Alle sommerens ekstra aktiviteter i Harboøre sogn er båret af ulønnede, frivillige kræfter (i hvert fald så længe organisten er på barsel). 

”Vores præst er god til at banke en sand velsignelse af folk sammen. Mennesker af alle slags er med. Også dem, der ikke nødvendigvis slider betrækket på kirkebænkene”, bemærker Ebbe Ravn Sørensen fornøjet.

Da Harboøre Menighedsråd til jul bestilte særlige takkekort til årets frivillige, skulle der trykkes 68. Og næsten 30 af dem blev sendt til ægtepar, hvor både mand og kone er aktive i arbejdet. Nogle, som præstens hustru og en tidligere gymnasierektor, er absolut tysk-kyndige, andre ikke.

”Det er noget nemmere for de fleste at komme i snak med de danske sommergæster, og ud fra sidste års deltagelse har de også den største interesse i vores aktiviteter, men vi ser tyske gæster til gudstjenester, og i år gør vi forsøget med rundvisninger kun på tysk”, fortæller menighedsrådsformanden, og fortsætter:

Ebbe Ravn Sørensen selv viser rundt i kirken og er også blandt de frivillige ledere af pilgrimsvandringerne om tirsdagen. 


”Vi mødes ved Harboøre Kirke. Arrangerer fælles kørsel derfra til Engbjerg Kirke, hvor vi holder en kort introduktion til turen og begrebet pilgrimsvandring, inden vi går de syv kilometer tilbage, hvor vi passe- rer vådområdet Veserne og går forbi det lille, private bedehus i Vejlby. Undervejs får folk også historien om områdets mange grusgravninger. En del af vejen følger vi den gamle, gamle kirkesti fra Vejlby til Engbjerg Kirke, som folk tog, fordi præsten var den samme som i Harboøre, men afstanden kortere end til deres egentlige sognekirke dér. Kommunen holder siv, tidsler og brændenælder nede, men stien er så smal, at man kun kan gå i gåsegang, og her anbefaler vi, at man træder ind i pilgrimsvandringernes historie og går i sine egne tanker, men det er forskelligt fra gang til gang, hvorvidt folk falder i tavshed eller i snak”, fortæller Ebbe Ravn Sørensen.

Kirken i Harboøre har i forvejen et tæt samarbejde med Indre Mission, som holder åbent hus i missions- huset ELIM for interesserede sommergæster, som vil se husets tilbygning og renovering indefra, og sommerferiens syv onsdage med Sange ved Havet ude ved Redningsstation Flyvholm tager frivillige fra missionshuset sig af.

Hele Lemvig Provsti, som Harboøre Kirke ligger i, har samlet sine sommerkoncerter, gudstjenester og arrangementer i en fælles folder ’Kirken i Sommerlandet’. Udvalget af tilbud er bredt – og egentlig ret tilfældigt efter Ebbe Ravn Sørensens mening: 

”Jeg tror da, at de andre sogne har gjort lige som os; set hvad der i forvejen var af tilbud, og så fundet på noget andet. Hvorfor konkurrere, når man kan lave sit eget og supplere hinanden. På den måde kommer udviklingen meget naturligt”.

Hans synspunkt bekræftes fra højere oppe i det bakkede landskab syd for Lemvig. Knap så dramatisk som Trans Kirke, som trækker sine besøgende helt ud til kanten af klinten, ligger en anden karakteristisk, romansk landsbykirke med kalkmalerier og lave, hvide stakitter om mange gravsteder. Fyret og Jens Søndergaard Museet trækker folk til Bovbjerg, men landsbyen og kirken hedder Ferring.

Her har Ane Margrethe Bjerre været formand for menighedsrådet siden engang i 1980’erne, og hun har med stor fornøjelse sunget med de mange år, siden kirkens musikglade organist tog initiativ til at spille til liturgisk aftensang om sommeren, dengang da Bovbjerg Fyr endnu ikke var åbent som kulturinstitution.

”Vores kirke er åben fra morgen til aften året rundt, og giver os også et særligt rum at træde ind i, også på en hverdag. Folk er velkomne, og vores dygtige kirkebetjent sørger altid for friske blomster, så der er noget rart at se på”, siger Ane Margrethe Bjerre, som er barnefødt i sognet og kun har boet andet- steds i elleve år af sit liv.

Ferring Kirke har ingen faste rundvisninger, men Ane Margrethe Bjerre tager gerne mod grupper, som ringer forud, og nogle gange opstår rundvisningerne spontant.

”Vi har mange stakitter på kirkegården, men ikke nok til at interessere en professionel maler for opgaven, så om sommeren er vores gartner og jeg tit i gang med at male. Det kaster mange gode snakke af sig, når private sommergæster lægger vejen forbi kirkegården. Vi har altid haft en åben kirke, og i årenes løb er vi blevet mere bevidste om at byde indenfor. Kalkmalerierne har referencer tilbage til Ferrings tid som vigtig anløbshavn i vikingetiden”, fortæller hun.

Ferring Kirke lægger gerne rammer til både dåb, bryllup og begravelser for andre end de fastboende sognebørn, og sommerens gudstjenester samler også flere end de 12-20 faste deltagere. Til de tyske kirkegængere har menighedsrådet købt seks tysk-danske salmebøger; derudover lader man kirken hvile i sig selv og sine traditioner. Inklusive sommerens liturgiske aftensang med bibeltekster og tværfløjtetoner i kirken, som nogle gange trækker ud på Bovbjerg Fyr med kaffe og fællessang fra Højskolesangbogen bagefter. 

”Det vigtigste for vores ansigt udadtil – kirkens og vores eget - er, at vi smiler til hinanden. Man skal kunne føle sig tilpas, om vi er her 14 dage eller hele vores liv”, siger Ane Margrethe Bjerre.

Præsteembedet, som Ferring Kirke hører under, er ledigt for tiden. Sognet har ikke mange fastboende, og provst Ole Rasmussen arbejder derfor på, at Lemvig Provsti kan få landets første stilling, som indeholder betegnelsen ’sommerpræst’, og som tager højde for, at man befinder sig i på et sted, hvor der er ekstra travlt, når flertallet holder ferie, og hvor sprogfærdigheder og udadvendthed er efterspurgt af gæsterne.

”Folkekirkens væsen er at være kirke for hele folket. Dét er vores udgangspunkt. Så når folk er i sommerlandet, skal vi også være der for dem, uanset om de vil gå i kirke, som de er vant til at gøre hjemme, om de netop vil gå i kirke her, fordi de ikke er vant til det og kan prøve sig frem lidt mere anonymt, eller om man primært kommer med en kulturel interesse for det lokale. Kirken behøver ikke vælge mellem forkyndelse eller aktiviteter for turister, for Jesus var ikke turist; han kom til verden i oprigtig interesse i at få fællesskabet mellem os mennesker til at fungere. Kirkens grundform er at pege os i retning af at finde hinanden. Det kan ske til en gudstjeneste såvel som til fællessang i solnedgangen eller sightseeing blandt kalkmalerier”, siger Ole Rasmussen. 


Artiklen er produceret i samarbejde med Lemvig Provsti