Kirkerum med vokseværk

AS5I9228
Menighedsråd på Lemvigegnen bygger 
nyt til fremtidens kirkeliv.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

I Harboøre ligger tegninger og venter på endeligt grønt lys, så kirken kan knopskyde med 160 kvadratmeter. 

I centrum af Lemvig by bliver en toetagers bygning renoveret fra yderst til inderst. 

I Gudum Kirke er en indvendig ombygning netop blevet færdig; et mini kaffekøkken har fundet plads under pulpituret, og stole og borde har erstattet nogle af de faste bænkerækker, så siden slutningen af maj har det været muligt at få sig en kop efter-gudstjeneste kaffe i kirken dér.

Ideen om, at mursten, mørtel (og millioner) vejer godt til i et menighedsrådsarbejde er ikke helt ved siden af. Men det er de muligheder for fællesskab, som bygninger rummer, som driver værket. For menighedsråd har i høj grad ansvar for, at kirken også tilbyder sognet noget ud over søndagens højmesse og en smuk kirkegård.

AS5I6870

Duften af kaffe

”En kirke er mere end en bygning, man holder gudstjeneste i. ’Kirke’ er også mennesker, som samles og som kan have noget at sige hinanden uanset livssyn. I Harboøre har vi tradition for, at der er stille i rummet inden gudstjenesten, ikke som i Norge og andre steder hvor snakken går på kryds og tværs mellem bænkene, og bagefter…”, fortæller Ebbe Ravn Sørensen, formand for Harboøres Menighedsråd, og fortsætter:

”Når man bryder op fra en gudstjeneste, sker der noget, når man træder ud af kirken. Så er man jo… udenfor. Det bliver nemt at gå sin vej, især hvis man ikke er fast kirkegænger og kender nogen i forvejen. Vi vil gerne skabe mulighed for at blive i kirkens fællesskab, når de sidste orgeltoner er klinget ud. Når man kan dufte kaffen, bliver det måske lidt nemmere at sige ja tak, end hvis man skal hen over kirkegården og om til konfirmandstuen ved præstegården”.

Men der er tænkt meget mere end kirkekaffe ind på de 160 kvadratmeter, som Harboøre Menighedsråd arbejder på at få bygget til kirken mod nord, hvor der nu er et mindre sakristi.

Børnepasning

Overvejelserne begyndte i det små, da to nye medlemmer - begge fædre i 30’erne - kom til efter menighedsrådsvalget i 2012. De efterspurgte plads til børnepasning i kirken; et sted hvor en af forældrene kunne gå hen med de mindste, hvis de blev urolige under prædikenen. 

”Da vi først fik hul på samtalerne, var det også et savn, at kirken ikke kan tilbyde et dåbsværelse, hvor familierne kan gøre sig og dåbsbarnet klar til at blive hentet og ført ind i kirken af præsten. Vi har kun det uopvarmede våbenhus. Vi kiggede på bygningens muligheder. Kunne vi skille et rum fra bagerst i kirken? Kunne vi lukke sakristiet af med en dør – eller måske forlænge det?”, fortæller Ebbe Ravn Sørensen. 

Samtidig dukkede ønsket om større fleksibilitet i selve kirkerummet op, for faste bænkerækker er nogle stive størrelser, hvis man gerne vil have plads til mere musik og bevægelse, når for eksempel de mindste kirkegængere kommer til ’Ulvetime’ og ser dukketeater. 

Undervejs kom der også en forespørgsel fra Indre Mission; kunne menighedsrådet være interesseret i at hjælpe med lokaler, så søndagsskolen kunne rykke tættere på kirken?

En aften fyldte de seks menighedsrødder  og sognepræst Karsten Christensen en tavle med ønsker: Børnepasning. Gode forhold til dåbsforældre. Smidigere brug af kirkerummet – for eksempel til koncerter. Stole og borde. Et sted at sidde med en kop kaffe. Et sted at brygge kaffe. Et toilet. 

AS5I6907

Byg nyt

For at fange de mange luftige visioner ind, søgte Harboøre Menighedsråd provstiudvalget om penge, og fik 40.000 kroner at købe sig assistance til at lægge en masterplan for kirken. Arkitekterne Vilsbøll og Poulsen i Lemvig blev sparringspartnere. ’Vælt det gamle og byg nyt’ blev deres forslag. Anslået pris: 7,6 millioner kroner.

Ideen slog an. Endda rigtig godt. Først i menighedsrådet, og siden ved et velbesøgt menighedsmøde 2016. Det årlige møde hvor menighedsrådet stiller sig til regnskab – både for det arbejde man har gjort, og de planer man har.

”Vi fik fuld opbakning, også fra provstiet, som anbefalede vores byggeplaner til stiftet”, fortæller Ebbe Ravn Sørensen.  

I byggesager har Viborg Stift pligt til at forebygge dårligt kirkebyggeri og bevare eksisterende kvaliteter, så derfor bliver Den kongelige Bygningsinspektør og eksperter fra National Museet spurgt til råds i sager som kirkeudvidelsen i Harboøre. 

