23. september 2020
Nr. Vosborg, Vemb kl. 20.00

Shakespeares kærlighedsdigte

Der venter publikum en helt særlig og stemningsfuld oplevelse ved forestillingen i riddersalen på Nørre Vosborg. Her læser Søren Ruby en perlerække af Shakespeares berømte sonetter, flettet sammen med musik fra Shakespeares tid spillet af Duo al Dente.

Shakespeares kærlighedsdigte danner et overmåde komplekst billede af kærligheden – den kraft, tilstand eller handling, der som ingen anden leder os ud af os selv og ind i os selv. Selv om det er mere end 400 år siden Shakespeare døde, er hans værker stadig sprællevende. Teksternes mange lag indeholder en dyb indsigt i menneskelige relationer. Gennem alle Shakespeares værker bruges musik til at formidle følelser lige fra glæde til melankoli, fra passion til bitter resignation. De musikalske kommentarer ved denne forestilling leveres af Duo al Dente med Kirsten Lund Jensen på blokfløjte og Per Weile Bak på renæssancelut.

De tre kunstnere har sammensat et smukt forløb, hvor oplæsning suppleres og akkompagneres af musik fra Shakespeares tid af komponister som bl.a. Dowland og Holborne. I centrum står Søren Ruby, med sine åbenlyse evner til at formidle Shakespeares tekster, så både håb og kærlighed kommer helt ind under huden. Duo al Dente er kendte for deres smukke fortolkninger af historisk musik spillet med både nærvær og glimt i øjet. Sonet-koncerten varer en time uden pause.

Koncertforestillingen afvikles som en eksklusiv koncert med blot 30 billetter i Nørre Vosborgs Riddersal, i en 1500-tals bygning, hvor rummet danner en perfekt ramme om de smukke digte og den sprøde akustiske musik på barokinstrumenter, træfløjte og rænæssancelut.

Projektet er støttet af kulturministeriet: Pulje til kunstneriske sommeraktiviteter i Danmark.

Pris
Kr. 175,-.

Sted
Nørre Vosborg
Vembvej 35
7570 Vemb