Kunstudstilling vil åbne hjerter

AS5I5750

Sommeren over inviterer Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indenfor til en sanselig udstilling med den internationalt anerkendte kunster Jeppe Hein. Udstillingen skal få folk til at mærke efter, udvide empatien og frem for alt sanse og lege.

Han hedder Jeppe, og hans elskede stedfar og inspirator, kunstmaleren Jørgen Jakobsen, er nyligt død efter en både hård og følelsesladet tid på dødslejet. 89 år blev han, og i morgen på hans fødselsdag skal hans urne nedsættes. 

Dette er de allerførste ord og informationer, jeg får fra kunstner Jeppe Hein ved vores møde. 

Befriende fri for den sædvanlige dagligdags brok om vejret og andre ligegyldigheder, vi danskere som regel gerne indleder med. Man skal jo lige se hinanden an. 

Jeppe Hein går derimod lige på. Lige til dét, der betyder noget. En tilgang til livet, der i stor grad afspejles i hans kunstværker, der sommeren over kan opleves på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. 

’Jeppe Hein - At sanse verden i dig selv’ hedder udstillingen, der konfronterer gæsterne med de store spørgsmål i livet, men også inviterer dem til at lege og komme i dialog med kunsten. 

De to ting er særligt kendetegnende for Jeppe Heins kunstneriske udtryk: hans værker beskæftiger sig med det eksistentielle, og publikum inddrages gerne. Hans nyeste værk, som ser dagens lys for første gang på museet i Lemvig, er et klasse-eksempel på de to ting kombineret. Hele vejen rundt langs museets uendelige, hvide vægge inviteres publikum nemlig til at male med på det store Åndedrætsmaleri.


AS5I6632(1)

Åndedrættet forener os

"Vi er alle en del af hinanden, fordi vi ånder den samme luft".

Igen er vi ved det centrale med det samme, når Jeppe Hein forklarer om det på en gang så simple og på en gang så uhyre komplicerede åndedræt. Det, der holder liv i os, fra vi trækker vejret allerførste gang ved fødslen, og livet startes, til vi tager den sidste udånding på dødslejet. Essensen af livet, åndeligheden. 

Hvordan ser et åndedræt ud? Det giver Jeppe Hein et bud på med det store åndedrætsmaleri-projekt. Her får publikum en pensel og besked på at trække vejret ind. En helt konkret pause til lige at trække vejret. 

Penslen sættes på væggen, og der males en streg ned i ligeså lang tid, som det tager den enkelte at ånde ud. Væggen fyldes således langsomt med lange streger, korte streger, rystede streger, tydelige streger og streger, hvor der er sparet på malingen. På den måde hænger ånden fra de mange tidligere besøgende stadig som en dialog med de nuværende gæster på udstillingen og omkranser den. 

Og det er slet ikke så let at trække vejret. Det har Jeppe Hein erfaret på egen krop. I 2009 gik han ned med alvorlig stress og mistede, med egne ord, forbindelsen mellem sin krop og sin sjæl.

"Når vi er stressede, trækker vi ikke vejret hele vejen ned i maven. Vi trækker det kun en tredjedel ind. Hertil…", forklarer han og peger på øverste del af sin brystkasse. 

"På den måde får vi også kun en tredjedel af energien fra ilten. Man kan styre mange processer med sin vejrtrækning på den måde, sit humør, sit fokus, energien til hjernen", forklarer kunstneren, der efter sit sygdomsforløb har arbejdet meget med åndedrættet igennem yoga og meditation.

Duften af stilhed

Ud over åndedrætsmaleriet kan man på udstillingen opleve flere andre værker, der, som kunstneren selv, straks griber til de vigtige ting i livet. Oplev for eksempel værket Third Eye, hvor en mandshøj, sort glasmontre kun lyses op indefra af en enkelt, lille flamme. 

Stiller man sig direkte foran montren, står flammen lige ud for beskuerens pande, som et symbol på det tredje øje - den sjette sans. Man kan fordybe sig i flammens små bevægelser. Værket er inspireret af en meditationsøvelse og står i et rum, der dufter af stilhed. En duft Jeppe Hein har udviklet ud fra minder fra en pilgrimsvandring i Norge, hvor han fandt og oplevede den ultimative ro og stilhed.

AS5I6569

Fra hele verden til Lemvig

Jeppe Hein er født i 1974, han er opvokset i Bønsvig på Sydsjælland, men kom som teenager til Silkeborg, hvor han tog en tømreruddannelse. Samtidig begyndte han at male, og maleriet optog ham så meget, at han tog på inspirationsrejse i verden i halvandet år.

