Husker man den imponerende samling genstande i montre efter montre på det gamle museum, vil man nok få lidt af en overraskelse, når man træder ind i første galleri på det nye museum. Hvor er alle de mange, mange ting? 

Jo, de er her skam stadig rundt om i den store bygning. Men de er nu nøje udvalgt og strategisk placeret, så de passer ind i det flow, man går igennem, når man tager turen rundt i museet. Det nye museum indeholder en skiftende særudstilling og fire faste gallerier. Man går fra galleri til galleri, og her føres man gennem en løbende fortælling. 

"Vi har fået lavet mange analyser af gæsternes oplevelser i det gamle museum", forklarer museumsinspektør Helle Sigh. 

"Og det viste sig, at der faktisk var en del, som gik igennem hele museet og så alle genstandene uden rigtigt at forstå, hvad det egentlig var for en historie, det handlede om", siger museumsinspektøren og forklarer, at de undersøgelser naturligvis har spillet en stor rolle i indretningen af det nye museum. 

"Den største forskel på det nye og det gamle museum er helt klart, at hvor vi før udstillede genstandene enkeltvis og fortalte historien om hver enkelt ting, så fortæller vi nu en mere sammenhængende historie. Genstandene vises, hvor de passer ind i fortællingen. Det handler om menneskene, der brugte genstandene, og ikke så meget om genstanden selv", siger Helle Sigh.

Derudover vil man som gæst også straks bemærke den nye formidling gennem scenografi, lyd, lys og film. 

"Event Communications har designet udstillingerne, og derudover har vi haft mange dygtige kunstnere, grafiske bureauer og andre kreative folk til at hjælpe os, og det har været rigtig sjovt pludselig at anskue historieformidling gennem deres øjne", siger Helle Sigh.

Når man er færdig med at undre sig over, hvor alle tingene fra før mon er henne, opdager man også, at det første rum, man står i, ikke er så tomt endda. Væggene viser de komplicerede vejr- og vindforhold, der hersker til søs. Montrene viser den enorme vifte af varer, der gennem tiden er transporteret forbi Thorsminde ad vandvejen. 

"Vi fandt i analyserne ud af, at folk faktisk ikke rigtig forstod forudsætningen for historien. Når man kommer som turist og ser det stille Vesterhav en sommerdag kan det være svært at forstå, hvorfor så mange skibe overhovedet sank", fortæller Helle Sigh. 

I første galleri oplever gæsterne derfor, hvordan Vesterhavet var og stadig er en international, tæt trafikeret motorvej af skibe, der fragter varer fra hele verden. I begyndelsen sejlede man efter himmellegemerne, og måske var der nogen, der kunne genkende en kirke, som kunne ses på land. 

Det var risikabelt og svært uden det moderne navigationsudstyr, vi kender i dag. Den jyske vestkyst kaldtes jernkysten. Storme samt lumske strøm- og bundforhold med revler gjorde kysten hård som jern, der kunne splintre skibe til pindebrænde. I perioden 1858-1882 er der registreret over 1200 strandinger og forlis på strækningen.

Strandinger var så almindelig en ting, at alle sømænd med respekt for sig selv havde sat sig ind i, hvordan man strandede godt. Der findes faktisk
en manual for kunsten at strande, og du kan lære principperne på museet. 

Når man har krydset broen, der som alt andet træværk på museet, er lavet af solide planker fra det store skib St. George, står man i næste galleri. Midt i katastrofen. 

Nu har man set, hvordan havet kan te sig, hvor trafikeret det var, og hvor let det kunne gå galt. I dette rum oplever man en stranding på helt tæt hold. 

Strandingsmuseets udstilling tager stadig udgangspunkt i fortællingen om HMS St. George og HMS Defense, to store skibe, der begge forliste ud for Thorsminde juleaftens morgen 1811. En tegnefilm viser den nøjagtige gengivelse af begivenhederne. Og på væggen bølger navnene på de cirka 1300 omkomne. 

De inddrevne lig skulle efterfølgende håndteres i det lille samfund ved kysten. Det er en lang væg. Man bliver aldrig færdig med at læse. Det er virkningsfuldt. 

I hovedtelefonen kan du høre fortællingen, om to af de i alt kun 17 overlevende. Deres navne fylder ikke meget på væggen. Man møder to amerikanere, som var tvangsanbragt på skibet, da man havde svært ved at skaffe mandskab i tiden på de engelske skibe, da Napoleonskrigene rasede. De to overlevede strandingen, men var nu krigsfanger i Danmark. 

De bad om ikke at blive sendt tilbage til England, der havde bortført dem til skibsarbejde i første omgang. Man ved ikke, hvad der skete med dem efterfølgende. 

På en skærm længere fremme kan man se, hvordan Gert Norman Andersen i 1980'erne og 90'erne som den allerførste i 200 år kunne betræde det store skib St. George på havets bund i dykkerdragt. Noget han selv beskriver som en helt fantastisk oplevelse. 

Det er blandt andet de mange velbevarede genstande, Gert Norman Andersen kunne redde op fra de 200 år gamle vrag, der danner grundlaget for museets store samling. Og i næste rum træder man således ind på det autentisk indrettede banjerdæk, som findes på skibet lige unde vandoverfladen. Og her gælder det som i alle rum på det nye museum: du må selv gå på opdagelse. 

Det nye strandingsmuseum kan opleves på flere niveauer. Man kan observere de udstillede ting, skriften på væggen, filmene og så gå videre igen. Men du kan også fordybe dig i de små tekster, som hænger diskret næsten over alt på museet. 

