Stor flagspætte er en fugl i fremgang. De seneste årtier har den især spredt sig i det nordvestjyske, hvor dens karakteristiske 'trommehvirvel' nu runger i skovene.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jézéquel

Her kommer en øvelse: Stil dig op ad en væg, og bank så dit hoved, så hårdt du kan, ind i væggen med en hastighed på 20 slag i sekundet.

Nej, på den anden side: Lad være med at prøve dette derhjemme!

Man slipper formentlig ikke fra sådan et stunt uden en grundig hjernerystelse.

- Med mindre måske man er iført Kranium- cykelhjelmen, der blev opfundet af en britisk industriel designer i 2012. Den blev udviklet med inspiration fra opbygningen af et spættekranie. Spætten laver nemlig ovenstående øvelse mange gange om dagen i højsæsonen. Den hamrer sit næb ind i træstammerne i skoven med en enorm hastighed og en kraft, der ville slå alle andre ud på stedet. Drrrrrrr, drrrrrrr, drrrrrrr, lyder det. Den gør det for at markere sit territorium over for andre spætter og for at tiltrække hunner.

Man har forsket meget i, hvordan spætten kan holde til disse voldsomme trommehvirvler på træstammerne uden at få 'tømmermænd' og fundet ud af, at dens kranie er bygget helt specielt. I 2011 kunne forskere forklare, at spætten havde en helt unik knoglestruktur og noget særligt væv, der forhindrer den i at få hjernerystelse.

"Blandt andet sidder næbbet fleksibelt fast på kraniet, og så har spætten en utrolig lang tunge, der ligger viklet hele vejen rundt fra panden, hvor den hæfter, og rundt bag om nakken inde i kraniet, og det fungerer som støddæmper", forklarer Kristian Tikjøb Olsen om nogle af de smarte mekanismer.

Han er ornitolog og bor i Lemvig, og han kan fortælle mange interessante ting om den trommende fugl.

At lave de høje bankehvirvler er langt fra det eneste, spætten bruger sit næb til. Den hakker også huller i gamle træstammer, hvor den laver rede, og den banker træ i stykker, så den kan komme ind til de insekter, der gemmer sig derinde. Insekter udgør nemlig en stor del af menuen for flagspætten. 15.000 hak om dagen bliver det til. Om vinteren, når der ikke er så mange insekter, spiser spætten frø, som den piller ud af grankogler med næbbet.

"Alt dette slider gevaldigt! Men heldigvis vokser det yderste hornlag på spættens næb hele tiden, så næbbet kan holde til det. Faktisk slider spætten, hvad der svarer til tre næb ned om året", fortæller Kristian Tikjøb Olsen.

Fra sin bolig i Lemvig kan han i dag ofte høre spættens bankeri. Det er han glad for. Den store flagspætte er nemlig en karakterfugl fra hans barndom; en af de første han for alvor lagde mærke til og begyndte at kende.

"Da jeg var omkring 15 - 16 år, boede vi på Fyn med en kæmpestor præstegårdshave med store lindetræer, og her var spætter", husker ornitologen, der dengang også gerne tog kameraet frem, satte filmrullen i, og tog billeder af fuglene.

"En vinter lavede jeg en snehytte, som jeg gemte mig i med kameraet, og så lagde jeg korn på sneen udenfor. Her kom fuglene. Det var et stort øjeblik, da det endelig var den store flagspætte, der landede, og det lykkedes mig at fotografere den", fortæller han.

Stor flagspætte er en god fugl at tage ud og opleve, hvis man ikke er så fuglekyndig. Den karakteristiske bankelyd er ikke til at tage fejl af. Mejser kan også banke med næbbet, og det kan forveksles med spættens mindre bankelyde, men de højre trommesalver er ikke til at tage fejl af. Spættens høje skrig er også let at lære at kende.

"Som regel hører man spætten først, enten på kaldet eller dens banken, og så kan den altså være småirriterende at få øje på oppe mellem løvet", fortæller Kristian Tikjøb Olsen.

Men man skal ikke give op, for selve fuglen er rigtig flot med sine sorte og hvide aftegninger, og når man nu har fået øje på den, kan man jo blære sig med at se, om det er en han eller en hun. Det er lettere, end det lyder, fortæller ornitologen.

"Hannen har en tydelig rød plet i nakken. Det har hunnen ikke", forklarer han.

Endelig skal man også lægge mærke til fuglens måde at flyve på, dens flugt som det hedder. Den er nemlig også karakteristisk.

"Den har en bølgende flugt; to-tre vingeslag, så tager den vingerne ind til kroppen, daler lidt, og så rejser den sig igen. Det er en meget smuk bølge, den laver", siger Kristian Tikjøb Olsen.

Stor flagspætte er den mest almindelige spætteart i Danmark, men traditionelt har den været mest udbredt østpå. Den er nemlig stærkt knyttet til træer og findes kun, hvor der er er mange store og gerne gamle træer. I de sidste årtier er der dog kommet en stor stigning i antallet af stor flagspætte i Vestjylland, for nu har de vestjyske plantager nået en størrelse og alder, hvor spætterne er glade. Der skal dog være træer, så i området nord for Lemvig op mod Thyborøn og Agger Tange er der ikke spætter.

Man skal i skoven for at opleve dem, og det kan man gøre hele året, for stor flagspætte er nemlig en standfugl. Den bliver her også om vinteren.

"Klosterheden, Stråsø Plantage og Husby Klitplantage er gode steder, og også Amtmandens Have i Ringkøbing", guider Kristian Tikjøb Olsen.

Han anbefaler, man går efter lyden, når man ser efter spætter, og netop nu er der en ekstra mulighed for at høre dem derude.

I april til juli får spætterne nemlig unger. Ungerne er i reden, der som regel findes i huller, spætten har hakket, i træstammer. Spætteunger larmer konstant, og forældrene flyver i fast rutefart med mad til dem. Hører man en larmende, konstant skræppen, så gå efter lyden, så kan man være heldig at finde redetræet. Her skal man selvfølgelig holde god afstand og ikke forstyrre eller skræmme de voksne, men så ved man, hvilket område i skoven spætterne flyver i, og så kan man være heldig at se dem her.

Stor flagspætte kan også ses i større haver med store, gamle træer, og om vinteren kan man være heldig, at spætterne besøger foderbrættet i haven.