Fiskeren fra Thyborøn der lev agent med 'Licence to Kill’

Annalis01JG
Ud for Thyborøn skiftede den unge fisker Laurids Peter Jensens liv drastisk retning, da hans kutter i 1940 blev kapret af en engelsk ubåd. Den begivenhed førte ham ind i en verden med hemmelige agenter på farlige missioner bag fjendens linjer. Og sendte ham også med i allerforreste række i de dramatiske timer under de allieredes landgang på Omaha Beach i Frankrig for 80 år siden. 

Tekst: Uffe Bregendahl . Foto: Johan Gadegaard og Uffe Bregendahl

Den stille rislen af bølgerne der slår mod kysten ud for Thyborøn, igen og igen, er som en stille lyd af evigheden.

Men når lyden følger Annalis Jensen på gåtur langs stranden mellem de tyske bunkere og bølgerne, fryser tiden ofte omkring mindet om hendes far og hans fem voldsomme krigsår, der startede med at han som ung fisker netop her ud for kysten blev kidnappet fra en engelsk ubåd.

Hans historie er ikke ebbet ud med tiden, men er faktisk kommet til at fylde mere og mere for Annalis.

Det bliver tydeligt, når man træder ind ad hoveddøren i hendes hus ikke langt fra stranden: Det første man ser på væggen, er en stor billedramme med ”Kong Christian X’s Erindringsmedalje for Deltagelse i Krigen 1940-45.”

Ved siden af medaljen hænger billedet af en ung mand i engelsk marineuniform.

Her i huset er man stolt af far, bedstefar og oldefar Laurids Peter Jensen og hans krigshistorie, der også skal vise sig at være ualmindelig dramatisk.

Medaljen på væggen i Thyborøn blev kun givet til de 905 danskere, der meldte sig frivilligt til allieret tjeneste under Anden Verdenskrig.

Af dem kom kun de færreste i kamp.

Men det gjorde Laurids Peter Jensen ad flere omgange. Ikke mindst efter at han blev headhuntet til livsfarlige missioner bag fjendens linjer af den superhemmelige britiske efterretnings- og sabotageorganisation SOE – Speciel Operations Executive.
IMG_9428

Opbragt af en ubåd

Historien bag medaljen på væggen starter egentlig en stille og tåget fiskedag ud for Thyborøn den 15. maj 1940. 20-årige Laurids Jensen var den dag sejlet til havs i kutteren ”Terje Vigen,” altså ganske kort tid efter tyskernes besættelse den 9. april. Omkring 50 sømil fra land dukkede pludselig den engelske ubåd ”Tetrarch” op i tågen på siden af kutteren og tvang fiskekutterens besætning over på ubåden. Kutterens besætning blev udspurgt, om de havde petroleum nok til at sejle til England, og det havde de ikke. Englænderne gjorde derpå et forsøg på at sænke kutteren, men tågen lettede, og der blev spottet flere kuttere i farvandet, og ubåden dykkede derfor igen – nu med fiskerne ombord.

”Vi fik lov til at se gennem periskopet. Vi kunne se ”Grethe” og ”Anne Vester” komme hen til vores båd og lægge til ved den. De prøvede at praje den, men der var jo ingen der svarede, og så gik de om bord i den,” har Laurids Jensen senere fortalt.

”Det var min fætter og svoger, der gik ombord på den. Men de anede ingenting om det, der var sket,” fortalte han.

Den begivenhed blev startskuddet til en yderst farlig krigshistorie, der for Laurids Jensen skulle komme til at vare mere end fem år – til Anden Verdenskrig var slut.

Skibet

Fars hemmeligheder

I dag bor Laurids Jensens datter Annalis Jensen altså stadig i Thyborøn – tæt på det sted, hvor hun voksede op med sin far. Hun blev selv født ni år efter krigen, i 1954, men alligevel fylder krigen stadig så meget, at hun har billedet af sin far hængende ved siden af kongens medalje.

Gennem hendes barndom er hun vokset op med sin far, der aldrig lod sig mærke af de grusomme oplevelser, han bar rundt på i den lille fiskerby. Men han fortalte til gengæld heller ikke gerne om det, og det er derfor begrænset, hvad Annalis Jensen har kendt til hans krigshistorie.

”Vi spurgte sommetider om nogle ting, men han ville ikke snakke om det. Det havde han det bedst med. Han sagde, at det ikke var noget, der var værd at snakke om, det var bare noget, man skulle glemme. Han havde ingen brug for at få rippet op i det,” siger Annalis Jensen.

