Som menighedsrådsmedlem får man adgang til mange forskellige opgaver, der kan være givende – også på det personlige plan. Tre medlemmer af Tangsø Menighedsråd deler deres erfaringer

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Johan Gadegaard og Helle Ringgaard

Skal man skifte hoveddør og overvejer nye vinduer derhjemme, kan projektet risikere at trække ud og blive dyrt. Står man med ansvaret for små tusind års kirke- og kulturarv og de fysiske rammer om sin lokale menigheds kirkegang, ved man, at vedligehold hverken er ligetil eller billigt.

Måske skal der et mindre administrativt mirakel til, hvis ny dør skal nå at være på plads i Flynder Kirkes våbenhus inden årets sidste gudstjeneste. Udsigten til nye, snedkerbyggede vinduer er helt sikkert endnu længere. Godkendelsesprocessen er grundig, traditionelt håndværk tager tid. Men med indhentet konsulenthjælp fra en arkitekt med speciale i kirkearbejde håber Jens Bjerg Olesen og Mogens Juul Nielsen alligevel.

Det er tidligt i februar måned, da de to repræsentanter for Tangsø Menighedsråd – Bøvling, Flynder, Møborg, Nees sammen med graver Poul Jensen viser Dennis Jespersen fra NB Tegnestuen rundt og fortæller om behov og budget. Projektet har længe været på menighedsrådets to-do liste i Flynder, men sidste års sammenlægning med Bøvling og Møborg-Nees tog en del kræfter og opmærksomhed. Til september er der menighedsrådsvalg igen. Der er nok at tage fat på; meget at gå videre med.

Menighedsrådet vælger også sognets præst. Den seneste ansættelse var et tæt samarbejde mellem de tre menighedsråd, som nu er ét. Alle medlemmers ønsker og forventninger blev skrevet ned og kogt ind til et stillingsopslag, man var enige om. Menighedsrådene besluttede samtidig at afvikle den tidligere præstegård i Møborg for i stedet at kunne tilbyde et hjem i et familievenligt parcelhuskvarter i Bækmarksbro; tæt på daginstitutioner, købmand, skole og kammerater.

Præster har bopælspligt. Ikke bare i sognet, men i den bolig, som menighedsrådet stiller til rådighed. Husets beliggenhed og beskaffenhed er på ingen måde ligegyldig for, hvor attraktivt et embede er, og hvem der søger det. Sognepræst Simon Damgaard Bakbo bor nu på fjerde år i huset med sin familie.

”Vi var meget bevidste om at ville have en yngre præst, som rækker ud og også søger ud til folk, som ikke er hyppige kirkegænger. Det lykkedes!”, fortæller Irma Sig Vestergaard.

Hun er formand for Tangsø Menighedsråd, glad for posten og for hvad arbejdet giver hende:

”Jeg blev i første omgang involveret, den ene gang vi havde kampvalg mellem to lister i Bøvling. Jeg gik med, fordi jeg var interesseret i folkekirken - med streg under det folkelige - mere end i missionen. Dengang sad jeg i to perioder, altså otte år. Efter en pause vendte jeg tilbage i 2008 og har været med siden. Jeg kan lide min kirke, har interesse for den og vil gerne være med til at have indflydelse på, hvordan vi bevarer kirken, ikke som i 1800-tallet, men så den lever med os i dag.”

Irma Sig Vestergaard oplever, at det frivillige arbejde er blevet lettet med årene. Ikke kun fordi hendes egen erfaring er vokset, men især fordi regnskabsførere, bygningssagkyndige og HR-konsulenter nu er indenfor rækkevidde.

”Almindelige mennesker, som vi er i menighedsrådene, har jo ikke en jordisk chance for at vide, hvilken lønramme en medarbejder skal placeres i. Og regnskaberne er komplicerede, men nu er vi tilknyttet et regnskabskontor, så man kan godt være kasserer, selv om man ikke har erfaring eller særlige kompetencer på området. Vi kan og skal ikke vide alt. Heller ikke om el, mursten og kalk! Der er kvalificeret hjælp at få, hvis man bare tager telefonen, ringer op og spørger efter den.”

”Det gælder i det hele taget; menighedsrådene har brug for folk, som er interesserede i deres kirke og lokalsamfund, ikke folk med en bestemt uddannelse eller baggrund. Men vil man omvendt dygtiggøre sig gennem sit frivillige arbejde, byder kirken på et stort katalog af kurser i alt fra regnskab og budget til MUS-samtaler og arbejdsmiljø.”

Nogle opgaver vokser man med at påtage sig.

”Gennem formandsrollen har jeg lært at sidde for bordenden og styre et møde – og oplevet, at det kan jeg! Det lå ikke i kortene, da jeg begyndte, så den udvikling er forbundet med personlig stolthed”, fortæller Irma Sig Vestergaard.

For Jens Bjerg Olesen har samarbejdet i de menighedsråd, han har siddet i gennem årene, også været givende:

”Man kommer ikke langt ved at ville trumfe sin mening igennem for at holde på sin ret. Man må lytte og samarbejde for at opnå resultater.”

