Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Nye regler for valg af menighedsråd tilpasser næste år Folkekirken til en virkelighed, hvor der kun yderst sjældent er kampvalg om posterne. I Lemvig Provsti kan de nye menighedsråd blandt andet være med til at åbne kirkerne for turister.

Hvis man har nogle idéer til, hvad sognekirken skal bruges til, så er det værd at notere sig nogle vigtige datoer i det kommende år. 2020 er nemlig valgår til de lokale menighedsråd. Og valgprocessen går som noget nyt allerede i gang til foråret.

”Man har haft menighedsrådsvalg i over 100 år. Men efterhånden er det blevet sådan, at det demokratiske valg i langt de fleste af de 2000 sogne har ændret sig til at være opstilling af kun én liste – og at der dermed kun er valghandling i cirka 100 sogne. Sådan er det også på Lemvigegnen. I konsekvens af den udvikling har man valgt at lave nye regler og i stedet tale om valgforsamlinger”, siger provst Ole Rasmussen, Lemvig Provsti.

Han understreger, at der stadigt er mulighed for at holde valg, men at de forudgående møder fremover er tilpasset en virkelighed, hvor valget af nyt menighedsråd reelt afgøres før selve valget, der traditionelt har været i november. Man tager derfor næste forår fat på at forberede valget af nyt menighedsråd for de kommende fire år.

”Den 12. maj eller ugen omkring den dato, hvis den samme præst har flere menighedsråd, skal der være et offentligt orienteringsmøde, hvor menighedsrådet orienterer om sit arbejde, kommende opgaver og menighedsrådsvalget. Og den 15. september – eller ugen deromkring – vil der så være en valgforsamling, hvor man afholder valget af nyt menighedsråd. Kattelemmen i forhold til et menighedsrådsvalg er, at man med nogle dages frist efter valgforsamlingen kan vælge at opstille en alternativ liste, og dermed udløse et valg i november”, forklarer Ole Rasmussen.

De nye valgregler skal ifølge provsten være med til at synliggøre menighedsrådets arbejde i god tid før valget. Blandt andet fordi Folkekirken som andre foreninger oplever, at kandidaterne ikke nødvendigvis står i kø for at gøre et stykke frivilligt arbejde. 

”Det sjove er, at det ikke nødvendigvis er i de små sogne, at det er svært at finde folk til menighedsrådet. Der har man jo en god konsensus om, at ’vi skal have dét her til at køre’. Og så hjælper man hinanden med at finde ud af, hvem der skal sidde i idrætsforeningens bestyrelse, menighedsrådet og borgerforeningen. Men det afhænger selvfølgelig også meget af, hvor meget menighedsrådsarbejdet fylder; uanset om det er et lille eller stort sted”, siger provsten.

Han kom til Lemvig Provsti i december 2016 fra en stilling som flyverpræst og sognepræst ved Gjellerup Kirke i Herning. Udover at være Lemvigegnens provst er han også sognepræst i Bøvling, Flynder, Møborg og Nees. Følelsen er klart at være landet på en egn, hvor kirkelivet storblomstrer:

”Med et udtryk fra atomindustrien oplever jeg, at der er en fantastisk baggrundsstråling. Forstået på den måde, at en tidligere tids kirke og kristendom stadigvæk skinner igennem i samfundslivet. Og når jeg snakker med folk, så oplever jeg, at uanset holdning til kirken så har alle en respekt for, at kirken er noget værd og har noget at byde på. Det er meget værdifuldt og giver en god stemning omkring menighedsrådsarbejdet”. 

Det opleves i kirkens frivillige bidrag til sociale initiativer og kulturlivet i form af for eksempel sorggrupper, vågekoner, KFUM’s sociale arbejde, genbrugsbutikker, ældreklubber og spejderaktiviteter.

Opbakningen til Folkekirken på Lemvigegnen skal også aflæses på kirkebænkene. I hvert fald når antallet af kirkegængere opgøres relativt i forhold til antallet af indbyggere.

”En fyldt kirke er ikke nødvendigvis udtryk for en stærk opbakning, hvis der bor mange i sognet, mens ti i en kirke i et lille sogn kan være forholdsvis mange i forhold til menighedens størrelse. Men hvis der kun sidder ti på kirkebænkene, er der jo plads til flere, der kan opleve et godt fællesskab, et godt budskab og en ro i gudstjenesten”, siger Ole Rasmussen.

Han er derfor begejstret for de idéer til ’Kirken i sommerlandet’, som tre biskopper sammen med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter i foråret præsenterede på Bovbjerg Fyr i en ny rapport om kirkens aktiviteter i turistområder og feriegæsters brug af de lokale kirker.

