Mens andre kvægavlere stræber efter mere mælk og flere kilo kød, så kigger Søren Poulsen fra Bækmarksbro på guldaldermalerier og i historiske besætningsoversigter, når han skal vurdere kvaliteten og udseende af sine kreaturer.

Som formentlig den eneste gård i Nordvestjylland huser hans stald nemlig den levendegjorte kulturarv efter det jyske kvæg, der under studedriften i især 1800-tallet var med til at skabe rigdom og fremgang i denne del af landet. 

Et landskab med masser af ådale og strandenge ved de vestjyske fjorde og åer var en guldgrube af græs og hø til opfedning af kreaturracen Jysk Kvæg, der via studegårde som Kabbel Hovedgaard ved Lemvig, herregården Nr. Vosborg ved Vemb og en række andre af datidens vestjyske storlandbrug blev drevet til Hamborg og Husum for at blive solgt til det nordtyske marked. Senere skete eksporten ad søvejen fra først Agger og siden Esbjerg til England. De lange rejser krævede godt opfedede dyr, der under studedrifterne sydpå tabte 80-100 kilo.

Museumsinspektør Esben Graugaard fra Holstebro Museum har i sin doktordisputats ’Nordjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet’ fra 2006 fastslået, at datidens studedrift langs vestkysten afslørede udsyn, handelstalent og internationale forbindelser. En fortælling som ofte er overskygget af beretninger om det mørke Jylland, hvor hedebønder gik blandt får på lyngen og bandt hoser. 

Historien om de driftige, vestjyske handelsbønder, der ubesværet solgte kreaturer i Nordeuropas store havnebyer, har sit udgangspunkt i de fede engjorde, som istidslandskabet har skabt langs åer og fjorde i Limfjordslandet. Ifølge Thomas Holst Christensen, der er leder af Geopark Vestjylland, er studedriften derfor en vigtig fortælling om landskabets betydning for den lokale erhvervsudvikling.

Spørgsmålet er dog, om vi i større stil igen kommer til at se datidens lavstammede kvæg med horn græsse i tunneldale og på fjordenge i geoparken som andet end et levende, historisk minde.

Jysk Kvæg er nemlig for længst overhalet af andre og mere produktive kvægracer. Et tilbud til turister om at sætte tænderne i en bøf fra de historiske dyr kræver derfor, at de er villige til at betale en merpris for fortællingen om studedrift og istidslandskab:

”Vores problem med Jysk Kvæg er, at dyrene vokser langsommere end de moderne racer. De skal være mindst tre-fire måneder ældre end de 14-15 måneder, som er optimalt for eksempelvis en Hereford. Kødkvalificeringen på slagteriet for Jysk Kvæg er dog fin, og kødet er meget mørt og flot marmoreret. Fyldt med små, hvide prikker af det fedt, der giver smag uden at være så stærkt smagende som Hereford. Kødet fra Jysk Kvæg er også lidt lysere og lidt mindre fedt at se på”. fortæller Søren Poulsen.  

Han er 69 år og opvokset på Flyndergaard ved Bækmarksbro. Som dreng nåede han derfor at opleve, hvordan gården udskiftede Jysk Kvæg med de sortbrogede Dansk Holstein. De er i dag det vigtigste grundlag for den vestjyske mejeriproduktion, som overtog studedriftens internationale rolle i 1900-tallet.  

”Der stod 20 Jysk Kvæg i stalden, da min far overtog gården, og jeg forstod godt, at han krydsede de hollandske holstein-køer ind i besætningen. De var jo både større og tungere – og så gav de mere mælk. Jeg har selv som karl på en gård i Sønderjylland oplevet, hvordan en enkelt holstein-ko alene kunne fylde mere end én spand ved malkningen. Det gjorde de altså ikke derhjemme”, husker Søren Poulsen.