Herefter på Ærø Kunsthøjskole, og i 1997 startede han på Det Kongelige Kunstakademi i København. Senere uddannede han sig videre på Frankfurter Städelschule. 

I dag bor Jeppe Hein i Berlin med sin kone og parrets tre døtre i alderen to til 11 år. Han har to studier i byen; et med medarbejdere og pulserende aktivitet, og et med fred og ro til inspiration. 

Jeppe Hein har udstillet over det meste af verden. Han kom egentlig til Lemvig i forbindelse med et andet kunstværk. Ny Carlsbergfondet indkøbte tre af hans værker, tre bænke, til havnen i Lemvig, som også er indviet i juni i år. I den forbindelse kom han i kontakt med museet og blev glad for stedet. 

"Museet er på en og samme tid både stort og småt i den måde, det er bygget op på, og så ligger det jo fantastisk. Jeg kan også godt lide det religiøse islæt. Jeg har været meget inspireret af buddhisme og hinduisme, men har de seneste år været meget optaget af Kristus-energien, så jeg har faktisk besluttet mig for at blive døbt", forklarer Jeppe Hein. 

Netop Jeppe Heins interesse for det eksistentielle og åndelige var da også noget af det, der gjorde, at museet henvendte sig, forklarer konstitueret direktør Signe Kahr Sørensen. 

"Jeppe Heins udstilling her er en meget sansende og vedkommende udstilling, fordi han arbejder med og undersøger nogle helt grundlæggende og eksistentielle aspekter, der handler om, hvordan vi som mennesker oplever, erfarer og erkender verden med udgangspunkt i vores egen sansning. Og hans måde at inkludere publikum på, appellerer til alle aldersgrupper, så vi håber på at en bred vifte af gæster, vil blive fanget af udstillingen og Jeppe Heins univers", siger Signe Kahr Sørensen.

Bruger du tiden på det rigtige?

Et af Jeppe Heins værker på udstillingen er en spejlboks, hvori der står den lysende tekst: ’You are right here, right now’. Egentlig et simpelt budskab, men måske et af de mest centrale på udstillingen. 

"De fleste af os er altid videre til det næste i tankerne. Hvad skal vi have at spise i aften, hvad skal vi i morgen? Jeg tror, det er det, som gør mange af os syge. Mit håb med udstillingen er, at folk vil stoppe op og mærke efter lige nu. Er jeg egentlig det rigtige sted, bruger jeg mit liv på det rigtige?", forklarer Jeppe Hein, der selv har prøvet at blive stoppet af livet på den hårde måde. 

Ni gange på et enkelt år havde han bihulebetændelse i venstre side. 

"Men i stedet for at tænke over, hvorfor jeg hele tiden blev syg med det samme, tog jeg bare medicinen. Pludselig begyndte jeg at få angstanfald, når jeg skulle flyve", forklarer kunstneren, der kun fik det værre herfra med galopperende angst.

Det gjorde, at han i 2009 måtte erkende, han havde stress og måtte hive stikket helt ud for at se på sit liv. Den slags kræver mod. 

"Det er faktisk utroligt svært at skulle reflektere over sig selv. Men det er vigtigt. Derfor arbejder jeg meget med spejle i min kunst. Det tvinger beskueren til at se på sig selv og sit eget liv. Mange bryder slet ikke om at se sig selv i spejlet".

AS5I6510

Verden er i os selv

Det var stress-nedbruddet, der gav Jeppe Hein skubbet til sin spirituelle rejse, hvor han intensivt arbejdede med sig selv gennem blandt andet yoga, meditation, terapi og selvudviklende coaching. Her gjorde han en livsomvæltende erkendelse. 

"Jeg har hele livet søgt efter kærlighed og andekendelse, respekt, ros og al den slags uden for mig selv. Jeg har søgt i hele verden efter det. Sådan tror jeg, vi er mange, der gør. Men det eneste sted, vi virkelig kan få dette, er fra os selv. Alt findes inde i os", forklarer Jeppe Hein og nævner et eksempel:

"Det var engang en drøm for mig at købe sådan en rigtig flot, gammel Porsche. Men jeg besluttede, at jeg ikke ville gøre det, før jeg kunne køre i den, uden at føle mig bedre end andre. Jeg ville først købe den, når jeg af et ærligt hjerte kunne sige, at jeg kørte i den på grund af den glæde, den gav mig selv og ikke forholdt mig til, hvordan andre ville se mig i bilen. Men pludselig opdagede jeg, at jeg slet ikke har brug for den Porsche. Jeg ER Porschen i overført betydning. For den glæde, den ydre ting som bilen ville give mig, har jeg jo inde i mig selv allerede".

