"Prøv at se godt på Vesterhavet. Er vandet virkelig blåt, som man plejer at tegne det? Eller er det i virkeligheden mere grønt i dag?".

Ordene er museumsformidler Lars Mathiesens, og de mange øjne, der dernæst kaster et ekstra granskende blik ud over havet, tilhører eleverne i 2. klasse på Klinkby Skole. 

De er på besøg i Jens Søndergaards ekspressionistiske verden på museet ved Bovbjerg. De skal tegne, og det gør de med stor indlevelse. 

Man følger klassens besøg i filmen ’Farvekraft ad helvede til’, som er produceret af TV Midtvest-journalist og instruktør Anne Holst Moulvad. 

Filmen skulle egentlig bare være en kort dokumentar; en halv time. Et mindre projekt ovenpå et kæmpe værk, instruktøren netop havde afsluttet. Men sådan gik det ikke. 

"Gennem alle mine år på TV Midtvest er Jens Søndergaards navn dukket op utallige gange: ’Du skal altså lavet noget om Jens Søndergaard’ er jeg blevet fortalt af mange forskellige mennesker gennem tiden. Derfor valgte jeg endelig at kaste mig ud i det til en kort film. Men efterhånden, som historien foldede sig ud, voksede projektet", forklarer Anne Holst Moulvad. 

Det blev til fire års arbejde, en film på halvanden time kombineret med et musikværk komponeret specielt hertil og en særudstilling baseret på filmen på kunstmuseet Heart i Herning.

Projektet har kastet nyt lys over en måske lidt overset skikkelse i dag blandt de ellers store navne i dansk malerkunst. For det var han, Jens Søndergaard. Kendt og anerkendt og meget betydningsfuld i sin samtid. Den lidt brovtende men samtidig følsomme maler med de ekspressive, brede penselstrøg og billeder, der osede af "farvekraft ad helvede til", som han selv beskrev dem. Men er han glemt? Og kan hans kunst stadig tale til os gennem alle farverne?

Jens Søndergaard er opvokset i Thy, født i 1895. Allerede som barn vidste han, hvad han ville være: kunstmaler. Men hvad var det dog for en besynderlig tanke for så ung en dreng? Det gav anledning til en del hån og drillerier. 

Farmoren, som betød meget for Jens Søndergaard, var den eneste, der forstod hans malertrang. Som ung fuldførte Jens Søndergaard uddannelsen som bygningsmaler på sin fars ønske. Men med det samme herefter tog han toget til København, hvor han begyndte en spirende karriere som kunstner. Her mødte han også sin kone Thora, og parret fik datteren Anelise. 

Samtidig med Jens Søndergaards opvækst og ’flugt’ til kunsten i København skete der noget helt ude vestpå ved Bovbjerg. Lyset ved Vesterhavet er som bekendt noget, der har tiltrukket malere gennem tiden, som natsværmere mod lommelygtens skær, og i 1901 åbnede kunstmaleren Kristen Bjerre Bovbjerg Badehotel, hvor han skabte et samlingssted for kunstnere, digtere, forfattere og alle mulige andre fra det bedre borgerskab, der var drevet mod den barske vestjyske natur og lyset. 

I 1928 blev den unge kunstner Jens Søndergaard fra København inviteret hertil, og Søndergaard blev aldeles betaget. Siden da havde han sin faste gang på Bovbjerg, hvor han købte sommerhus og malede de fleste somre. Sommerhuset rummer i dag Jens Søndergaards Museum.