Jysk Kvæg havde i århundreder været den foretrukne kvægrace, fordi den kunne levere både mælk og kød, men udviklingen i avlsarbejdet og kreaturhandlen gik i retning af dyr, der enten var gode til kød eller mælk: 

”På grund af studedriften ville datidens bønder gerne have malkekøer, der så godt ud, og altså også var gode slagtedyr. Det holdt de danske kvægavlere fast i, da hollænderne begyndte at satse på dyr med en høj mælkeproduktion. Men da vi i 1864 tabte krigen til tyskerne, tabte vi også studemarkedet i Tyskland. Det blev ødelæggende for Jysk Kvæg. Studedriften til Tyskland gik i stå, og de vestjyske kvægavlere vendte sig imod England, hvor man havde en række kødkvægracer. 

Blandt andet korthornsdyr, som man krydsede ind på Jysk Kvæg. Det dæmpede mælkeydelsen, og Jysk Kvæg kom i miskredit blandt mælkeproducenterne. Rød Dansk Malkerace fra Fyn gav mere mælk og begyndte at vinde indpas på de vestjyske gårde. Og fra omkring 1. Verdenskrig fik de sortbrogede hollænder-tyre også båse på tyrestationerne. Her satte kunstig inseminering skub i avlsarbejdet, og det oprindelige Jysk Kvæg blev hurtigt bortavlet. Ungskuet i 1955 var sidste gang, at man udstillede en tyr af racen Jysk Kvæg”, fortæller Søren Poulsen.

Når han sammen med nogle ganske få fritidskvægavlere over hele landet har været med til at forhindre, at Jysk Kvæg helt uddøde, så skyldes det, at landmandssønnen fra Flyndergaard blev museumsmand. Først på frilandsmuseet Hjerl Hede og siden som mangeårig inspektør på Herning Museum, der har en stor landbrugsudstilling.

Da FN’s landbrugsorganisation FAO i 1980 opfordrede til, at man bevarede de oprindelige husdyrracer, tog Søren Poulsen fat på opgaven sammen med andre frilandsmuseer, der formidlede landbrugshistorie med levende dyr. 

Han var i mange år stærkt engageret i arbejdet med at finde og bevare de rester af oprindelige husdyrracer, som gemte sig rundt omkring på typisk mindre gårde. Sideløbende med indsatsen for at redde Jysk Kvæg var Søren Poulsen således også initiativtager til foreningen Danske Husdyr, der samlede interessen for kvæg, heste, får, geder, kaniner og fjerkræ af de oprindelige racer. 

Hjemme på den fædrene gård i Bækmarksbro, som han overtog i 1996, har Gitte og Søren Poulsen selv haft landets fineste besætning af gamle, sortbrogede landracegrise med de karakteristiske titter under halsen, indtil en smitsom sygdom afviklede den del af besætningen. 

Til gengæld har parret endnu en mindre besætning af Danske Landfår, der stammer fra Danmarks formentlig sidste helt fritgående bestand af klitfår, der levede vildt på Hulsig Hede ved Skagen. Her var Søren Poulsen primus motor i et bevaringsarbejde, der gik ud på at sprede fårene til museer og privatpersoner. 

Det store kendskab til de gamle husdyrracer førte til, at Søren Poulsen i ni år sad som Kulturministeriets repræsentant i det statslige bevaringsudvalg, hvor sagkyndige afgjorde, hvordan den offentlige støtte til de forskellige dyreholdere skulle fordeles.

”Museerne kunne ikke løfte opgaven alene, og vi lagde derfor pres på ministeriet for at få flere penge til bevaringsarbejdet, så det blev interessant for private at være med. Alle de mennesker, der gik ind i arbejdet, brændte jo for det og satte deres privatøkonomi på spil. Det betød også, at når pengene skulle fordeles, så var der altid voldsomme skærmydsler med de forskellige aktører, og vi var flere, der blev slidt op af den konstante ballade. Jeg trak mig derfor ud af både bevaringsudvalget og foreningen for Danske Husdyr - og har siden holdt lav profil og passet mig selv og mine dyr”, siger den nu pensionerede museumsinspektør.

