Guldsjakal holder fast til ved Staby

En guldsjakal er natten til onsdag fotograferet på vildtkamera ved en baitplads (foder-lokkeplads til mårhunde) ved Staby, vest for Ulfborg.
Her blev guldsjakalen også fotograferet i flere omgange i efteråret 2019. Det lader derfor til, at det sjældne rovdyr har taget fast ophold i området, der er relativt tæt på ulvens kerneområde i den vestjyske ulvezone. En guldsjakal er desuden i oktober sidste år fotograferet ved højlys dag lidt længere mod nord ved Idom i selve ulvezonen.
Staby er tæt på Thorsminde, hvor en guldsjakal ved et uheld blev skudt under en ræveregulering i februar 2017. En undersøgelse af kadaveret viste, at rovdyret har slæbt en ny, farlig flåt til landet.
Det formodes, at der er fastboede guldsjakal flere steder i Jylland, men der er endnu ikke dokumenteret, at 'ulvens lille fætter' har ynglet her i landet. I særligt Sønderjylland er guldsjakal kendt for at stå bag alvorlige angreb på fårebesætninger.
Guldsjakalen er det nyeste rovdyr i Danmark. Den er en mindre slægtning til ulven og markant større end en ræv.
FOTO fra Her er ulven i Danmark