Her kunne antropolog Marianne Houmøller-Jørgensen, der står bag undersøgelsen, fortælle, at sommerhuset er et betydningsfuldt sted, som mange betegner som familiens andet hjem. Det smitter ofte af på den lokale kirke ved sommerhuset, som en del hellere bruger end den kirke, de ellers bor i nærheden af. Det gælder ved gudstjenester, men for så vidt også kirkelige handlinger som barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

”Man har også været forbi Lemvig Provsti, hvor vi i høj grad forsøger at imødekomme sommerhusgæsterne med kirkekoncerter, foredrag, små andagter på stranden og andre aktiviteter. I nogle af vores sogne forsøger man at arbejde videre med nogle af de tanker, der er kommet frem i forbindelse med projektet. I Harboøre har man for eksempel arrangeret besøg i kirketårnet og vandringer på kirkegården for turister med stor succes”, siger Ole Rasmussen.

Han understreger, at Folkekirken også er åben for tyske turister og andre udlændinge:

”Det budskab, vi har, er for alle. Uanset om de kommer fra Tyskland, Irak eller Syrien. Hvis vi på vores sted kan være med til at bidrage til at gøre verden til et mere fredeligt og venligt sted, så har vi allerede nået et stykke vej. Jeg kan ikke skabe fred i hele verden, men jeg kan prøve at skabe fred omkring mig selv”.

Som provst har Ole Rasmussen været rundt hos alle lokale menighedsråd for at tale om Folkekirkens struktur i en tid med faldende befolkningstal. Målet er ikke at nedlægge kirker, men at sætte tanker i gang om den lokale kirkes rolle i fremtiden. Blandt andet ved at skabe en bredere variation i Folkekirkens tilbud: 

”Vi står overfor nogle strukturforandringer, når befolkningstallet falder. Og hvis kirken i højere grad skal være en sommerhus-kirke har det betydning for tilrettelæggelsen af aktiviteterne. Både om sommeren og vinteren. Kirkerne i Gudum og Fabjerg kunne måske knytte sig mere til nogle af de mange skovgæster, der besøger Klosterheden. I Nees inviterer vi de lokale kunstnere mere ind i kirkelivet, og i Lemvig skulle man måske gøre endnu mere ud af at være købstadskirken på Torvet. Sådan kan man rundt omkring niche-gøre nogle ting og samtidigt stadigt være sognekirke for alle”, siger provsten.

Han ønsker ikke at lukke kirker, men er klar til at bruge kirkerummet på en anden måde og nogle steder med lidt færre gudstjenester:

”Tag Trans Kirke, hvor der er 24 medlemmer af Folkekirken. Der er allerede nu kun gudstjeneste hver anden søndag. Men det er en kirke, som mange gerne vil giftes i, fordi det er et fantastisk sted at komme ud fra kirken efter brylluppet. Og med inventaret fra 1970’erne er kirken også en god teaterkulisse. Sådan er der ting ved alle 24 kirker i provstiet, som vi kan arbejde med. Og de tanker er noget af det, som der kan være en spændende, demokratisk indflydelse ved at være med i menighedsrådene. Jeg kan inspirere og være en stopklods, men det er menighedsrådene, der har initiativretten og forvalter”. 

Provsten vil derfor også gerne inspirere nye borgere til at stille op til menighedsrådene, som han ser flere kvaliteter ved at engagere sig i:

”Først og fremmest er der et fællesskab med de andre i menighedsrådet om ansvaret for at få det hele til at køre. Det kan give en oplevelse af, at nok går tingene langsomt i kirken, men det bevæger sig. Det er et stykke frivilligt arbejde, der tager noget tid. Indimellem frustrerer det, men det giver også glæder, der er konkret indflydelse. Som biskoppen siger, så styres kirken nedefra af menighedsrådene. Min rolle som provst er, som Danske Lov siger det, at sikre, at alt går skikkeligt til - altså at loven overholdes”.

Provstiet står til rådighed med kurser for nye menighedsrådsmedlemmer, ligesom der er tilknyttet provstikonsulenter, der kan hjælpe med for eksempel ansættelseskontrakter og bygningsopgaver. Opgaven med den tunge regnskabsføring er også udliciteret fra rådene.

”Den vigtigste opgave for de nye menighedsråd er at tage ansvar for at skabe de rammer, der skal til, for at vi har en kirke, hvor man kan høre de stærke ord om kærlighed, nåde og tilgivelse i en verden, hvor vi indimellem kommer til at ødelægge det hele for os selv og hinanden. De rammer ligger i bygningen, i at tale liturgi med præsten, i at ansætte den rigtige graver og mange andre ting. Det vigtigste i nu’et kan derfor være at ansætte en ny organist, redde kirketaget eller forberede sig på, at præsten er på vej videre”, siger Ole Rasmussen.

Det handler efter hans mening også om at fange de nye dagsordener, der er i samfundet, og vove at lave nogle aktiviteter, der taler til nye grupper. For eksempel ved at forholde sig til unges interesse for klimaudfordringer eller åbne kirken for østeuropæiske tilflyttere.

”Østeuropæere har ikke et fælles sprog eller en fælles religiøs baggrund, men de kommer på et tidspunkt for at få deres børn døbt. Senere igen for at få deres børn konfirmeret. Og den integration, der sker i kirken, er ofte den stærkeste integration i et lokalsamfund. Vi skal derfor være klar”, siger Ole Rasmussen.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti