En sælsafari langs Thyborøn Kanal foregår på dyrenes præmisser. Naturen råder, så oplevelserne er forskellige fra gang til gang

Tekst: Helle Ringgaard . Foto: Jyllandsakvariet, Henrik Vinther Krogh og Helle Ringgaard

Det første blanksorte hoved stikker op af vandet, allerede inden båden er ude af indsejlingen til Thyborøn Havn. En lille spættet sæl på solotur. Den første af mange. Flokkene gemmer sig længere inde i Limfjordens udmunding til Vesterhavet. Soveværelset bag spisekammeret.

Store, mørke øjne og bløde, runde former i pels. Strømlinet elegant i vandet og en vis kluntethed i bevægelserne til lands. Sælers nuttethedsfaktor står meget højt hos mange mennesker.

Når man er fra Thyborøn, er en sæl ikke nødvendigvis noget særligt. Sælerne hører til landskabet. De er derude. Michael Madsen fik først for alvor øjnene op for deres charme, da han som Jyllandsakvariets grundlægger og idemand med sin første båd gik i gang med at afsøge mulighederne på det lave vand og sandbankerne mellem havnens tidligere færgeleje og nordpå mod Agger Tange.

”Min gode ven Niels og jeg sejlede rundt på må og få bag ’dørtrinnet’, en lavning som adskiller sælernes foretrukne nordlige hvileområde fra resten af kanalen. Jeg stod i stævnen og jog et kosteskaft i vandet for at sikre, at vi ikke gik på grund. Det var en stille dag med havblik og krystalklart vand. Vi kom ind et sted, hvor der lå 200 sæler og solede. Vi kunne høre dem bøvse og grynte. Sæler foretrækker at gå i land på steder med næsten lodrette sandbanker. Der kan de nemmest komme op på det tørre – og hurtigt nå tilbage til vandet, hvis de føler sig truet. Det gjorde de ikke. På den næste plads lå en flok på 100! Vi sejlede derfra med 50 nysgerrige sæler i vores kølvand. Naturoplevelsen var så stor, at den måtte vi bare dele med andre. Det blev begyndelsen på vores sælsafari”, fortæller Michael Madsen.

Jyllandsakvariets safariflåde tæller i år seks åbne både, hver med plads til op til 12 personer. Bådene bruges både til sæl-, delfin- og solnedgangsture. I dag lægger motorsejlere, havkajakker og selv optimistiske vandcykler sig nogle gange i kølvandet på sælsafarierne for at kigge med. De går tit på grund. De mange søkort over området har ét til fælles: ingen af dem passer. Havbunden ændrer sig fra år til år, nogle gange fra storm til storm, så selv hvis man kender sin tidevandstabel, kan man let blive overrasket og sidde fast.

Mellem 800 og 1000 sæler holder til i den vestlige Limfjord. De spættede sæler er mindst, men flest. Spættede sæler kan veje op mod 125 kilo, mindre end halvt så meget som en fuldvoksen gråsæl-han. Han har en kampvægt på 300 kilo. I teorien opholder spættede sæler sig ikke sammen med gråsæler, men den teori har hverken de spættede eller Thyborøn Kanals 60-80 gråsæler hørt om. De ligger roligt side om side på sandet.

Gråsælen er Danmarks største rovdyr; hannerne op til 2,5 meter. Den har ingen naturlige fjender i de danske farvande, så længe spækhuggeren holder sig væk. Sæler er også fredede for menneskers jagt; kun omkring Bornholm gives tilladelser til bestandsregulering af hensyn til fiskebestand – og fiskere. En gråsæl spiser gerne tre til fem kilo – mest fisk, men også skaldyr og blæksprutter - om dagen.

Først på sæsonen er sælerne vagtsomme og holder et vågent øje, når safaribådene nærmer sig. Senere hen, når de vænner sig til besøgene og ved, at der hverken følger mad eller fare med gæsterne, bliver de uforstyrret liggende og lader pelsen tørre. Sæler solbader ikke for sjov. Deres hud kræver, at pelsen regelmæssigt tørrer og lufter ordentligt igennem. Når en sæl ’laver u’et’ og lægger sig på siden med hoved og hale løftet fri af sandet, er det for at opnå maksimal affugtning. Også derfor skal dyrene have ro på land.

”Det er vigtigt for os at besøge dyrene på deres præmisser. Ingen menneskeskabte kulisser kan overgå naturen, og her ser vi dyrenes naturlige adfærd. Vi skal hverken forstyrre eller lokke til med foder. Sæler som løfter en luffe og vinker, siger ikke Hej. De er urolige, så når de vifter, bakker vi. Sæler er heller ikke interesserede i at svømme med mennesker, og gæster, som drømmer om at gå i land for at komme endnu tættere på, får venligt, men bestemt, nej. Vi er blandt vilde dyr, og de vil selvfølgelig forsvare sig, hvis de føler sig pressede. Sæler har i øvrigt ekstremt dårlig tandhygiejne, så sådan et bid med smag af rådden fisk og tang er aldrig for sjov. Det er smaskfuldt af bakterier”, fortæller Michael Madsen.

To gange om året, i marts og september, bryder Jyllandsakvariet dog sin egen kode for godt naboskab med sæler. Da benytter man sig af dyrenes fortrolighed med turbådene og opsøger en flok gråsæler. Man sætter net, går fra borde og indfanger et antal dyr i vandet til mærkning. Det sker i videnskabens tjeneste og tæt samarbejde med biologer og forskere fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet. Forskerne har gennem fem år arbejdet med at spore dyrenes færden via satellit-sendere. Senderen bliver limet på sælens hoved og falder af efter nogle måneder, når dyret skifter pels.

Mener man at se en sæl med antenne, kan det altså sagtens have hold i virkeligheden. Også udenfor Thyborøn Kanal. Sælerne fra Limfjorden søger i flere retninger, når de drager til havs. Nogle når til Normandiet, andre tager turen nordpå til Gøteborg via Hanstholm.

”Samarbejdet med universitetet er fantastisk for os, fordi vi hvert år får ny viden og indsigt i dyrenes færden, som vi kan formidle direkte videre til vores gæster”, siger Michael Madsen. 

Ikke to sælture med Jyllandsakvariet er ens. Udover skippere med forskellige skrøner spiller vejr og vind uundgåeligt ind. Ikke bare på hvor meget båden hopper og danser på vandet, men på hele naturoplevelsen; hvor sælerne ligger, hvor mange de er samlede – og hvem der ellers er i farvandet. Fiskefartøjer, havnens servicebåde og det rige fugleliv mellem Limfjorden og Nordsøen.

Skarv, skallesluger og edderfugle er almindelige, så dem ser man i forbifarten, men synet af en hvilende havørn vil altid være værd at stoppe motoren for at tage ind. Hvis Limfjordens delfiner er på farten, ser de stort på, om en båd egentlig er på sæltur. Delfiner springer, når og hvis det passer dem. Og de er ikke de eneste. Sæler kan også tage sig en lufttur eller flere i rap. Det sker ikke tit, så fornøjelsen ved at se det kalder smilene frem ombord, selv hos den mest sæl- og hjemmevante skipper.

Artiklen er produceret i samarbejde med Jyllandsakvariet