Familien Olesens Hotel

AS5I3053

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

Harboøre Hotel runder 120 år som samlingspunkt i byen. I tre generationer drevet af samme familie.


Der ligger et hotel i Harboøre. Det ligger, hvor det blev lagt, da det blev bygget for 120 år siden af Andreas Kartoft; lige overfor Harboøre Station. I dag er stationsbygningen ude af drift som sådan, og passagererne står af og på Lemvigbanen på perroner hundrede meter længere mod nord. Hotellet er i fuld drift. Både festsale, værelser og især køkkenet. Harboøre Hotel laver mad til husets egne arrangementer og leverer rigtig meget mad ud af huset. Menuer og buffeter, smørrebrød, hjemmebag med videre går både til gæster i områdets mange sommerhuse og til fastboende – også på den anden side af Hygum Bakke.

Hotelbygningen er knopskudt lidt i årenes løb, de røde mursten er blevet vandskurede, skænkestuen er blevet til selskabslokale, Nephew har stået på scenen, gæsterne kan bestille rødt kød, brunch og tapas, Poul Krebs spiller i haven om sommeren, men meget er ved det gamle. De tre slags hjemmebagte småkager. Onsdagens bankospil. Forårets konfirmationer, sommerbryllupper, runde fødselsdage, private selskaber og generalforsamlinger, som løbende skrives i ordrebogen. Signaturretten er stadig grydesimret, gammeldags oksesteg, altid lavet på tyndstegsfilet, aldrig på under to et halvt kilo.

Lige nu er julepynten klar til facaden. November og decembers to julefrokoster med Harboøre-duoen Ole & Elo på scenen er arrangerede og næsten udsolgte. Husets næsten endnu mere traditionsrige vildt-aften i februar var udsolgt inden efterårsferien. Der går ry af den aften, så harboøreboerne kan ikke regne med at være selvskrevne til fadene. Selv ikke de jægere, der har sørget for krondyr på menuen.

”Det tager de nu vist ikke så tungt. Det er jo hverdagsmad for dem. Ellers fik jeg nok heller ikke lov at købe kødet”, mener Alex Olesen.

AS5I2919

Tyskerne tømte hotellet

Husets kok er samtidig den ene halvdel af værtsparret på Harboøre Hotel; Alex Olesen er i øvrigt selv ivrig jæger. Hotellet er hans barndomshjem, ligesom det var barndomshjem for hans mor og tre mostre. Deres far, Valdemar Bruun, havde giftet sig til Harboøre fra Sønderjylland og etablerede sig som barber og hotelejer inden Anden Verdenskrig. 

Da tyskerne under besættelsen rykkede ind i byen, opsøgte de Valdemar Bruun. Besættelsesmagten skulle bruge indkvartering. Da de fandt ud af, at han var sønderjyde og kunne tale tysk, blev han sendt rundt til naboerne med besked om, at de skulle forlade deres huse. ’Belønningen’ var, at familien Bruun blev smidt ud som de sidste.

”Det kan ikke have været sjovt for dem at komme tilbage. Man siger, alt overflødigt inventar var brændt, dørkarme og gulvbrædder med. Vi har kun et enkelt stort egetræsbord og en suppeske tilbage fra den tid. Skeen bruger vi stadig, og den har også været med i skole, når børnene skulle have ting med, som kunne fortælle historie”, siger Janny Nees Olesen.

Hun er værtsparrets anden halvdel og gennem 10 af sine ungdomsår fast medlem af staben af serveringspersonale på Harboøre Hotel. Det var ikke ved de lejligheder, hun mødte sin mand. Han satte helst ikke sine hænder under et serveringsfad. De havde travlt med meget andet. Og i øvrigt havde Alex alle planer om ikke at drive hotel. Så det kunne godt blive de to, tænkte Janny, for det skulle hun i hvert fald heller ikke.

AS5I2976

Biograf og banko

Hendes svigermor Kirsten overtog hotellet efter sine forældre i 1969 sammen med sin mand Kristen Olesen. De drev det som et klassisk jernbanehotel med god, hjemmelavet mad, selskaber, sammenkomster, banko og lejlighedsvis biograf. Døren til skænkestuen og dens spilleautomater var åben til klokken halv elleve 363 aftner om året. Kirsten eller Kristen lukkede selv.

