Der findes mange skæringspunkter i et familieliv. Et af de skarpe i familien Vrist faldt 3. december 2014. Christian var taget ud at løbe. Det gjorde han tit. En voksenvane og et godt supplement til en hverdag med megen kørsel rundt i Jylland som ansvarlig for markedsføring af konstruktøruddannelsen.

”Når jeg tænker tilbage, så havde jeg før oplevet anfald af nældefeber og udslæt i forbindelse med løb, men den dag tænkte jeg bare på, at jeg skulle spise noget, så jeg ikke gik sukkerkold undervejs”, fortæller Christian. 

Han tog sig en tortillapandekage. Godt med kulhydrater. Det bliver mørkt i Harboøre om vinteren. Klokken syv-halv otte er det nat. Så Christian tog by-ruten med gadelygter i stedet for at løbe ud på sin foretrukne naturrute.

Her er hans del af fortællingen tæt på at slutte. Christian bryder sig ikke om at være til besvær; ingen grund til at ringe 112, bare få mig hjem. Hjem til Anne-Marie. Så faldt han, slog hovedet på vej ind i bilen og bad, som det sidste han husker, sin forskrækkede, råbende chauffør om at holde mund og lade ham sove. 

Her træder Anne-Marie ind i historien.

”Jeg gik og støvsugede. Heldigvis var ingen af børnene hjemme. Svend-Erik kom ind i huset; ’Skynd dig, kom, Christian er faldet, han er ude i bilen!’ Da jeg kom udenfor, så jeg Christian sidde og bløde ud af den ene kind. Han var helt væk og havde kramper. Jeg så ham trække vejret to gange. Så holdt han op. Han var bevidstløs”.

Anne-Marie ringede selv 112 med beskeden: ’En 48-årig, rask mand var ude at løbe. Han er bevidstløs nu’.

Telefonen og resten af samtalen med alarmcentralen bliver overladt til Svend-Erik, mens Anne-Marie løber over og banker på ruden hos en nabo, så han kan hjælpe med at få Christian ud af bilen og ned at ligge på jorden.

”Ingen puls. Ingen vejrtrækning. Jeg er narkosesygeplejeske, så jeg slår over på rutinen og starter genoplivning, mens jeg beder naboen løbe hen efter Agnes. Hun er sygeplejerske og bor fem huse nede ad gaden. Jeg ved, hun kan give hjertemassage, og jeg har brug for hende. På sygehuset har jeg givet hjertemassage mange gange men aldrig uden udstyr og altid i et team; jeg ventilerer, mens en partner masserer. Nu står jeg alene med Christian. Jeg går i gang selv”.

Naboen henter Agnes. Hendes mand følger med ud. Med den parkerede bil og manden på asfalten tror parret først, at nogen er blevet kørt ned, og Agnes beder sin mand løbe i modsat retning og hente den offentligt tilgængelige hjertestarter for enden af gaden.

”Da Agnes kommer hen, ved hun lige, hvad der skal til. Hun roser og opmuntrer mig samtidig med, at hun sætter sig ned, og vi finder ind i rytmen med at skiftes til at massere og give kunstigt åndedræt. Vi slår fuldstændig over i professionelle algoritmer og kører bare i vores egen, lukkede verden”, mindes Anne-Marie.

”Det giver en tryghed, at der nu er flere mennesker omkring os, men jeg har svært ved at give slip på Christian.  Jeg arbejder videre, til 112-teamlederen træder ind og siger, at ’det bliver du ikke ved at kunne holde til’ og tager over”, fortæller hun.

”Tja, uden ham havde mine ribben måske ikke gjort så hammerondt, da jeg vågnede”, bemærker Christian tørt.

Da ambulance og lægebil når frem kort efter, er Christians vejrtrækning kommet i gang. 

”Jeg lå på en båre, og tænkte at alle de mennesker skulle sendes hjem, så jeg kunne komme ind på min sofa. Men da de lægger mig ind i ambulancen, ved jeg, at der er noget i gang, som ikke kan stoppes, og at jeg ikke kan gøre andet end at slappe af”.

