Kunst- og kulturcenter Tuskær ligger så tæt på havet og så åbent under himlen, at krager sjældent kommer. I stedet hæver måger sig over klitrækken, hvor også bram- og andre gæs har deres trækruter til den gode græsning på strandengene vest for Nissum Fjord.  

Her bor en kvinde. Elin Nilsson hedder hun. Et samlingspunkt for kunst og livskraft. Kvalitetsbevidst og ihærdig. Hvor grænsen går mellem hendes privatperson og livsværket Tuskær, kan hun ikke umiddelbart svare på selv. Gårdspladsen kunne være et gæt. For mens lade, lo og garage gennem årene er sat i stand og bygget ud, så snart en fondsansøgning gik igennem eller et offentligt projekt lod sig realisere for den selvejende institution Tuskær, er dele af stuehuset, hvor Elin Nilsson har boet siden 1985, bevidst og relativt ubekymret lagt i brak. Arvestykker er blevet udpantet, nogle solgt, og da økonomien var værst i 1980’erne, hentede fogeden hendes klaver og private kunstværker. 

”At væve er en langsommelig proces. Jeg har vævet Tuskær som fuldtidsarbejde gennem 30 år”, siger Elin Nilsson. 

Vævekurser og tekstiludstillinger var udgangspunkt for hendes arbejde på Tuskær, og derfra lagde hun tråd på tråd til billedet af et kunst- og kulturcenter.

Elin Nilsson selv lærte at væve i begyndelsen af 1980’erne hos den anerkendte væver Berit Hjelholt, hvis store billedtæppe ’Som en rejselysten flåde’ i mange år hang bag Folketingets talerstol. Hun havde ringet og spurgt, om væveren i Vust ville tage en elev, og fået ’ja’. Elin Nilsson har ikke langt fra indfald til handling. Hun stoler på sine impulser og deres ret til at blive ført ud i verden gennem hendes liv.

”På et tidspunkt kunne jeg se, at Salen (den istandsatte lade) og en halmstige op til værkstedet på loftet ikke var nok. Der skulle mere kvalitet til, hvis det skulle give næring og mening for mig. Kvinderne kom og vævede, mændene kom – og gik til havet; det blev ensformigt og ude af trit med samfundsudviklingen i 1990’erne. Hvis ikke stedet skulle dø, skulle jeg ekspandere. Der skulle noget mere i spil. Så jeg åbnede for, at ideerne kunne komme”.

Det gjorde ideerne. Og flere blev til virkelighed. 

Kurser for akvarelmalere, foredrag for folk med interesse for kunst og litteratur. Kurser om kroppens intelligens. Yoga og ayurvedisk kost dukker også op på programmet. Altid med de dygtigste kunstnere og undervisere Elin Nilsson kan opdrive. Deltagerne kommer fra alle egne af Danmark. 

De erfarne kursister på fortsætter-holdene i akvarel får som regel deres ønsker opfyldt, når de efterspørger ny viden og inspiration fra Sverige.

Musikkens tråd flyder også ind i billedet. En radio-aften i 2002 nød Elin Nilsson cellisten Morten Zeuthens spil og blev grebet.

”Jeg havde ikke spor lyst til at tage til koncert i København, men stor lyst til at opleve Morten Zeuthen spille, så jeg inviterede ham!”.

Succes og sympati var gensidig. Siden er celloprofessoren kommet hvert år for at give koncert. Nogle gange tager han musikalske venner med. I år kommer han til Tuskærs adventssammenkomst. Hans søster, violinisten Elisabeth Zeuthen Schneider, er også jævnligt på det lokale koncertprogram.

Gennem mange vintre har Tuskær i øvrigt lagt sal til åbne sangaftner, hvor Olav Buch fra Bøvlingbjerg leder sangen og fortæller. Sangstemmer fra Fjaltring, Lemvig, Thorsminde, Harboøre og Bøvlingbjerg slutter sig til.

