Bæredygtig turisme banker på
Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh
Grønne løsninger er ikke endnu afgørende for turisternes valg af feriested, men på vestkysten forventes bæredygtighed i turist-tilbuddene at få stigende betydning. Udviklingen kan blive en grøn vækst-motor.
’Et grønt, bæredygtigt feriemål’ er ikke ordvalget, når udenlandske turister skal forklare, hvorfor de rejser til Danmark. Ifølge en ny analyse fra turistorganisationen VisitDenmark er det fortsat afslapning, rekreation og værdi for pengene, der er udslagsgivende.
Men begrebet bæredygtighed kommer til at spille en langt større rolle i fremtiden. VisitDenmarks analyse viser nemlig, at for eksempel 38 procent af de adspurgte tyske turister forventer, at miljøvenlige og bæredygtige hensyn får betydning for deres fremtidige rejsevalg.
Dét tal har man bidt mærke i på de dele af den jyske vestkyst, hvor tyske turister klart udgør flertallet blandt gæsterne.
”Vi har og vil fortsat satse på bæredygtig turisme. Vi er opmærksomme på, at det er et område, der er begyndt at påvirke turisternes valg af feriemål og måde at være turister på. Alle vores gæster kører hertil. Så hvis det fanger an, at både tyskere og danskere ikke længere vil flyve så meget, når de tager på ferie, så kan bæredygtighed være en vækstskaber på vestkysten i de kommende år på samme måde, som ferieloven i et historisk perspektiv satte skub i udviklingen af dansk turisme”, siger Kristian Hansen, turistchef i Lemvig-Thyborøn Turistforening.
Helt lavpraktisk ser han allerede konkrete eksempler på bæredygtigheden i det lokale sommerland i form af opladere til elbiler ved kommunens ubetinget største sommerhusudlejer, SJ Feriehusudlejning i Vrist, og hos Thyborøn Camping, Hotel og Hytteby, der er den største overnatnings-aktør i Thyborøn.
”Det gør de, fordi de vurderer, at der er et behov, og at det er noget, som man skal arbejde med. Hele dagsordenen præger beslutninger, som når der indkøbes en ny, grøn hybridfærge over Thyborøn Kanal, og når det overvejes at gøre noget lignende ved togdriften. Det vil være superspændende turistmæssigt, hvis togene som vores mini-metro gennem sommerhusområderne også får en grøn klima-profil. Det vil jo være ekstremt stærkt, hvis man kan køre hertil i en elbil og stille den ved et feriehus, for så at tage toget eller en cykel ind til Thyborøn og Lemvig, når man skal handle ind og opleve forskellige ting”, siger Kristian Hansen.
Fremtiden er bæredygtigFremtiden er bæredygtig
Hos SJ Feriehusudlejning i Vrist bekræfter bureauchef Tomas Hansen, at man for et års tid siden opstillede en ellader på parkeringspladsen ved bureauet, ligesom der også er det ved flere af sommerhusene.
”Vi markedsfører os dog endnu ikke som særligt bæredygtige, men i hele branchen er der opmærksomhed på, at det er et ’bon mot’. Bæredygtighed er mere et tilvalg end et fravalg. Jeg tror ikke, at der er turister, der bliver væk, hvis der ikke er affaldssortering i sommerhuset”, siger Tomas Hansen.
Han glæder sig over, at branchen generelt har haft et opsving i de seneste år, men tror ikke endnu, at det handler om bæredygtighed, og at gæsterne ikke vil flyve på ferie.
”Det handler mere om tryghed og sikkerhed, og at du roligt kan tage både hund og hele familien med hertil. Men hvis vi kigger i krystalkuglen og ind i fremtiden, så er det helt sikkert noget, som alle brancher skal være opmærksomme på. Også turistbranchen. Bæredygtighed bliver et salgsparameter, og vi skal derfor finde vores ståsted i det. Der er for eksempel allerede meget fokus på at få optimeret sommerhusene, så de bruger mindst mulig energi. Det har både ejere og lejere interesse i”, siger Tomas Hansen.
Sørg for pæn og ren natur
På turistorganisationen VisitDenmarks kontor i Hamburg oplever markedschef Mads Schreiner, at de tyske turister har en særlig, stor bevidsthed omkring bæredygtighed og vurderer ligesom den lokale turistchef, at det er en klar fordel for vestkyst-turismen.
”Tyskerne associerer generelt bæredygtig turisme med blandt andet grønne transportløsninger, hvilket indebærer, at man bør benytte sig af offentlige transportmidler som bus eller tog, eller at man generelt søger alternativer til flyrejser. Den danske vestkyst er derfor helt naturligt blevet et attraktivt alternativ for mange tyskere, som både genspejles i overnatningstallene og vores potentiale-analyser”, siger Mads Schreiner.
Bæredygtighed er derfor også blevet en del af VisitDenmarks markedsføring.
