Haren er mester i kamuflage, den har nogle vilde sanser og sætter en høj fart. De seneste mange år er antallet af harer faldet drastisk, men nu konkluderes det, at bestanden er stabil igen. Her i foråret kan man være heldig at møde haren i landskabet, hvor dyrene parrer sig og får unger.

Tekst: Kamilla Husted Bendtsen . Foto: Mikkel Jezequel, Alopex Media

Lige nu i marts måned kan man ind imellem finde små, bløde totter af brun og beige uld, hvis man går ture i det åbne landskab langs marker og enge. Det kan måske synes lidt hyggeligt med sådanne små, bløde pelskugler. Som naturens egen påskepynt.

"Der er nok nogen, der smider vinterpelsen! Så er det rigtig forår", kunne man fristes til godmodigt at sige med et lille smil på læben.

Og ja, forår er det. Men historien bag uldtotterne er ikke så tilforladelig - den er fyldt med drama. Der er nemlig en stor chance for, at pelsen stammer fra en hare i kamp, for i foråret begynder parringssæsonen.

I bogen ’Danmarks Dyreverden’ fra 1978 står beskrevet, at det kun er i foråret, man ser flere harer samlet på ét sted, og at hunnerne i den periode "løber rundt og tilsyneladende søger at undgå hannerne", som der står.

Hannerne søger til gengæld aktivt hunnerne, som de kan snuse sig frem til. Mødes to hanner opstår der kamp! Nok synes haren ufarlig, når man ser på den med sin bløde pels og store øjne, men sådan en kamp kan gå voldsomt for sig. De bider hinanden, og de står op på bagbenene, mens de bokser efter hinanden med forbenene. Her rives ofte store pelstotter af, og det er dem, man indimellem finder på sin tur.

Man kan endda også opleve at overvære en sådan voldsom kamp, men selve parringen ser man sjældent. Den finder dog med sikkerhed sted, for hare-hunnen får mange unger på en sæson. Første kuld kommer i februar, en hare kan få en-fem unger og får mellem tre og fire kuld om året. 

Hunnen forlader ungerne næsten med det samme, men hun kommer tilbage til dem, når de skal have mælk, og hun holder øje med, om der er farer i nærheden af dem. Efter tre-fire uger kan ungerne klare sig selv. Selvom haren får så mange unger, har det ikke været nok til at holde bestanden oppe. De seneste mange år er antallet af harer faldet, og i ti år har haren stået på det, der hedder rødlisten, en liste over truede arter. Dog er der godt nyt. Nyeste rødliste, der udkom i begyndelsen af i år, konkluderer, at harebestanden ikke længere er truet, men er stabil.

"Det går ikke så dårligt, som det har gjort. Haren er ikke længere i tilbagegang, men der er heller ingen grund til at tro, den er i fremgang", forklarer seniorforsker ved institut for bioscience ved Aarhus Universitet, Morten Elmeros, der har været med i arbejdet på den nye rødliste.

Grundene til harens tilbagegang er mange. Der dør mange i trafikken, og der dør en del under landbrugsmaskiner. Landskabet ændrer sig også, og harens levesteder forsvinder. Haren er et steppedyr og foretrækker store arealer med åben natur. 

Haren færdes meget på landsmændenes marker, men foretrækker områder med forskellige afgrøder, og i dag dyrkes store arealer med samme afgrøde. Der er også forskel på harebestanden rundt i landet. Ifølge Morten Elmeros er der en større tæthed af harer på Sjælland og generelt i det østlige Danmark. Der er færre i Vestjylland.

"Det kan også skyldes landskabet. Det er mere frodigt og frugtbart østpå, her har haren mere at leve af, og landskabets mosaik eller sammensætning passer dyret bedre", siger seniorforskeren og uddyber, at små klynger af træer for eksempel, læbælter og skove, hvor haren kan finde læ, er vigtig for den.

Hvor mange harer, der præcis findes i Danmark, er der faktisk ingen tal på. Det er ikke sådan lige til at tælle harerne ude i landskabet. Tallene bygger på optællinger af harer sammenholdt med jægernes indrapporteringer af antal harer skudt ved jagt. 

I 1970'erne blev der i gennemsnit skudt omkring 300.000 harer i Danmark om året. I 2017-2018 blev der skudt omkring 40.000 harer.

De seneste ti år er vildtudbyttet af harer faldet med 27 procent. Men dette tal er ikke nødvendigvis udtryk for, at harebestanden er faldet tilsvarende voldsomt.

"Det er klart, at jægerne også har en interesse i, at der bliver ved at være harer. Jeg ved, man har haft fokus på harens vilkår fra jægernes side. Måske er interessen for harejagt også faldet generelt", spekulerer seniorforsker Morten Elmeros.

Det sidste kan bekræftes af vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Vestjylland, Jens Henrik Jakobsen.

"Før i tiden kunne man ofte køre forbi en mark og se en hel flok jægere vandre henover den, det man kalder trampejagt, og her er det typisk agerhøns, harer og fasaner, man går efter. Men i dag ser man sjældnere den type jagt. Nu dyrkes i højere grad jagt i skoven, og her er det særligt hjortevildt, der er i fokus", siger Jens Henrik Jakobsen.

Han har selv været på harejagt flere gange, senest på Sjælland, hvor der er flere harer, og det er mange år siden sidst, så han er et meget godt billede på statistikken over faldende interesse for harejagt. Hvorfor, det er sådan, er svært at sige.

"Måske kan det skyldes, at selve harekødet ikke er så eftertragtet i dag. I gamle dage var haresteg en meget fin spise, men kødet er meget mørkt og virkelig kraftig i smagen. Det skræmmer måske en del i dag. Kron- og dåvildt har nok en smag, der er lidt mere i retning af noget, vi kender og knap så ’vildt-præget’", siger vildtkonsulenten.

Hvis man ikke er heldig at opleve en mark med flere harer sammen i brunsttiden i foråret, så kan man stadig møde haren resten af sommeren, hvor den ofte ses i landskabet, dog mest en og en. 

Haren graver ikke huler som kaniner, den bor udendørs hele året. Den laver en lille fordybning i underlaget, hvor den putter sig, det kalder man et haresæde. Haren ligger med bagkroppen i den lille fordybning med forbenene fremme, lige klar til at sprinte af sted, hvis der skulle komme farer.

En vandet vittighed lyder: "Hvad er det sjoveste dyr? - Det er en har, har, hare!". Udover at haren er hyggelig at møde på sin tur og måske sjov at iagttage, så er der vist ikke mere sandhed i det. Men den er derimod nok et af de hurtigste dyr, og haren er meget afhængig af sin hurtighed. Flere steder står beskrevet, at den kan komme op på 80 km/t over en kort afstand, og den kan løbe en kilometer eller to med 50 km/t.

Haren er mest aktiv morgen og aften, hvor den spiser på marker eller andre åbne områder. Om dagen sidder den for det meste og putter sig i sit sæde, og det kan være meget svært at få øje på sådan en hare. Dens brunlige pels giver nemlig perfekt kamuflage, den falder godt i med landskabet. 

Når haren er ude for at spise, er den meget opmærksom, den retter sig ind imellem op eller sætter sig på bagbenene og vejrer i luften. Haren har nemlig en utrolig lugtesans. Den snuser efter rovdyr og andre farer. Man kan se ørene stritte op i luften og dreje sig efter lydene.

En anden vandet vittighed kunne lyde: "Hvorfor har haren så store øre? - Det er for, at den bedre kan høre". Simpelt, men korrekt, haren hører godt. Fornemmer den farer, sprinter den af sted. Haren løber gerne i skiftende retninger, det gør det svært for forfølgere at følge med.

Dette er også en taktik, den bruger på en anden måde. Haren er ret udspekuleret. Den har nogle kirtler ved bagdelen og i mundvigene, som den afsætter duftspor med. Det hjælper haren i brunsttiden, men gør også, at eventuelle rovdyr vil kunne følge dens spor.

Derfor bruger haren tid på at narre eventuelle fjender, når den går tilbage til sit sæde efter at have været ude på markerne og spise. Den går aldrig den direkte vej, men går et stykke tilbage i sit eget spor og tager mange pludselige afstikkere nye veje, så det er svært at følge dens vej og snuse sig frem til den. I sne eller sand kan man dog tydeligt se harens spor, der er meget lette at genkende. Det danner næsten et stort lidt forvrænget ’Y’. Først to større spor ved siden af hinanden, så to mindre på linje bagefter.

Der er tegn på, at der har fandtes harer i Danmark de seneste 17.000 år, og haren har været et jagtbytte for mennesket, der har haft brug for kød og pels. Gennem tiden har vi mennesker knyttet mange fortællinger og myter til haren. Den nyeste og mest kendte er nok påskeharen, der hver påske kommer med chokoladeæg i haven. 

Også mange navne knytter sig til haren: Morten Hare, Gråpus, Haremis, Grå Mogens, Langøre og mange flere. Der findes mange dyr, som i folkloren har et andet navn, tænk på Mikkel Ræv og ulven Gråben for eksempel, man kalder det ’navne-magi’; man bruger et andet navn end dyrets rigtige for ikke at tiltrække sig dets opmærksomhed.

I dag synes vi nok mest, at haren er nuttet: Den bløde pels, den hvide mave, store fødder og lille hale. Men før i tiden har haren været anset som et skadedyr, der spiste afgrøderne, og i gamle dage var haren decideret frygtet.

Der var ligeså meget overtro knyttet til haren som til den sorte kat. Nogle steder i landet spiste man ikke harer, for den langørede var forbundet til djævlen, oplyser skoven-i-skolen.dk. Der står videre, at en hare også kunne være en forklædt heks i dyreskikkelse, som kun var ude på at drille og forvirre jægerne.

En sådan ’hekse-hare’ kunne kun skydes med en sølvkugle. Hvis man så en sådan heks komme farende mod sig i hareskikkelse, skulle man kalde den ved sit rigtige kvindenavn, så ville heksen stå frem uden en trevl på kroppen. Sagde man det forkerte kvindenavn, blev man forvandlet til et uhyre. En hare var også farlig for gravide kvinder. Hvis en gravid så en hare, eller kom hun til at træde på et haresæde, ville barnet sandsynligvis fødes med hareskår.

I dag er der også mange diskussioner på fora på internettet om, hvorvidt man som gravid må spise harekød. Det skyldes den sygdom, der på dansk hedder haresyge. Men den bekymring fejer Mariann Chriél, der er specialkonsulent i Miljøstyrelsen, af banen. Man skal blot bære sig fornuft ad.  

"Det er egentlig misvisende at kalde det "haresyge", for det er katten, der er hovedbærer", siger hun.

Sygdommen skyldes en parasit i kattens tarm. Æggene fra parasitten kommer ud med afføringen og kan leve videre i jorden. Alle dyr, der har risiko for at komme i berøring med besmittet jord eller katteafføring, er i risiko for at få parasitten, som man kan komme i kontakt med, når man håndterer det rå kød fra dyrene. For raske voksne er den ikke farlig, men hos gravide kan den smitte fosteret, og det kan have alvorlige konsekvenser for barnet, særligt i form af øjen- og hjerneskader.

"Rådet er, at man som gravid ikke tømmer kattebakken og ikke håndterer råt kød. Men det er råt kød fra alle slags dyr. Køer og grise og vildt generelt kan også komme i kontakt med parasitten fra kattens afføring. Vask hænder grundigt og gennemsteg alt kød, så er man sikker", siger Mariann Chriél.

Haren er altså ikke anledning til nogen speciel fare i dagens Danmark. Så vidt vides heller ikke i landbruget, som ellers nok er de mest udsatte for harebesøg. I Naturstyrelsen Vestjylland får man i hvert fald ingen anmeldelser om eventuelle ’problemharer’.

"Det er klart, at haren spiser nogle af landmændenes afgrøder, men jeg tror ikke, det er i en mængde, der udgør et problem. Den kan være til stor gene for den enkelte frugtavler her og der, for haren spiser nyplantede frugttræer, skud og den kan også gnave bark af, hvis der er høj sne, så haren kan nå højere op, men det er ikke et udbredt problem", siger vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen.

Der er altså ingen grund til panik næste gang, du møder den langørede derude. Det er blot at glæde sig over at opleve endnu et af de danske dyr i naturen.

- En voksen hare er cirka 60-70 cm lang og vejer omkring fire kilo.

- I Danmark har vi kun én hareart: Den europæiske hare.

- Haren er vegetar, den har et meget skarpt bid, og den spiser græs og grønne planter og blomster, for eksempel mælkebøtte og tusindfryd, den spiser også korn og græsfrø samt bær som hyben og tjørnebær.

- For at få alt næringen spiser haren sin mad to gange - den spiser faktisk sine egne harelorte, når de er fordøjede og kommer ud første gang.

- En hunhare hedder en 'sætter' på jægersprog, en hanhare hedder en 'ramle', og harens unger hedder killinger.

- Ser du harekillinger, der ligger alene, skal du ikke bekymre dig. Moren er lige i nærheden og vender tilbage til dem jævnligt.

Hvordan den æglæggende hare med den fine vest og glade smil, som vi kender påskeharen i dag, blev til, er der ingen, der ved med sikkerhed. Men traditionen, der er så gammel, at ingen husker, hvordan den opstod, stammer sandsynligvis fra Tyskland. Et af buddene på påskeharens oprindelse er, at man ved forårsjævndøgn fejrede frugtbarhedsgudinden Eostre, som var symboliseret med en hare. Her er vi 700 år før Kristus.

I foråret ofrede man også æg, og man spiste æg - også i et ritual for øget frugtbarhed. De to frugtbarhedssymboler kan være smeltet sammen på et tidspunkt.

I Danmark var vi længe om at adoptere traditionen. Her anså man haren som et skadedyr, der ødelagde afgrøderne, og danskerne hoppede ikke med på den tyske påskehare-vogn lige med det samme!

Men i 1800-tallet tog tyske indvandrere traditionen med til USA, og her faldt påskeharen i god jord. Den lille, glade hare med de farvestrålende æg fik nyt liv. Som en anden langøret julemand kom haren nu med æg til de artige børn.

Og endelig kom vi med i Danmark, hvor børn har ventet den hoppende æg-uddeler hvert forår siden begyndelsen af 1900-tallet.

I begyndelsen skulle børnene lave en rede i haven til haren, som kom om natten og fyldte reden med farvede hønse-æg. Men siden er chokolade-industrien kommet om bord, hvilket helt sikkert har hjulpet til at gøre traditionen og ideen om påskeharen mere spiselig for alle.