”I årenes løb har jeg nok lært 150 nye sange i alt. En del af os har sunget sammen fast hver uge fra begyndelsen, en 25-30 år altså, men vi er ikke en lukket cirkel, og alle er hjertelig velkomne til at være med, uanset om man kender folk eller sangene i forvejen. Her bliver taget godt imod ethvert næb”.

Tuskær råder over en stor permanent samling af kunst; indkøbt, udlånt eller doneret. Navnlig Ny Carlsbergfonden med Hans Edvard Nørregaard-Nielsen i spidsen har været gavmild og medaktiv i at flytte danske kunstskatte uden for bymæssig bebyggelse. Billedtæpper, keramik, tryk, tegninger, skulpturer. Kulturer gennem tid og sted. Tegn, ornamenter, mønstre. 

”Jeg holder så meget af den permanente samling, og i 2016 har jeg ikke arrangeret særudstillinger, som jeg ellers plejer, men det skal jeg igen næste år”.

Den permanente samling er periodevis åben for publikum, og sidste år inviterede Ny Carlsbergfondets nuværende direktør Carsten Ohrt Elin Nilsson til at vælge sig værker blandt dubletterne i deres bibliotek. Bøger om religiøs kunst, tekstilkunst, dansk og verdens kunst kom med hjem.

”Det var en meget stor gestus fra fondens side, og gaven skal udbredes til kunstinteresserede. Tanken er at holde åbent hus; lade gæster komme, slå sig ned ved bordene og fordybe sig i bøgerne. Maden må de selv have med, hvis de vil blive længe”, siger Elin Nilsson.

Selv er købmandsdatteren, den midterste af tre søstre, fra Møn kommet langt - og blevet længe på vestkysten. 

”Min far var optaget af malere, og jeg har nydt det privilegium fra barnsben at vokse op i et hjem med god kunst på væggene. Min egen interesse blev for alvor vakt på Askov Højskole, hvor jeg mødte de franske impressionisters arbejder. De gav mig hjertebanken og høj puls lige på stedet! Siden har jeg opsøgt kunsten, hvor jeg kunne komme til det for at udvide mit kendskab til den. 

Jeg mindes, som 14-årig da mine jævnaldrende begyndte at ville være alt muligt; tandlæge, det-eller-det, at jeg var bevidst om, at jeg ikke på den måde ville være ’noget’; bare et nogenlunde ordentligt menneske”.

Efter au-pair ophold i Wien og Norge gik Elin Nilssons formelle uddannelse fra bevægelse (en tid på Statens Gymnastik Institut) via musik og billedkunst til psykologistudier på Jung Instituttet i København. Hun skiftevis lærte og underviste.

”Mit 20-årige selv ville ikke være forskrækket eller fremmed overfor, hvem jeg er i dag. Min oplevelse er, at ens omdrejningspunkt, ens kerne, egentlig forbliver den samme gennem livet. Når jeg falder over betragtninger, som jeg skrev ned som ung, kan jeg undres; tænkte jeg virkelig sådan dengang? – for jeg mener sådan set det samme i dag. Grundværdierne er indbyggede i ens dna.

Fra meget tidligt i mit liv har min drøm været at skabe et sted til inspiration. Et sted man kunne finde sin egen vejrtrækning”.

Grønlænderhuset i Holstebro blev drømmens første form. Et fri- og mødested for unge grønlændere, som i 1970’erne blev hentet til Danmark for at få den uddannelse, lærerkræfterne i Grønland ikke rakte til. Elin Nilsson havde undervist på den efterskole, hvor de unge mennesker gik, og hendes initiativ fik opbakning fra Holstebros dynamiske duo, borgmester Kaj K. Nielsen og kommunaldirektør Jens Johansen.

Efter seks år kom en invitation til at flytte længere vestpå. Kysten skulle sikres, landbrug var blevet eksproprierede og stod tomme. Skulle bygningerne bevares, skulle de bebos. Fri bolig mod løbende vedligehold af ejendommene lød tilbuddet til Elin og hendes daværende mand, Reidar Nilsson, som var tilknyttet Odin Teatret. Udflytningsprojektet gav dem plads til at omplante og opformere deres spæde skud til det, som siden blev den første grønlandske teateruddannelse, Tûkak Teatret. 