Ambulancens måleudstyr sender Christians data til Skejby Sygehus. Kardiogrammet viser mulige tegn på blodprop i hjertet, så lægerne vil have ham til Aarhus. Akuthelikopteren står små 20 kilometer væk på flyvepladsen i Rom.

I dag kan helikopteren uden problemer gå ned i Harboøre. I 2014 var akutberedskabet endnu ikke så vidt. 

”Det var det værste overhovedet. At blive sat af ambulancen her i Harboøre og se den køre af sted med Christian alene, fordi der ikke var plads til mig i helikopteren. Jeg får bedt Agnes give besked om til Christians mor og slukke for lyset og det, som stod i ovnen. Så kom vores ældste datter, og vi kørte mod Skejby. Uden at kunne gøre noget. Uden at vide hvad vi kom over til. Det var hæsligt”.

Christians flyvetur var heller ikke behagelig. Af andre grunde.

”Jeg havde ligget i mit svedige løbetøj på decemberkold asfalt uden cirkulation i kroppen, så jeg var i kramper af kulde. Og det mekaniske hjertemassageapparat, som de havde sat på mig, gjorde ondt i de bøjede og brækkede ribben”.

I Skejby gav en kikkertundersøgelse Christians hjerte og kranspulsåre topkarakterer. Det fejlede intet. Patienten var undersøgt, klar og indskrevet på sygehusets sengeafsnit, inden de pårørende nåede frem.

Fra Christian var faldet om i Harboøre klokken ti minutter over otte, til han begyndte at få varmen i hospitalssengen i Aarhus, var der gået halvanden time.

”Så når man frem, står der ved sengen og tænker; ’hmmm … hvad så?!’ Der havde jo været nogle tidligere tilfælde af kløe og tungen, der lige som voksede i munden, når Christian dyrkede sport. Men der var også uafklarede spørgsmål om arvelighed i familiehistorien, for Christians far var faldet over bord og druknede, da han var midt i 30’erne, og ingen ved, om det skyldtes et hjertetilfælde”, fortæller Anne-Marie.

Allerede næste dag snævrede lægerne feltet ind. Hjertet var fint. Alt tydede på et anafylaksis chok, så allergispecialisterne blev inddraget. 

”Jeg var den første patient, hjerteafdelingen udskrev med skrappe restriktioner på at dyrke motion! Så vi aflyste danselæreren til vores sølvbryllupsfest”, fortæller Christian.

Han havde det fint. Så godt at det faldt ham helt naturligt at søge nyt job som teknisk chef på havnen i Thyborøn, da stillingen blev slået op to uger senere. Sygdomsudredningen og den månedlige tur til kontrol hos lægerne i Aarhus forstyrrede ham ikke. 

”Jeg mærkede jo mindst til det hele. 3. december blev bare grå og tåget. Jeg var aldrig bange og havde ikke ondt før bagefter, og de ribben var jo til at tage og føle på. Jeg er også ret autoritetstro. Når lægerne siger noget, tænker jeg, at de ved bedst. Siger en læge noget til Anne-Marie, hører hun det som oplæg til en diskussion”.

”Ja, sådan er vi. Meget forskellige. Du var langt ude på kanten af livet, men du dvæler ikke ved det. Jeg har sværere ved at slippe tankerne om ’hvad nu hvis …, hvad nu hvis ikke …’ Du kunne være løbet en anden vej den dag. 

Svend-Erik kunne være kommet fem minutter senere. Så mange små marginaler… Der var en engel mere end et sted den aften”, siger Anne-Marie.

Parret bor i Christians morfars hus i Harboøre. Her flyttede de til fra Aarhus i 1998 efter at have boet midlertidigt i Holstebro et år, mens de satte huset i stand. Anne-Marie stammer fra Timring vest for Herning, og hun havde egentlig aldrig tænkt sig at bo vest for Silkeborg igen efter job i England, studieår i Nørre Nissum og ni år sammen med Christian med uddannelse og job i Aarhus. Hun som sygeplejerske. Han som bygningskonstruktør. 