I dag er det seks renracede moderdyr og en tyr af racen Jysk Kvæg, der fylder stalden sammen med kalve, hereford-kreaturer og får. Hereford-køerne er kødkvæg af så fin kvalitet, at Søren Poulsen i flere omgange har eksporteret avlsdyr til udlandet. Blandt andet så langt væk som den centralasiastiske stat Kasakhstan. Samme interesse er der slet ikke for Jysk Kvæg.  

”Jeg bliver aldrig ringet op vedrørende Jysk Kvæg. Det er der ingen salg i, og jeg udstiller da heller ikke længere på historiske dyrskuer”, siger Søren Poulsen. 

Hverken museumsmanden eller landmanden i ham kan dog ikke slippe interessen for den historiske kvægrace. Det handler ikke kun om bevaring, men også fascinationen ved at finde en niche til Jysk Kvæg i et landskab, der præges af både nye kvægracer, intensiv avl og et andet natursyn end tidligere:   

”Alle, der arbejder med moderne malkekvæg, siger, at Jysk Kvæg aldrig kommer til at spille en rolle igen. De har nok ret, fordi vi kun holder Jysk Kvæg som kødkvæg, og derfor ikke kender deres mælkeydelse og kan udvælge de dyr, der har den højeste mælkeydelse. Jysk Kvæg er heller ikke så håndfør til udelivet som mange af de moderne kødkvægracer. Men de giver meget mere mælk i forhold til en Hereford, så kalvene vokser godt i starten, og til naturpleje er de relative små dyr bedre, fordi de ikke træder arealerne op”. 

Behovet for kvæg til afgræsning som naturpleje kunne derfor måske give Jysk Kvæg et comeback i det nordvestjyske istidslandskab. Som museumsinspektør igangsatte Søren Poulsen flere afgræsningsprojekter med Jysk Kvæg og får på de midt- og vestjyske heder, og hans kvægbesætning afgræsser både egne marker ned mod Flynder Å og enge ved den tidligere herregård Bækmark. 

Men vore dages miljøkrav om våde enge ligner slet ikke de frodige græsmarker, hvor Jysk Kvæg havde sin storhedstid. Der er i stigende grad tale om sumpe i stedet for tørre enge. Det skaber et fugtigt miljø, hvor den lille pytsnegl kan leve. Den bærer parasitten leverikte, som ellers var forsvundet, men i de seneste år igen er blevet et alvorligt problem blandt kvæg på naturarealer. Parasitten angriber dyrenes lever og opdages ved, at kvæget blev afmagret og får en stærkt nedsat mælkeydelse. 

”Det bliver så et dyrevelfærdsmæssigt problem, at naturfolket ønsker vådenge for at mindske udledningen af kvælstof. Vi landmænd betragter jo ådalen som et kulturlandskab, og de sumpede vådområder ligner ikke de oprindelige enge, hvor man i 1600-1800-tallet benyttede sig af grøfter til afvanding. Det skabte nogle herlige biotoper med storke og viber, og vore dages vådenge mangler nogle af de planter, der lever i en kultureng”, siger Søren Poulsen.

Han har de seneste 22 år dyrket jorden økologisk, lavet hø på gammeldags vis og i den forbindelse oplevet, hvordan op til 13 fiskehejrer på én gang jagtede tudser og frøer på græsmarken. Men frygter, at de mere våde enge og bøvlede EU-regler får landbruget til at lade strandenge og ådale gro til:

”Romantiske billeder af dyr i sumpede enge er der ingen, der kan leve af, når det ikke kan betale sig at afgræsse eller lave høslæt”.

En anden udfordring er afsætningen af kødet. Med en meget lille produktion af Jysk Kvæg er det svært at garantere faste leverancer, og restauranterne kan ikke nøjes med at aftage luksusstykkerne fra ryg og lår. 

Ifølge hoteldirektør Thomas Holme fra Nr. Vosborg er det hovedårsagen til, at herregårdens restaurant efter nogle års forsøg har taget Jysk Kvæg af menuen. Jysk Kvæg går derfor heller ikke længere på græsmarkerne foran Nr. Vosborg som et levende bevis på historien om studedriften, hvor herregården spillede en hovedrolle. 

