Shelters et sted at overnatte i det fri

AS5I9797

Lemvig Kommune byder på nogle af Danmarks mest afvekslende landskaber og naturoplevelser. Hele døgnet. Har man mod på at mærke mørket, åbner en nat i shelter for nye indtryk til alle sanser.

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Henrik Vinther Krogh

Falde til ro i takt med skumringen. Vågne op til uvante lyde – eller manglen på samme. En nat i naturen giver mennesker en chance for at koble af nettet og hverdagens andre hurtige forbindelser - og koble sammen (ja, der er ulve på egnen sine steder). Med naturen og hinanden. På engang langt væk og helt tæt på.

På Gjellerodde i Limfjorden vest for Lemvig by og ved skovlegepladsen på Staldhøjevej i Klosterhedens sydlige del er shelterne så mange og store, at 30 mennesker mageligt kan rulle soveposerne ud til en god nats søvn ved siden af hinanden. Begge steder kan man bakke en bil næsten hen til bålstedet for at pakke ud. Andre steder skal man være forberedt på at vandre et stykke, og når man når frem, vil pladsen måske kunne føles klemt, hvis man er flere end to.


AS5I0359

I ly og læ

De enkelte shelters bliver brugt meget forskelligt. Som træfpunkt for storfamilier og vennegrupper. Til stille solo-retræte under stjernerne. Af ornitologer på fuglekig og spejdere på mærkejagt (det kunne være HIKY, SHELTY eller SNORKY). Som en nøje forberedt, overraskende date med kæresten eller et spontant ly under cykelferien, når regn og blæst rammer lige hårdt. Samtidig. 

Shelters er lagt med ryggen mod vinden (de fleste; går blæsten frisk over Nissum Bredning fra stik nord, står den lige ind i det højtbeliggende shelter i klinten ved Høgsgaard Strand), og de findes med alle udsigter fra og til bakker og bølger på fjord, hav, sø. 

Afhængigt af hvornår, hvor og hvor stille man slår sig ned, kan man være heldig at få selskab af stære i sort sol-flokke, gæs på træk, får på græs, bævere i arbejde, frøer, mus, pindsvin og hvad der ellers pusler i skovbunden eller glider gennem græsset. Myg og fluer slipper man kun helt for om vinteren.

AS5I9858

Primitivt eller ej

Opvarmet og oplyst toilet med håndvask eller et hul i jorden. Graden af bekvemmelighed spænder også vidt. 

Ved blåt-flags strand og surf-spot Høfde Q fører en kort, flisebelagt sti fra de to store, højt og frit beliggende shelters til et servicehus med udendørs køkkenvask, to brusere og tre toiletter. Faciliteter som deles med naboerne på autocamper-pladsen. Vesterhavet ligger for ens fødder. Tørt brænde ligger - som regel - parat i brændeskjulet ved bålpladsen. Fjaltring Købmandsgård ligger inden for gåafstand. 

Nordpå ved Ferring Sø er forholdene mere primitive. Herfra skal man cykle halvanden kilometer fra de to shelters for at få adgang til et offentligt toilet (ved Jens Søndergaard Museet i Bovbjerg) og hente drikkevand. Så ha’ en drikkedunk med. Brænde må man medbringe eller købe sig til i området. Der er ikke andet end et bålsted, bænk med bord og en skraldespand lidt på afstand. Altså udover et lydspor af stort hav, fygende klitsand i vestenvinden og vidt udsyn over søen til himlen og de dybe slugter i istidsbakkerne mod øst. Et forrygende fugleliv - fastboende såvel som gennemrejsende - den sjældne strandtudse og nabolivet i et mindre sommerhusområde mod syd. Hjelm, havtorn og hybenrose.

AS5I9813

Find din favorit

Der findes otte shelterpladser i Lemvig kommune. Mindst. Nogle finder man via Naturstyrelsen.dk, friluftsguiden.dks kort eller danske Shelterapp. Andre dukker kun op på lokale borgerforeningers hjemmesider. 

