munk. Jeg skal ikke leve mit liv i kraft af, at der engang har levet en mand, som hed Kaj Munk, og som fik den skæbne, han fik. Men det nytter jo heller ikke noget at fornægte, at det er en del af min arv. Det er det jo. Det gælder alle. Uanset hvad vi er rundet af i livet. Det nytter ikke at prøve at fornægte nogen af bestanddelene af kernen i en selv. Man må acceptere det til sidst og sige: ’Okay, det er her mig’, og så må man tage den her fra. Og her har jeg skævet meget til min farfar. Jeg får ofte at vide, at jeg slægter ham på af sind. De der lidt voldsommere sider af ham kan jeg godt mærke i mig, og dem kan jeg være lidt bange for. Men jeg håber samtidig på, at jeg har arvet bare lidt af de gode konstruktive og kreative sider, som han også rummede", forklarer hun.

Spørger man Mathilde Munk, hvor hun så er i dag, har hun lidt svært ved at svare. Men hun ser sin skriveproces som et vigtigt skridt i processen mod at stå tættere på sig selv. Hun lægger ikke skjul på, at hun finder det en anelse grænseoverskridende at lade sig interviewe om de personlige emner, men hun føler, det er et nødvendigt skridt. Det er slut med rollen udelukkende som den stille pige, der lytter til andre.

"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke stadig falder tilbage i de gamle mønstre, de gamle roller ind imellem. Det gør jeg. Men jeg håber ligeså stille, at jeg kommer mere og mere ud af dem", forklarer Mathilde Munk. 

Nu udkommer hendes første bog snart, og det er endnu et skridt på vejen: 

"Jeg tror, jeg vil blive ved med at skrive. Det håber jeg. Nu må vi se, om der er aftagere til det. Det ved man jo aldrig. Ellers kan det være, jeg bliver ved at skrive bare for mig selv”.