Elin Nilssons liv var i fortsat bevægelse. Både det ydre og det indre. Hun gik i  drømmeanalyse. Fire års intenst arbejde for at forstå, hvad hendes drømme ville sige.

”De fire år læste jeg ikke en bog, jeg så kun billeder. Jeg ville trænge ned i, hvad jeg blev fortalt. Den proces kom til at betyde rigtig, rigtig meget, for opsøger man drømmenes symbolsprog, må man også være parat til at følge, det man får at vide. Ellers kan man lige så godt – faktisk nok hellere - lade være”

Og nej, Elin Nilsson har aldrig givet sig af med at tyde andres drømme. Hun koncentrerer sig om sine egne. Kræfterne til at slippe forbindelsen til det-som-var kom til hende i en drøm. Beskeden var klar: Hun skulle skabe et nyt rum.

Ægteparret Nilsson gik fra hinanden, men menneskene Elin og Reidar bevarede deres nære bånd, da Elin flyttede ind som genbo på Tuskær; Reidar Nilsson er blandt de fem medlemmer af bestyrelsen for den selvejende institution og udstillingsarkitekt på størstedelen af de mange udstillinger, Tuskær har afholdt. 

Drømmen om Tuskær kom imidlertid uden garantier eller sikkerhedsnet.

”Jeg blev prøvet. Tuskærs økonomi har været svær i flere omgange, og jeg var helt nede at ligge ved eventyrets korsvej, hvor det åbenbart var nødvendigt, at jeg sagde det højt: ’Nu slutter jeg’. Derfra vendte det hele på en hånd! 

Jeg var klar til at opgive, men jeg var også nødt til ikke at svigte, det jeg inderst inde ville. Jeg lytter til det, der kommer til mig … nu er jeg jo ikke ligefrem ateist.

Jeg tror, det er så vigtigt; at man gider rejse sig. At man hører efter, tør give slip og samtidig gå videre. Smerten, afsavnet – det ender med gode gaver, ligesom i eventyret. Men det kræver at man lytter til ’den store vilje’ og ikke tror, at verden findes i ens egen navle. Man må blidgøre det, der ligger på ens vej, så livet og energien kan passere gennem en uden at møde modstand og sætte sig fast”. 

De fysiske rammer om hendes livsværk overgik endeligt fra stats- til kommunalt eje 1. oktober 2016 efter endnu en hård tid med usikkerhed om Tuskærs fremtid og overlevelse. Naturstyrelsen skulle sælge, hverken Elin Nilsson eller den selvejende institution havde de nødvendige 1,65 millioner kroner.

”Så det er fantastisk nu at vide, at samlingen kan blive videreført, og Lemvig Kommune kan ansætte en ny leder på stedet, når jeg en dag ikke er her længere”, siger Elin Nilsson.

”Tuskær er et inspirationssted. Et sted, hvor man ikke skal lade som om, men tør være som man er. Ikke en turistmagnet, men et sted til fordybelse. Turisterne kører mest til Bovbjerg Fyr, og det er fint. Vu supplerer hinanden på bedste vis. Tuskær ligger lidt uden for alfarvej, hvor man kan komme og sætte sig med en bog, falde i staver og nyde, hvad der er.

Min egen vigtigste inspiration har jeg haft med hjemmefra. Jeg er vokset op i et åbent hjem med plads til at være sig selv. Jeg blev godtaget som menneske og aldrig korrigeret med hensyn til, hvad jeg ville bruge min tid på. Jeg blev aldrig bebrejdet, at jeg skiftede fra det ene til det andet undervejs. Mange forældre er så ambitiøse på deres børns vegne. Jeg er ikke sikker på, at det er den bedste støtte man kan få.

Jeg tror på, at ethvert menneske har en bestemmelse, og at når man udlever sit potentiale, bliver man sådan set lykkelig. Mine gaver, mit potentiale, har jeg brugt på det her sted, og så må andre tage imod det eller ej. Det er heldigvis mit indtryk, at Lemvig er rigtig glad for Tuskær”, siger kommunens nyudnævnte æresborger.

