Leif Tarbensen fortsætter slægtens kamp for at holde vand og sand væk fra ejendommene ved Houvig, nord for Søndervig.

Tekst: Erik Poulsen . Foto: Erik Poulsen

”… 57, 58, 59, 60. Så mange meter har vi i løbet af ti år fået sandet til at blive liggende på vestsiden af klitterne”. 

Sådan lyder det, når klitfoged Leif Tarbensen skridter sin indsats for klitten af ved Krogen; lidt nord for Houvig. Her har han boet hele sit liv og levet som landmand, fisker, jæger og rørhøster. Sådan som Tarbensen-slægten gennem generationer har gjort det på kanten af vestkysten, hvor vind, vejr og vand definerer hverdagens udfordringer.

Leif Tarbensen var derfor i frontlinjen, da en stormflod i 1981 truede klitten så meget, at Kystdirektoratets folk holdt døgnvagt ved netop Krogen, der altid har været et udsat sted. Som klitfoged efter både sin far og bedstefar oplevede han også for ti år siden, hvordan tre små storme åd 18 meter af klitten. Han er derfor begejstret for Kystdirektoratets sandfodring. 

”Der var kun 32 meter tilbage, og vi fik derfor i 2009 pumpet 980.000 kubikmeter sand ind. Det er Danmarkshistoriens største sandfodring af en enkelt strand. Det er jo egentlig fantastisk, at man kan pumpe det ind ude fra Nordsøen og dumpe det inde ved kysten, hvorefter havet så selv skyller det op på stranden”, siger Leif Tarbensen.

Når sandet er kommet op på stranden, tager klitfogeden over for at holde på det med kvasgrene og granrafter fra Naturstyrelsens plantager. De stikkes ned et stykke fra klitfoden, så sandet fanges mellem grenene. Og når der har lagt sig et pænt lag i bufferzonen, rykker Leif Tarbensen i september og oktober ud med sit plantehold af overvejende lokale pensionister. De planter hjelm i det ophobede sand og har på den måde år og år forlænget klittens bredde mod vest. 

”Det er en langsom proces, men det har kunnet lade sig gøre, og vi har vundet land i stedet for at afgive land. Vi har en bred forstrand, så handler det om at bremse sandet på vestsiden af klitten, inden det blæser om på østsiden. Både for at have noget af stå imod med ved næste storm, men også for at undgå at genere de sommerhuse, der ligger på den anden side af klitten. Sand vandrer jo hele tiden og bliver ved at fyge som sne, hvis vi ikke gør noget”, siger Leif Tarbensen.

Sandfodring med 700.000 kubikmeter sand er i sommer på vej til stranden på begge sider af Søndervig, hvor Leif Tarbensen de seneste par år også er gået i gang med klitsikringsmetoden. Han har ikke den store fidus til alternative løsninger med for eksempel plastik-drænrør og ser helst ikke, at klitten skal være en betonvold mod havets enorme kræfter:

”Skråningsbeskyttelse med hård kystsikring i form af betonblokke og bølgebrydere i strandkanten er ikke venlig overfor turisterne. Men det kan blive nødvendigt som alternativ, hvis vi i længden ikke kan gøre det med sandfodring og klittilplantning. Det er dog mere naturlig og kan tage imod havets kraft, hvis det lykkedes os at få det til at ligge på vestsiden uden at fyge om på østsiden”, forklarer Leif Tarbensen.

Som klitfoged er hans hovedopgave at styre sandet. 100-200 rundballer bliver derfor årligt lagt i stierne over klitterne, så vestenvinden ikke river hul i klitterne. Og vindhullerne, der løbende opstår mellem stierne, beklæder klitfogeden og den fornødne maskinkraft med kvas og i mindre omfang også brugte juletræer. 

”Halm på stierne gør det lettere for turisterne at vide, hvor de skal over klitterne. Folk vil jo helst gå, hvor det er nemt, og så slider de heller ikke på øvrige klitter”, siger Leif Tarbensen.

Han er også strandfoged fra sømærket i Sidselsbjerg til Bækbygaard Strand. Strandinger var tidligere en del af levebrødet ved kysten, men i dag er der langt imellem de store mængder strandingsgods. Det er derfor ingen guldgrube at være strandfoged på ’Den private Aabjergske Forstrand’, hvor den eneste aflønning er 65 procent af de værdier, der skyller i land.  

”Først i 1990’erne røg der nogle store trælaster overbord, som jeg i et par dage havde folk til at samle sammen. Og i 1998 landede der en container med frosne laks oppe ved Bækbygaard, hvor det lykkedes at redde lidt fisk til røgning, inden mågerne tog det hele. Siden har det været småt med indtægter, men nogle skal jo holde øje med stranden, selv om det i dag mest handler om at samle affald op i samarbejde med grundejerforeningen. Det er også blevet pænere på stranden, efter at kommunen har de seneste år er begyndt at stille palle-kasser op, som strandgæsterne kan smide affald i”, siger Leif Tarbensen.  

På stranden ved Krogen har han efter en storm fundet en bunke sten, der vakte hans opmærksomhed: 

”Det var flade marksten, der lå i en ring. Da jeg undersøgte det nærmere, viste det sig at være resterne af en gammel brønd, der formentlig har været fælles for de ejendomme, der i sin tid lå på stranden. Der var ler i bunden, og når man løftede stenene, kunne man se formuldet lyng, som de havde lagt mellem stenene. Utroligt at det var bevaret så længe under sandet”. 

Fundet af den gamle brønd fortæller sin egen historie om, hvordan klitboerne altid har befundet sig i den dynamiske frontlinje mellem hav og land:

”For 200 år siden var det her det tættest befolkede sted på Klitten. Mine forfædre boede på stranden indtil 1870, hvor klitgården blev rykket mod øst. Her blev jeg født i 1943. Det var under krigen, og tyskerne havde udlagt et minefelt mellem gårdens flagstang og stuehuset. Min mor kunne derfor knapt nok sætte mig ud i barnevogn på pigstenene op mod huset, og det var formentlig et rent held, at vi overlevede et lynnedslag i minefeltet. Året efter brændte gården, så jeg husker den ikke selv, men har sat en mindesten, hvor den lå”, fortæller Leif Tarbensen.