Men efterhånden som hendes børn begyndte at spørge ind til det, og senere også børnebørnene, begyndte hun selv at grave i fortiden. Blandt andet har hun kontaktet Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, fordi hun huskede, at museumsinspektør Alan Hjorth Andersen havde interviewet hendes far i 1970 til bogen ”Det er nødvendigt at sejle.”

Museet havde eksemplarer af bogen, som hun gerne måtte se. Men der var kun omkring halvanden side, der handlede om hendes fars oplevelser. Til gengæld havde de i arkiverne fundet den tidligere museumsinspektørs fulde interview fra 1970 – som endda var optaget på bånd.

”Da vi kommer derned, havde de været gennem alle gemmerne, men båndet var desværre væk. Det kunne være hyggeligt at have hørt hans stemme fortælle om det med egne ord. Men interviewet har jeg på skrift, og det fik jeg så lov at få en kopi af,” fortæller Annalis Jensen.

Museet havde en komplet transskription af båndet med hendes fars fortælling, og for Annalis Jensen var det som at åbne for en skatkiste af informationer, der nu gav hende et enestående indblik i farens krigshistorie. Noget af det, der havde ligget gemt allerdybest i ham.

Sammen med de gulnede og maskinskrevne ark med interviewet og andre af farens originale dokumenter – sammenholdt med de brudstykker af informationer, Annalis Jensen trods alt fik fra sin far gennem årene - kan vi nu stykke den utrolige historie sammen om fiskeren, agenten og krigsveteranen Laurids Peter Jensen.

IMG_9350

I krigsfangelejr

Deres kutter blev oprindeligt opbragt, fordi englænderne ikke ville have, at danske fiskere forsynede tyskerne med fødevarer, og en række danske kuttere led samme skæbne. Havde en kutter petroleum nok i tanken, blev besætningen ofte beordret til at sejle til England.

Efter et kort ophold i en krigsfangelejr i Skotland sammen med omkring 500 tyske krigsfanger, blev Laurids Jensen installeret i en af de andre danske fiskekuttere, der var blevet tvunget til England.

Senere fik han tilbudt at arbejde som skovarbejder, og det tog han imod. Efter nogen tid fik han besøg af Kaptajn Iversen fra Det Danske Råd i London, hvor man forsøgte at oprette den danske enhed ”The Buffs” i den engelske hær.

Hemmelig agent

Her fik Laurids Peter Jensen dog ikke lov til at blive længe. Han blev headhuntet til at komme på en række superhemmelige skoler, S.T.S (Special Training Schools) under den engelske efterretningstjeneste SOE. På samme tid var SOE nemlig i gang med at oprette en helt speciel enhed. Kommandoen var specielt oprettet direkte under SOE-chefen med kodenavnet M, der blev inspirationen for Ian Flemmings bøger om James Bond. Bag den specielle kommandoenhed stod fire hemmelige agenter, hvoraf den ene var den højt dekorerede danske krigshelt Anders Lassen.

”Mens vi var deroppe, kom Anders Lassen, som jo er ret kendt, derop, og han var i 1. deling. Han spurgte os, om vi ville være med i noget, der hed den 62. kommando,” fortæller Laurids Jensen i interviewet.

Anders Lassen blev senere den mest berømte dansker i allieret krigstjeneste. Han var den eneste ikke-brite, der under krigen fik den højeste engelske udmærkelse, Victoriakorset, foruden en lang række andre medaljer. Og ligesom Laurids Jensen fik han selvfølgelig også Kong Christian X’s Erindringsmedalje.

Annalis02JG

Small Scale Raiding Force

No. 62 Commando var dæknavnet for en eliteenhed, der i SOE gik under navnet Small Scale Raiding Force (SSRF). Enheden var oprettet efter direkte ordre fra premierminister Winston Churchill, der ville ”udvikle et terror-regime langs fjendens kystlinjer.”

Enheden skulle bestå af 50 specialuddannede elitesoldater. 30 af dem skulle være englændere, og de resterende 20 skulle rekrutteres blandt udenlandske statsborgere fra blandt andet de besatte lande – heraf 17 menige og tre officerer. Med på holdet var blandt andet hollændere, polakker, sågar en tysker – og altså også krigshelten Anders Lassen og fiskeren Laurids Jensen fra Thyborøn.

Ideen med 62. Kommando eller SSRF var, at de om natten skulle sejle over den engelske kanal i en hurtigbåd og typisk otte mand ad gangen lave ”raids” eller togter langs kysten i de besatte lande.

