Tavshedskultur er det centrale tema for forfatter Kim Blæsbjerg i ’De bedste familier’. Hvordan taler man om det, når forfatteren møder læsere, hvis liv og egn lægger grund for fortællingen om tung forurening, velstandsforbedringer og dybe følelsers mangel på ord.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Johan Gadegaard

Aftenens indledende fællessang er Højskolesang-bogens nummer 141 ”Jeg trives bedst med åbent landskab”. Sangen om et par måneder om året nær havet med langt til næste hus og ro til sindet. Så behøver man som poetisk solo-besøgende jo heller ikke snakke med nogen om noget så længe. Men hvad når man bor der hele året med hele familien og mangler ord for, hvad man har på hjerte?

Forfatteren Kim Blæsbjerg bor i København. Han har boet over halvdelen af sit liv væk fra sin fødeby Lemvig. Han er årgang 1974, han flyttede, da han var 20. Men byen har altid haft en krog i ham. Lemvig har trængt sig på i samtlige hans ni romaner. Som et sted at komme fra, flygte fra, som et sted at rejse til, som et sted i udkanten, tit med ganske lidt berøring med fortællingen, men med alligevel.

I sin seneste roman ’De bedste familier’, som han høstede boghandlernes pris De Gyldne Laurbær for, trængte byen sig igennem til forgrunden. Den og historien om kemifabrikken Cheminova på Harboøre Tange. Tilflytterarbejdspladsen, som bragte både en hidtil ukendt velstand med sig og – med frygten for at miste den igen - aktiverede en i forvejen velkendt tavshedskultur i Lemvig og nærmeste omegn. Man holdt mund, når døde ål i spandevis blev skovlet op af fjorden efter kviksølvudslip. Man vendte det blinde øje til, mens fabriksarbejdere mistede synet over kemikaliedampene. Man led i stilhed i forventning om, at det tjente både en selv, familien og fremskridtet bedst. Fast arbejde til de arbejdsløse, sprøjtegifte til eksport, lejlighed med bad, toilet og telefonforbindelse.

”Jeg har lært et nyt ord i aften: Tavshedskultur. Det vil jeg gerne sige dig tak for. Det kendte jeg ikke, ordet altså, jeg kender godt kulturen.” 

Tilhører i Klinkby

Klager fra fjordfiskere ved Roskilde Fjord og fra landmænd med syge dyr og visne marker havde vakt sjællandske myndigheders skærpede opmærksomhed på Gunnar Andreasens kemifabrik i Måløv. Broget og besværligt var det blevet at vækste der, så han var på udkig efter et nyt sted. Det driftige erhvervsråd i Lemvig tilbød ham et helt hav at udlede spildevand i. Bare udledningerne ikke gik i fjorden, gik det nok. På Rønland var der også passende langt til mennesker. Altså bortset fra de 12-14 smålandbrug, hvis familier stædigt levede af lige dele fjord og jord. Nogle endda så stædigt, at de ikke ville sælge deres ejendom. De blev mørnet efter en tid i dunsten fra den midlertidige fabrik, som Gunnar Andreasen fik tilladelse til at bygge. Året var 1953. Siden har det været småt med beboelse på tangen mellem Harboøre og Thyborøn.

Til gengæld betød Gunnar Andreasens nye indsigt i vestjyske forhold og hans gode forbindelser til finansminister Viggo Kampmann, senere socialdemokratisk statsminister, at Folketinget i 1957 vedtog en egnsudviklingslov med billige statslån, virksomhedstilskud og en særbevilling til skolevæsnet. Vejen til velfærdssamfundet var ikke længere en grusvej, men asfalteret.

”Jeg udviklede mændene i bogen først. Arbejdede med deres forskelle og fællestræk i hver sin ende af fabrikkens hierarki. Niels er lokal og arbejder for social opstigning for sig og sine børn. Jørn er sjællandsk ingeniør og stræber efter at blive en stor mand. Arbejdet er deres fælles fokus. Når det går godt, er alt godt. Men de forstår ikke, hvad der rører sig i kvinderne derhjemme.”

