Delfinsafari på Thyborøn Kanal blænder op for så mange refleksioner, man orker – eller bare for en sjov og hyggelig tur til søs.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Morten Aagaard, Helle Ringgaard

Der er noget ved delfiner. Noget legende og let. Noget blankt, glat og uimodståeligt.

Mennesker ser delfinen som elegant, som kær, som morsom og legesyg. Spirituel, sågar. Vi bliver bløde om hjertet, når havdyret ruller rundt og viser sin hvide bug mellem bølgerne, måske fordi det minder os om en fornøjet, hengiven hund. Delfiner kan trænes til at optræde i fangenskab. Nogle har set den hjertensgode, kloge detektivdelfin Flipper optræde i deres barndoms tv. Mennesker finder generelt det store havpattedyr tiltalende.

Jeg er nødt til at blive personlig og varedeklarere denne artikel ærligt. I det daglige nyder jeg det privilegium at bo tæt på Vesterhavet. En af sensommerens store oplevelser på stranden er at se marsvin (tandhvalernes mindste slægtninge) komme tæt ind under land for at jage makrel. Deres trekantede rygfinne sort i solnedgangen, deres misundelsesværdige gliden gennem vandet er magisk for mig; en stille, frydefuld stund, indvendigt jublende og højtidelig på samme tid.

En del af mig har længtes efter at komme i nærheden af delfiner, siden jeg som ung i et fjernt farvand så en flok springe afsted i kølvandet på en færge. En anden del skammer sig over trangen til at trænge mig tættere på og risikere at forstyrre deres verden.

Så altså; det var med blandede følelser, at jeg glædede mig vildt til at komme på delfinsafari i Thyborøn Kanal. Både første og anden gang. Oplevelserne ville jeg ikke være foruden. Tankerne fortsætter.

Det er tre år siden, at en lille flok delfiner (af arten øresvin – den anden delfin i vores farvande, hvidnæsen, holder sig ude på åbent hav) forlod de skotske kyster og indfandt sig i Thyborøn Kanal. For tiden holder tre delfiner, to ældre hunner og den enes kalv, for tiden fast til i Limfjordens vestlige udmunding mod Nordsøen. En yngre han kommer og går efter at have været på langfart med den gamle førerhan.

”Men det er vilde dyr; de kan være væk i morgen, hvis de vil. Det ser jeg nu ingen grund til, at de skulle, for her er masser af mad til dem, og de lader til at have fundet sig til rette”, fortæller biolog Christian Ransborg, som på andet år arbejder hos Jyllandsakvariet.

Delfinerne var udbrydere fra en flok, som skotske forskere har fulgt i årevis og navngivet. Nogle navne er hængt ved, andre er udskiftet. Chewbacca har for tiden tæt, næsten kropsnært, følgeskab af sin datter Leia, mens Tallfin lidt oftere ses svømme for sig selv.

Jyllandsakvariet sejlede i forvejen gæster på sælsafari. Da delfinerne kom, var det oplagt for akvariets naturformildere og indehaver Michael Madsen også at dele oplevelserne af egnens nye tilflytter med et større publikum. Fra begyndelsen med fuldt fokus på en etisk forsvarlig tilgang og bæredygtig begejstring; dyrene er på hjemmebane, mennesket skal opføre sig som en god gæst og respektere sin værts behov og forstyrre mindst muligt. Af samme grund kunne man hverken drømme om at tage foder med ud som lokkemad for at få dyrene linet op til bedre billeder på mobiltelefonerne, eller lade selv den ivrigste og dygtigste svømmer hoppe overbord til en ’svøm med delfiner’-seance.

Førende danske forskere har søgt den tilgængelige viden fra Skotland, Australien og andre etablerede destinationer for delfinturisme og i samarbejde med Jyllandsakvariets udarbejdet retningslinjer for sejlads omkring dyrene. Viden om god adfærd som man gerne deler med private sejlere. Ifølge anbefalingerne holder bådene mindst 50 meters afstand og nærmer sig dyrene fra siden, hverken forfra eller bagfra. Max fart: 7 knob.

”Selvfølgelig kan det blive for meget og stresse dyrene, hvis der sådan en fantastisk stille sommeraften, hvor også mange private både, kajakker og vandscootere er på vandet, pludselig ligger 15 fartøjer og omringer delfinerne. De situationer gør vi, alt vi kan for at undgå,” siger Christian Ransborg.

Jyllandsakvariet sejler sine ture uden garanti for at se delfiner. Det er hidtil lykkes for 90 procent af gæsterne. Turene ligger typisk i de sene eftermiddags- og tidlige, lyse aftentimer, hvor erfaring viser, at delfinerne er nemmest af finde.

På den første tur over tunge blygrå havdønninger ser jeg dem springe. Højt. Smukt. Betagende. Det er sen eftermiddag. Deres haler klapper overfladen, sandet lyser i baggrunden på kanalens breder. Dyrene har formentlig lige spist og virker sprængfyldte af livsenergi og fryd ved at findes. De ruller rundt. Både om sig selv og svømmende så tæt side om side, at deres rygfinner minder om tapper i et velsmurt tandhjul. Det varede længe, inden vi først så dem i horisonten på vej tilbage til kanalen sydfra. De var værd at vente på. Et stykke menneskelykke at tage med i land.

På næste tur er havet blåt og bølget. Vi skal næsten en sømil ud fra Agger Tange, inden den første lynhurtige rygfinne lader sig se over vandet.

Delfinerne jager. Travlt, koncentreret og med konstant skiftende kurs. Engang imellem dukker de pludselig op så tæt ved båden, at vi kan høre deres åndedræt. Sekundet efter igen forsvundet for først at dukke op længe efter og langt, langt væk. En sild springer op i forsøget på at komme væk fra undervandsjægerne. I luftrummet jager to måger en terne, til den taber sin sildefangst. ’Der!’ ’Da!’ ’Aah!’ ’Dort; rechts!’ ’Ser du dem?’ På tværs af sprog flyver observationer mellem bådens gæster, mens arme peger i skiftende retninger. Alle vil gerne se, alle begejstres over det sete og går i land med levende øjne. Der er noget ved delfiner.

Artiklen er produceret i samarbejde med Jyllandsakvariet

Marsvin er til gengæld blevet sjældne omkring Thyborøn. Det er ikke tilfældigt, fortæller Christian Ransborg. Den 40 år gamle han, Mischief, forlod Skotland med 90 kendte marsvinedrab bag sig. Førerhannen brød selv op fra Danmark sidste efterår og søgte endnu videre østpå i selskab med en yngre handelfin, som siden er vendt tilbage og med mellemrum lader sig se igen. Mischief blev fundet død ved Letlands kyst i vinter og bliver obduceret i Riga.

Mennesker ønsker at lære mere om delfiner.

Når delfiner jager, kan de holde sig under vand op til 20 minutter. Ellers søger de til overfladen for at trække vejret med to-fires mellemrum.

Deres ’næsebor,’ blåsthullet, sidder på toppen af hovedet. Modsat de fleste andre pattedyr har de ingen lugtesans, til gengæld ser delfinøjne lige skarpt under og over vandet.

Udover at høre med ørerne modtager delfiner også lydbølger i underkæben. Delfiner fisker med ekkolod lige som mennesker; de afstandsbedømmer og jager ved at udsende lydbølger og få dem tilbage med oplysninger om størrelse af og afstanden til nærmeste undervandsobjekt, fisk foretrækkes sammen med blæksprutter og skaldyr.

Øresvin har endnu ikke ynglet i Thyborøn Kanal.