Jens Søndergaard malede havet, naturen og folkene; begivenhederne i provinsen. Samspillet mellem menneskene og naturen. Han malede Bovbjerg, skrænterne og udsigten utallige gange. På den måde er Jens Søndergaard nærmest blevet synonym med Bovbjerg, forklarer museumsinspektør på Jens Søndergaards Museum, Inger Bjørn Knudsen. Hun har sit eget bud på, hvorfor det netop var Bovbjerg, der i sådan grad fascinerede maleren:

"Lyset ved havet er specielt langs hele kysten. Men på Bovbjerg Klint kommer man virkeligt højt op, det giver noget ganske særligt. Dengang var skrænten nok også mere eroderet end i dag - den var mere nøgen og ’jordet’. Man har stået midt i elementerne på den måde: jorden på skrænten, vandet i Vesterhavet, solens ild og den susende vestenvind. Det var komponenter, Jens Søndergaard ofte brugte i sin kunst", siger Inger Bjørn Knudsen. 

Selv skriver Jens Søndergaard meget bevægende om naturen til Leo Swane, der var direktør på Statens Museum for Kunst, og som var den første, der opdagede den unge Søndergaards talent. Siden havde de to en lang korrespondance. 

Jens Søndergaard starter gerne sine breve til direktøren med "en lille hilsen til Dem her fra Vesterhavet" og skriver blandt andet, at den eneste sande inspirationskilde er naturen, og senere at naturen ved Vesterhavet og i Thy er den eneste natur, der er værd at leve i.

Når man ser Jens Søndergaards kunst, kan man faktisk næsten høre den. Den larmer på en måde. Farverne. Stemningerne. Personerne på billederne opfordrer næsten til konstant øjenkontakt, de vil én noget. 

I offentligheden har der dog ikke været meget larm omkring Søndergaards kunst, efterhånden som tiden er gået efter kunstnerens død i 1957. Men det betyder langt fra, at han er glemt. Det oplever man allerede kort tid inde i filmen ’Farvekraft ad helvede til’. 

Instruktør Anne Holst Moulvad har haft to arbejdssætninger i filmen. Den ene er: "Kunsten består, mens livet foregår". I filmen ser man talrige Jens Søndergaard-malerier på deres pladser rundt i private hjem. Her hænger de som vidner til dagligdagen; til støvsugning, rødvin, kaffeslabberas, ofte på fremtrædende pladser, og ejerne fortæller kort men varmt om deres forhold til billederne. 

Man møder lægen, der har svært ved at få sit nye Søndergaard-billede til at hænge lige, radioværten hvis barndoms baggrundstæppe var Jens Søndergaard-malerierne på det lokale bibliotek, den kræftsyge unge mand, som har brugt sine forsikringspenge på Jens Søndergaard-kunst for at have noget smukt at glædes over i den sidste tid. Der er også ægteparret, der er begyndt at interessere sig for kunst, og som begge blev opslugt af Søndergaards verden, og man møder kunstsamleren og en auktionarius, der kan fortælle, at der stadig er stor efterspørgsel på Søndergaard. 

Alle fortæller de det tydeligt: Måske hører man ikke navnet Jens Søndergaard hver dag i den offentlige samtale, men hans kunst larmer videre og berører folk hver eneste dag et privat og stille sted i hjertet.

En af dem, der medvirker i filmen, er kunstmaler og musiker Johnny Madsen, der selv er født og opvokset på egnen, i Thyborøn, og i dag maler fra sit      

atelier på Fanø. Han synger i filmen en hyldestsang til Jens Søndergaard og fortæller om sit forhold til kunstneren, mens han selv arbejder med malerierne. 

"Vi har tre store ekspressionister i verden: Van Gogh, Edward Munch og Jens Søndergaard. Han er mit store forbillede", siger Johnny Madsen, og med den karakteristiske cigaret hængende i mundviden sætter han tre gule streger med meget snappe bevægelser henover det lærred, han er i gang med.  

"Ja okay, så hurtigt her malede Søndergaard nok ikke", siger han og griner lidt drenget gennem kameraet til filmens publikum på den anden side af skærmen. 

"Men Søndergaards malerier var jo ikke bare noget med en and, der pjasker vand i hovedet på et par kronhjorte. Det her, det er stærkt. Jeg kan ’gå rundt’ i Søndergaards billeder, og så er jeg i en anden verden", forklarer kunstneren om sin fascination.