Her skulle de forsøge at samle så mange nyttige oplysninger som muligt forud for en allieret landgang – blandt andet skulle de tage jordprøver og lokalisere fjendtlige stillinger. Men først og fremmest skulle de tage tyske soldater til fange, som man kunne tage med tilbage til afhøring i England. Desuden skulle man dræbe tyskere, og med den form for terror skabe usikkerhed blandt de menige tyske soldater, der havde vagt og gik på patrulje langs tyskernes atlanterhavsvold: De bunkere, der var bygget fra den spanske grænse og hele vejen op langs kysten til Danmark og Norge.

Mens tyske soldater gik vagt ved nybyggede bunkere på stranden ved Thyborøn, blev Laurits Jensen i specielle træningslejre under SOE blandt andet trænet i faldskærmsudspring. Han foretog syv spring: Seks over land og nogle gange i tåge – og et spring ude over vandet. En øvelse der dengang var meget farlig. Desuden blev de alle trænet i at svømme på dybt vand med fuld udrustning. De lærte alle mulige former for sabotage og ikke mindst nærkampstræning med kniv, hvor man kæmper mand mod mand. Når de blev sendt på tyskerjagt i Frankrig, var de kun udstyret med en revolver, en kniv og fire håndgranater.

”Der var en enkelt, der havde en maskinpistol. Men det var heller ikke meningen, at vi skulle slås derovre. Det ville jo også have været håbløst med kun otte mand,” fortalte Laurids Jensen.

Enheden blev sejlet over kanalen i små meget hurtige og lydløse torpedobåde, MTB 344, og fra 1942 blev agenterne på skift sendt af sted på natlige togter. Mange af dem er beskrevet i den engelske bog ”The Small Scale Raiding Force.” I hurtigbådens torpedorør var der nu små specialdesignede og sammenklappelige robåde, Goatleys, som agenterne roede i ind til kysten.

Det var ekstremt risikable og nervepirrende operationer at sejle over kanalen om natten, gå i land på en fjendtlig kyst og bevæge sig ind bag fjendens linjer. Desværre går fiskeren fra Thyborøn ikke særlig meget i detaljer omkring operationerne i interviewet fra 1970. Men han siger:

”Første gang vi var derovre, gik det fint. Vi kom derover med en hurtigbåd, og så roede vi i land otte mand. Det må have været i 1942. Vi angreb en bondegård og tog to tyskere til fange. Dem førte vi ned til båden og sejlede tilbage til England med dem,” fortæller Laurids Jensen meget nøgternt.

Man kan prøve at forestille sig detaljerne forud for, at de otte mand landede deres spinkle robåd i mørket på atlanterhavskysten, sneg sig ind bag fjendens linjer, angreb tyskerne og tog to af dem til fange. Der har sandsynligvis været dræbte og sårede. Men hele holdet slap altså hjem i god behold.

Så godt gik det ikke på en anden mission, hvor de blev opdaget, før de nåede helt i land.

”I stedet for at vente til vi var kommet ind, og så tage os til fange, begyndte de at beskyde os, og vi smed nogle røgbomber, hvorefter vi hurtigst muligt kom ombord i hurtigbåden og sejlede hjem. Vi kom ikke siden i aktion,” sagde Laurids Jensen.

SSRF mistede natten mellem den 12. og 13. september 1942 en hel enhed under en operation i Normandiet. Alle 10 mand blev dræbt eller taget til fange og blev senere henrettet. En af de dræbte var major Gustavos March-Phillipps, der sammen med Anders Lassen var med til at grundlægge enheden.

”De må åbenbart have regnet med, at vore nerver var tyndslidte, for vi fik lov til at gå rundt og feje gulve etc,” sagde Laurits Jensen, der som agent i den superhemmelige organisation SOE åbenbart aldrig fik den officielle forklaring på, hvorfor operationerne stoppede.

I starten af 1943 blev enheden opløst, men forklaringen var, at man forud for en allieret invasion ikke længere ville holde fjenden i højt beredskab langs atlanterhavsvolden. De fleste udenlandske agenter blev fritstillet, mens nogle fra enheden blev flyttet til Middelhavet.

IMG_9380

Ferm til engelsk

Det lykkedes derefter fiskeren fra Thyborøn at komme i marinen. Laurids Jensen blev sendt til Skegness i England, hvor han blev uddannet som radiotelegrafist – en ret imponerende præstation i betragtning af, at han ikke kunne et ord engelsk, da han blev taget til fange i 1940.

”Jeg kunne ikke en stavelse engelsk da jeg kom derover, men jeg fik lært så meget, at jeg kunne klare mig. Det værste var, da jeg skulle uddannes til telegrafist. Det var virkelig hårdt.”

På køkkenbordet i huset hos Annalis i Thyborøn, har hun linet sin fars krigsdokumenter op, og her ligger der blandt andet papirer på, at Laurids Jensen efter krigen fik en dansk godkendelse af telegrafistuddannelsen. Den bedrift er Annalis Jensen tydeligvis stolt af.