”Vores kampagner taler i første omgang til tyskernes rejsemotiver, som blandt andet er tryghed og strand, kyst og hav. Derudover er vores fokus i høj grad vækst i skuldersæsonen for at sikre omsætning og beskæftigelse hele året. Sidst men ikke mindst har vi fokus på, at det billedmateriale, vi bruger i vores kampagner, understøtter Danmark som en bæredygtig nation. Blandt andet med særlig fokus på tilgængelighed, naturoplevelser samt frisk og ren luft. Tyskerne forbinder i høj grad bæredygtig turisme med, at man passer på naturen. For eksempel ved at rydde op efter sig selv og tage sit affald med sig. Hvis et feriested derfor vil opfattes bæredygtigt, skal det det fremstå pænt og rent”, siger Mads Schreiner.
Udlejning af sommerhus er guld værd
Fortsætter antallet af vestkyst-turister med at stige, er der brug for flere sommerhuse. Turistchef Kristian Hansen opfordrer derfor lokale sommerhusejere til at indtænke bæredygtighed eller mere præcist deleøkonomi, når de overvejer at udleje deres eget sommerhus. Ikke mindst efter at skattefradraget for lejeindtægterne er forhøjet:
”Hvis du udlejer dit feriehus, så støtter du lokalområdet. Desto flere gæster – desto mere omsætning i butikker og desto større udvalg af butikker og varer”.
Som feriehusudlejer kan man også støtte op om den grønne profil ud fra en mere dele-økonomisk tanke.
”Selv LEGO overvejer at udleje legoklodser i stedet for at sælge dem, så deleøkonomien er også på vej til vores boliger. Det handler om, at tingene bliver brugt i stedet for nødvendigvis at købe nyt. Har man både et hus i Lemvig og et sommerhus i Vrist, så kan man jo kun være ét sted ad gangen. I det store, grønne regnskab er det bedre, at et sommerhus bliver udlejet, end at det står tomt i de uger, hvor man ikke selv bruger det. Særligt hvis det betyder, at feriegæster vælger en grøn destination i køreafstand frem for et hotel på den anden side af jorden. Og den tredje gode grund til at leje feriehuset ud – måske bare i højsæsonen – er selvfølgelig de attraktive fradragsregler”, siger turistchefen.
Han ser også muligheder i at udvikle erhvervsturismen, der allerede er forbundet med den vedvarende energiproduktion på egnen. Gæster fra hele verden kommer til Lemvig Kommune for at se på vindmøller og biogasproduktion. Og der er potentiale i udpegningen af Lemvig Kommune som en af de 20 kommuner i Danmark, der satser på at være klimaneutrale, samt helt konkret i etableringen af videnscentret Klimatoriet som et nyt besøgsmål på Lemvig Havn. Men også klimapåvirkningen af den dynamiske natur på vestkysten er i sig selv en oplevelse.
”Flertallet af vores gæster i sommerhusene kommer for at opleve naturen samt fred og ro. Om sommeren er havet smukt, men i en del af året viser Dänische Nordsee sig jo ofte fra en barsk og voldsom side med høje bølger og kraftig vind, der understreger fortællingerne om blandt andet strandinger. I forhold til erhvervsturisme og placering af for eksempel klimakonferencer kan vi i modsætning til større byer vise noget helt konkret med en sæl i havnen eller et besøg på høfderne”, siger Kristian Hansen.
Når konferencen er slut, husker ingen en powerpoint, men i stedet de oplevelser man fik. Det kan man slå på i det vestjyske, lyder vurderingen.
Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig-Thyborøn Turistforening
Bæredygtig turisme
Bæredygtig turisme er en global trend; ikke mindst foranlediget af FN’s bæredygtighedsmål, der har fået både turister og borgere til i stigende grad at interessere sig for, om deres destination er miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtig. For erhvervs- og mødeturisme er bæredygtighed allerede i dag en konkurrencefaktor, og bæredygtighed vil i fremtiden betyde mere og mere for ferieturismen og den lokale opbakning til turisme.
En ny analyse fra VisitDenmark viser, at udenlandske turister med et godt kendskab til Danmark forbinder os med bæredygtighed. Vi bliver for eksempel forbundet med grønne løsninger, rent vand og ingen skrald. Samtidig associerer turisterne generelt bæredygtig turisme med at benytte mindre CO2-belastende transportformer til destinationerne og selve det at dyrke mere bæredygtige aktiviteter på destinationen, for eksempel vandring og cykling.
Bæredygtighed og klimaovervejelser har også fået stigende betydning for danskernes egen rejseadfærd. 11 procent svarer, at det bæredygtige fokus har påvirket deres seneste rejsevalg. 15 procent siger, at det vil påvirke deres næste valg af rejse, mens 17 procent svarer, at de overvejer at rejse mindre til udlandet af hensyn til klimaet.
Kilder: Det Nationale Turismeforum, VisitDenmark samt Dansk Kyst- og Naturturisme