På strandengene ved Vrist og Bøvling Fjord har angusavler-familien Abildtrup til gengæld udviklet konceptet Vesterhavsoksen, hvor kødet sælges som et særligt naturprodukt. Og fra de stejle skråninger, som istiden skabte ned mod Kilen ved Struer, håber en lokal kvægavler med både malke- og kødkvæg at imødekomme den stigende forbrugerinteresse for lokale fødevarer med Kilen-oksekød.  

”Det bobler alle steder med, at fødevarer skal være lokale og have en historie. Hvis jeg skal afsætte mit kød fra Jysk Kvæg på den måde, så skal det være i samarbejde med for eksempel en gårdbutik. Og det kræver, at forbrugerne interesserer sig for andet end oksefars. Mange unge mennesker ved jo ikke, hvad de skal stille op med en tværreb. Men jeg tror, at det kunne lade sig gøre, hvis restauranterne aftog de bedste stykker, og der så var private kunder til resten af kødet”, siger Søren Poulsen. 

Som museumsmand har han studeret guldaldermalernes landskabsmalerier med studedrift og gravet gamle besætningsoptegnelser frem for at se, om det tilbageblevne Jysk Kvæg ligner det historiske ophav.

”Jeg tror, at guldaldermalerne har overdrevet hornenes størrelse, men ellers tyder noget på, at det kulturhistorisk er forkert, at Jysk Kvæg i dag overvejende er gråbroget. De fleste var sortbrogede eller endda gnistrende sorte med kun en hvid blis i panden. Det var kun nogle få, der var gråbrogede”, siger Søren Poulsen. 

Han har sat pris på at have kreaturer, der er lette at fange ved at kaste en lasso over hornene, men er begyndt at afhorne kalvene, selv om netop hornene har været et historisk særkende ved Jysk Kvæg. 

”Når de ikke lige har fået kalv, er køerne meget omgængelige overfor mennesker og kommer gerne nysgerrigt hen til os og går tættere på os end Hereford. Men tyrene er sindssyge, og køerne er hårde ved hinanden. Ude på marken gør det måske ikke så meget, men i stalden har jeg mine dyr i løsdrift, og så bliver det et problem, at de jagter hinanden. Jeg har oplevet, hvordan to tvillingekøer med horn er gået sammen om at myrde en tredje ko. Jeg er derfor begyndt at afhorne dem, selv om jeg synes, at dyr er pænest med horn. Jeg bryder mig heller ikke om at stude tyrekalvene, men vi må erkende, at de trives bedre og er mere omgængelige, når de er kastreret”.

Som noget nyt er han også begyndt at bruge sin jyske tyr til hereford-kvierne. Krydsningskalvene er lidt mindre, hvilket letter kviernes første kælvning: 

”Her glider kalven bare ud, og en halv time senere står den og malker koen. Det er fantastisk at opleve, og kalvene tegner rigtigt godt. Jeg er lidt imponeret over dem. Det kan derfor måske være interessant at bruge de jyske tyre på kødkvægsracer, der har kælvningsbesvær med kvier. Vi har jo betragtet Jysk Kvæg som kulturhistorie, men bevaring af de gamle kvægracers genetik er også en slags livsforsikring af de gener, som kvæget havde dengang. Er de væk, så er de væk – og vi kender jo ikke fremtidens behov”, siger Søren Poulsen. 

I den officielle, danske kvægdatabase er der i februar 2016 registreret 895 dyr af racen Jysk Kvæg. Det er både køer, tyre og kalve. Til sammenligning udgør malkeracerne Dansk Holstein og Jersey tilsammen over én million dyr, mens store kødkvægsracer som Limousine og Hereford tæller henholdsvis 41.530 og 29.041
dyr i Danmark. 

Jyske køer vejer typisk cirka 550 kilo.
Tyrene kan veje op til 1.000 kilo.