Familieferie var måske et fænomen brødrene Anders og Alex hørte om som børn; ikke noget de prøvede.

”Min første tjans var at cykle rundt og hænge plakater op, når Salling Rejsebiograf kom. De havde en forestilling klokken syv og en klokken ni”, mindes Alex Olesen.

Han husker også fryden ved at være den første i skolen, som vidste, hvordan næste sæsons snoller og is og de nye sodavand fra Tuborg og Carlsberg smagte. Sælgere og chauffører var flinke med smagsprøver. Der kunne også falde et gammeldags kuskeforklæde af som gave:

”Sådan et forklæde syede vi op, så jeg kunne gå rundt til banko med sodavand på hoften og pung i en lomme på maven og sælge”.

Alex Olesen var ikke ret gammel, inden han hellere ville ud i frisk luft og tjene sine penge andre steder end på hotellet. Han plantede træer, satte kartofler og gik graveren til hånde. Siden arbejdede han med mink, ved civilforsvaret og kørte taxa. Efter arbejdstid fyldte musikken en hel del. Fem-syv koncerter om året med Gnags i deres storhedstid var ikke uhørt. Skanderborg Festival fik hans frivillige indsats 10-12 år i træk. Haze-festivalen er han aldrig gået glip af.

AS5I2964

Sidemandsoplært af mor

Janny og Alex havde kendt hinanden næsten 20 år, inden de blev gift. Det gik fint uden papir og uden hotel. De boede på en ejendom i Langerhuse, Janny arbejdede som pædagog og Alex først på slagteri i Lemvig og siden som procesoperatør på Cheminova.

”0g det var du da faktisk også god til”, bemærker Janny.

Men efter årtusindskiftet gik der skred i familien. Deres ældste søn Frederik blev født i 2003, tvillingerne Søs og Laurits i 2004, de blev gift i 2006 og datteren Vibe kom i 2007. Og undervejs overtog Alex i 2005 Harboøre Hotel, købte sig en gammel købmandsbutik i hotellets baghave og en svømmehal i Vejlby sammen med sin bror.

”Jeg gik egentlig med lidt kig på kokkeuddannelsen, men efter 36 år ville min mor og far gerne af med hotellet, og Anders havde gang i sine ting i Thyborøn (Fiskehallen med mere., red.), så jeg købte det og tog uddannelsen ved min mors skulder i stedet for at gå på SU”, forklarer han.

Både Kirsten og Kristen Olesen hjalp til en tid, og økonoma Karen Mossel blev i køkkenet indtil 2015. Aftalen med Janny var, at hun ikke skulle involveres, selv om familielivet flyttede ind i hotellet. Hun ville blive ved at bruge sin uddannelse:

”Men jeg gik jo alligevel og dækkede borde, bagte eller gjorde rent om aftenen og styrede serveringen i weekenderne, så i 2010 blev jeg indlemmet i hotellets regnskab som fast bemanding”.

Hotellets varme køkken, koncerter og mange ideer står Alex for. Det kolde køkken deler Janny med husets eneste anden fastansatte, Olga Lerchenko, som også tager sig af værelserne.

Hotelværelser kom tilbage

I 1920’erne boede danske badegæster på Harboøre Hotel en sommeruge ad gangen med fuld pension. Det gør de ikke mere. Men måske kommer de til det igen. 

Da Alex og Janny kom til, havde Harboøre Hotel ikke tilbudt hotelværelser i over 40 år; de sidste gæster, som tjekkede ud, var de folk, som lagde den første asfalt i Harboøre. Derefter fungerede førstesalen på hotellet med udlejning af tre mindre lejligheder, tit brugt af unge harboøreboer som springbræt ind i voksenlivet.

Men en seng inden for rækkevidde er en god ting at kunne tilbyde til bryllupper og andre store fester, så i 2008 fik hotellet igen værelser. Primært til det brug.

Imidlertid er anden sals penthouse-lejlighed og de fire værelser på første sal også blevet populære blandt håndværkere med opgaver på og omkring Thyborøn Havn. De får morgenmad før arbejdstid, uanset hvornår, og dagens middag på bestilling.