”Det er fantastisk, at han som tyveårig bliver taget af en ubåd ud for Thyborøn og ikke kan et ord engelsk, og så magter han at tage uddannelse som telegrafisk på et fremmed sprog. Det er jo ikke noget med bare at lære at bestille en øl. Men han var også dygtig,” forsikrer Annalis Jensen, der altid omtaler hendes far med stor ømhed.

I forreste række på D-Dag

Blandt dokumenterne på køkkenbordet hos Annalis ligger der også et ”Certificate of the Service of Laurids Peter Jensen in the Royal Navy.” Dokumentet er lavet på en form for vokset, gulnet stof, hvor man kan se løse tråde trevle i kanten.

Af det slidte dokument fremgår det, at han som telegrafist har haft hyre på den engelske destroyer ”Talybont,” i juni 1944, og han fortæller selv i interviewet, at de opererede med den i Kanalen, og at han som eneste dansker var om bord på skibet under invasionen i Frankrig.

”To dage før invasionen fortalte kaptajnen, hvad der skulle ske, og vi måtte i de to dage ikke komme i nærheden af andre end skibets besætning. Der kom både med ammunition ud til os, og vi var lastet til bristepunktet. Vi havde også set, at de sejlede soldater i massevis ud til transportskibene og landgangsbådene. Vi lå ud for Plymouth dengang,” fortæller han.

Landgangsoperationen, den storstilede ”Operation Overlord,” var altså nært forestående.

Og det kaptajnen fortalte besætningen, var at ”Talybont” sammen med den amerikanske destroyer ”Satterlee” skulle sejle af sted forud for den egentlige landgangstyrke under operationen.

”Talybont” og Laurids Jensen skulle altså spille en meget farlig og central rolle under de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944. Her skulle de to destroyere sejle tæt ind til kysten ved ”Omaha Beach” og fra en mils afstand give dækningsild til en specialtrænet enhed af amerikanske elitesoldater, The Ranger Assault Group. Deres opgave var at nedkæmpe en tysk artilleriposition på klippeformationen Pointe du Hoc forud for den egentlige landgang. Så før de egentlige invasionsstyrker nåede frem, tæppebombede ”Talybont” og ”Satterlee” fæstningsværket, der også havde tyske maskingeværstillinger.

IMG_9423

Igen er det småt med detaljerne i interviewet. Men Laurids Jensen fortæller, at ”under landgangen lå vi i fire timer og skød uafbrudt på nogle bestemte tyske stillinger, og de blev tavse til sidst. Da så vi de såkaldte ænder, som er tanks, der også kan sejle, komme forbi os og sejle i land. Da var modstanden næsten ophørt.”

Igen en kort og nøgtern beskrivelse fra den epokegørende begivenhed. Laurids Jensens oplevelser under landgangen ved Pointe du Hoc er senest beskrevet i den amerikanske dokumentarfilm ”D-Day at Pointe-du-Hoc,” og er også plottet i den oscarnominerede amerikanske filmklassiker ”Den Længste Dag.”

Annalis Jensen husker da også, at hendes fars oplevelser var mere voldsomme, end det fremgår af interviewet. Kampene for 80 år siden ved Omaha Beach har han nemlig fortalt hende lidt om.

”Det var en kombination af sø- og landslag. Det hele foregik dernede i et stort virvar, og der bliver de bombet, og der er et par stykker, der sidder ved siden af far, som bliver ramt af nogle splinter eller et eller andet. De bliver i hvert fald slået ihjel begge to,” fortæller hun.

Men også over for hende, var det småt med detaljer.

”Der var ingen detaljer overhovedet. Han sagde bare, at de overlevede ikke, og så spurgte man ikke mere ind til det. Og det skulle man heller ikke gøre.”

Ifølge krigshistorikken for destroyeren ”HMS Talybont” har skibet flere gange været ukampdygtig og sendt på værft efter søslag. Også andre begivenheder om bord på destroyeren end D-Dag har uden tvivl været dramatiske. Over for Annalis Jensen har hendes far fortalt detaljer, der ikke fremgår af hverken interview eller dokumenter.

”Når der var skibe, der var blevet sænket, lå der en masse overlevende i vandet, og så handlede det om at samle flest mulige af de overlevede op på skibet. Og så siger han, at de kom op på den ene side af skibet, og var det en tysker, blev han smidt ud på den anden side igen. Det var frygteligt. Det var jo unge mennesker, ligesom de selv var. Men det var en ordre. Så der har været mange ting i bagagen, som man har haft med sig.”

