Frivillige rykker ud

AS5I7171

Et korps af lokale borgere bliver kaldt ud, når alarmcentralen får meldinger om hjertestop på vestkysten

Kært barn har mange navne: 112-akuthjælpere. 112-førstehjælperordning. 112-hjælpere. Hjertestarter-ordning. Lokale førstehjælperkorps. Hvad ordningen hedder, og hvad folkene kaldes, er mindre vigtigt, end hvad de frivillige kræfter bag kan og gør.

De er uddannede til at give hjertemassage, kan betjene en hjertestarter og er akuthjælpens første lokale, bølge. Når et 112-opkald til alarmcentralen involverer et muligt hjertestop, får gruppen en sms med adressen, samtidig med at lægebil og nærmeste ambulance rekvireres til opgaven og akuthelikopteren sættes i beredskab.

Kun til hjertestop

Nødopkald til 112 kan have mange årsager. Jesper Vinther Fruergaard fra korpset i Harboøre-Thyborøn understreger, at de frivillige i Region Midtjyllands Præhospitals ordning kun bliver kaldt og kun rykker ud til hjertestop. 

”Vi har ikke lægefaglig ekspertise til andet. Vi kan betjene en hjertestarter, og når vi kommer, er vores mål at begynde behandling med hjertemassage så hurtigt som muligt. Ved hjertestop tæller hvert minut. Både i forhold til overlevelse og i forhold til mulige mén efter genoplivning”, fortæller Jesper Vinther Fruergaard.

De frivillige har alle et fire timers hjertestarterkursus i regions regi bag sig, og bliver hvert år kaldt på et to-timers genopfriskningskursus.

Lokale erhvervsdrivende

Korpset på Harboøre Tange tæller folk fra mange fag, blandt andre uddannede sygeplejersker og redningsfolk, men nok så vigtigt er, at rigtig mange er lokale, selvstændigt erhvervsdrivende, som er i nærheden om dagen.

”Faktisk kommer de fleste kald i dagtimerne. De fleste af os arbejder her i  området, så vi kommer - også i arbejdstiden. Jeg har aldrig oplevet, at vi kom færre end de fire, som er helt ideelt for opgaven. Og kommer flere end fem, fordufter de sidst tilkomne lige så stille igen, hvis de ser, at alle opgaver på stedet bliver løst”, siger Jesper Vinther Fruergaard.

I gang på fem-seks minutter

I sit første års tid som frivillig har han været af sted 10 gange, og et hold har typisk været samlet, på plads og i gang efter fem-seks minutter. Udover to personer til at skiftes til at give hjertemassagen – som er fysisk hårdt og svært at holde til ret længe på egen hånd – kan der være brug for folk til at tale med de pårørende og til at guide ambulance og lægebil på rette vej, hvis for eksempel opkaldet kommer fra et sommerhusområde.

”Min erfaring er også, at ambulance, lægebil – og især lægehelikopteren – er lynhurtigt ude hos os. Meget hurtigere end folk nok forventer. Jeg kigger ikke på uret i den situation, men jeg kan ikke huske, at vi har ventet længe. Og når hjælpen er fremme, er man i princippet på sygehuset. Fagfolkene i bilerne kan det samme, som personalet dér. Så bliver vi frivillige på stedet, til fagfolkene har fået de oplysninger fra os, de har brug for. Tit kan vi være tilbage på arbejde en halv time efter at SMS’en kom. Men det svinger meget alt efter omstændighederne”.

ALH_Langerhuse__2_

Et større hold

På Harboøre Tange var man med blandt de første otte frivillige grupper, som Region Midtjyllands Præhospital samlede og uddannede i 2011. Dengang med 10 medlemmer, som dækkede både Harboøre og Thyborøn med udgangspunkt i Harboøre. 

I 2016 resulterede et borgermøde i Thyborøn om Tangens fortsatte akutberedskab i, at seks thyborønboere sluttede sig til de frivillige, lokale hjertestartere, så holdet nu tæller 16 mænd og kvinder. 

Senest har Thyborøn i sommeren 2017 fået en af Region Midtjyllands egne hjertestartere sat op ved byens lægehus, så man ikke længere behøver køre til Harboøre for at overholde proceduren.

”I princippet skulle vi fra Thyborøn køre til Harboøre efter regionens officielle hjertestarter der, hvis der var et tilfælde i Thyborøn. Den køretid gav det mening at undgå”, fortæller Jesper Vinther Fruergaard.

Kursus for 60 på Tangen

Jesper Vinther Fruergaard arbejder som centerchef for Thyborøn Fritidscenter. Her arrangerer han til oktober et privat hjertestarter-kursus med plads til 60 deltagere fra Harboøre Tange og undervisere fra Falck. 

Pengene har Jesper Vinther Fruergaard søgt hjem hos Tryg Fonden.

”Vi har mindst 10 frit tilgængelige hjertestartere i Thyborøn. Så selv om Regionens frivillige 112-gruppe fungerer godt, ser jeg det som en meget stor fordel for den lokale tryghed, at vi bliver endnu flere kom kan og tør gribe til en hjertestarter, når der er brug for det”, siger Jesper Vinther Fruergaard.

Vigtig handlekraft

Han savnede selv handlekraft og sikker viden en dag for nogle år tilbage, da han så en cyklist vælte om med hjertestop.

”Jeg vidste, det var vigtigt at handle hurtigt men var usikker på hvordan. Sådan har mange det nok; man ved, at det er alvorligt, og at noget skal gøres, men er berøringsangst og ræd for at gøre noget forkert. Heldigvis var alarmcentralens folk gode til at guide os, for det mest forkerte er at gøre ingenting, og et bøjet ribben har ikke så meget at sige i forhold til et reddet liv.

Vi bor langt fra nærmeste sygehus, så vi skal kunne sætte i gang selv, når hvert minut tæller”, siger han.

Deltagerne på kurset i Thyborøn kommer ikke til at indgå i Region Midtjyllands korps af frivillige 112-førstehjælpere. De vil altså hverken blive kaldt ud for at hjælpe eller modtage regionens obligatoriske, genopfriskningskurser.

Her kommer 112-hjælpen frivilligt

Region Midtjylland oprettede de første otte korps - blandt dem Harboøre - i 2011 og har i dag 28 såkaldte 112-førstehjælperordninger.  

Langs Vestkysten findes de frivillige korps nu i Vedersø, Staby, Husby, Thorsminde, Sdr. Nissum, Nees – og Harboøre-Thyborøn

Arrangementer
8. maj 2024
Nørre Nissum Musik- og Kulturhus, kl. 19.00
Biodiversiet på lands- og haveplan
Biolog Emil Grøn kommer forbi Svinget 5, hvor han vil fortælle om biodiversitetskrisen i Danmark...
9. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 15.00
De raske og de rå
Hold på hat og briller! Nu går det løs…En ung og lovende racerkører får pludselig chancen for a...
9. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 17.30
The Fall Guy
I The Fall Gus indtager Ryan Gosling rollen som stuntmanden Colt Seavers, der dog har trukket si...
9. maj 2024
Biohuset, Lemvig kl. 20.00
Pigen der fortalte film
Lone Scherfigs PIGEN DER FORTALTE FILM er en smuk film om kærligheden til film og biografen.Filme...
Se alle arrangementer