Men så kom børnene. Emil i april 1995 og Mathilde 16 måneder senere.

”Vi begyndte at savne et netværk af familie omkring os, og da vi havde holdt kontakt til vennerne i Harboøre gennem alle årene -  og her er en kæmpe natur og et hav, der også trak - så var det ikke så svært endda”, fortæller Anne-Marie. Hun mødte Christian, da hun var 18, og blev fru Vrist i 1989.

I tiden efter Christians indlæggelse trådte lokalsamfundet også i karakter.

”Det kunne være en pose hjemmebagte boller, nogen havde hængt på døren. En gang aftensmad i foliebakke, lige til at varme op. Konkrete handlinger der viste, at man vidste, vi var pressede. Folk her er gode til at gøre i stedet for at spørge. Det er det allerbedste, for når man er i krise, ved man ikke selv, hvad man har brug for og kan ikke ’sige til, hvis der er noget vi kan gøre’”, siger Anne-Marie.

Christian supplerer:

”Der er ingen her, som går over på det andet fortov, hvis nogen har mistet eller været tæt på. Der kommer snarere en hånd på skulderen, når man mødes i Brugsen. Måske fordi vi er mere vant til at se naturen i øjnene og ved, at der er vilkår, man ikke kan gøre noget mod, men er fælles om at leve med. Og jeg har givet, ham, der brækkede mine ribben, en øl og sagt tak”.

Christians hjertestop har påvirket både hans hverdag og familiens liv. For mens hans hjerte er fint, så er kombinationen af hvede og hård motion det ikke. Christian Vrist er en af ganske få danskere, som lider af motionsrelateret hvedeallergi. Hans krop går i chok, hvis han kommer i kontakt med selv de allermindste mængder hvede i timerne før eller efter, at hans puls har været høj. Og ja, det gælder ned til de hvedekim, som kan gemme i shampoo.

Med et skarpt blik på varedeklarationer og veludviklet sans for tid og sted lever han med de nye vilkår.

”Er jeg i byen, må jeg vælge mellem, om jeg vil drikke en øl eller danse igennem, og inden jeg tager ud at sejle, må jeg holde øje med vejrudsigten på en ny måde. Blæser det op, så vi skal tage ordentligt fat på hjemturen, ja, så drikker jeg en sodavand, hvis de andre tager en øl”, forklarer Christian Vrist.

De dage han og Anne-Marie skal til spinning i Harboøre Centret klokken fem, er madpakken spist inden klokken et, og aftensmaden venter til klokken otte.

Som med mange andre allergier bliver reaktionerne voldsommere efter hvert anfald. Anfaldet i december 2014 var livstruende, så Christian Vrist går ingen steder uden sin EPI-pen med adrenalin. 

Men han er afhængig af, at andre kan give ham den livsvigtige adrenalin, som kan kick-starte en krop lukket ned af chok. Heldigvis har det ikke været nødvendigt, men familiens tre børn har nøje sat sig ind i hvordan. Med hjælp fra Youtube og Anne-Marie, som kender EPI-pennen professionelt.

Trods den voldsomme forskrækkelse, efterfølgende forhøjet alarmberedskab - og tre måneder senere et krævende, nu veloverstået brystkræft-forløb for Anne-Marie oveni - så vejer de positive følgevirkninger tungest for familien Vrist.

Christian Vrist, årgang ’67 fra Harboøre. Uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Teknisk chef med ansvar for drift og vedligehold af bygninger og anlæg på Thyborøn Havn.
Anne-Marie Vrist, årgang ’68 fra Timring. Uddannet sygeplejerske. Anæstesisygeplejerske og kvalitetskoordinator i Anæstesiologisk Afdeling, Hospitalsenheden Vest .
Emil, årgang ’95, læser jura i Aarhus.
Mathilde, årgang ’96, sabbatår, pt. volontør i Jerusalem.
Emma, årgang ’00, 1. g. på HTX i Holstebro.