Hjem til Thyborøn

I certifikatet fra Royal Navy står der ”released” den 22. oktober 1945, og da han var frigivet fra marinen, kom Laurids Jensen tilbage til Thyborøn.

Her fandt han ud af, at kutteren Terje Vigen var blevet bjærget, men også at den nye besætning og skibet forsvandt i 1941. Formentlig er de sejlet på en tysk mine ud for Thyborøn.

Laurids Jensen fandt også ud af, at hans hemmelige arbejdsgiver, SOE, havde haft kontakt med hans forældre, uden at han vidste det. Han havde selv skrevet små beskeder til dem via Røde Kors. Men før det, havde hans forældre fået et brev fra ham, som han ikke kendte til:

”Hvor jeg fortæller, at jeg er indtrådt i den engelske hær, og at jeg havde det så godt. Brevet var sendt fra Fyn. Det kan jeg slet ikke forstå, da jeg ikke har skrevet sådan et brev,” fortalte han i interviewet med Fiskeri- og Søfartsmuseet.

Først efter krigen blev det offentligt kendt, at englænderne havde haft deres superhemmelige organisation, SOE, hvor Laurids Jensen altså blev agent i No. 62 Commando. Men i SOE var han efter en række sabotagekurser i stedet nær endt som hemmelig agent i Danmark.

”Det var også meningen, at jeg skulle til Danmark, men det blev ikke til noget, selv om vi havde fået udrustning og alt muligt. Jeg skulle have været sammen med en dansk-amerikaner, der hed Brandenburg.”

Tilbage i Danmark fik han senere godskrevet sin uddannelse som telegrafist, men valgte at investere i en kutter, og han blev igen fisker i Thyborøn.

I 1970’erne rejse han med sin kone og et vennepar til Skotland og England og besøgte nogle af de steder, han havde været under krigen. Men i årene efter krigen ville han ikke tage del i officielle mindehøjtideligheder.

”Det var måske hvert 10. år, han fik en invitation ned til kysten ved Normandiet, men det sagde han ”nej tak,” til. Jeg har ikke nogen ting, jeg har lyst til at mindes dernede fra,” sagde han. Der ville han ikke ned,” husker Annalis Jensen.

Annalis03JG(1)

Talte engelsk på dødslejet

De sidste år af sit liv led Laurids Jensen af en alvorlig nyresygdom, og han døde i 1983. Men på hans dødsleje gik det op for familien, hvor meget de fem år i allieret krigstjeneste fyldte i ham. Den sidste tid var han i en form for koma.

”Han snakkede ikke som så, men hvis vi stillede ham et spørgsmål, svarede han på engelsk. Og hvad der foregik i hans hovede, ville jeg gerne have haft mulighed for at se som billeder på en skærm. For der tænker man: Hvor er han nu henne?” siger Annalis Jensen.

”Hans mål var jo Thyborønsk eller Vristmål, og når han så snakker engelsk, så ved vidste vi godt, hvor han var.”

Annalis Jensen ærgrer sig stadig over, at båndet fra museet ikke længere findes. Hun ville gerne en sidste gang have hørt hans egen stemme med vestjysk dialekt, fortælle hende krigshistorien.

”Jeg tror, jeg ville have kunnet høre på hans tonefald, når noget var svært at snakke om. Så jeg ville kunne tolke meget, hvis jeg hørte ham fortælle om det,” vurderer hun.

Men det gulnede dokument med interviewet på skrift er stadig en kostbar skatkiste, som hun nu kan gemme for de næste generationer i familien. Og som hun selv kan åbne for, hvis hun igen bliver sat tilbage i tiden på gåturene langs de tyske krigsmonumenter på stranden i Thyborøn.

Arrangementer
24. juli 2024
Fjand Gårdbutik, Ulfborg kl. 18.30
Sommerbuffet & Musik i sommerlandet
MUSIK i sommerlandet med Martin Dale trubadur og entertainer – folk/popDen britiske sanger...
24. juli 2024
Iskiosken, Thyborøn kl. 19.00
Solnedgangsmusik
i Thyborøn Kirke Alle er velkommen til at nyde solnedgangsmusik og en glad sangaften.Fr...
24. juli 2024
Lemvig Kirke, Lemvig kl. 17.00
Orgelkoncert
Med Randi Mortensen, Odense DomkirkeEntréFri entré.StedLemvig KirkeTorvet 157620 Lemvig
25. juli 2024
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
The Bikeriders
“The Bikeriders” følger gennem 10 år motorcykelklubben ”The Vandals” fra USA’s Midtvesten o...
Se alle arrangementer