Embedsfolkene synes umiddelbart, at arkitekttegningerne ligner noget fra sidste århundrede – helt i stil med kirken fra 1907 – og vil hellere se en tilbygning signalere sin egen tid.  Så lige nu er fokus på at finde befordrende linjer og løsninger.

At tale sig sammen

Lydhørhed har i det hele taget været afgørende for, at projektet er kommet så langt, så hurtigt.

”Man kan – også i et menighedsråd – have så mange vigtige ord og kloge meninger i spil, at man taler en god ide fra hinanden og ingen vegne når. Vi har holdt fast i viljen til at  snakke os sammen og frem til et fælles mål, selv om processen undervejs har trukket os i mange retninger”, forklarer  Ebbe Ravn Sørensen, der trådte til som formand halvvejs gennem forrige valgperiode og nu har haft posten i seks år.  

Ebbe Ravn Sørensen blev foreslået til menighedsrådet i 1992 og takkede ja. Tidligere socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen og lokal præstesøn – og alligevel ret forudsætningsløs.

”Jeg vidste meget lidt om, hvad der foregik i et menighedsråd, og de første par perioder var jeg absolut det mest menige medlem. Bare en almindelig hedning med lyst til at prøve og lære noget nyt. Dengang ville jeg have forsvoret, at det nogensinde ville blive til 24 år”, fortæller Ebbe Ravn Sørensen,

AS5I6868

Sognets opbakning

Han er blevet ved, fordi arbejdet er vigtigt og givende for ham. Både rollen som arbejdsgiver, ansvaret for kirkegården og en god, bred repræsentation af sognets befolkning. Og det betyder meget for ham, at menighedsrådet arbejder udadvendt.

”Det er især dejligt at mærke opbakning fra sognet. Både ved det årlige menighedsmøde og i samarbejder uden for huset. Med skolen, med Harboøre Centeret omkring sankthans og TV2 på Tour, og med FDF omkring friluftsgudstjenesterne ved Haarum Havn. Vi er heldige at have aktive FDF-  og Missionshuse i Harboøre”.

”Når vi får mere plads i kirken, ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Men vi ved, at der er skabt blivende rum for, at nye ideer og aktiviteter kan spire frem på kryds og tværs. Jo mere vi kan være med til at styrke fællesskabet og få sognet til at hænge sammen, jo bedre. Og jo lavere føles tærsklen til kirken forhåbentlig”. 

Fuldt hus i Lemvig

I Lemvig har menigheden rådet over et hus uden dørtærskel siden 1989; Kirkehuset Torvet 10, en hjørneejendom overfor kirken. I sin tid bygget primært for at samle konfirmanderne til forberedelser tættere på Lemvig Kirke.  

Det hus er aktiviteterne i provstiets absolut største sogn ved at vokse fra, og derfor er håndværkere i gang med at renovere naboejendommen, Svirrebom 2-4. Den købte menighedsrådet sidste år for hen ved tre millioner kroner. Istandsættelsen kommer til at koste godt fem millioner. 

”Vi havde brug for et ekstra konfirmandlokale og var ret langt med planer for at bygge om for 1,5 millioner kroner på 2. sal af Torvet 10, da Svirrebom blev sat til salg.  Vi traf en hurtig beslutning og slog til”, fortæller Kaj Gøtzsche, gennem 16 år formand for det 12 personer store Lemvig-Heldum menighedsråd.

En hel ejendom inklusive 12 parkeringspladser for at få bedre plads til konfirmander lyder vel flot, men købet er en fremtidssikring og forbedring i mange sammenhænge, forklarer Kaj Gøtzsche.

I første omgang bliver kun stue-etagen taget i menighedens tjeneste med indretning af en stor mødesal, et køkken, to kontorer, toiletter og depotrum. To private lejeboliger optager 1. sal, og indretning af den tomme 2. sal kommer i anden ombæring. 

”Vores sogn vokser; meget ’gråt guld’ flytter til byen for at nyde et aktivt otium, og aktivitetsniveauet stiger. Godt hjulpet på vej af, at vi er det menighedsråd i Lemvig Provsti, der har flest ressourcer til rådighed; økonomisk så vel som menneskeligt, blandt andet har vi en sognemedhjælper på fuld tid blandt vores 20 ansatte”. 

Kirkehuset har cirka 680 reservationer om året af de i alt tre lokaler (i størrelserne Small, Medium  og Large) til egne arrangementer og kirkelige organisationer. Det puslespil kan efterhånden være svært at få til at gå op. For eksempel bremser pladsmanglen et ønske om salmesang for de 3-6 årige. Babysalmesang under barsel, Salmer & Sanser 1-3 år, Korskole, Ungdomskor og Skumringssang findes allerede.

”Nogle af vores foredrag har også ramt så rigtigt, at vi har måttet afvise folk, fordi vores nuværende største sal kun har plads til omkring 80 mennesker”, siger Kaj Gøtzsche.