Kim Blæsbjerg, foredrag

Vi er i Klinkby, geografisk midt mellem Byen og Fabrikken i romanen. Dagen er mandag den 5. februar. Der er gået fire dage siden salgskonsulent Mai Gaardsted fra Forlaget Gutkind ringede op til boghandleren i Lemvig, så man her på medhør kunne følge med i begivenhederne og overraskelsen og fejringen af Kim Blæsbjerg i det indre København, da han fik nyheden om laurbærene. Sammen med halvdelen af deres kolleger i boghandlerbranchen havde de indstillet ham til på årets stemmeseddel. 1. februar 2023 blev bogen – noget usædvanligt for en dansk romanudgivelse - lanceret med champagne og stort fremmøde hos dem på Torvet i Lemvig.

Hun og Vivi Juhl fra Lemvig Boghandel har stillet en lille bod op bagerst i salen. Kim Blæsbjergs foredrag er ikke begyndt, før de har solgt to eksemplarer af De Bedste Familier. Salget bliver til 13 i alt, inden aftenen er omme. Måske ikke mange, man måske alligevel flere end man kunne forvente i et publikum, hvor det fra snakken på rækkerne lyder til, at størstedelen allerede har læst bogen. Allerede i november inden den sidste julehandel og inden De Gyldne Laurbær var 1.000 eksemplarer af romanen blevet købt i Lemvig Boghandel. Niveauet for, hvad der ellers anses for en sællert, ligger omkring 200 styks.

Denne aften i Klinkby er omsætning heller ikke det vigtigste for dem. Det er at være til stede og følge romanen og Kim Blæsbjerg ude på hjemmebane. Og for at tilbringe endnu et par timer i selskab med forfatteren og bogens karakterer Margrethe og Niels, Karin og Jørn, som er gået under huden på både Mariann Ardal og Vivi Juhl. 

Foredraget blev booket tilbage i august. 160 billetter var solgt på forhånd, da Alt-i-Et Event og Houe-Hygum-Tørring Menighedsråd inviterede til foredrag med Kim Blæsbjerg. Alle Alt-i-Et Husets 190 stole var sat op, inden dørene til salen officielt åbnede for publikum klokken 18.30. Den første tilhører tog plads på forreste række klokken 18.15. En aften med tvivlsomt vejr og føre; man ville nødigt komme for sent.

I takt med at vinglas, vand og chips sættes frem til høflig selvbetjening, finder folk på plads. Der hilses, vinkes og snakkes. Par, veninder, og mænd i flere generationer af samme familie; farfar, far og søn. Umiddelbart procentvis flere mænd end der typisk optræder i danske statistikker over læsere af skønlitteratur, omend historiske romaner har det med at udligne kønsforskellen.

Kim Blæsbjerg er kommet for at fortælle om sin bog og sit arbejde. Han kommer i aftenens løb til at dele en fortælling, som går dybere endnu. Den ligger ham på sinde. Den handler om hans egen familie. Om fire selvmord blandt ti søskende. Om tavsheden ved deres kister. Den ligger til grund for, at han vil have tavshedskulturen i tale. Give den ord, så smerte, savn og sorg måske kan blive til at snakke om og dele uden skam. Hans projekt.

Kim Blæsbjerg taler helt bevidst påpasseligt, for når man har taget 15 års tilløb til at skrive om sin families hjemegn, når man har brugt samlet set næsten fem år på at skrive, researche, læse alt og tale med så mange som muligt om Cheminova, når man har sine forældre siddende i et publikum, hvor mange har mærket konsekvenserne af og oplevet virkeligheden bag romanens fiktive fortælling, så gør man sig umage.

”Jeg tænker over hver eneste formulering sådan en aften. Det har taget tid før jeg var moden og modig nok til at skrive bogen. Et mål for mig har været hverken at være forlegen eller håndsky over, det som står. Hvis noget er taget med, så er det fordi, det siger noget vigtigt. Så må folk tage anstød, hvis de vil. Jeg har arbejdet med respekt for dem, som genkender deres eget liv og stræbt efter at undgå at udstille folk.” 

Kim Blæsbjerg, efter foredraget.

