Vestkyst-turisme taber milliarder

8. april 2020

Dansk turisme har klaret sig godt de seneste år, og investeringen i nye produkter og overnatningsmuligheder særligt på den jyske vestkyst har båret frugt. Nu er tæppet med ét rykket væk under branchen og tilknyttede erhverv i kraft af corona-krisen, og det gør ondt i ikke mindst Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner. 

Beregninger fra VisitDenmark anslår et omsætningstab på 15 milliarder kroner hos dansk turisme fra marts til maj i år. Vestkystkommunerne er blandt de hårdest ramte.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er turismeomsætningen de seneste år således vokset til knap fire milliarder kroner om året, og ikke mindre end 30 procent ligger i påskesæsonen. 

"Turismeomsætningen er vigtig for os, og vi har mellem 2.000 og 2.500 personer, der er direkte beskæftigede inden for erhvervet. Derfor er det af stor betydning, at Danmark åbnes op igen, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Glædeligvis bevæger tallene sig i den rigtige retning, og jeg tillader mig derfor at være forsigtig optimist. Jeg har virkelig en forhåbning om, at grænserne kan åbnes allerede fra den 10. maj. Derefter vil der fortsat være en forsigtig og stille periode, men kan vi få udenlandske turister til at vende tilbage senere i maj, vil jeg mene, at vi kan indhente noget af det tabte", siger borgmester Hans Østergaard.  

Øget markedsføring i udlandet
Han får opbakning fra sin borgmesterkollega i Varde Kommune, som Ringkøbing-Skjern Kommune danner turistdestination sammen med:

"Vi står i en situation, hvor vores hovederhverv i kommunen er ikke eksisterende. Vi har årligt 4,5 millioner turismeovernatninger, hvoraf en stor del normalt ligger i påsken. Og det er ikke bare hoteller, campingpladser, feriehusejere og -udlejere, der bliver ramt. Det gør mange af vores lokale servicevirksomheder også, og derfor vil det give et betydeligt fald i beskæftigelsen i hvert fald på den korte bane", siger borgmester Erik Buhl fra Varde Kommune.  

Han ønsker derfor også, at Danmark og landets grænser bliver åbnet op efter den 10. maj:

"Vi skal også intensivere markedsføringen både i Danmark og særligt i Tyskland, Holland og Belgien, som vi normalt har mange gæster fra her i kommunen. Derudover håber vi, at vi mere end de tidligere år kan forlænge højsæsonen ind i efteråret. Det kan være med til, at vi holder os oven vande".  

Hold ferie i Danmark
Hos Dansk Kyst‑ og Naturturisme er direktør Jens Hausted i tæt kontakt med de øvrige turismeorganisationer og -destinationer med henblik på dels akut at hjælpe og dels at forberede en indsats, der kan booste turismen i de kommende måneder: 

"Fokus både hos os og hos branchen er på et øjeblik ændret fra det lange lys til nærlys. Vi skal først og fremmest hjælpe virksomhederne med at holde skindet på næsen, og dernæst skal vi gøre, hvad vi kan for at opfordre danskere og udlændinge fra de nære markeder til igen at holde ferie i Danmark. Her ser vi allerede et tæt, tæt samarbejde mellem de forskellige turismeaktører – både private og offentlige – og det er glædeligt at se, at alle står sammen med henblik på at komme så hurtigt som muligt i gang på den anden side", siger Jens Hausted. 

FOTO: ERIK POULSEN. Den traditionsrige sildefestival i Hvide Sande sidste lørdag i april er aflyst på grund af corona-situationen. Den tiltrækker ellers hvert år mange lystfiskerturister fra Tyskland. 

Nyheder
Arrangementer
27 okt 2021
Biohuset, Lemvig kl. 19.00
27 okt 2021
Fjaltring Kirke, Lemvig kl. 19.30
Se alle arrangementer