’Optaget’ er især en besked, man nødig vil risikere at skulle give op til kirkens fælles juleaften. I 2015 betød 65 kuverter og et juletræ fuldt hus. I den nye store sal i Svirrebom bliver der plads til 120 mennesker. 

AS5I6907(1)

Fællesskaber

I det hele tager vokser efterspørgslen på spisefællesskaber i flere og flere sammenhænge. Både for alene-forældre, familier der har været til Gudstjeneste for Småfolk og andre grupper.  Et nyt, stort og lyst køkken i Svirrebom vil gøre det muligt at gå i et godkendt køkken og sammen lave varm mad fra bunden. 

Menighedsrådsformand Kaj Gøtzsche forventer også en udvikling i arbejdsfælleskaber på to områder, som kræver plads:

”Dels fornemmede vi en interesse blandt ansøgerne til den præstestilling, vi besatte i år, for få et arbejdsliv i et kontorfællesskab med kirkens andre ansatte. Dels ser vi en udvikling i retning af, at mindre sogne gerne vil overlade administrationen af de computerstyrede kirkebøger til professionelle. Opgaver fra Nørlem og Thyborøn sogne betyder helt konkret, at vi har ansat en kordegneassistent 11 timer om ugen. De folk, et menighedsråd ansætter til at  arbejde sammen, skal også have et sted at gøre det”.

Kaj Gøtzsche tror, at de nye kvadratmeter kommer til at indbyde til nye, endnu utænkte aktiviteter, fordi rum skaber ideer, og fordi viljen er der: 

”Vores vision er at lave aktiviteter for alle i sognet. En menighed rækker udover, hvad der foregår i kirken om søndagen. Det der foregår resten af ugen er mindst lige så vigtigt. ’Menighed’ er også de fællesskaber, der opstår i en periode om en aktivitet, uanset om det er skumringssang, fællesmåltider, et foredrag, en koncert, kor eller noget syvende”.

Menighedsrådsvalg 2016

Menighedsrådene består af mennesker, som repræsenterer sognenes beboere og kirkegængere i al deres forskellighed. Menighedsrådene skal støtte det gode
fællesskab og give de bedst mulige rammer
for menigheden og de ansatte.

Menighedsrådene mødes typisk én gang
hver måned, og de fleste medlemmer af
rådene har et særligt område, de tager sig af. Det kan være kirkeværge, økonomi, præstegårdsudvalg eller aktiviteter. 

Et menighedsråd er valgt for en periode på fire år.
Til efteråret skal der vælges nye menighedsråd
 i alle sogne. Den officielle valgdato er
den 8. november, men da der i langt de fleste sogne – også på vestkysten – er tradition for
at holde såkaldt ”fredsvalg” og kun opstille
én liste, vil menighedsrådsvalget reelt allerede være afgjort i september, når der holdes orienterings- og opstillingsmøder.

I Lemvig Provsti holder sognene orienterings- og opstillingsmøder på følgende tidspunkter:

1. september:
Lemvig-Heldum, kirkehuset, kl. 19.00.

7. september:
Nørre Nissum, kirkehuset, kl. 19.30.

8. september:
Harboøre, konfirmandstuen, kl. 19.30.

12. september:
Flynder, Tangsø-Centret, kl. 19.00.

13. september:
Bøvling, sognegården, kl. 19.00.
Dybe-Ramme, konfirmandstuen, kl. 19.00.
Engbjerg, kirken, kl. 19.00.
Fabjerg, Udefriskolen, kl. 19.30.
Ferring, Bovbjerg Fyr, kl. 19.30.
Fjaltring, friskolen, kl. 16.00.
Gudum, sognehuset, kl. 19.00.
Hove-Hygum-Tørring, menighedslokalet, kl. 19.00.
Lomborg-Rom, konfirmandstuen, kl. 19.00.
Møborg-Nees, konfirmandstuen, kl. 19.30.
Nørlem, sognegården, kl. 19.00.
Thyborøn, kirken, kl. 19.00.
Trans, Fjaltring Forsamlingshus, kl. 19.30.
Vandborg, konfirmandstuen, kl. 19.30. 

Læs mere om menighedsrådsvalget på
lemvigprovsti.dk og Lemvig Provstis facebookside. 

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti

Arrangementer
30. april 2024
Lemvig Gymnasium, Lemvig kl. 19.00
Fortælling om et liv med både juridisk og historisk forsknin
Fortælling om et liv med både juridisk og historisk forskning, med bøger Estrup, Augus...
30. april 2024
Rom Flyveplads, Lemvig kl. 17.00
Cirkus Arena
Giv familien en oplevelse i særklasse, når Cirkus Arena kommer nær din by med det nye supersho...
1. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
The Fall Guy
I The Fall Gus indtager Ryan Gosling rollen som stuntmanden Colt Seavers, der dog har trukket si...
1. maj 2024
Bøvling forsamlingshus, Bøvlingbjerg kl. 19.00
Mod til livet
En aften med skuespiller Bodil Jørgensen og sognepræst Mikkel Wold fra Marmorkirken om tro o...
Se alle arrangementer