Men hvordan oplever instruktør Anne Holst Moulvad egentlig Jens Søndergaard og kunsten efter at have arbejdet så intensivt med emnet?

"Jeg forsøger altid at folde mine historier ud, så de handler om noget alment gældende og noget, vi alle kan relatere til. Filmen her om Jens Søndergaard handler også om kunst, og hvad kunst kan i det hele taget. Min overordnede konklusion på det hele er: At kunst kan noget! Hvad den kan, afhænger af øjnene, der ser, men kunst kan noget. Og det, der fascinerede mig mest ved Jens Søndergaards kunst, er den måde, han kan få så meget ind i et billede med ganske få penselstrøg", siger instruktøren.

Hun bruger også en del plads i filmen på at beskrive det meget sammensatte menneske Søndergaard, der beskrives som både kærlig og fuld af fest og glæde, et morsomt og positivt menneske, men også som lidt af en pralhals, brovtende, grov i sproget og chauvinistisk. Han drak og var sin kone utro. 

"Jeg synes, det har været spændende at lære ham at kende. Jeg er meget nysgerrig på personer. Vi har selv et Søndergaard-maleri derhjemme, som min mand har købt for 30 år siden. Det forestiller Søndergaards kone og mor, som han ofte har portrætteret. De ser lidt betuttede ud, synes jeg. Efter arbejdet med filmen tror jeg bedre, jeg forstår hvorfor. Han var vist ikke let at være gift med", siger instruktøren.

For museumsinspektør Inger Bjørn Knudsen har arbejdet med Jens Søndergaard også sat sig spor.

"Jeg kendte faktisk ikke meget til Jens Søndergaard, inden jeg søgte stillingen. Men da jeg trådte ind på museet, oplevede jeg noget helt unikt. Jeg stod i den stue, Jens Søndergaard malede i, for det gør man her på museet. Her kunne jeg se hans malerier, og lige uden for kunne jeg se hans motiver. At man på den måde kan se koblingen mellem værk og inspiration i denne meget specielle samling, der knytter sig til stedet her, det er en stærk oplevelse. Det giver en ekstra dimension, som jeg glæder mig over at kunne byde alle vores gæster", siger Inger Bjørn Knudsen, der på den måde blev suget ind i Søndergaards univers. Og her er aldrig kedeligt. 

"Jeg synes, det fascinerende ved kunst i det hele taget, men også ved Søndergaard, er, at det ikke taler til logikken. Man forstår hver især kunsten ud fra den bagage, man har med, og Søndergaards kunst er meget stærk her, fordi der er så mange fortællinger og stemninger og følelser. Den er meget kropslig næsten, man kan mærke vinden ved havet, man kan genkende det hele, og man bliver aldrig færdig med at se på billederne. Jeg ser i hvert fald selv hele tiden noget nyt, hver gang jeg går på opdagelse i et af malerierne", siger Inger Bjørn Knudsen.

Netop temaet mellem logik og forståelse i  

Søndergaards kunst går igen i filmen hos de mange interviewede. En af dem siger: 

"Mange hader Jens Søndergaards malerier af køer: De er alt for klodsede og uformelige, sådan ser køer jo ikke ud. Men når man først har lært at se hans køer for røven, så kan man ikke længere se en ko uden at tænke på Søndergaard". En anden, en kunstsamler, siger:

"Altså ja, så er horisonten i billedet skævt. Måske lidt sjusket endda? Men i den verden er der ikke noget, der hedder sjusk, for det er et landskab malet, som det er set gennem et temperament. Jens Søndergaards temperament".

Og det er måske netop dette kendetegn, der gør Søndergaard så vedkommende. Han malede det, han så, gennem de følelser det frembragte.

