Fuglen er let at få øje på i landskabet.

"Stor kobbersneppe er en af vores allerstørste vadefugle", forklarer Jonas Gadgaard og fortsætter:

"Den har utroligt lange ben og et meget langt næb. Egentlig ser den lidt fjollet ud, for selve kroppen syner ikke af så meget på de lange ben. Så det er nærmest ben og næb og så lidt fjer midt i mellem."

Men den er nu alligevel elegant, siger naturvejlederen. For nok kan fuglen nærmest se en smule beruset ud i sin zig-zag flugt i luften, men på jorden har den fuldstændig styr på det.

"Der er jo nogen, der lige skal lære at gå i høje stilletter. Men kobbersneppen er født med stilletter, og den går meget elegant rundt på de lange stylter", siger Jonas Gadgaard.

Også tæt på er fuglen utrolig flot i sin ynglefjerdragt med helt kobberødt bryst.

Stor kobbersneppe er en dansk ynglefugl, det vil sige, den yngler her i landet. Men langt det meste af året holder den vinterpause i Vestafrika, syd for Sahara. I vintertiden er fuglen hvid og grå, langt fra den farvestrålende fjerdragt, man kan opleve den i netop nu.

Når de ankommer til Danmark i marts, er det nemlig med ét formål: At få unger.

Og så skal man se godt ud og have de rigtige "mooves", og derfor er både hanner og hunner udstyret med det smukke kobberrøde bryst, hannens mere varm i farven. Og så er det, man kan opleve tosseflugten i luften.

"Så vidt man ved, danner fuglene par for livet. De ankommer altid til det samme sted som året før, og her venter de på deres mage", siger Jonas Gadgaard.

Stor kobbersneppe lægger fire æg i sin rede på jorden, og når kyllingerne klækker, skal de have fart på. De følger nemlig med mor og far rundt fra dag ét, og så skal de selv finde mad undervejs. Allerede i slutningen af juli begynder fuglene at trække mod Afrika igen.

Det er smart at have lange ben, når man er en vadefugl som kobbersneppen. Vadefugle færdes i fugtige og våde områder, og det er godt at kunne gå i lavt vand og mudder uden at få våde og beskidte fjer. De fleste vadefugle har lange ben. Men næbbene er forskellige. De er nemlig tilpasset forskellig føde, som findes derude på de våde enge og vader. Klyden har et næb, der buer opad, og den "skummer" vandoverfladen for mad. Rylen har et kort næb, den spiser de smådyr, der lever i jordens øverste lag. Men stor kobbersneppe har et meget langt næb.

"Med spidsen af næbbet kan den mærke vibrationer fra orme dybt i jorden, og så jager den næbbet langt ned og kan dermed fange regnorm og den slags i dybere jordlag", fortæller naturnørd Jonas Gadgaard.

Der har aldrig været overflod af kobbersnepper i Danmark, for de kræver en særlig natur, som ikke er så udbredt. Men efterhånden er mange af de steder, der er gode for kobbersnepper, forsvundet, og derfor er der i dag ikke mange ynglende fugle tilbage. Den er på den danske rødliste over truede arter, og man regner med omkring små 500 par.

"Til sammenligning er der cirka to millioner par solsorte, så 500 par er jo ikke meget", siger Jonas Gadgaard og forklarer om kobbersneppens krav til levesteder:

"Den lever på enge, og der skal være afgræsning, men i den helt rigtige mængde: Ikke for mange køer, så engen står tilbage som en gold golfbane, men heller ikke for få, så området gror for meget til. Og så skal der være vådt i området, og det ødelægger vi, når vi dræner et område, som det er sket mange steder og stadig sker", siger naturvejlederen om noget af det, der truer kobbersneppen.

Der er enkelte steder med kobbersnepper på Fyn og Sjælland, men det er primært en vestjysk specialitet med ynglende kobberøde snepper i foråret.

Vejlerne, Agger Tange, Mandø og Tøndermarsken er gode steder, men særligt på Tipperne ved Ringkøbing Fjord trives kobbersneppen, for på den fredede halvø har man sørget for de perfekte forhold til fuglene.

Og her har man store chancer for at se dem, så det er et godt tip til en forårsudflugt med gode fugle-oplevelser.  

Fra 1. marts til 31. juli er der åbent på Tipperne onsdage og lørdage fra 9.30 - 15.30, men man skal huske at tjekke tider og adgangsforhold på Naturstyrelsens hjemmeside. Man må gå ind i Tipperhuset, og man må også besøge fugletårnet i området, men ellers skal man færdes i bil. Det er også en god måde at komme tæt på fuglene på.

Fuglene er ikke bange for biler, der kører forsigtigt på vejen, og ofte sidder de helt tæt på i vejkanten. Stopper man bilen og står ud, skræmmer man dem, og de flyver væk. Dermed er bilen et udmærket sted at nyde fuglelivet og se, om man kan spotte et par lange ben med en smuk rød fjerdragt og langt næb derude.