Utroskab har i sagens natur sin egen stærke tavshedskultur. Og utroskab forekommer i romanen. Så meget, at Kim Blæsbjerg et andet sted blev spurgt af en læser, om ’alle sammen skal være utro i bogen?!’ Og næ, det havde egentlig ikke været hensigten fra begyndelsen. Men hans research viste, at det var meget almindeligt blandt ingeniørparrene på den tid, at man kiggede til flere sider, både mænd og kvinder, så den var nok god nok med Jørn og Karin. Margrethe var egentlig for loyal til at ville gå fra flirt til fuldblodsaffære med sin mands flotte, udadvendte lillebror. Troede han.

Kim Blæsbjerg glæder sig over at det, midt i en kritisk fortælling om giftige kemikalier og uægteskabelig kemi, også er lykkedes ham at skabe en mand, det er muligt at drømme om. I og udenfor bogen.

”Du skal bare vide, at hvis Margrethe ikke vil have Erik, så vil jeg!”

Tilhører ved tidligere foredrag i Struer. 

Moralens – og dobbeltmoralens ditto – dystre vogtere tillægges tit adresse hos Indre Mission. Også i Kim Blæsbjergs roman. Han har i samme anledning har været kaldt på kontoret hos sin tidligere gymnasierektor, det vil sige hjem til kaffe hos Lars Ebbensgaard, som fandt medfarten for hård.

”Ja, jeg har læst ’Fiskerne’, og nej, jeg ved ikke alt (om Indre Mission, red.), men jeg har kendskab nok fra mine bedsteforældre på min fars side og fra folk i skolen til at skrive, som jeg gør. Diskussionen vil nok fortsætte.”

Kim Blæsbjerg fortæller også, at han i arbejdet med romanen mødte stor åbenhed og imødekommenhed fra Indre Mission i Lemvig.

”Del af min arbejdsmetode er at indkalde mine karakterer til møde. Så taler jeg med dem. Højt, altså. Jeg har hjemmearbejdsplads, så de møder holder jeg kun, når jeg er alene hjemme. Margrethe mente, at hun og Erik skulle gå linen ud. ’Det kan du ikke få over dig’, sagde jeg. Argumentet, hun overbeviste mig med, havde med tavshedskulturen at gøre. Når man fra barnsben vænnes til ikke at tale om det, som er svært, kan man ikke tale om det smertelige, når man får brug for det. Derfor går det så galt mellem Niels og Margrethe. Så hun sagde lige så stille til mig: ’Når sproget mangler, tager kroppen over. Det er ikke klogt, men ærligt.’” 

Kim Blæsbjerg, foredrag

Udover at læse alt, absolut alt, hvad han kunne i nærheden af om Cheminova og 1950’erne og 60’ernes Lemvig-egnen brugte Kim Blæsbjerg et års tid på at tale med folk. Eller få folk i tale overhovedet. Flere har delt deres viden om eller oplevelser fra tiden med ham på betingelse af, at hverken deres navn eller andet genkendeligt blev nævnt efterfølgende.

Sine fiktive familier har Kim Blæsbjerg stykket sammen på baggrund af mange fortællinger. Både blandt fabriksarbejdere og funktionærfamilier.

Fra Gunnar Andreasens døtre hørte han flere historier, han ikke havde kunnet læse sig til. Blandt andet en om to kvinder som samtidigt ventede samme mands barn. Det kan ske, selv i de bedste familier. Selve Cheminova har Kim Blæsbjerg aldrig besøgt. For at åbne fabriksportene stillede de nuværende amerikanske ejere, FMC Corporation, betingelser og klausuler, han ikke ville gå ind på.

”’Lad være med at gå for tæt på. Det er der ingen, som bryder sig om.’”

Ældre ægtepar til Kim Blæsbjerg ved Kulturmødet på Mors 2018, da de hørte han ville skrive om Cheminova.

”Folk har været lidt efter ting, som ikke passede i forhold til personerne i bogen, hvor folk vidste, at det ikke gik sådan til, som han skrev. Det er så fordi det ikke er lige den familie, som de tænker på, men en han har sat sammen af mange!” 