En af filmens ældre medvirkende, en mand der har boet i Århus den sidste, store del af sit liv, men som stammer fra Vestjylland, siger det måske allerbedst:

"Min barndoms natur savner jeg. Det basale. De steder jeg cyklede hen dengang, der skildrer han det, som jeg husker det".

Den ældre mand er også typisk for filmens medvirkende på et andet punkt: han er oppe i alderen. 

Anne Holst Moulvad havde to arbejdssætninger til sin film. Den anden lyder: "Kunsten består, mens livet forgår" (altså forgår modsat foregår). Jens Søndergaard selv døde i 1957, kun 61 år gammel. Mange, der husker ham fra dengang, hvor han var tidens store kunstnernavn, er også væk. Hvad med den unge generation?

Vil kunsten bestå her, selvom tiden, den blev til i, forgår?

Det kan være svært at spå om, men Inger Bjørn Knudsen fra Jens Søndergaards Museum er ikke i tvivl om, at Søndergaards kunst har en masse at tilbyde det moderne menneske:

"Det er jo dybest set den der længsel efter naturen, der afspejles i hans kunst. Mange kan genkende længslen efter den åbne himmel - der hvor problemerne bliver små. Og hvis man ikke har mulighed for lige at tage et smut til Vesterhavet, kan man finde det hos Søndergaard på Statens Museum for Kunst for eksempel". 

Og måske taler den nyfundne interesse for Jens Søndergaard i forbindelse med film-projektet også et tydeligt sprog. Besøgstallene på museet Heart i Herning i månederne med Jens Søndergaard-udstillingen, der er baseret på filmen, ser indtil videre ud til at slå alle rekorder. Med en fremgang fra sidste år i samme periode på 70 procent flere besøgende er perioden fra januar til maj i år den bedst besøgte siden museets start i 2009. 

Jens Søndergaards eget museum ved Bovbjerg har faktisk også et rigtig pænt besøgstal på mellem 4000 og 5000 gæster årligt. I alle aldre. Enlige og større grupper. For eksempel gruppen af skolebørn fra Klinkby, der oplevede Jens Søndergaards verden på museet. 

Måske vil de en dag, som den ældre mand i filmen, tænke tilbage på dengang, de selv malede deres barndoms Vesterhav i fodsporene på Jens Søndergaard på skrænten ved Bovbjerg - og derved huske maleren, der også så grundigt på havet, vurderede farver og herefter malede det, som det føltes?

Jens Søndergaard var en ekspressionistisk maler, meget anerkendt
i sin samtid. Han var født i 1895 og døde i 1957.

Han var opvokset i Thy, men boede i København i sit voksenliv, hvor han var en del af den kreative, kunstneriske elite. Maleren var meget knyttet til Bovbjerg, hvor han havde sommerhus og malede utallige malerier af naturen, folkene og Bovbjergs skrænter og udsigt. 

I 1952 besluttede Jens Søndergaard, at han ville lave et museum over sin kunst på Bovbjerg. Derfor testamenterede han sommerhuset og en stor samling malerier til Vandborg-Ferring Kommune. Museet åbnede i maj 1958.

Museet har åbent alle dage i juli og august kl. 11-17.

jenssoendergaard.dk

Filmen ’Farvekraft ad helvede til’ havde præmiere den 4. marts i år. Den er instrueret af Anne Holst Moulvad og fortæller historien om Jens Søndergaard og betydningen af hans kunst.

Filmens musik er komponeret specielt hertil af komponist Karsten Fundal, der har besøgt Vesterhavet og museet som led i at leve sig ind i atmosfæren til fortællingen. Musikken er fremført af fløjtenist Janne Thomsen. 

I forbindelse med filmen har museet Heart i Herning en særudstilling, som bygger på værkerne fra filmen. Udstillingen kan ses indtil 19. august, og filmen kan ses på museet (se dets hjemmeside for tidspunkter).

Læs mere om filmen, musikken og udstillingen, der har bragt fornyet
fokus og interesse for Jens Søndergaard, på jsfilm.dk