Mogens Juul Nielsen, som også har en del år som formand bag sig i Møborg-Nees, er det at lede et godt møde en del af glæden ved arbejdet:

”Det er en god følelse, når alle går glade hjem, og vi fik ordnet, det vi skulle. Man bliver med tiden også mere modig til at tone frem med, hvad man vil. Ikke sidde helt så vestjysk stille og tilbageholdende, men få ting sagt – og på en pæn måde.”

En dagsorden og ansvarsområder, som også omfatter nogle af livets store, svære spørgsmål, giver menighedsrådets månedlige møder værdi for Irma Sig Vestergaard:

”Menighedsrådsarbejdet er personligt. Vi er nødt til at tale åbent og ærligt om store, svære spørgsmål og følelsesmæssige emner, som man ellers ikke lige tager op. Det giver en dybde i samværet, som betyder meget for mig. Vi er langt fra ens som mennesker, men vi respekterer og har tillid til hinanden.

Og vi kommer meget tættere på hinanden i vores samtaler om livet, døden og meningen med at være her, end jeg forestiller mig, at man gør i bestyrelsen for en idrætsforening”, siger Irma Sig Vestergaard.

Menighedsråd møder en del fordomme. Om at sidde meget længe, både til møder og på posten i det hele taget. Om samarbejdsvanskeligheder og dårlig stemning blandt folkekirkens frivillige og ansatte. De negative vinkler er man mildest talt en smule trætte af at høre om i Tangsø.

Selvfølgelig kostede sammenlægningen af tre menighedsråd tid, kræfter og ekstra møder, men processen har tjent et formål, og man er allerede i gang med at høste fordelene. Blandt andet et forsøg med mindre udvalg, som arbejder selvstændigt indenfor de tildelte økonomiske rammer.

”Når vi er gået fra seks til tre medlemmer i for eksempel præsteboligudvalget, ja så betyder det færre møder for den enkelte, som måske tidligere sad i flere udvalg samtidig”, forklarer Irma Sig Vestergaard.

”Det er sandt, at arbejdet tager tid. Men glæden ved at lykkes kompenserer for indsatsen. Man kan vælge at ville give sin tid – og man kan vælge fra. En formands opgave er både at uddelegere og at inspirere til at uddelegere”, siger Irma Sig Vestergaard med et smil.

En fordom siger, at myndighederne (provsti, stift, Kirkeministerium, Nationalmuseet og Kulturarvsstyrelsen, hvis en kirke og dens inventar er gammelt nok) er så tunge at danse med, at det er umuligt at få lov at slå et nyt søm i et gammelt hus’ væg. Irma Sig Vestergaard har erfaret, at har man viljen (og dokumenterne og argumenterne), så findes der også en vej. Endda til at fjerne kirkebænke for at indrette en café i Bøvling Kirke.

”Det tog godt nok tre ansøgninger og uundværlig hjælp fra en konsulent, men projektet lykkedes! Kirkeliv er meget mere end at gå til gudstjeneste. Det er også at stoppe op bagefter, have det rart sammen, få snakket og spurgt hinanden til, hvordan det går. Der er selvfølgelig god plads udenfor, men vejret er ikke altid til at regne med. Så vi savnede et sted at sidde ned med en kop kaffe indenfor. Da Bøvling Kirke er meget stor og lang, stod de bagerste bænkerækker som regel tomme. Nu er de væk, og vi har i stedet borde at sidde ved, når kirken byder på kirkekaffe en gang om måneden”, fortæller hun.

De tre erfarne menighedsrådsmedlemmer håber at nå ud til en bred kreds af interesserede, når de 14. maj inviterer til orienteringsmøde for at fortælle om muligheden for at gå aktivt ind i sognets liv og være med til at sætte rammerne om lokale aktiviteter og attraktive arbejdspladser for kirkens ansatte. Hvert af menighedsrådets fire sogne skal vælge tre medlemmer.

”Vi leder efter dem, som holder af kirken og dens arrangementer. Nogen som vil være med til at præge rammerne om store begivenheder i menneskers liv; dåb, konfirmation, vielser og begravelser. Det er et ærefuldt job at skabe gode, tidssvarende rammer til kirkelivet i 2024. Og det er et spændende sted at sidde, hvis man også interesserer sig for personlig udvikling”, siger Irma Sig Vestergaard, nærmest samtidig med at behovet for at finde en organist til et bryllup en lørdag i maj melder sig på hendes telefon.

Jens Bjerg Olesen supplerer:

”Kirken er for alle folk. Kulturen omkring kirkegang er en anden i dag, ikke så mange kommer, men op mod 70 procent af os har en eller anden form for berøring med kirken i løbet af et år. Også de, som ikke er trofaste kirkegængere, har berettiget forventning om, at kirken er til rådighed, når de behøver den. Menighedsrådets arbejde er at sørge for, at der er betjening, bygninger og arrangementer at komme til. Når Tante Andantes babysang i kirken senere får små børn i klapvogne til at pege derhen og spørge til, om de ikke skal ind og synge i dag, så har vi fat i noget af det rigtige.” 

Det vigtigste ved en kirkedør er måske, at den går let op. 

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti