En oplevelse af nærhed

AS5I0952(1)
Bosætningskonsulent Sara Stubkjær Pedersen fandt ro og fællesskab om sit eget familieliv på landet i Lemvig Kommune. Nu har hun til opgave at åbne vejen for flere.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

Tirsdag den 28. marts 2023 stod i forvejen i Sara Stubkjær Pedersens kalender som en stor dag: hun fyldte 30 – og hun og Johan, hendes kæreste gennem ti år, havde besluttet at markere dagen med en borgerlig vielse på rådhuset i Lemvig. Bare de to sammen med sønnerne Sigurd og Eske. Familie og venner skulle overraskes med nyheden senere på dagen, når de kom til fødselsdagsfest hjemme på landejendommen mellem Nees og Skalstrup.

Gæsterne blev ikke ene om at få mere end de forventede den dag. Sara fik et job, inden ugen var omme.

”Mens vi stod i byrådssalen bagefter og fik et glas sammen med Louise (Agerbo, red.), som havde viet os, og Dorte (Gantriis, red.), vores kommunale vidne, spurgte de, hvad jeg så lavede. Johan kendte de jo – også selv om han var i det pæne tøj i stedet for arbejdstøjet fra Vej & Park. Jeg var på barsel med Eske, og i situationen gik jeg mest op i, at jeg lige var blevet gift! Men da Louise hørte, at jeg havde en cand.it i Oplevelsesdesign fra Aalborg Universitet oven i min bachelor i Nordisk Sprog og Litteratur, sagde hun, at så var det måske lige mig, hun stod og manglede som bosætningskonsulent. Jeg havde læst om bosætningsstrategierne i avisen, men gled lidt af på emnet, for det var jo ’os’, ikke mig, dagen skulle handle om.”

Næste dag ringede Saras telefon. Opkaldet kom fra rådhuset, men hun kendte ikke nummeret og var for optaget til at svare. Da Johan senere kom hjem fra arbejde i kommunens Teknik og Miljø afdeling, leverede han i stedet hendes invitation til jobsamtale personligt. Fredag morgen var hun til samtale, fredag eftermiddag var jobbet som  bosætningskonsulent hendes. Hun tiltrådte midt i maj.

Ikke en drøm

Som tilflytter uden nogen tidligere tilknytning til området falder Sara Stubkjær Pedersen ind i den kategori, som kommer til Lemvig-egnen på grund af kærlighed. Da hun i efteråret 2019 forlod sine veninder i studiekollektivet i Aarhus for at rykke på landet med udsigt over Nissum Fjord bar hun ikke sine flyttekasser selv; hun bar på sit og Johans første barn.

”Johan var i praktik i Holstebro som del af sin uddannelse på Skovskolen i Nødebo. Efter at have boet i Klosterheden var han helt solgt til Vestjylland. Her ville han bo! Så han flyttede ind i vores nuværende hjem i 2017.”

En landejendom 13 kilometer fra nærmeste butik lå ret langt fra Saras gymnasiedrømme om et voksent byliv på Vesterbro med karriere, caféer og børn ombord i Christianiacyklen. Sommeren mellem sine to uddannelser havde hun dog fået en smagsprøve på landlivet, som hun – lidt uventet - godt kunne lide. Johans udlejer tilbød hende en måneds arbejde på hans nabogård.

”Jeg prøvede alt muligt forskelligt; at stå med en elhammer og bryde betongulv op, være med til høst. Og når Johan og jeg kom hjem fra arbejde, sad vi ikke bare og så serier. Vi gik tur med hunden ved fjorden eller fandt vores egne svampespots i Klosterheden. Da begyndte min fomo (frygt for at gå glip af noget, red.) at overveje, at man måske også gik glip af noget ved at blive i byen.”

AS5I1032

At slå rod

Kontrasten mellem midtbyens summen og domkirkeurets kvarterslag midt i Aarhus og stilheden på landet larmede dog en del i begyndelsen. Omstillingen tog tid.

”Det var en kæmpeomvæltning. Det var efterår. Jeg gik hjemme på barsel og var lidt ensom. Jeg sad fast, og i modsætning til byen, hvor man bare kan gå ud ad døren for at mødes på café en formiddag, så skulle alt planlægges, hvis jeg ville se mennesker.

Men her bor en del unge familier. Både tilflyttere som os selv og tilbageflyttere, som gerne vil give deres børn en barndom med de samme kvaliteter, som de selv har kendt. Så jeg fandt sammen med hjemmegående mødre og andre på barsel. Sammenholdet er virkelig godt. Her er altid nogen at spørge, hvis du har brug for at låne et kilo mel. I Aarhus og i Ikast, hvor jeg voksede op, var der også super rart at bo, men vi kendte ikke nødvendigvis alle naboerne. Det gør man her. Og man spørger til dem, man ikke lige har set for nylig. Man kærer sig om hinanden.”

Engagement i foreningslivet nærer familiens spirende rødder. Johan træner Bøvling Idrætsforenings mindste i fodbold, går til gymnastik, spiller i band og er aktiv i Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling. Sara sidder i bestyrelsen for Nees-Skalstrup Sogneforening og Børnehuset under Bøvling Friskole.

AS5I0889

”Man får så meget tilbage ved at investere i sit lokalsamfund. Det er så nemt at gøre en forskel. Og mange værdier her, køber man sig ikke til; man er med til at skabe dem.”

Selv om livet med to børn og to job både kræver to biler og en pæn portion skemalagt planlægning, så ser Sara Stubkjær Pedersen i dag roen i det nære nu som den allerstørste gevinst ved at bo på landet som småbørnsfamilie. Fryden over at hendes sønner fra ganske små kender fasanens kald og solsortens sang. Glæden ved at plukke sine æbler direkte af træet og opleve at æg kommer fra hønen; at liv hænger sammen med andre liv, og at maden ikke bare ligger i supermarkedets køledisk.

Langt - til hvad?

Den trygge nærhed og muligheden for et familieliv med god plads til børn – både hjemme og i pasningstilbud – og direkte adgang til at følge årstidernes gang gennem mange slags landskaber er blandt de kvaliteter, Sara Stubkjær Pedersen vil gøre Lemvig-egnen kendt for.

”Vi har to biler og vænnet os til at skulle køre til alt. I begyndelsen tænkte jeg, at vi boede langt væk. Virkelig langt væk! Men langt fra hvad, egentlig? Vi er tæt med vores naboer og på skov, fjord og Vesterhavet. Jeg har gået det i byen, jeg skal. Vores største omkostning ved at bo her er afstanden til drengenes bedsteforældre. Det tager en time hver vej, når vi skal besøge dem. Heldigvis er de søde til også at komme på besøg her, og da de alle stadig er i arbejde, ville de alligevel ikke kunne hente drengene i børnehuset i en snæver vending, selv hvis de boede tættere på.”

Gode normeringer i dagtilbud og gode trivselsmålinger er faktorer Sara Stubkjær Pedersen gerne vil fremhæve på hjemmesiden flyttillemvig.dk, som hun og kollegerne præsenterer i løbet af efteråret. En portal med direkte links til svar på de spørgsmål, man måtte have som ny borger eller kommende tilflytter til Lemvig Kommune.

Udover hjemmesiden er bosætningskonsulenten også personligt til rådighed. Et tilbud om direkte kontakt blandt andre to tyske børnefamilier har benyttet sig af. Mange af Lemvig Kommunes arbejdsomme tilflyttere har ikke nødvendigvis dansk som modersmål.

AS5I0857

Bud om de unge

”Som led i udviklingen af den kommende bosætningsstrategi analyserer jeg kommunens eksisterende tiltag i tilflytternetværk og med landsbyambassadører. Hvad fungerer, når vi gerne vil hjælpe tilflyttere i gang? Hvorfor? Hvilke tiltag skal kommunen beholde og videreudvikle? Skal noget skrottes?”

Sara Stubkjær Pedersen har blandt andet kig på, om det vil give mening for Lemvig Kommune at følge op på den årlige tilflyttersammenkomst med borgmestervelkomst, byrundtur og fællesspisning i Frivilligcenter Lemvig med endnu flere tilbud til egnens nye borgere om at samles og skabe nye netværk. 

Det er ingen hemmelighed, at Lemvig Kommune har en særlig interesse i at tiltrække unge mennesker i den erhvervsaktive alder. Arbejdskraft, skatteindtægter og børn til skolerne; de 25-40-årige er ombejlede fra alle sider.

”På Kulturmødet i sommer var vi flere bosætningsog udviklingskonsulenter som stak hovederne sammen for at undersøge, om vi kunne løfte noget af brandingen af Nordvestjylland i flok. Jeg lader mig selvfølgelig også inspirere af andre kommuners hjemmesider og tilbud. Et sted kunne tilflyttere få en ’værtsfamilie’. Jeg kan godt se det være en hjælp at blive hentet og have nogen at sidde med, hvis man synes, det er lidt overvældende at dukke alene op, når sognet holder fællesspisning.”

”Men det er vildt svært, for selv om jeg ved, hvilken tilvænning livet her krævede af mig, så vil tilflyttere komme med forskellige behov og forventninger. Tilflytterne selv er de bedste til at fortælle, hvad der er lykkes og hvorfor, de er glade for at bo på Lemvigengen. Så når vi arbejder med videoer for at markedsføre og brande kommunen, er det oplagt at tage udgangspunkt i deres historier.”

På tegnebrættet ligger også muligheden for løbende kontakt til egnens egne unge mennesker, så de får relevant viden om den lokale udvikling og nye jobmuligheder, mens de studerer i de større byer. Kyndige hænder og kreative hoveder må gerne vende hjem.

AS5I0917

En fælles indsats

Erfaringer fra Lemvig Kommunes Prøvehus i Ramme, som snart bliver hjem for sin første familie, vil den nye bosætningskonsulent også følge som del af sine foreløbig 12 måneders ansættelse.

”Jeg begyndte mit arbejde som bosætningskonsulent midt i maj. Muligvis er jeg lidt naiv i forhold til, hvor let det bliver at åbne folks øjne for Lemvig-egnen og dens mange muligheder, for arbejde, for fritid og for det gode familieliv. Her er jo bare så meget godt! Men jeg er ikke så naiv at tro, jeg kan gøre det alene. Folk med ideer til og egne erfaringer med bosætning vil jeg så gerne høre fra, hvis jeg ikke allerede har kontaktet dem.

Kommunen har flere gode samarbejdspartnere, blandt andre Frivillighuset og andre institutioner. Vi kan altid bruge flere. Jeg tror meget på, at vi løser udfordringen bedst gennem fællesskabet, gennem input og opmærksomhed på, hvordan vi fra kommunal side arbejder bedst med på udfordringerne, hvor de er og når de opstår.”

”Og det gør bare noget virkelig godt for jordforbindelsen og den mentale sundhed at grave sine egne gulerødder op og lade øjnene hvile på græssende køer! Hvis jeg kan gøre noget for at rykke på folk, så de finder deres egen udgave af det gode liv her, så giver mit arbejde mening. Mit succeskriterium er, at Lemvig Kommune bliver kendt som ramme om en god hverdag med nærvær og tryghed. Samtidig kender jeg også godt statistikerne for den demografiske udvikling de seneste mange år. Hvis det var nemt at få folk til at flytte hertil – og få de unge til at vende tilbage -, så var det gjort for længst. Men derfor er det stadig værd at gøre en indsats for.”

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune

AS5I1076

Cand.It i oplevelsesdesign

Uddannelsen på Aalborg Universitet har fokus på design af digitale medier og produkter, der kan understøtte og formidle oplevelser på nye måder.

Oplevelser er sansebaserede påvirkninger, som mennesket får i interaktion med et produkt, en tjeneste, et menneske, en event osv., og som afsætter sig som følelsesmæssige indtryk og meningsfulde, identitetsskabende erfaringer.

En oplevelsesdesigner skal vurdere behov og foretage analyser, så oplevelsen bliver relevant og interessant. Ud fra behovs- og analysegrundlaget lærer man at designe, tilrettelægge og realisere digitale oplevelser ud fra et kulturelt, teknologisk, psykologisk og økonomisk perspektiv.

Arrangementer
15. maj 2024
Harboøre Kirke, Harboøre kl. 19.00
Højskolesangaften
Harboøre Kirke inviterer til højskolesangaften rundt om klaveret.Vi vil synge et udsnit a...
15. maj 2024
Kirkehuset, Nr. Nissum kl. 19.30
Storm P og evangeliet
En aften i godt selskab med Storm P og tidl. Domprovst Niels Chr...
16. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
Stella. Et Liv
Det går fra slemt til værre. Fra at være udstødte og udnyttede som billig arbejdskraft p...
16. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Civil war
Ny film af Alex Garland som tidligere har stået bag film som EX Machina og Annihilation. I filmen...
Se alle arrangementer