”Her er fred og ro, og hverdagsmad som boller i karry, oksesteg og kyllingefrikadeller, som nogen gerne vil køre lidt efter, når de er meget hjemmefra. Det håndværkerne spiser, får vi også selv”, forklarer Alex Olesen.

Privatboligen ovenpå hotellet har ikke noget køkken.

AS5I3109

Lokale råvarer til hele verden

Siden Harboøre Hotel lagde sig ud på det globale, digitale marked, er der også rift om værelserne i sommersæsonen.

”Første år vi var på booking.com, anede vi ikke, hvad vi gik ind til. Vi får sengetøj og håndklæder fra vaskeriet hver fjortende dag og bestilte 60 sæt, så vi regnede med at være godt dækket ind. Men nej! Det endte da med, at vi måtte ud at låne os frem og i gang med at vaske selv. Pludselig var her jo folk fra Italien, Holland og Kina”, fortæller Janny Olesen med lige dele tilfredshed og undren.

Pensionister, småbørnsfamilier, cykelturister. Folk fra hele verden søger havet. Og roen. Thyborøn trækker med havne-, folke- og byliv hele ugen hele sommeren, og Alex Olesen har på det seneste haft stor fornøjelse af at arrangere firmaevents med køb af krabbeklør direkte på fiskeauktionen, selvplukkede østers, vildt på grillen og gode vine. Også når han er nødt til at køre kundernes akademikersprog omkring Google Oversæt for at være helt sikker på, hvad de forventer.

”Vi har jo råvarer og oplevelser i spitzenklasse lige uden for døren og masser af gode historier at fortælle folk – og når jeg slår over i rent vestjysk er det bare pay-back time!”

Så der arbejdes med forskellige planer og håb om at udvide kapaciteten med flere værelser til 2020.

Børnene hjælper til

Udover at holde Owen Hotel med pop-up restaurant den 5. december i anledning af hotellets 120 års jubilæum pusler Alex Olesen også så småt med ideen om en sommerrestaurant med fisk og skaldyr. Da forsøget blev gjort for år tilbage, var det ingen succes.

”Vi annoncerede, havde skilte ude og så videre, og der kom fire turister hele sommeren. Alle andre var lokale! Men folk går generelt meget mere ud at spise nu, og de tyske turister er også blevet mindre sparsommelige. Og så er vores børn også blevet større, så måske er det tid at prøve igen”, forklarer Janny Olesen.

Familien er altid blevet prioriteret, selv om arbejdstider, som ligger i andres fritid, er en udfordring. For eksempel weekendkampe i håndbold og fodbold. Sommerferien har ikke altid været lang, men den er foregået i campingvogn eller sommerhus væk fra hotellet.

”Børnene har selvfølgelig ret, når de siger, vi arbejder meget. De tager også selv fat; Søs og Frederik tjener deres lommepenge ved at servere, og Laurits har stort set overtaget indretningen. Han maler, pynter og dekorerer. Det som er pænt, har han lavet! Så hotellet har også sine fordele og friheder for os som familie. Det er dejligt at indfri folks store drømme på deres store dage og vildt spændende, når vi står med vores egne arrangementer og koncerter. Kunstnerne kan lide at komme her, og koncerterne giver så meget energi. Når alle er tilfredse, bliver man ikke nær så træt, som man burde være.” 

Artiklen er produceret i samarbejde med Harboøre Hotel


AS5I3066
Arrangementer
26. april 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Alex Vargas i 18b - UDSOLGT
Tanken om at denne herre igen står på vores program vækker et kæmpe smil på mine læber – vi elske...
26. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 18.30
Back to Black - Hyggeaften i Biohuset
Første hyggeaften i Biohusets nye biografsal. ProgramDørene åbnes fra kl. 18.30 Kl. 18.45 serverin...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Hammarskjöld
I 1961 har Dag Hammarskjöld et år tilbage i sin stilling som FN's Generalsekretær. Efterfølgend...
27. april 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Back to Black
BACK TO BLACK er en hyldest til Amy Winehouse – en af de mest ikoniske og savnede stjerner i de...
Se alle arrangementer