Enkelte ligger bare og putter sig ude i virkeligheden. Dem kan man være heldig at høre om eller falde over. For lige som man gerne vil tro sig alene om ’sine’ bedste kantarelsteder i skove og plantager, så er den dybe, stille shelter-ro også noget, man kan værne om. Så det gør vi. Og ønsker god nat og fornøjelse på opdagelsesrejsen. 

AS5I9905

Hvad er et shelter?

Et åbent, udendørs nattelogi under tag og hævet over jorden. 

Derudover er shelters bygget næsten ligeså forskellige som folk er: Let, lys A-facon med to meter til kip og lyngris på taget. Lille, tæt og mørk under tagpap. Bred og robust bjælkekonstruktion med anstrøg af alperomantik

Hvad finder man altid på en shelterplads?

Bålplads med grillrist. 

Måske er der brænde og en økse lagt frem. 

Tit findes der en skraldespand i nærheden. 

Hvor ligger de?

I hele skatkammeret: Åbent ud til Limfjordens flade strandenge. Skjult i Klosterhedens skove.
I landsbyer som Vandborg, Nr. Nissum og
Bøvlingbjerg. Gravet ind i en brink. På kanten af klitterne. I læ mellem morænebakkerne. 

Hvem kan bruge shelters? 

Alle er velkomne. 

Landskab og adgangsforhold kan dog være en udfordring, hvis man ikke har fuld førlighed. 

Hvordan gør man?

En søgning på nettet vil vise, om en shelterplads kan reserveres eller ej. Kan den det, så book. Med en bekræftet reservation fra booking.naturstyrelsen.dk eller den lokale borgerforening i hånden har man førsteret; også hvis andre allerede har pakket ud til natten. De største shelters fungerer som sovesale på vandrehjem; man ruller bare sit liggeunderlag ud og sover flere under samme tag. Ellers drag af sted i god tid inden nat og brug dagen til at finde dig til rette og nyde området. Lemvig Kommunes naturvejleder Jens Hedevang har endnu aldrig hørt om shelter-skærmydsler. 

AS5I9801

Hvor længe må man blive?

Højst to overnatninger i træk. Shelters er til besøg, ikke til fast campering. Hverken kommunens, Skov- og Naturstyrelsens eller de private. 

Koster det noget?

De fleste shelters er gratis. Enkelte,
som drives af frivillige, lokale kræfter,
beder om symbolske 20 kroner som bidrag
$til rengøringsmidler, brænde, vand og el. 

Hvad skal man have med? 

Liggeunderlag. Sovepose. Tændstikker. Vand. Affaldspose. Evt. lille spade
og wc-papir. Hvad ellers? Lommelygte. Ekstra brænde. Kogegrej. Kikkert.
Kamera. Køletaske med indhold. Kaffe, kortspil og behageligheder
 efter smag. Dagbog eller dagdrømme.

Hvad er god shelter-stil?

Levn brænde til de næste. Vær nænsom.
Også med lyd og lys. Du er gæst på dyrenes domæne, så giv dem ro. Mærk naturen i stedet for at efterlade mærker. Grav brugt toiletpapir
(det nedbrydes ikke fra dag til dag!)
ned eller brug en hundepose og læg det i nærmeste offentlige skraldespand sammen med alt andet affald. Eller vær helt vildmarksagtig naturlig og brug en tot græs eller blade.

Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Kommune

Arrangementer
19. april 2024
Storbjerg, Bøvlingbjerg kl. 17.00
Strik med sommergarner
Tag med os på en inspirerende strikkeweekend, hvor vi dykker ned i den fascinerende verden a...
20. april 2024
Bøvling Naturparkcenter, Bøvling kl. 7.00
Store gåsedag
Bliv opdateret på den nyeste viden om de vilde gæs og kom på guidede ture i gæssene...
21. april 2024
Hove Kirke, Lemvig kl. 19.00
Musikgudstjeneste med Søren Raaschou
Ved denne musikgudstjeneste en forårsaften i april får vi besøg af Søren Raaschou (født 1981), de...
21. april 2024
Lemvig Gymnasium, Lemvig kl. 15.30
Sjældne sonater for violin og klaver
Lasse Loft Jensen og Toke Hansenius kommer med sonater af Mozart, Enescu, Langgaard o...
Se alle arrangementer