Læser i foredragspause, Klinkby

”Tak og tillykke! Jeg har læst din bog med stor interesse. Som dreng samlede jeg orm ved Cheminova, hvor fjordbunden var grøn, gul og lilla. Jeg synes, det var så flot. Vi badede også i lagunen. Din beskrivelse af Indre Mission er kritisk på den gode måde, men måske for unuanceret. Aage Hansen (Rav-Aage, fisker fra Harboøre Tange og gennem 40 år Cheminovas fremmeste – til tider eneste – kritiker. Regnes som Danmarks første havaktivist, red.) lærte mig at samle rav. På et tidspunkt var han og Cheminovas informationschef Kurt Aabo sammen i Radio MidtVest. De var blevet venner i mellemtiden, så bagefter spørger Aabo, om Aage egentlig ved, hvor mange penge han i tidens løb har kostet Cheminova: 750 millioner kroner; trekvart millioner kroner. ’Det er godt nok manne pæng’’, svarede Aage.” 

Tilhører, Klinkby

Forfatteren vurderer selv, at bogen blandt andet har klaret sig godt og vundet læsere, fordi den ikke er en entydig politisk. Virkeligheden omkring Cheminova rummer mange lag – både godt og negativt. Forhold som vækker genklang andre steder i landet, hvor man også kender til store virksomheder at være loyale overfor. Tavsheden mellem mennesker er også genkendt mange steder. Den er ikke kun vestjysk.

”Tavshedskultur er ikke det samme som ikke at tale. Der er altid blevet snakket meget i Lemvig. Og der er blevet set ned på dem, som talte om problemer og følelser – eller talte et for farverigt sprog. De var for meget. Tavshedskultur er: Vis ikke din begejstring for noget. Tal ikke om det, som rør sig i dig og det, som er svært.” 

Kim Blæsbjerg

Ringen af fælles, indforstået tavshed omkring Cheminova gav Kim Blæsbjerg en ramme for en fortælling om, hvordan kærlighed, liv, drømme og svigt udfolder sig blandt mennesker, uvante med at tale højt om det besværlige og vant til at holde hånden under det smertelige. Om forsøg på social opstigning i bevidsthed om, at andre har mere end en selv. Mere sprog, for eksempel.

Med en studentereksamen, to år på forfatterskole, en cand.mag. i dansk og ni romaner bag sig kunne man tro, at Kim Blæsbjerg til hver en tid og ved hver en lejlighed har ordet i sin magt. Det passer kun til dels. For heller ikke han var i stand til at holde tale ved sin fasters gravøl, da hun som den fjerde i rækken af søskende tog sit eget liv. Der blev talt om, hvem der kørte med hvem til begravelsen. Om hvordan den døde ikke kunne være det bekendt overfor sine efterladte. Der blev aldrig åbnet for ord og samtaler om, hvad det gør ved ti søskende at vokse op med at få at vide, at de var for mange og selv skyld i deres mors selvmordstrusler.

Kim Blæsbjerg håber, at han ved at skrive om det usagtes pris kan være med til at bryde et mønster. Hans far har læst bogen. Det er første gang. Han er også begyndt at tale om sammenhængen mellem, hvad man kommer af og hvordan man er. De Gyldne Laurbær er ikke nødvendigvis den største gave en forfatter kan få.

Kim Blæsbjerg fortsætter sin foredragsturne ud i landet. Når tiden bliver til det, er han nysgerrig efter at finde ud af, hvad børnene af de bedste familier tager med sig videre i livet. De kan blive kaldt til møde.

”Titlen – hvorfor hedder den De Bedste Familier?”

”Det var vigtigt at få familierne hevet frem i titlen, for bogen er ikke en arbejdspladsroman om den kemiske industri, den handler om livet i familien, i flere familier. Og når nogen siger ’ja selv i de bedste familier’, så ved vi, det betyder, at man ikke skal kradse meget i overfladen der for at finde snavs. Men De Bedste Familier ligger mere mundret, og så mener jeg det egentlig, det med de bedste familier. Det er ikke ironisk overhovedet, for de føler, de gør det så godt de kan. Når det ikke går helt godt, er det fordi de mangler sprog.”

Læserspørgsmål og Kim Blæsbjerg svar, Klinkby