Vrist tættere på Hamburg

AS5I0257
Den nye motorvej ved Holstebro har gjort det lettere og hurtigere at komme ud til vestkyst-sommerhusene syd for Harboøre. 

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Henrik Vinther Krogh

Søndag den 30. september, kl. 11.00, rykkede sommerhusene langs vestkysten i Lemvig Kommune tættere på grænsen mellem Danmark og Tyskland. 

Her blev det sidste, afgørende stykke af motorvejen mellem Herning og Holstebro nemlig åbnet for almindelig biltrafik. Fremover kan en familie i for eksempel Hamburg køre bilen ud på motorvejen og under fire timer senere være på vestsiden af Holstebro.  

”Det er psykologisk vigtigt, at du - uden at skulle dreje fra - kan køre uafbrudt på en vej med mindst 110-120 km/t helt op til Krunderup-krydset, hvor der så kun er 20 minutter til sommerhuset. Du slipper nu for at holde ved alle lyskrydsene i Holstebro. Tiden i hvert lyskryds svarer til at køre fire kilometer på motorvejen. Og vi ved fra Tyskland, at den slags stop undervejs betyder noget for sommerhusgæsterne. Er der varslet ’stau’ ved Elb-tunnelen i Hamborg, så kan udsigten til kødannelse i sig selv få turister til at fravælge en tur til Danmark”, siger sommerhusudlejer Steen Jørgensen.

Han har i 36 år drevet SJ Feriehusudlejning, der med udlejning af 550 sommerhuse i området ved Vrist og Vejlby har fingeren på pulsen. Med samlet 420.000 overnatninger årligt bidrager sommerhusene til over halvdelen af turismen i Lemvig Kommune.  

”Det betyder meget, at det er blevet hurtigere at komme frem til sommerhuset. Motorvejsstykket rundt om Holstebro er faktisk sidste led i en tretrins-raket, der begyndte for 15 år siden, da vi fik Vejle-motorvejen til Herning. Det sparede rigtigt meget tid i forhold til den i øvrigt farlige hovedvej, der var førhen. Silkeborg-motorvejen har også gjort sit. Vi har gennem årene kunnet mærke det på, at sommerhusgæsterne simpelthen er begyndt at komme tidligere på dagen for at få deres nøgle. Den nye motorvej har ikke været åben så længe endnu, men gæsterne siger, at den er fin”, siger Steen Jørgensen.

AS5I0272

Genvej til flere tyskere

Kyst- og naturturismen i Danmark har i generationer og i kraft af en god infrastruktur været koncentreret omkring to knudepunkter. Mod syd Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner. Og mod nord Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt Kommuner. De to populære turistområder står hver for cirka en tredjedel af det samlede turistforbrug med 9-10 millioner turistovernatninger årligt.

Lemvig Kommune har dog de seneste år haft en relativ pæn vækst og håber at få en endnu større del af turistkagen, når den nye motorvej nu har skabt en hurtigere adgang til netop de 35 kilometer vestkyst, som kommunen har i mellemstykket mellem de to turist-mastodonter. 

“Vestkysten er Danmarks største turistattraktion målt på antal overnatninger, og vi glæder os over, at den nye motorvejsstrækning medvirker til at gøre det endnu mere attraktivt at komme til vores del af Vestkysten”, siger borgmester Erik Flyvholm, Lemvig Kommune.

Tre fjerdedele af kommunens turister er i forvejen fra udlandet, og det bringer Lemvig Kommune ind på en klar fjerdeplads over de kommuner, der har den største andel af udenlandske turister. Kun Ringkøbing-Skjern, Fanø og Varde Kommuner har en større andel i kraft af nærheden til Tyskland. En fordel, som de 14 kilometer ny motorvejsasfalt ved Holstebro kan være med til at udviske.

AS5I0253

Turen slutter med naturoplevelse

Hele 93 procent af gæsterne hos SJ Sommerhusudlejning er tyskere, og de spørger ikke på forhånd, hvilken vej de skal køre til sommerhuset.  

”De fleste bookinger sker via feriehusudlejning.dk, og så finder man selv ud af vejen dertil på Google Maps eller ved at sætte gps’en til. Vi har oplevet, at enkelte gæster så havner i Vejlby ved Aarhus, men ellers er de digitale løsninger en god og retvisende måde, selv om Google Maps ikke nødvendigvis er opdateret på, hvor langsomt det kan være at komme igennem en by. Nogle tyskere foretrækker at køre op langs vestkysten, selv om det er en længere tur, men de synes, at det er så dejligt et landskab. Kystvejen kan især om sommeren være meget befærdet, så jeg plejer at sige, at jeg synes, at de skal nøjes med at tage den tur, når de skal hjemad igen”, siger Steen Jørgensen.

Han erkender, at landskabsoplevelsen også er en del af turen. Det sidste stykke fra den nye
motorvej ved Holstebro og ud til sommerhusene ved vestkysten er derfor for de fleste gæster en god måde at få tempoet sænket frem til ankomsten ved sommerhuset, hvor det netop handler om at slappe helt af. 