Og endelig kan du gå på jagt i skuffer og skabe. Det må man nemlig godt. Som gæst udstyres man derudover med en museumsguide, et hæfte med ekstra info for de virkeligt interesserede, som man kan læse i undervejs. 

På ’banjerdækket’ fortælles om forskellige aspekter af livet om bord i syv mindre dobbeltmontre med genstande. Mød for eksempel skibskirurgen John Cleland og se en amputation. 

Oplev hvordan personlig hygiejne var et vigtigt element i sundhedsplejen om bord, og hvordan man kunne udtrykke sig personligt gennem sit valg af knapper. Oplev hierarkiet om bord og klæd dig ud som officer. 

I midten af rummet står det store spisebord. Mandskabets ende er dækket op med mere eller mindre tarveligt service, officerernes med vinglas og porcelæn. Tag en tur omkring bordet, rør ved de 3D-printede figurer og se, hvad der sker.

Næste galleri tager fokus væk fra livet om bord og videre til livet på land. Det er måske ikke noget, man tænker over til daglig, men livet i de små samfund på yderste klitrække i skibsforlisenes år vækker næsten mindelser til nutidens situation for lokalbefolkningen på Lampedusa. Den italienske ø hvor bådflygtninge fra Afrika med jævne mellemrum driver forkomne i land. Det var dagligdagen for befolkningen på vestkysten, særligt i vintermånederne med de store storme.

"Man var yderst pragmatiske og organiserede. Så kan man tale om udkant, alt det man vil, men det har krævet en særlig mentalitet herovre. Man har været entreprenante og handlekraftige", forklarer museumsinspektør Helle Sigh om livet på jernkysten. 

"Alt dagligt liv blev sat i stå, når et skib strandede. De døde blev lagt i laden, og man tog sig af de levende, som skulle have mad og tøj", fortæller hun videre.

I mange hjem havde man kommoder stående med uldtøj klar til de kommende skibbrudne. Nogle steder var en af skufferne reservereret til ligtøj til de mange omkomne, man vidste ville komme på et tidspunkt. 

Fortællingerne går om kloge koner, der kunne varsle de kommende forlis. An Bjerre fra Bjerghuse er den mest kendte. Pludselig kunne de besvime og bagefter fortælle om et syn med lig over alt. Og ganske rigtig oplevede man næsten altid en stor stranding efter sådan et varsel, lyder beretningerne.

De døde blev begravet i klitterne, dødemandsbjergene, som man kaldte dem. I dag har havet ædt disse klitter.

Men de mange storme bragte ikke blot lig med sig.

Strandingerne har været så massiv en del af tilværelsen på kysten, at en hel økonomi har blomstret omkring dem. Skibene fragtede varer fra fjerne egne. Eksotiske ting, som kunne sælges videre. 

På den blæsende vestkyst var træ desuden en mangel, og man var dybt afhængig af det gode skibstømmer, som drev i land. Mange stalde og lader, der står den dag i dag rundt i det vestjyske, er opført af tømmer fra strandinger. 

"Og selvom det var tragiske begivenheder, hver gang et skib strandede, så var det også en begivenhed uden lige. Folk strømmede til strandingerne for at opleve det. Det var på den måde en form for uformelt mødested også", fortæller Helle Sigh og viser museets historie om et ægtepar i 80'erne, der lever i dag, og som mødte hinanden ved en stranding. 

Samme sted på museet ses også billeder af, hvad man først troede var 15 strandede kvinder. Men siden vidste sig at være kinesere. Mænd med langt hård og flagrende gevandter! Sikke et syn!

Museets sidste rum findes en etage nede. Her oplever du havbunden. Hvad kan man egentlig finde her i dag? Børn kan gå på skattejagt i den store interaktive sandkasse. For det er helt ok, bare at have det sjovt, mens man her, understreger Helle Sigh. 

Hun fortæller, at ’sandkassen’ er et kæmpe hit blandt de yngste gæster, og at strandingsmuseet i det hele taget er blevet taget imod med ros og åbne arme af de første gæster. 

Særligt én ting gør indtryk. Midt i museet står vel nok verdens største montre til en enkelt genstand. Det over 11 meter høje ror fra St. George blev fundet på havbunden i år 2003 og står nu i sin fulde højde gennem tre etager på museet. Mellem syv og otte tons vejer det, og det kan tage pusten fra enhver at betragte den overvældende størrelse. 

Som gæst får man en svag fornemmelse af, at man måske først nu rigtig forstår, hvor stort det store linjeskib med tre kanondæk har været. Hvor voldsomme kræfter, der har været på spild, og hvor lille et menneske har været midt i det blå kaos. 

Selve udformningen af museet er faktisk inspireret af netop HMS St. George. Museet er 59 meter langt, ligesom skibet, og det er bygget op i tre etager, svarende til skibets tre dæk. Der er elevator, det var der dog ikke på det gamle skib. 

Og tager man elevatoren eller trappen, ender man til sidst helt oppe. Helt oppe ved rorets top, hvor utallige trisser, vægte og ure og termometre viser, at det er sin sag at bevare så levende et materiale som et vanddrukkent træ-ror for eftertiden. Og heroppe kan man gå ud i toppen af tårnet, hvor der er vinduer til tre af siderne.

Efter turen rundt i fortællingen om søfarten på det farlige Vesterhav, om strandingerne, om livet om bord og livet på land og om de spor, der stadig findes på havets bund, kan man træde herop og se ud over scenariet, som det ser ud nu. Fjorden til den ene side, Vesterhavet på den anden og midt i det hele byen Thorsminde. Med havn og lokalt liv, som det ser ud i dag. 

150 år efter byen blev grundlagt midt på jernkysten. Midt i skibsforlisenes æra.