Udstillingen hedder da også ’At sanse verden i dig selv’, for det er netop her, alt begynder: 

"Jeg tror på, at jeg har et ansvar for at gøre verden til et bedre sted. Det har vi alle, men vi kan ikke gøre det, uden at se på os selv. Når vi selv ændrer os en smule, så ændrer verden sig også".

AS5I5815

I sårbarheden er man stærk

I sine bestræbelser på at få publikum til at stoppe op og mærke efter, er Jeppe Hein ikke bange for at give noget af sig selv. På den ene væg kan du opleve i hundredevis af små akvareller, som alle er blevet til under stedfarens sidste tid, hvor Jeppe Hein tog til Danmark i seks uger for at sidde ved hans dødsleje. 

Akvarellerne indeholder ord, sentenser og små skitser. Alle med de inderste følelser, Jeppe Hein kom i kontakt med under det nylige forløb, der kun lige er afsluttet tre dage før udstillingens åbning. Meget sårbare og dybt personlige værker. Men de skulle med. 

"Ved at vise sin sårbarhed, står man egentlig stærkt. Jeg viser noget af det mest sårbare for mig, men nu er der ikke rigtig mere, der kan såre mig. Nu har jeg vist det. På den måde vil jeg gerne vise, at sårbarhed er okay. Mit helt overordnede mål med udstillingen er, at åbne folks hjerter. At få dem til at mærke efter i sig selv og få større empati med andre", fortæller Jeppe Hein.

Man skal ikke forstå, man skal mærke

Her kommer aspektet om inddragelse af gæsterne ind. Ved mange af Jeppe Heins værker skal man selv gøre noget som publikum. 

"På mine udstillinger skal man ikke bare se på noget og fundere over det i hovedet. Man behøver faktisk ikke forstå det, der er på udstillingen. Man skal mærke og føle", forklarer kunstneren. 

En af de ting, man kan forsøge sig med på udstillingen, er et syngeskåls-maleri. Tibetanske syngeskåle er store skåle, som sættes i vibrationer, når man slår på dem. Det frembringer en lyd, som bruges til meditation og behandlinger, men det får også væske i voldsom bevægelse, hvis den befinder sig i skålen. Et slag på skålkanten, får væsken til at boble og bruse, som om vandet kogte, eller som om der var kulsyre i. Små perler kastes ud over skålens sider ved frekvenserne. På Jeppe Heins udstilling er der maling i skålene, og ved at slå på dem kan publikum få farverne til at sprøjte ud på papir, til det danner et maleri.

AS5I6616

Legen åbner os

"Skålene og malingen vil være det samme for alle, som prøver. Men resultatet vil være dybt forskelligt. Det siger meget om et menneskes personlighed, hvordan de går til projektet. Nogle slår hårdt og får masser af farve ud, andre slår ligeså forsigtigt. Derfor bliver alle billeder forskellige og afspejler på den måde folks personlighed. Men alle ender med et smukt maleri", siger Jeppe Hein og forklarer, at maleriet på den måde gerne skulle sætte fokus på vores forskelligheder og skabe accept og empati for hinanden. 

"Når man med sådan nogle aktiviteter sætter folk i gang med at lege, så sker der noget. Leg er meget vigtig. Her er vi mere åbne. Når vi er i legen, smiler vi måske til nogen ved siden at, som vi ikke ville have smilet til ellers. Legen bringer os sammen", siger Jeppe Hein.

Arrangementer
6. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
Operabio - Elektra
I sin 100-års jubilæumsudgave fejrer Salzburg Festival en ægte triumf med en mind-blowing n...
6. maj 2024
Lemvig Bibliotek, Lemvig kl. 10.00-11.30
LitteraTUR – De fire elementer
Tag med på en litterær vandring i Lemvigs skønne naturVi drager af sted på fir...
8. maj 2024
Nørre Nissum Musik- og Kulturhus, kl. 19.00
Biodiversiet på lands- og haveplan
Biolog Emil Grøn kommer forbi Svinget 5, hvor han vil fortælle om biodiversitetskrisen i Danmark...
9. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 15.00
De raske og de rå
Hold på hat og briller! Nu går det løs…En ung og lovende racerkører får pludselig chancen for a...
Se alle arrangementer