”Der er god plads på vejen gennem Klosterheden, så vi har ikke brug for ændringer af det lokale vejnet som sådan. Mange tyskere vælger faktisk at gøre et stop, når de når toppen af Hygum Bakke og kan kigge ud over Vesterhavet. Det er de ikke vant til at kunne hjemmefra”, siger Steen Jørgensen.

AS5I0166(1)

Midtjyder sparer et kvarter

Udvidelsen af motorvejsnettet har også gjort det lettere for danskere at komme til vestkysten.

”I både Tyskland og Danmark har økonomien fået det bedre, og flere har råd til at tage på ’den tredje ferie’. Det kan være i et sommerhus, og vi oplever, at flere danskere tager på mini-ferie her uden sæsonen. Det kan også være for at fejre bedstemors fødselsdag ved en familiefest i et stort sommerhus, hvor vi så sørger for, at Harboøre Hotel kommer med maden. I de tilfælde har motorvejene gjort det meget lettere at komme på tværs af Jylland uden for eksempel at sidde i kø ved Silkeborg”, siger Steen Jørgensen.

Omkring en femtedel af sommerhusene i Lemvig Kommune ejes i dag af midtjyder med bopæl i Herning eller Silkeborg Kommuner. At tiden i bilen mellem Herning og Holstebro nu går et kvarter hurtigere betyder derfor også noget for sommerhusejerne. 

”Mange vil gerne have et feriehus i kort køreafstand, så man kan køre fredag efter arbejde og tilbringe en hel weekend ved Vestkysten og først køre hjem søndag aften uden den lange transporttid. Motorvejsstrækningen sætter vores turisme-udviklingsmotor op i et ekstra gear. Det er der ingen tvivl om”, siger turistchef Kristian Hansen fra Lemvig-Thyborøn Turistforening.

AS5I1680

Mere fart på sommerhussalg

Motorvejen og massive lokale investeringer i rekreative oplevelser, byudvikling, attraktioner og havnene i både Thyborøn og Lemvig får da også de lokale ejendomsmæglere til at forvente gode tider for salget af feriehuse på vestkysten. 

”Vestkysten er vores trækplaster nummer et - og sommerhuse i første række ryger allerede i dag hurtigt, når de kommer til salg. Vi kan forvente et endnu højere tempo og salg af endnu flere feriehuse”, siger ejendomsmægler Lars Kynde Lyng fra EDC Mæglerne Lemvig.  

Ejendomsmæglerne i Lemvig Kommune er derfor gået sammen med turistforeningen om en fælles markedsføringskampagne i Herning og det midtjyske område.

”Vores fælles profil ved Vestkysten skal styrkes, og så har vi samtidig fantastiske feriehuse ved Limfjorden, ved Gjellerodde-området og Lemvig by med en fantastisk oplevelseshavn”, siger ejendomsmægler Jesper Andersen, Danbolig Lemvig.

AS5I0163

Attraktivt at udleje fritidshuset

Den stigende turisme og lettere adgang til sommerhusene i Lemvig Kommune får ikke feriehusudlejer Steen Jørgensen til nødvendigvis at drømme om endnu flere sommerhuse i lokalområdet:

”Sommerhuse er også natur og frie områder, så man skal passe meget på med, hvor man placerer nye sommerhuse. Men hvis vi får brug for flere sommerhuse til udlejning, så kan man løfte nogle af de nuværende sommerhuse med investeringer. Udvidelsen af det skattefri bundfradrag for udlejning har gjort det mere attraktivt at udleje sit sommerhus, og der er ingen tvivl om, at den nye motorvej har gjort det endnu lettere at komme i kontakt med det kæmpe marked, der ligger i Tyskland. Alene i Hamburg-området bor der stort set lige så mange mennesker som i Danmark, og med gode motorvejsforbindelser i retning af både Berlin og Hannover er der et stort potentiale”, siger Steen Jørgensen.   

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig-Thyborøn Turistforening.

Arrangementer
25. april 2024
Kabbel Hovedgaard, Lemvig kl. 19.00
Bededagsaften
Ved Jonathan Byskov Jensen, Bettina Reese Tonnesen i Kabbel HovedgårdFælles gudstjeneste for Gudum...
25. april 2024
Kirkehuset, Lemvig kl. 10.00-12.00
Kirkens Dagligstue
Fra træningsdrag til præstekjole - om den røde trådv/ valgmenighedspræst Ronald Risvig...
25. april 2024
Klimatorium, Lemvig kl. 14.00-17.00
Hvad er bæredygtig mode?
I anledning af den nationale klimahandlingsdag, som i år finder sted d. 25. april, vil Klimatoriu...
26. april 2024
18b, Harboøre kl. 20.00
Alex Vargas i 18b - UDSOLGT
Tanken om at denne herre igen står på vores program vækker et kæmpe smil på mine læber – vi elske...
Se alle arrangementer