Livreddere stopper på stranden

17. august 2020
S__ndervig_livreddert__rn_EP

Bemandingen af livreddertårnene på strandene i blandt andet Thyborøn, Thorsminde, Søndervig og Hvide Sande slutter årets badesæson onsdag i denne uge. 

Børnene er tilbage i skolerne, og for mange er hverdagen igen begyndt på arbejdet. Det betyder også, at der er færre mennesker på strandene, selvom det gode badevejr først for alvor har indfundet sig i de seneste uger. 

For de, der gerne vil bade, efter livredderne har lukket tårnene, lyder opfordringen fra TrygFonden Kystlivredning, at man aldrig bader alene.

"Vores bedste råd er at sætte sig ind i forholdene på stranden, før man går i vandet. Vi anbefaler også, at man altid bader flere sammen, så man kan hjælpe hinanden. Selvom man er en god svømmer eller har et godt helbred, kan man komme i problemer. For eksempel hvis der er stærk strøm, eller hvis man får et ildebefindende", siger René Højer, programchef i TrygFonden.

Livreddertårnene lukker på strandene onsdag kl. 18.

TEKST OG FOTO: ERIK POULSEN, MAGASINET VESTKYSTEN. TrygFondens karakteristiske livreddertårn på stranden ved Søndervig går i vinterhi onsdag.