Hun har netop lagt sidste hånd på næste sæsons program, som nære venner vil give en hånd med at folde og pakke i kuverter, så det kan blive sendt på tykt, cremefarvet papir sammen med nyhedsbrevet til de omkring 350 medlemmer af Tuskærs Venners – med fodpost til adresser fordelt fra Aabenraa til Møn, København og Aarhus. Derudover giver efterårets stille tid luft til at efterleve lysten til at skrive.

”Jeg er i fuld gang. Titlen er ’En forunderlig rejse. Minder og møder med …’. Mit liv gennem møderne – med dansen, Askov Højskole, kunsten, litteraturen med videre”.

”Jeg er et menneske, som lytter til de impulser jeg får og stoler på min krops viden. På det helt lavpraktiske plan kan det handle om, at min arm rækker ud efter en vare ved købmanden; min hjerne siger, at ’det mangler jeg da ikke’, men al erfaring viser, at det kommer jeg til, hvis jeg ikke følger indskydelsen og putter varen i kurven. Så det har jeg lært at gøre. Også på andre planer.

At lytte er det vigtigste, jeg har lært i mit liv. Lytte til kroppen. Dén ved, og den kan man roligt høre efter. Det er kun hovedet, som skaber forvirring”.

Elin Nilsson smiler skælmsk. En kvinde på 81, som intet ejer og som siger, at hun af den grund lever fedt på højeste folkepension. Som begynder sine yogaøvelser, inden hun står op om morgenen, og elsker at bo et sted, hvor næsten alle dyrker noget med kroppen; et tegn på liv og dynamik. Som når hun har lyst til at høre nogle af Danmarks bedste musikere spille, hverken rejser til København, Aarhus eller Hamburg, men inviterer dem til Fjaltring og deler koncertoplevelsen med publikum på Tuskær. 

Lemvig Kommune overtog 1. oktober 2016 ejendommen Tuskær, bygninger i statens eje som Naturstyrelsen gennem nogle år har skullet skille sig af med. Salget truede kunst- og kulturcentret, da hverken den selvejende institution Tuskær eller Elin Nilsson privat havde de nødvendige 1,65 millioner kroner at købe for. 

Lemvig Kommune har siden kommunalreformen i 2007 ydet Tuskær årligt driftstilskud til el, varme, forsikring og bogføring. I årene inden kom den økonomiske støtte fra Ringkøbing Amt.

Elin Nilsson blev udnævnt til æresborger i Lemvig Kommune den 29. september i år for sit virke på Kunst- og kulturcenter Tuskær. 

”Elin Nilsson har ganske enkelt ydet en helt fantastisk og ekstraordinær indsats for vores kommune og egn. Hun er et forbillede for vores mange frivillige og for kunst- og kulturinteresserede”, udtalte borgmester Erik Flyvholm.

Forud i rækken af æresborgere går nu afdøde skuespiller, forfatter og biografdirektør Kai Holm (1984). Professor og Nobelprismodtager Jens Christian Skov (1997) samt maler, grafiker og forfatter Bodil Kaalund (2005).

’Syng dig glad’ ved Olav Buch, Bøvlingbjerg hver onsdag kl. 20 i vinterhalvåret. 

26.-27. november: Julemarked fra kl. 13-16. 

Ikke glögg, men rigtig chokolade i gryden. Flere andre steder i Fjaltring holder åbent for inspiration og julehandel samme weekend.

11. december kl. 20. Adventssammenkomst. 

Man medbringer egen, komplet kaffekurv – og deler cellospil af Morten Zeuthen og fortællinger af Kræn Christensen, provst og forfatter fra Hjerting.

Vinterens og forårets fulde koncert- og kursusprogram findes på hjemmesiden Tuskaer.dk. Programmet indeholder blandt andet en fortælling om Halfdan Rasmussen af hans datter, skuespiller Iben Nagel Rasmussen og jazzkoncerter med Marilyn Mazur og Jesper Thilo.